Jutlandia Cup 2024

Så blev det endelig ferietid, og i år startede ferien med Jutlandia Cup – et 6 dages agility-stævne i Esbjerg. Da Bent jo i løbet af foråret var rimelig nedlagt p.g.a. sine overbelastede knæ, så havde han meldt sig som fuldtids-hjælper, men da man manglede en dommer for at få kabalen til at gå op, så fik Bent en dommer-tjans i stedet for. Meningen var, at Bent skulle afløse de øvrige dommere, hvis de f.eks. skulle dømme en klasse, de gerne selv ville løbe. Enden på det blev, at Bent dømte 6 ud af 6 dage plus ind imellem også havde en banefikser-tjans. Sejt gået af Bent!

Netop ankommet til Veldtofte og klar til at sætte stævnetelt op. Der er nogle fordele ved at være dommer.

Telt sat op, beach-flag på plads og pigerne klar til agility.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er fan af ”3 dage – hviledag – 3 dage”. Og min krop har da også sagt helt klokkeklart, at jeg har budt den lige toppen af, hvad den kan klare. Så jeg krydser fingre for, at Fionia Cup næste år bliver ”3 dage – hviledag – 2 dage”.

For ikke at komme for sent til banegennemgang eller løb, så lavede jeg min egen lille liste. 

Starten af ugen blev voldsomt udfordret p.g.a. regn. Allerede mandag (dag nr. 2), var banerne begyndt at blive ødelagt og småfarlige at løbe på. Og da tirsdag startede ud med silende regn valgte komiteen at ændre opsætningen, så tirsdag blev hviledag, og så skulle vi løbe tirsdagens løb om onsdagen. Der blev også totalt kørselsforbud på campingpladsen, hvilket gav udfordringer for nogen.

Baneggennemgang i regnvejr og iført stor hat og vinterjakke.

Den dag spillede de over højttalerne: Sol sol kom igen, solen er min bedste ven.

Jeg er helt enig i, at det var den eneste rigtige beslutning. Det var alt for farligt for hundene (og for os) at løbe, og græsset var blevet alt for ødelagt. Men det gav os så 4 løbsdage i streg – og det var altså for meget for min krop. Jeg klarede mig igennem ved at Jamii løb spring 3 med Hazel nogle af dagene og en enkelt dag også med Keeper – og Channie løb AG3 med Keeper lørdag. Men jeg tager jo i bund og grund ikke til  cup for at andre skal løbe med mine hunde, så jeg var lidt irriteret på min gamle krop. Men den må jeg nok bare lære at leve med.

Når kroppen strejker må jeg tage en pause i skyggen med en bog og en gin & tonic.

Rent resultatmæssigt skal jeg bestemt ikke klage. Tilbage i tiden med Zippo var jeg jo vandt til at vinde en del – men de sidste mange år har der også været ugestævner, hvor jeg ikke har været til præmieoverrækkelse en eneste gang. Så 2024 var bestemt et godt år. Især onsdag var ”en god dag på kontoret”. Hazel har løbet 2 løb om dagen, men de sidste dage var hun træt i sit hoved. Træt af mange indtryk og meget støj. Keeper har løbet 3 løb om dagen, og hun har været en stjerne. Hun er upåvirket af al virakken og løber som hun plejer. Og det har været rigtig rigtig godt. Hun rykkede undervejs i klasse 3, og selvfølgelig er det pludselig sværere, end det plejer at være, men det skal nok komme. Det lykkedes for os at vinde AG2 i vores sidste klasse-2-løb, og det var en fed fornemmelse, det der med at stå øverst på podiet.

Det var faktisk ret vildt. 

Det bedste sted at stå.

I løbet af ugen har vi haft et par besøg, og det har været å hyggeligt, men det bedste var dog, da Andreas i løbet af ugen skrev, at han havde tænkt sig at komme et par dage. Han blev hurtigt kapret til en hjælpertjans, og jeg tror han mødte og hyggede sig med mange ”gamle” og masser af nye bekendtskaber. Vi nød at have ham i nærheden et par dage.

Hundene var også glade for at se Andrea.

Andreas og Madsen ordner verdenssituationen

Desværre blev det ikke til nogen finaleplads til mine hundepiger – men det kan nu også noget, at sidde på sidelinjen og heppe på alle de dygtige løbere. Jeg kunne sandsynligvis alligevel ikke have hevet min krop igennem banen, som var designet og dømt af Rene Blank fra Tyskland, men den så spændende ud, og jeg vil gerne prøve at løbe den en gang.

Et lille udpluk af dommerne til stævnet.

Antallet af øl, jeg drikker på et år, kan nok normalt tælles på 2 fingre - men præmieoverrækkelse til Jutlandia Cup - det kræver en fadøl. 

Og vup vup, så var den uge gået. Efter præmieoverrækkelsen lørdag, hvor vi selvfølgelig også hyldede dommerne og alle de ildsjæle, der havde knoklet hele ugen – og ikke mindst komiteen, der havde knoklet i flere måneder – for at vi andre kunne få en god uge med masser af sjov agility.

Der var lavet meget flotte billeder af alle dommerne.

Man skal aldrig gå ned på antallet af solcellelamper.

Lørdag aften spiste vi bare os 3 – og så var der bare den kedelige del tilbage. Men ……

Det var jo kun den første tredjedel af vores ferie. Mens jeg skriver er vi på vej til Sverige, hvor vi for 4 år i træk skal holde ferie på Järnavik Camping sammen med Hanne og Ivan. Så skal der slappes af, hygges, snakkes og gås ture i den smukke natur. Det bliver så dejligt.

Danmark er et land med mange broer. Fra Esbjerg til Jærnavik: Lillebæltsbroen, Storebæltsbroen og Øresundsbroen.