søndag den 9. maj 2021

Der er forår i luften og mere normale tider på vej

 

Hold nu op - det er lige gået op for mig, at det er 2 måneder siden, at jeg sidst har haft en indlæg på bloggen. Så nu, hvor vi nærmer os noget, der ligner "normalt liv" må jeg vist hellere komme i gang igen. 

Torsdag eftermiddag på vej til træning smuttede jeg ned og fik det første stik med Pfizer-vaccinen. Det var ikke slemt. Det slemme kom først i løbet af aftenen, hvor min arm blev helt vildt øm inde i musklen. Natten var rædselsfuld. Jeg kunne kun ligge på højre side, og bare dynen gled lidt på armen, ja så vågnede jeg fordi det gjorde ondt. Men heldigvis var det helt væk i løbet af lørdagen. Så nu glæder jeg mig bare til næste stik den 10. juni (ville have været min mors 105-års fødselsdag). Så fejrer vi begge dele.

Vi fejrede nu også lidt i fredags. Jeg har haft sindsygt travlt på arbejde denne uge, og det bliver ikke bedre næste uge - så jeg besluttede, at vi fortjente noget lækkert til aften. Og jeg undskylder på forhånd til alle vegetarerne og veganerne, men den bøf........ Den var simpelthen fantastisk. Og det blev med en god flaske rødvin til. 

Først gik jeg dog en tur i skoven for at få arbejdet rystet ud af hovedet og komme lidt ned i tempo. Det regnede, og de smukkeste regnbuer stod over Bisserup. Måske fordi skatten ligger begravet et sted her i byen? 


Og skoven er fantastisk nu. Anemonerne er faktisk ved at være færdige, men skovbunden er helt grøn, og bøgen springer ud i den der helt sart-lysegrønne farve, som den kun har lige de første par uger. Da det lige havde regnet var alle dufte forstærket, og det gav ro i sjælen og energi til weekenden at gå den lille tur. Jeg føler mig dybt taknemmelig over, at vi har den slags bare 5 minutter fra vores gadedør.


Lørdag morgen var det op og afsted til endnu en aktivitet, der vidner om, at vi er på vej mod mere normale tider: Et agilitystævne. Godt nok et lille et af slagsen, men dog - et stævne. Eller faktisk 2 stævner, for der var klasse 1 om formiddagen, og dobbelt klasse 2 om eftermiddagen. 

Bent skulle deltage med Gimli i klasse 1 og være dommer i klasse 2. Jeg havde tilmeldt Blitz til et senior-løb i klasse 2, bare for dog at få lov til at genopleve lugten i manegen. 


Klasse 1 hundene løb 2 løb, og det første af Bent og Gimli's løb gik fuldstændig op i "begejstring". Så det blev til en disk.
Til gengæld gik det super godt i agility-løbet, som de vandt. Jeg ved ikke, hvem der er mest stolt: Bent, Gimli eller mig? Jeg bliver i hvert fald altid meget meget glad på Bents vegne, når det går ham godt med hans hunde. Men jeg synes nu også, at han ser ret glad ud. 


Jeg var hjælper om formiddagen, og havde mere tid fri om eftermiddagen, så da jeg fandt en flot klump guld blomster så jeg straks for mig, at det kunne der blive et godt billede ud af. Meeeeeeennnnn.....

Blitz: Hold nu op med at skabe dig, Hazel. Og med de ører og smil.
Hazel: Det gider jeg ikke. Jeg hader at blive fotograferet.
Blitz: Hvorfor skal du altid være så sær?
Hazel: mig? jeg er da ikke sær. Jeg kan da overveje, om jeg vil være med
Blitz: Fedt, så smiler jeg til fotografen. 

Jeg er da vild med de 2 tøser. De har deres egen mening om hvad de stiller op til! 😍

Lørdag aften fik vi besøg af vores gode venner Anne og Henrik fra Skærbæk. De havde været til kenneldag i Sorø og kom så hos os til spisning, hygge, snak og overnatning i campingvognen. 

Søndag morgen kørte jeg hjemmefra kl. 9 for at køre ud til Lone, der havde inviteret til rally-intro. Jeg har gået rally for mange mange år siden, næsten lige da det kom frem. Men der er kommet mange nye regler og nye skilte, så det var fedt, at få det genopfrisket. Hvis mine lunger og ben ikke bliver bedre kan jeg jo ikke regne med at løbe agility forever, selv om det er det jeg elsker. I bund og grund elsker jeg jo bare at lave noget med mine hunde - uanset disciplinen.

Lone er en meget inspirerende underviser, og jeg tror vi alle fik en lille smule lyst til at udfordre os selv med en rally-prøve i den nærmeste fremtid. 


Her ligger søde velopdragne Bombay og Hazel og venter på at Lone skal blive færdig med at forklare, så de kan komme i aktion selv. 
Og vi tre "tøser" blev grundigt udfordret med nye ting. Nå ja, det gjorde vores hunde også, men de klarede det fantastisk.


Eftermiddagen fløj hurtigt, men vi fik dog slået græs og nusset lidt i haven inden regnen kom. 


Og nå ja, så nåede Bent da lige op i Brugsen efter en flot buket tulipaner til mig. Så vi ikke helt ignorerede, at det jo er mors dag i dag. 


Og således ladet op med masser af sol, gode oplevelser, god snak og hygge med gode venner, ja så er jeg klar til en ny og ikke mindre udfordrende uge på arbejde. Jeg elsker mit arbejde, men det er godt nok udfordrende i de her uger. Jeg håber, at vi også der snart kommer i nærheden af noget, der ligner en mere normal hverdag. 

Ingen kommentarer: