onsdag den 25. maj 2022

Stævne hos DcH Nykøbing-Rørvig

Her med næsen stort set inde i næste weekend, kommer der lige lidt om stævnet hos DcH Nykøbing-Rørvig sidste weekend, hvor jeg fik sat en meget vigtig milepæl.

Dronefoto af stævnepladsen

 

For os er det et stævne med masser af traditioner, og vi plejer at være mange fra DcH Næstved (det var vi ikke i år). 

Hurra, den første AG-udtagelse

Nykøbing’s plads ligger på kanten af en mose, og der plejer at være nattergale. I år var de fuldstændig vilde. De startede allerede midt på eftermiddagen, og fortsatte deres fantastiske sang helt til det blev mørkt. Og i skumringen næste morgen fik den også lige en ordentlig omgang. Nattergalesang minder mig så meget om min barndom, hvor vi kørte i Paradisbakkerne inden det blev lyst, og så sad vi et sted inde i skoven og så solen stå op og hørte nattergalene synge. Det er et fantastisk minde om min far og om min opvækst i Nexø på Bornholm. 

Nattergalen er en lidt kedelig lille gråbrun fugl - men sikke en stemme

Nå, men tilbage til Nykøbing, hvor vi vanen tro havde arrangeret spisning med Rune og Christian. Vi manglede Pia, som også plejer at være med, men Pia blev holdt hjemme af et dejligt kuld hvalpe. Vi tager revanche næste år!

Der slappes af i indhegningen

Sara fra Dogz.dk var på pladsen med sin shop. Jeg vil gerne sige kæmpe tak til Sara for altid at stille op til disse små stævner. Det er så dejligt, at du gider - og at du giver flotte præmie-sponsorater

Man skal aldrig gå ned på udstyr!

Keeper opførte sig rigtig flot. Hun kunne håndtere at være i indhegningen, selv om det var tæt på banen. Hun kunne sagtens klare, at Bent og Gimli løb – men vi valgte dog at være på den sikre side og putte hende i et bur mens jeg løb. Hun var også rundt og udvide sin fanklub og sin vennekreds. Hun snører folk med sit meget kærlige og imødekommende sind. Og så fik hun selvfølgelig kigget agility-tv. Hun legede også med Selfie, og hun er i alle henseender nem at have med.

Keepers allerbedste ven i hele verden er Rune

 

Det største ved denne weekend var dog, at Hazel og jeg fik vores første AG-udtagelse til DM. Vi har nu de 3 udtagelser i spring, og så altså 1 i agility. Det har virkelig været en hård nød at knække, fordi Hazel, som altid har fantastiske felter til træning, har det med at kravle ned ad balance og A-bræt og derefter springe over feltet. Så nu tør jeg igen tro på det. Det var så forløsende, at jeg var lige ved at tude!

Hazel smiler, når hun løber agility

 

Bent's resultater var ikke noget at skrive hjem om. Men til gengæld havde Gimli 8 flotte starter uden tyvstart - og også en del gode ting indimellem. Han var lidt streng med sine felter, så Bent knokler videre med det projekt. 

Gimli i fuld fart ned ad balancen

Denne weekend er det så DKK-stævne i Viby. Det bliver garanteret også hyggeligt!

Ingen kommentarer: