Januar og februar gik stille og roligt. Et par indendørs stævner, opstart på træning og ellers bare, som Dan Turell ville have sagt: ”Jeg holder af hverdagen”.
I marts var vi en tur på Bornholm. Bent skulle dømme agility
i Hønsehuset, og som sædvanlig tog vi et par dage ekstra. Den uundværlige tur
til Opalsøen, som stadig er mit absolut ynglings-sted på Bornholm. Især udenfor
sæsonen, hvor der ikke er fyldt med badegæster. Denne gang fik vi dog et lidt
anderledes selskab på en del af turen rundt.
April
I april indløste vi min fødselsdagsgave fra Bent. En intim-koncert med Bryan Rice incl. middag og overnatning på Sabro Kro. Det var en helt fantastisk oplevelse med lækker mad, fin håndtering af hotellet i forhold til at vi medbragte 2 hunde og en koncert, der virkelig var fantastisk. Bryan + 2 musikere, hvoraf især ham på guitar var fantastisk. Fortællinger fra Bryans karriere, og så selvfølgelig musikken, ikke mindst storhittet ”No promises”. En del af det var så rørende, at tårerne trillede ned ad kinderne på publikum. Vi sluttede weekenden af med et besøg hos en flok lækre sheltiehvalpe, hvor vi havde sagt ja til at passe en af dem, indtil den blev 15 uger og kunne flytte til England. En helt igennem dejlig weekend.
Og så blev Bent fyret. Onsdag den 16. april var Bent
kaldt til et møde med sin chef. Om morgenen sagde Bent: ”Jeg tror, jeg skal
fyres i dag”. Jeg slog det hen med, at man fyrer ikke nogen den 16. Det gør man
den 30. eller den 31. Men den var ”god nok” – Tak for mere end 15 år med en
fritstilling, 6 måneders løn + fratrædelsesgodtgørelse. Ikke fordi Bent havde
gjort noget forkert – men de havde bare ikke brug for ham mere. Den var hård at
sluge. Lige så stille fik vi en ny hverdag til at fungere, og jeg blev privilegeret
med både at have rengøringshjælp og havemand. Men vi ville hellere have et
arbejde til Bent, og det viste sig ikke at være nemt.
Både påske og pinse var vi i Tyskland, sammen med vores
faste gruppe omkring Sabine, som har Keepers kuldsøster. Det blev til masser af
god træning og 2 fede stævner. Indendørs i påsken, hvor Keeper så havde
brillieret med at flå sin trædepude op lige inden vi skulle af sted, og i
pinsen var det Nordseeturnier, hvor vi har været flere gange tidligere. Det var
nogle helt vildt hyggelige weekender. Tænk, at alt det kom af at vi mødte
hinanden, da vi hentede Keeper. Sabine og jeg kiggede på hinanden og vidste
bare, at vi måtte se mere til hinanden – og det har vi holdt fast i – og udvidet
med en gruppe af dejlige mennesker. Så vores Tysklandsture er helt specielle,
og der er allerede gang i planlægningen af påsken i år.
Maj
Igen i år var vi i maj måned på Himmerlandsgården. Der var kun brug for 1 agility-instruktør denne gang, så Bent fik lov at knokle, mens jeg fik lov at deltage på et rally-hold med eminent undervisning af Heidi Kaarup Johansen. Rally med nye øjne, bl.a. alt det, der sker mellem skiltene. Godt, at jeg havde 2 hunde med, så jeg kunne skifte, for de blev godt nok brugt i deres hoveder. Ud over undervisningen brugte vi tid sammen med de søde mennesker, som vi har kendt fra agility holdet i snart nogle år. Det er bare en god gruppe, og der blev hygget max.
