Agilitystævnet i Vestegnen sidste weekend var en underlig oplevelse.
For det første havde jeg ondt i ryggen, så jeg kunne ikke løbe ordentlig til. Det gav os en del lalle-løb, et enkelt godt løb og resten disk. Øv! Det må vi kunne gøre bedre.
For det andet lykkedes det for arrangørerne at lave uhjælpelig rod i rigtig meget - og samtidig skrabe en kæmpe forsinkelse på mere end 2 timer sammen. De burde da kunne skrabe mange flere hjælpere sammen i sådan en klub, men det er altid de samme 10, der trækker læsset.
Zippo blev dansk agility-champion om lørdagen. Vi var lige udenfor præmierækken, så: nå ja - du får lige en lille pose guffer, certet kommer senere. Flad fornemmelse! Om eftermiddagen bliver Julie, som også løb sig til et championat den dag, og jeg så kaldt op, for nu skal vi have vores cert og vores erindringsgave. Hm....... Vi ventede 1½ time uden at der skete noget for os. Der var en del deltagere, som var blevet champions sidste år, der blev kaldt op og fik champagne og gaver, men vi andre ventede og ventede og ventede...... Til sidste gik jeg ind til Ulla og sagde, at nu kørte vi altså hjem - så måtte det andet komme søndag!
Søndag fik vi så endelig vores certer og erindringsgaver, men jeg var bare så underlig tilpads - og jeg kan ikke dy mig for at sammenligne med Gåsahoppet i Sverige, hvor man afviklede 2 dages stævne med præmieuddelinger uden problemer: certer, championater, rosetter og præmier kom sammen med resten af præmierne.
Men selv efter dette lille halvsure opstød er jeg stadig hammer stolt over min lille hund: endnu ikke 3 år, AG-champion, spring-champion og svensk spring-champion! Og jeg, der aldrig har haft en agility-champion før. Det er bare så dejligt. Samtidig følger han mig som en lille skygge herhjemme. Det er helt klart, at hvad vi laver sammen er det bedste - uanset om vi løber agility eller hygger i sofaen.
Tak Pia fordi jeg fik lov at købe ham dengang du pludselig stod med ham igen. Jeg er bare vild med den lille fyr!
Der var dog en lille positiv ting mere, nemlig at Bent og Ticket fik endnu en DM-udtagelse i agility, så nu mangler de kun 2 spring-udtagelser. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar