Egentlig er der gået lidt flapsy-hapsy i de der ugestævner, men i år var der heldigvis igen Fionia Cup på Fyn, og Bent og jeg havde sagt ja til at være ringledere. Kæmpe tak til Rikke, Jim og co. for at have tillid til, at vi kunne løfte den opgave.

Ringlederne er dem, der får ringen til at hænge sammen og fungere – plus de er indsendere. Så der er meget, der skal holdes styr på, også sammen med egne løb. Det er sådan en slags real-life-puslespil, og indrømmet: vores overskud til at være sociale om aftenen var ikke ret stort. Men bortset fra det, så er det et sjovt job. Og hvis man så også er lidt sprognørd, så kan man så rigeligt få brugt (og også udvidet) sine sprogkundskaber. Vi fik f.eks. lige hjælp til at få genopfrisket vores få finske gloser – men når man kan sige ”velkommen”, ”tillykke” og ”tak” – ja så kommer man langt. Det gør man i øvrigt også, hvis man smiler, mens man lægger det der kæmpepuslespil.

 
Vi havde fået lokket vores tyske ”familie” til Danmark: Sabine, Sabine, Louise og Dirk var her og for at deltage i cuppen. D.v.s. Sabine’s hund Meira kom til skade lige før opstarten, så det blev desværre ikke til nogen løb for hende. Og Dirk skadede sit ene ben undervejs, men han kunne heldigvis godt løbe igen sidst på ugen. Til gengæld løb både Sabine og Louisa alt, hvad de kunne.

Igen var det sjovt at se Keeper sammen med søster Mystic. Tvillingerne, kalder vi dem. Ikke helt på udseende, men mentalt er de fuldstændig ens. De gør de samme ting, når de f.eks. møder mennesker. De ser ikke hinanden, når de er sammen, men de accepterer at sidde ved siden af hinanden og blive fotograferet.

Og sandelig om ikke Louisa og Do It løb sig til en plads i finalen. Det var en fed bane lavet af Tom Mercebach, med masser af udfordringer, og som ikke ret mange kom igennem. Men Louise blev nr. 3 blandt de store hunde. Hvor stolte var vi lige der? Det ser altid så let og ubesværet ud, når hun løber, så det var virkelig velfortjent med den tredieplads.

 
Bent løb et par løb med Gimli. Liam holdt fri. Ugen inden havde Bent fået grønt lys fra sin fys til at starte langsomt ud med at løbe igen, og når man skal løbe med Liam, så skal det være ”fuld skrue”. Derfor ingen løb til Liam. En enkelt gang blev det til en podieplads for Bent og Gimli. Gimli fik også et Wildcard til finalen, men da starten var svær for en hund, der ikke kan sidde ved start, ja så gik det ikke helt som ønsket. Men han var der!

Jeg løb med Keeper og Hazel. Hazel er jo bare sød og glad, og nogle gange lykkedes det, og nogle gange, ja så har vi det bare sjovt. Keeper var de første gange noget vild og ustyrbar, men det blev bedre og bedre, og på sidstedagen lykkedes det os da at komme fejlfrit igennem en AG3 designet af finske Marko Kivihalme. Vi endte på en 7. plads, og det var rigtig godt for mig og Keeper, og for vores fælles selvtillid, at gennemføre en fejlfri AG3.

Præmieoverrækkelser til Cup er jo noget helt specielt. Der er musik og fest, og så er det en af de få gange i løbet af året, hvor jeg drikker øl. Jeg er på ingen møde øl-drikker, men i lige netop den situation, der skal der fadøl til.

 
Det var dog ikke kun gode oplevelser, der prægede ugen. En af dagene udbrød der af ukendte årsager brand i en tysk campingvogn. Heldigvis, p.g.a. masser af hurtigt-reagerende mennesker, skete der kun materiel skade – men det lagde godt nok lige en dæmper på det hele i et stykke tid.

Og den 12. juni fik vi den triste besked om, at Jens Dixen Mejdahl var død efter lang tids sygdom. Jens var et fantastisk dejligt menneske, som var kendt af rigtig mange i agility-Danmark (og af en del i udlandet). Han hjalp altid til, når der var de store stævner. Og han havde altid en venlig eller munter bemærkning klar. Vores tanker går til Wickie og resten af familien, som nu skal igennem en hård tid.

Fredag var hviledag, og vi udnyttede den til fulde til at ......... hvile. Det vildeste vi foretog os var en spadseretur rundt om Ringe sø. Det er ikke nogen lang tur, men så kom hundene da lige ud og snuse lidt til andet end græsset rundt om campingvognen. I øvrigt gik vi så rigeligt på de andre dage. Bent gik i snit de 6 dage 22.774 skridt om dagen, og jeg kom igennem med sølle 20.840 skridt om dagen. Ikke så sært, at fødderne var trætte om aftenen.

Og som sædvanlig havde jeg lidt arbejde med på ferie (helt selv-valgt, men jeg ved, at det er værdsat). Det er bare lige en lille opgave, som helst skal gøres hver dag, og det er jo hyggeligt at sidde med det i forteltet om morgenen. Og egentlig lidt sjovt at tænke på, at jeg kan have kontoret med mig hvorsomhelst. 

Og bedst, som vi er kommet i gang, ja så er det hele overstået, og vi trillede mod Sjælland igen. Nu er campingvognen tømt og gjort ren, og nu pakker vi igen for at tage på 5-års jubilæumstur til Järnavik sammen med Hanne og Ivan. Det bliver SÅ godt!