søndag den 14. januar 2024

Wauw for en dag

Ikke kun fordi Danmark har fået en ny konge og dronning, men også fordi vi har haft en helt vildt hyggelig og dejlig stævnedag i det Jyske.


Pia havde lokket os med til begynder og uofficielt klasse 1-stævne hos Klinkenborg Hundezentrum, Det ville så være Liams stævnedebut, og jeg tog Keeper med for at få lidt mere fælles stævneerfaring.
Vi stod op kl. 04.15 !!!!!!!  Og jo - det var ikke en tastefejl. Plus jeg startede dagen med at sætte langtidshævede boller i ovnen, så vi kunne have nybagte boller med til turen. Hold nu op, hvor jeg følte mig overskudsagtig lige der. 



Liam klarede sin stævnedebut rigtig flot. Han var måske lidt mere "oppe og køre" end han plejer at være, men han løb rigtig rigtig flot. Desværre med lidt vægringer hist og pist, så ingen placeringer, men masser af god vunden erfaring for både Liam og Bent.

Se video af et af Liams løb her: https://youtu.be/oxIHrFh8Kl0

Dagen igennem kørte fjernsynet i hallen, så alle kunne gå til og fra og følge lidt med i de store royale begivenheder. 


Keepers første løb var lidt vildt. Hun var her og der og alle vegne. Men løb nr. 2 sad lige, hvor det skulle hun satte ikke en pote forkert. Holy moly, sikke en følelse, da jeg kom i mål. Det blev til en flot førsteplads. Det sidste løb, som var et agility-løb, havde rigtig mange gode ting: super flotte felter, flot slalom, men..... vi blev disket fordi jeg et sted på banen var for langt bagud. Pyt, siger jeg bare, for min Keeps er bare den dygtigste lille hundepige. 💖
Se video af Keepers flotte springløb her: https://youtu.be/Q96lbiPTLNQ


Kl. godt 15 blev der linet op med bobler og kransekage, så alle kunne se tronskiftet (hvis de ville). Det er simpelthen go' stil af arrangøren, hvis I spørger mig. Super godt initiativ. Det er jo ikke så ofte, vi oplever et tronskifte, vel?


Sidst på eftermiddagen satte vi kursen mod Sjælland igen, og sikke et syn, der mødte os, da vi ramte Storebæltsbroen. Hele broen flot oplyst som Dannebrog. Det var  virkelig et imponerende syn.

Det kan man altså godt få en lille klump i halsen af at opleve. Det er jeg rigtig glad for at vi så. Og vi var alle 3 enige om, at det er fantastisk at bo i et land, hvor den slags kan lade sig gøre. 








 

mandag den 1. januar 2024

Godt nytår

Så kom vi igennem nytårsaften og ind i 2024. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke elsker nytårsaften her i huset, for flere af vores hunde er utrygge ved skyderiet – men det blev heldigvis ikke så slemt. Og med lidt hjælp af banan-the og NAN1, så klarede alle hundene aftenen uden at gå ”helt op i limningen”. Nytårsmenuen var denne gang fra Meny. Den var OK - ikke wauw - men OK. 

Og nytårsdag er for mig traditionelt tid til oprydning. Julepynten skal ned, der skal samles op på løse ender i forhold til diverse træning, kalenderen skal gennemgås, og jeg skal føle mig klar til at tage på arbejde i morgen.

Nytåret er også tid til tilbageblik, og som så mange andre i denne tid, så har vi filosoferet lidt over 2023. Og først og fremmest kommer her lidt om hundene, for de fylder jo stadig meget i vores liv.

Blitz

Søde Blitzepigen er blevet 12½, og det kan både ses og mærkes. Hun er tydeligt ældet i sit udtryk, og hun hverken hører eller ser ret godt. Men hun trasker gerne med 4-5 km. i skoven uden problemer. Hun kan holde sig om natten og mens vi er på arbejde. Og så sover hun en masse. Hun gider faktisk ikke tage med, når vi skal ud og køre. Så putter hun sig ned i sin seng sammen med Tough’Y, som om de siger til hinanden: hvis vi nu ligger helt stille, så glemmer de nok at tage os med.

Tough’Y

Lille Totte er lige som Blitz blevet ”gammel”, selv om han ikke er mere end 8 år. Han synes ikke, at det er fedt at komme med ud og gå. Jeg tror, at han har ”noget” fra hans store brok-operation, der generer ham. I det daglige er han lige så sød, glad og støjende, som han altid har været, men lige så snart det ligner, at vi skal ud af døren, så går Totten i flyverskjul.

Hazel

Jeg havde 2 mål for Hazel for 2023: Hun skulle gerne have begge sine championater og så kunne det være sjovt at få DcH kreds    6’s nye Stjernehund-præmiering. Det lykkedes næsten.



Sammen med Bent fik hun det sidste agility-cert, og blev dermed Dansk Agility Champion. Vi mangler stadig 1 springcert!



