Igen i år var vi inviteret til at undervise på Hundeførerweekend på Himmerlandsgården. Det er vi faktisk ret stolte over, da vi helt fra starten havde fået at vide, at på agility-kurset blev man kun inviteret 2 år, så skulle der nye kræfter til. Men vi må hellere begynde et helt andet sted.
Begge hold - 2 x 8 dejlige mennesker 😍 |
Sidste forår investerede vi jo i en (for os) ny campingvogn. En rigtig flot vogn med masser af smarte og nye features - men med fransk seng, da det ikke lykkedes os at finde en vogn med enkeltsenge. Vi måtte dog erkende, at vi duer ikke til at skulle kravle over hinanden midt om natten - og der var også andre ting, der ikke var helt hensigtsmæssige til folk med dårlige hænder og dårlige knæ, så jagten gik ind på en anden vogn - med enkeltsenge!
Og sandelig om ikke det lykkedes os at finde en anden vogn. Godt nok i Vejle, men vi skulle jo alligevel til Hadsund i weekenden, så vi kunne jo lige køre forbi og kigge. Forhandleren havde givet en ok pris i en byttehandel, så vi var fortrøstningsfulde, da vi fredag morgen satte kursen mod Jylland.
Enkeltsenge er nu nummer 1 for os - i campingvognen. |
Hos Ny Vejle Caravan Center https://campingunivers.dk/ny-vejle-caravan/ blev vi rigtig godt modtaget, og vi kan kun anbefale at handle med dem. Vi kiggede på vognen og følte os med det samme hjemme i den - mere end vi overhovedet har været i den, vi har nu, så det var jo heldigt. Papirerne blev underskrevet, og vognen bliver leveret hjemme hos os på mandag, og så tager de den anden med retur. Det er da en super flot service. Og inden da bliver den nye selvfølgelig gennemgået, rengjort og sat i stand, hvis noget trænger.
Så kan sæsonen godt starte! |
Fra Vejle kørte vi videre mod Hadsund og Himmerlandsgården, hvor vi igen i år blev indkvarteret i "vores" hytte, som er den, der ligger længst inde i krogen mod skoven. Dejligt ugeneret, og med masser af mulighed for at lave en god indhegning til hundene.
Bent trængte til en lur, så pigerne og jeg gik ud for at strække benene og se lidt på omgivelserne. Der er masser af muligheder for at lufte hunde rundt om Himmerlandsgården.
Først en tur i skoven og forbi amfi-teatret og bålpladsen |
Og så en tur ned og kigge på vandet |
Resten af eftermiddagen hjalp Keeper mig med at kigge på baner til weekenden og på det, vi skulle snakke om fredag aften. Hun er kun en lille smule glad for sin mor.
Det er bare ren hygge |
Konceptet fra tidligere var lavet en lille smule om, da der jo ikke længere var fridag på store bededag, men vi fik bygget bane, hilst på hinanden og fik en god snak om agility-regler og det, at gå til stævne, fredag aften.
Lørdag morgen blev vi begavet med den flotteste solopgang. Så kan det kun blive en god dag.
Solopgang over campingpladsen. |
Vores far gik den vej! |
Lørdag morgen fik vi startet på en rigtig uheldig måde, idet stakkels Betty gled på fliserne udenfor Hadsund's klubhus - og brækkede benet. Men hun er en sej kvinde, for resten af weekenden fulgte hun med fra sin stol. Og hold da op, hvor resten af holdene sørgede for at hjælpe. De hentede kaffe og tæpper, luftede Betty's hunde, kørte hendes bil frem og tilbage ........ Hold nu op, hvor er I seje, alle sammen. Jeg er så stolt over Jer alle!
Her troner dronning Betty med hund, gipsben og krykker. 💗 |
Resten af weekenden fløj af sted. Vi havde 2 fuldt bookede hold, med 8 deltagere på hver, og de knoklede på. Det er så dejligt at opleve. Det er også sjovt, når nogen kommer og gerne vil vise, at de har trænet på det, vi snakkede om sidste år!
Det er en kæmpe fornøjelse at være sammen med de her mennesker. Søde, sjove, glade, omsorgsfulde og ihærdige! Vi bliver glade helt ned i vores små træner-maver. Tak for jer - alle sammen!
Der følges med i, hvad der foregår på banen. |
Alt for hurtigt blev det søndag eftermiddag, og der skulle pakkes sammen. Traileren blev pakket under kyndig dirigering fra Kirsten. Og helt utroligt, så kunne der faktisk igen være nærmest halvanden agility-bane på traileren, uden at det så helt voldsomt ud.
Kirsten dirigerer tropperne under pakning af traileren. |
Tak for en fantastisk weekend. Vi glæder os til at se forhåbentlig mange af jer til efteråret. Tak for flotte gaver, både fra holdene og fra styregruppen. Og tak for trætte ben! For mit vedkommende blev det til godt 62.000 skridt den weekend. Men jeg elskede hvert minut af den.
Gavekurve fra styregruppen og lækker vin fra vores hold. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar