Efteråret er over os, og der er stadig gang i en masse ting.
En af de ting, der har fyldt rigtig meget for mig (og for Bent), er den planlagte operation for at fjerne smerterne ved min slidgigt i højre hånd. Der manglede totalt brusk mellem tommelfingerens rodled og trapezbenet, og "knogle mod knogle" - det er bare en øm sag. Kirurgen fjernede trapezbenet og ved samme lejlighed fjernede hun også noget forkalkning, som havde sat sig på tommelfingerens rodled.
Men når man skal, så kan man rigtig mange ting, som man ikke havde regnet med. Hver lille ting, der lykkedes for mig, var en sejr. F.eks. selv at lave min hestehale. Det jeg savnede mest var faktisk at kunne vaske hænder sådan rigtigt, med masser af varmt vand og sæbe. Heldigvis havde jeg i gemmerne en "badearm" liggende fra da jeg sidst brækkede hånden. Det er sådan en smart plastic-arm, med en fast ring og en ret stram membran. Når man får den på, så kan man gå i bad uden at tænke på, om gipsen nu bliver våd. Super smart. Google "badearm", så fås den flere steder.
Jeg havde også den bedste sygepasser i Keeper, som sørgede for, at jeg hele tiden fik masser af trøst og kram.
Så konklusionen har været: nej, det var egentlige ikke såååå slemt, som jeg havde frygtet. Da jeg først kom af med de stærke morfin-piller gik det raskt fremad. Med 1 sygedag passede jeg mit arbejde. Måske ikke helt så effektivt som normalt, men jeg var der - og jeg arbejdede.
Og med gipsarm på, tog jeg sammen med Bent og Liam til blåbærstævne den 6. oktober hos DcH Herrestrup. Bent og Liam var tilmeldt 4 løb, og jeg havde meldt mig som hjælper. Modigt, tænker jeg her bagefter, hvor jeg kender virkningen af morfinpillerne.
Liam havde nogle rigtig fine løb. Han sidder super flot i starten, og har masser af fart på. Det skal nok blive rigtig godt i løbet af næste år, når han får lidt mere "hår på brystet" og stævneerfaring.
Så har jeg fået opfyldt en drøm, som jeg har haft i mange år - jeg har fået lov at undervise på et hvalpehold. Det kan lade sig gøre med den nye konstellation, der er lavet i klubben, hvor alle instruktører i princippet kan byde ind, når der skal oprettes nye hvalpehold. Vi har nu haft intro-dag og 2 gange undervisning, og jeg elsker hvert sekund. Jeg elsker at se, hvordan de "vokser" og arbejder bedre og bedre. Og så er deres ejere bare nogle rigtig søde folk, som prøver at udføre alle mine tossede ideer.
En af hvalpene er den her smuksak: Anne's lille fine Noomi. Alt for høj cute-faktor, siger jeg bare.
En af de rigtig triste ting, der er sket i oktober er, at den 15. oktober mistede Birgitte sin elskede Fanta. Fanta boede hos os de første 6 år af sit liv, og så flyttede han op til Birgitte for at være selskab for Midni, mens de ventede på en hund mere. Det fungerede dog så fint, at Fanta blev overdraget til Birgitte, og vi ved, at han har haft det mest fantastiske liv, man kunne ønske sig, hvis man var hund. Run free søde smukke Fannemus - og kæmpe tak til Birgitte for at give ham et dejligt liv og forsøge alt, inden I gav op. Vi ved, du gjorde alt, hvad der stod i din magt for at få ham frisk igen.
Oktober har også budt på familie-besøg. 19. oktober tog vi til Jyllinge for at fejre min søster Ina's fødselsdag, og da vi kom lige fra træning, ja så var alle hundene i bilen, og så måtte vi ud og gå tur. Vi gik en anden vej, end vi har gjort tidligere, og der var super fine muligheder for at slippe hundene, som nød at strække ud og løbe sammen med Ludvig og Cornelius.
Vi har også fået gået en del gode lange ture i den smukke efterårsskov. Når man er så privilegerede, som vi er, at have skoven 5 minutter fra sin gadedør, ja - så er det bare at komme ud og afsted.
Vores nabo, som er vinduesdekoratør, har pyntet op på vores del af Skovvænget med flotte græskarskulpturer. Det synes jeg ser mega smukt ud.
Og den 24. oktober blev den dag, hvor gipsen så kom af igen. Sygeplejersken var godt tilfreds med det, hun umiddelbart kunne se, og jeg nød bare at få hånden ud i det fri igen. Så er det bare at komme i gang med genoptræningen, så den kan blive brugbar igen.
25. oktober blev Keeper 3 år. Hvor crazy - 3 år allerede. Jeg husker turen til Tyskland - midt i corona-tiden - som om det var i går. Min lille støjende tornado, som elsker alle mennesker, men som heldigvis elsker mig højest. Min lille arbejdsbi - som i løbet af 2024 rykkede sig fra i begyndelsen af året at løbe hovedløst rundt på banen i klasse 1 til sidst på året at kvalificere sig til både DcH og DKK DM og løbe fine svære baner. Wauw, hvor jeg elsker hende. Tillykke med fødselsdagen Keeps.
Lørdag den 26. oktober havde vi besøg af Ludvig, Cornelius, Janne og Kim. Vi havde en aftale om en tur i efterårsskoven.
Cornelius elsker vores hunde, og han gik meget af turen i skoven med Keeper. Mens Ludvig gik med Gimli. Jeg er faktisk lidt imponeret af de 2 børn, der ikke er vant til vilde halvstore hunde som vores, og de 4 hunde, der ikke er vant til børn. Alle så ud til at hygge sig i hinandens selskab.
Månedens sidste begivenhed var klubmesterskabet hos DcH Næstved den 27. oktober. Bent skulle løbe agility med både Liam og Gimli og gå rally med Gimli. Jeg skulle løbe agility med Keeper og gå rally med Hazel. Og Hazel skulle løbe agility med yndlings-Anne.
Igen i år var der rigtig mange deltagere til klubmesterskabet, og det er fedt at se den gode snak på tværs af disciplinerne.
Og hvis der er noget (eller nogen), som Hazel elsker, ja så er det Anne. Når Hazel er sammen med Anne, ja så er jeg luft. Og de er blevet så dygtige sammen.
Vi sluttede dagen af med at køre på hvalpebesøg hos Pia og nusse med de her 2 smuksakker. Det bliver super sjovt at følge dem og deres udvikling de næste 6-7 uger. 