I midten af maj flyttede Hihi ind. Hun var en lille
sheltie med det sødeste sind og alt alt for høj cutefaktor. Hun snørede uden
problemer vores flok, og alle elskede hende. Hun charmede sig i øvrigt også ind
hos alle mennesker, hun mødte. I 7 uger boede hun hos os, inden hun var klar
til at flyve til Brussel og møde sin nye ”for-ever” mor, Marilyn. Hihi bor nu i
England og er blevet en meget smuk næsten voksen sheltie, og hun er stadig både
smuk og sød. Det med Hihi er endnu et eksempel på, hvordan vi gennem vores
hunde møder mennesker, der pludselig bliver til venner. Igen en kæmpe bonus ved
vores tossede hundeliv.
I maj måned kører stævnesæsonen på fuldt blus. Et af de
hyggeligste plejer at være stævnet hos DcH Herrestrup. Det er velorganiseret,
og der er styr på tingene. Plus det er 2 dage, så vi flytter ind fredag og
kører hjem lørdag. I Herrestrup var vi sidste år del af en gruppe, der spiste
sammen lørdag aften. Et stort sammenskudsgilde med masser af lækker mad. Og så
blev der ellers hygget, snakket, grinet og fortalt historier. De der weekendstævner,
de kan altså noget.
I maj måned deltog vi også i DcH Kreds 6
Hundeførerweekend i Jyderup. Vi havde prøvet konceptet et par gange tidligere
både som deltagere og som undervisere, og vi glædede os til god træning og
masser af hygge. Denne gang havde vi begge meldt os til rally. Et hold med søde
mennesker, fin undervisning og masser af hygge. Kæmpe tak til Slagelses rally-slæng
for at tage os med i jeres kreds. Det var vildt sjovt, givende og hyggeligt. I
er nogle fantastiske mennesker.
Juni
I juni måned var Bent inviteret til at dømme hos DcH Vejen, men jeg havde andre planer den weekend. Vi har nu i nogle år været så heldige at være sponseret af Henne Pet Food. Sådan et sponsorat er jo et samarbejde, der kan udmønte sig på mange måder. Men vi har nu et par gange hjulpet med at stå på deres stand. Og den weekend, hvor Bent skulle dømme agility i Vejen, ja der skulle jeg stå på stand med verdens sødeste Beatrix på den store DKK udstilling i – nå ja, det var da praktisk – Vejen. Det er hårdt arbejde, men det er også mega sjovt. Man får virkelig snakket med mange forskellige mennesker, og når dagen er slut er man blæst i hovedet og træt i fødderne. Vi elsker det begge to, og det er en fed oplevelse at være med til at sælge rigtig gode produkter. Foreløbig har vi lovet at hjælpe et par gange mere i år, og det glæder vi os til.
Juli

I 2025 var ugestævnet kommet til Fyn, og vi havde sagt ja
til at være ringledere ved Fionia Cup. Det var en kæmpe opgave, da ringlederne
ud over ringleder-tjansen også er indsendere. Indimellem ville vi jo også gerne
løbe med vores egne hunde – plus vi havde vores tyske venner på pladsen, og dem
ville vi jo også gerne se ind imellem. Men – når vi selv skal sige det – så
løste vi faktisk opgaven flot, vi 2 ”gamle”. Vi forsøgte at få det til at
glide, at være venlige, smilende og fleksible. Vi kom gennem ugen uden at blive
uvenner, og vi havde en fantastisk uge. Søde deltagere, gode og dejlige
dommere, fantastiske hjælpere. Det gør vi igen en anden gang.

August
Midt i august tog vi sneglehuset på ryggen og kørte til Nordjylland,
for Bent skulle dømme hos DcH Brønderslev. Vi indlogerede os på en hyggelig
campingplads tæt på Vesterhavet, og så var der ellers dømt stævne-hygge.
Brønderslev er et af de der hyggelige stævner med 1 bane, man kan overskue det
hele, der er gode præmier og vi kender en masse søde mennesker. Bl.a. var vi på
besøg hos Betty og hendes mand og jeg fik det årlige bad med Morgenbadeklubben
Søstjernen. Det blev stævnet, hvor Keeper endelig sikrede sig den sidste
manglende DM-udtagelse til DcH DM, og det blev også Bent’s sidste stævne som
agility-dommer. Bent valgte at stoppe ”mens legen var god” – inden han kørte
helt træt af det. Det blev til 17 gode år med masser af dommer-opgaver både
herhjemme, men også et par i udlandet. Og der kom også flotte hilsner fra både
DKK og DcH med tak for mange års indsats.
