Her, med benene nærmest inde i weekenden, vil jeg skynde mig at skrive lidt om sidste weekend. Vi var hos DcH Randers for at holde agility-kursus for en flok dejlige mennesker, som vi efterhånden har haft fornøjelsen af at kende i nogle år. Nogle er faldet fra, nye er kommet til. Men stemningen og "ånden" på det kursus er stadig fantastisk. Måske drevet af det søde menneske, der er tovholder på projektet.
Og så blev det jo ikke mindre godt af, at solen og temperaturerne viste sig fra deres bedste side, så vi havde fantastisk vejr hele weekenden, hvilket så stod i skærende kontrast til DM-weekendens møgvejr.
Vi flytte ind fredag aften på "vores plads" helt nede i skammekrogen. Og hundene nød den store indhegning og det gode vejr udenfor.
Der var sørget for dejlig mad til os, og der blev allerede fredag aften hygget igennem. Lørdag morgen var vi tidligt oppe, og Bent fik lige brugt lidt tid til at træne med Duncan.
I år havde jeg fået fornøjelsen af at muntre mig med de mest urutinerede, og det var simpelthen en kæmpe fornøjelse. Der var nogle stykker, der fik ja-hatten på og rykkede sig helt vildt. Jeg elsker det. Og da vi nåede midt på dagen søndag, så havde vi en flok hunde, der stort set alle var helt vildt trætte.
Hende her - lille Cloe - stjal mit hjerte totalt. Super hurtig og lækker lille hund med fantastisk drive. Oj, jeg ville gerne tage hende med hjem, men ejer ville kun bytte med en border collie, hvis borderen kunne tage rotter, for Cloe arbejder nemlig til hverdag som rottehund. Så ingen terrier til mig - denne gang. Men jeg er godt nok blevet lidt tændt på tanken. Hun er sgu da søøøøøj 💖💖💖💖💖
Weekenden sluttede som sædvanlig af med kaffe inden vi kørte hver til sit. Det var en weekend med masser af god hundesnak, flot hundearbejde og masser af grin. Man kan kun elske at være sammen med de her mennesker.
På vej hjem oplevede vi i øvrigt noget, vi aldrig har prøvet før. Vi havde set på bromeldingen, at påhængskøretøjer lettere end 750 kg. var forbudt på broen, men lige da vi havde passeret den sidste frakørsel, kom der en ny bromelding: kørsel var nu forbudt for påhængskøretøjer under 2.500 kg. UPS, så må vi ikke køre over - men det var ligesom for sent nu. Phew, det synes jeg ikke var sjovt. Men Bent var cool som altid, og kørte forsigtigt over, så vi kom godt hjem.
Jeg glæder mig allerede til at være sammen med den her flok igen til foråret 2027.






Ingen kommentarer:
Send en kommentar