Og på årets sidste stævne – oven i købet på hjemmebane i egen klub, fik hun den sidste stjernespire og blev Spring-Guldhund. Ud over at træne agility gik vi også med stor fornøjelse til lydighedstræning, men hold nu op, hvor vi bøvlede med det der spor. I løbet af efteråret opgav jeg (i hvert fald midlertidigt), og kom i stedet på et rally-hold. Holy Moly, det er sjovt. Det er også et godt hold, med meget nørderi. Rally har udviklet sig enormt, siden Meghann blev rally-champion i 2009. Der er mange nye sjove – og underlige – skilte, og det taler virkelig til min indre træningsnørd. Og heldigvis er Hazel med på den.



På årets næstsidste dag deltog vi i vores første DcH-rallyprøve, og vandt begynderklasen med 99 ud af 100 mulige points. Jo, det skal nok blive sjovt i 2024.

Gimli

Bent og Gimli har kæmpet med felterne på agility-banen, men i løbet af 2023 var det, som om det faldt lidt mere på plads i Gimli’s hoved. I hvert fald til træning. En skade midt på sommeren, der heldigvis viste sig ikke at være så alvorlig, som vi først troede, satte ham noget tilbage, og det kniber stadig til stævnerne at huske det, han er så eminent dygtig til til træning. Men mon ikke det pludselig kommer. Gimli er også kommet med på rally-holdet, og det er virkelig sjovt at se ham i det element. Hvor han til agility er mega stresset og kører helt oppe på de høje nagler, så arbejder han roligt og koncentreret til rally. Lærer nye øvelser og udvikler sig flot. Det er spændende, hvad det kan blive til.

Keeper

Fotocredit: Tina Hindsgaul

Keeper, min lille baby, er jo allerede blevet 2 år. Herhjemme er hun den største kælehund, der elsker at putte på sofaen, og som nærmest ikke kan komme tæt nok på os. Men når hun løber agility ……………. Så bliver hun en furie! Der er fart og lyd på hele vejen rundt. Nogle gange lukker hun helt af for mig. Men når vi så finder hinanden, så er det helt vildt fedt. Hun er så sjov – og så vild. Og jeg lærer vanvittigt meget af at have hende.

Liam

Lille Liam – han er bare en kæk fyr! Han er godt i gang med sin agility-uddannelse, og jeg tror nok, at Bent skal sætte det lange ben foran, for at følge med ham. I øjeblikket arbejder vi på slalom, og den er godt på vej. Han er en fjolle-fyr og en gadedreng og en festabe, men han er også den sødeste kærligste lille sheltie-fyr, men kan ønske sig. Han elsker Keeper. De to leger meget. Han bider sig fast i hendes hale, og så løber hun rundt i haven med ham på slæb.

Resten af familien

Ja, så er der Andreas, Bent og mig. Andreas passer sit arbejde og sine spejdere og sine venner, og så er der ikke rigtig plads til mere lige nu. Han er i 2023 kommet i KFUM’s hovedbestyrelse. Et mål han satte sig for mange år siden, da han var omkring 7-8 år tror jeg. Og vi er super stolte af at han er gået efter sine mål!

Både Bent og jeg kan begynde at mærke, at alders-skavankerne dukker op hist og pist, men indtil videre går det da nogenlunde ok med at løbe agility for os begge.
Jeg prøver at få rørt mig så meget, som det overhovedet er muligt. I 2023 har jeg faktisk gået 4 498 297 skridt. Det er 12.325 skridt om dagen. Det er da ok, når man også skal passe sit arbejde!

Hennes Helte



Vi har været rigtig glade for at være en del af Hennes Helte. Vores hunde stor-trives på deres Kronch-foder. Og det har været super hyggeligt at møde Bea og Peter på Henne-standen, når vi er til konkurrencer, hvor Henne har stand. Vi har også selv haft et par kasser med prøveposer med rundt til stævner, og det har været spændende og givet mange gode snakke med folk rundt omkring, når vi har talt foder og godbidder.

Planer og mål for 2024

Tja….. Vi skal igen ud og løbe en masse agility. Selv om Hazel nu er blevet 7½ år, så håber jeg at vi kan få puttet det sidste spring-cert på, så hun også kan blive springchampion. Bent skal debutere med Liam, og så bliver det spændende at se, hvad det fører med sig. Vi skal begge også ud til nogen rally-prøver. Det er en anden verden, end den, vi normalt færdes i, men det skal vi nok lære. Jeg håber at få udtaget Hazel til DcH DM igen i 2024. Så vil det være mit DM nr. 15 i streg (kun afbrudt af Corona), og så tænker jeg, at jeg ikke behøver stresse mig selv mere med det! Men man ved selvfølgelig aldrig.

Vi skal til Jutlandia Cup, og så skal vi for 4. gang på sommerferie på Järnavik camping i Sverige sammen med Hanne og Ivan.

I princippet kan jeg gå på pension med udgangen af 24, men lad os nu se. Hvis jeg stadig kan overskue det, så tror jeg gerne, at jeg vil fortsætte lidt endnu, bare med lidt færre timer. Det er i hvert fald den model, jeg arbejder med lige nu.

Tak for i år

Vi sluttede ferien af med en god travetur med alle hundene, juletræet er plyndret, og vi er klare til arbejdsdagen i morgen. Jeg er jo ligesom Dan Turell: Jeg holder af hverdagen! Så nu bliver det godt at komme i gang igen.

Godt nytår