September
I september er ferietiden for alvor forbi, og stævnesæsonen kører igen for fuldt tryk. Vi startede med at stå på stand med Henne Pet Food til Store Hestedag i Roskilde. Det var 2. år vi var med der, og det er så sjovt, for der dukker masser af ”gamle” hundevenner op. Rigtig mange hundefolk har også hest. Eller er det omvendt?
Vi var også i Randers og holde kursus for 3. gang. Det er
et fantastisk sted med de bedste mennesker, utrolig lækker mad og masser af
hygge. Det er også sjovt at få lov at komme igen, så man kan følge udviklingen
af deltagerne og deres hunde, og måske have været en del af den udvikling.
Og så er der selvfølgelig stævnet over dem alle: DcH DM.
Jeg elsker DcH DM. Det er fest, farver, masser af fedt hundearbejde. Det var
mit DcH DM nr. 16 i streg (bortset fra det år med Corona, hvor det var aflyst),
og jeg satser på et par år mere. Vi kom ikke hjem med store resultater selv,
men DcH Næstved havde da 2 hunde på podiet i agility i år. Det var stort!
Oktober
I oktober startede jeg et hold op på agility-overbygningen i kreds 5 (på Fyn). Det blev en rigtig god oplevelse. 8 meget forskellige mennesker, og deres agility-kundskaber var også rigtig meget forskellige, men alle knoklede på, det bedste de kunne, og heldigvis (også for mig) så bestod de alle deres eksamen i starten af december.
Vi holdt også klubmesterskab i DcH Næstved. Klubmesterskabet
er en af de bedste dage i klubben. Der blev i år konkurreret i DcH programmet, rally
og agility. Alle vores hunde deltog i mindst en disciplin – så vi havde en lidt
hektisk dag. Men også en dag med gode resultater. Hazel blev årets rally-hund,
Keeper blev årets agilityhund for de store hunde og Liam blev agility
klubmester for mellemhunde.
I oktober startede Bent på uddannelsen som
rally-instruktør. I løbet af sommeren stod vores rally-hold uden instruktør.
Bent og jeg overtog holdet, som blev til et delvis selvtræningshold, men vi har
brug for en ”rigtig” instruktør, så Bent tog udfordringen op.
Min nye hundehvalp var født i september, og jeg valgte at køre hele den lange vej til Syd-Tyskland for at besøge hvalpene, da de var 6 uger gamle. Pia viste sig som verdens bedste veninde og kørte med, så Bent ikke skulle ud i rod med dagpenge og ferie. Vi havde en fed tur, og jeg er mega taknemmelig for, at Pia gad køre med, også fordi hun som erfaren opdrætter måske så nogle ting, som jeg ikke lagde mærke til. Jeg havde behov for at møde de mennesker, der havde hvalpene, og jeg havde behov for at se hvalpene – rigtigt – altså ikke bare på billeder og video. Opdrætteren viste sig at være super sød og fornuftig, og hvalpene endnu sødere. Deres måde at holde hund på svarede meget godt overens med vores. Så jeg kørte hjem igen med ro i maven.

