Stævne hos DKK Viby og en weekend med en anderledes slutning

Flyvende Keeper - foto: Tina Hindagaul

Igen i år satte vi kursen mod DKK Viby’s stævne i Kr. Himmelfarts-weekenden. Det er sædvanligvis et DKK-stævne med 3 baner, udenlandske dommere og masser af flot agility, og i år var ingen undtagelse.

Thorleif og hans stab af hjælpere fik igen afviklet stævnet til UG. Ja, der manglede en hjælper hist og pist, men pyt med det. Planlægningen passede. Der var boder, hvor vi kunne trøsteshoppe eller glædesshoppe, der var en massør til hundene, og der var masser af dejligt vejr. Hvad kan man ønske sig mere?

Tough'Y fik osteopatisk behandling

Jo, jeg har faktisk et enkelt ønske. Det er jo DKK’s nye præmie-politik, at der er præmier til nr. 1, 2 og 3, uanset hvor mange deltagere, der er i klassen. Det synes jeg er smadder ærgerligt – af 2 årsager, så den kunne jeg godt ønske mig, at klubberne ville glemme igen.

Dels synes jeg, at vi bør give de nye klasse 1-deltagere lidt anerkendelse for at have startet op. Det kan måske være helt nye mennesker, der aldrig af løbet agility før. De burde have en eller anden form for anerkendelse for en placering som f.eks. nr. 4-5-6, når der er omkring 30-40 hunde i klasserne.

Alle hunde synes, Bent skal have et morgenkys

Flotte rosetter for certifikat og placering som nr. 2

Og dels ærgrer jeg mig også på egne vegne. Hvis vi som eksempel tager den spring klasse 3 om fredagen med den super svære slalomindgang. Rigtig mange deltagere, også af dem, som jeg personligt synes er super dygtige, havde svært ved den, og mange blev disket. Jeg kom faktisk igennem – og endte på en 5. plads. Det er jeg da sk… stolt af, og jeg vil have elsket at blive kaldt op og blive klappet af. Egentlig vil jeg sige pyt med selve præmien (de var alligevel ikke vandvittig spændende), men anerkendelsen – den ville jeg gerne have nydt.

Jeg synes det er en flad og lidt fedterøvsagtig præmiepolitik. Jeg ved da godt, at klubberne lever af de penge, de tjener på sådan et stævne, men jeg ved også fra min egen klub, hvor mange sponsorpræmier, men kan skrabe sammen, ved en ihærdig indsats. Så kom nu ind i kampen igen, og lad os få nogle sjovere præmieoverrækkelser tilbage, hvor vi kan få lov at hylde  de flotte præstationer fra lidt mere end 3 deltagere!  Det er mit store ønske.

Rent resultatmæssigt, så var mine egne præstationer nok præget af, at jeg har været syg med forhøjet blodtryk og masser af næseblod i de sidste 14 dage. Men alligevel er jeg super stolt af mine hundepiger og deres præstationer.

Keeper og Hazel med deres rosetter

Keeper havde sin 3. stævneweekend siden hendes debut, og hun rykker for vildt. Ja, der er stadig meget kaos i vores løb, men der kommer mere og mere kontrol over kaos, hendes slalom sidder lige, hvor den skal, hun får sine felter og hun bliver i start. Så skal resten nok komme. Jeg elsker at løbe med hende. Hun overrasker mig gang på gang, og hvis vi kan holde tempoet, når samarbejdet bliver bedre, så skal hun nok blive til noget.

Keeper i slalom - foto: Tina Hindsgaul

Hazel løb det bedste hun kunne, med mig på slæb. D.v.s. hun løb faktisk også et enkelt løb med Pia. Pia og Hazel har aldrig løbet sammen, men de satte ikke en pote eller fod forkert og kom fejlfrit igennem et flot AG3. Wauw, hvor var det fedt at se. Hazel fik også et par løb med Bent, og der er helt klart mere tempo på, end når hun har mig på slæb. Men det var mig selv, der fik lov til at skaffe det springcert, som tilfaldt Hazel i weekenden. Hold nu op, hvor er jeg stolt af min hund, og også lidt af mig selv, for alt det hun kan – det har jeg lært hende. Nu mangler vi kun 1 AG og et spring cert, så er championatet hjemme, og nu tror jeg faktisk på, at det nok skal lykkes.

Hazel var flyvende

Bent var primært dommer de 2 første dage, så det blev bare til et par løb med Gimli om lørdagen. Men det var til gengæld et par rigtig gode løb, hvor mange ting fungerede. Selv om man kunne frygte, at Gimli ville eksplodere efter 2 dage uden løb, så var han super lydhør og artig.

Keeper på tur ved Lillebælt

Et opstillet billede kan vi jo altid fikse 

Lørdag og søndag skulle jeg ud og undervise agility-træner-aspiranter i DcH-regi. Det gav nogle logistik-mæssige udfordringer, som Anne heldigvis var så sød at være med til at løse. Så fredag aften kørte Keeper og jeg med Anne hjem. Henrik havde lavet dejlig mad til os, og sluttede dagen af med en dejlig tur langs Lillebælt i dagens sidste solstråler. Lørdag morgen kørte Anne så mig til Nørre Snede, inden hun selv kørte videre til Viborg. Tak søde Anne, for din uvurderlige hjælp.

DcH Nørre Snede har en utrolig flot træningsplads

Da vi jo ankom temmelig tidligt i forhold til resten af gruppen, så gik Keeper og jeg en dejlig tur i morgensolen, og da der var kommet nogen i klubhuset, som havde lavet kaffe, så fandt jeg mig et spot i solen med min kaffe og min hund. Der sad jeg så og filosoferede over det sjove der sker, når man tager en flokhund ud af flokken og sender den alene på tur med mor. Det er en helt anden hund. Og det er tydeligt, at Keeper nyder at være alene af sted.

Keeper og jeg nyder roen, kaffen og morgensolen

Dagen gik med undervisning, hvor det denne gang var kursisterne, der skulle undervise fremmødte hundeførere. Desværre fik jeg pudset min næste, og så begyndte det irriterende næseblod igen. Jeg fik det heldigvis hurtigt stoppet, for nu ved jeg jo, hvad jeg skal gøre, men da det kom igen 2. gang, så gik jeg totalt ”i sort”. Jeg kunne ikke koncentrere mig om, hvad der foregik, og jeg tænkte bare på, hvordan jeg kunne komme hjem. Så jeg kastede håndklædet i ringen, meldte på kurset, at jeg kørte hjem og ringede til Bent.

Aspiranter og hundeførere går bane

Igen var logistikken vanskelig. Bent og Pia skulle lige have Pias nye A-bræt ind i campingvognen og i øvrigt pakke campingplads og stævnetelt ned. Og igen var der nogen, der hjalp os. Majken tilbød at hente mig i Nørre Snede, og derefter køre mig til Vejle, hvor vi kunne mødes med Pia og Bent. Det ville passe sådan nogenlunde med tiden. Kæmpe stort tak, søde Majken. Det var så skønt, at du gad køre for mig.

Der kan sagtens være et A-brædt i vores campingvogn

Bent og Pia samler Pias nye A-bræt

Resten af turen var heldigvis ukompliceret. Trafikken var jo ikke slem lørdag. Men vi magtede ikke at begynde at bøvle med A-bræt så sent, så vi koblede campingvognen af og efterlod den hos Pia. Så kørte vi hjem, fik lidt mad – og så begyndte nye løjer, for i campingvognen lå jo rigtig meget, som vi faktisk skulle bruge: medicin, briller, kontaktlinsevædske, telefonladere, Bents høreapparater….. Nå, men vi løste det – og det var mega dejligt at være hjemme og sove i sin egen seng. Heldigvis har jeg ikke haft mere næseblod i denne omgang, men jeg kommer nok til at kontakte øre-næse-hals-lægen i morgen og få en ætsning mere.

Åh, alt det vi skulle bruge lå jo i campingvognen

I dag har været afslapningsdag. Vi har hentet campingvognen hos Pia, fået handlet lidt, ryddet op, slået græs, startet minidrivhuset op, slappet af og drukket kaffe i haven. Kort sagt en helt almindelig hyggelig søndag. Bent har helt klart knoklet mere end mig! I morgen har jeg tænkt mig at prøve at gå på arbejde igen. Bare den halve dag, og så ser vi, hvordan det går. Jeg savner kollegerne og arbejdet – samtidig med at jeg er lidt spændt på, hvordan kroppen og hovedet reagere, men det skal prøves.