I november skete der også det forfærdelige, at vi mistede
Gimli. Gimli blev syg med dårlig mave. Rigtig syg. Han blev scannet i Rude, og
de anbefalede, at vi kørte til Københavns Dyrehospital med ham. De beholdt ham
over natten, og fik heldigvis rettet ham op igen. Han blev scannet i København
næste formiddag, men de fandt ikke noget alarmerende, så vi hentede Gimsen hjem
igen. I løbet af de næste dage kom han sig fuldstændigt, og så blev han
pludselig syg igen. Rigtig syg. Vi kiggede hinanden dybt ind i øjnene og var
enige om, at hvis der var noget grimt, så skulle han ikke holdes i live for
vores skyld, og en fornyet scanning viste desværre en stor kræftsvulst. Vi
sendte Gimli over regnbuebroen – for hans skyld. Han skulle ikke trækkes gennem
mere. Efterfølgende bad dyrlægen om lov til at obducere ham, så de også kunne lære
af det – hvad ser vi på scanningen, og hvad er der i virkeligheden. Det viste
sig, at der var en stor svulst i hans tyndtarm og der var kræft i hans lymfer. Sødeste
blideste Gimli, der har givet os så meget – tak for dig. Du er vildt savnet,
både af os og af flokken. Liam mangler dig!
Med hele flokken, der nu pludselig var skrumpet ind til 3, tog vi i midten af december på besøg hos Sabine. Det blev igen til masser af hygge, god mad og vin, træning og snak. Og, da vi nu alligevel var halvvejs nede gennem Tyskland, ja så tog vi lige turen til Donzdorf, 600 km. længere sydpå. Så kunne Bent også møde Sigrid – og ikke mindst Ayra, da de andre hvalpe nu var flyttet hjemmefra. Ayra var bestemt ikke blevet mindre sød. Hold nu op, det var svært at køre derfra uden hende. På det tidspunkt var hun 12 uger, men vi turde simpelthen ikke smugle hende med hjem. Og nå ja, når vi nu var så tæt på Stuttgart, så valgte vi lige at besøge mine kolleger på Ensingers hovedkontor på vejen hjem. Min søde kollega Ute havde fået arrangeret en sær-rundvisning på fabrikken, bare for Bent. Og det var bare så hyggeligt igen at møde flere af dem, jeg arbejder sammen med i hverdagen, men mest snakker med over Teams. Og pyt, de der ca. 1100 km hjem om natten, det gik jo.
Det bedste, der er sket i december, er dog, at Bent igen
har fået arbejde. Mandag den 5. januar starter han i VKST i Sorø, og det tegner
indtil videre rigtig rigtig godt. Så mister jeg min rengøringshjælp og min havemand
– men PYT!!!!! For nu skal Bent igen ud
og føle, at der er nogen, der har brug for det han kan.
Og ud over alt det her, ja så passer vi selvfølgelig vores træning hos Channie ca. hver anden uge, og de modsatte uger kører vi i hundesvømmehallen. Bent er stadig i DcH’s aglity-udvalg, og jeg er stadig i redaktionen på DcH bladet. Vi har også været til en del rally-stævner i løbet af året, og det sidste nye på den front er, at Bent nu går rally med Hazel, så han stadig har en rally-hund. Det skal nok blive godt.
I ”vores” klub, som jo er DcH Næstved har der været en
del træner-afgang i løbet af året af forskellige grunde, så vi har nu igen skruet
lidt op for undervisningstimerne. Men det giver jo så meget retur på mange
måder. Der er ikke meget, der kan måle sig med 4-5 timer en formiddag i solen
med glade mennesker og hunde, kaffe på kanden, og måske har nogen medbragt en
kage. Jeg elsker det sociale sammenhold, vi har i DcH Næstved.
Jeg arbejder stadig, selv om jeg nu reelt set kunne gå på folkepension. Men jeg elsker mit arbejde, udfordringerne, kollegerne og hverdagen. Jeg arbejder 23,5 timer om ugen, og jeg er ret hurtigt kommet til at elske mine fri-onsdage.
Og så kom vi igennem 2025. Stille og roligt, selv om de
skød som bare ………. udenfor. Vi spiste lækker mad fra Skagenfood.dk. Og nu er vi
klar til at Pia og jeg i overmorgen kører til Donzdorf igen (1100 km hver vej)
og henter Ayra.
Så 2026, bring it on – vi er SÅ klare.

















Ingen kommentarer:
Send en kommentar