Sikke en weekend

Vi havde længe glædet os til stævneweekend hos DcH Nykøbing-Rørvig. Dels var det for os den første rigtige stævneweekend efter Corona – og dels skulle vi af sted sammen med en flok rigtig gode venner.

 

I torsdags sagde jeg faktisk til træning: Egentlig er jeg ligeglad med, hvordan vores løb går, men hold da op, hvor jeg glæder mig til hyggen. Og det kom faktisk til at holde stik 100%.

 

Vi kørte op fredag sidst på eftermiddagen og etablerede vores lille ”Camp-DcH-Næstved” sammen med Pia og Maiken, Rune og Christian. Vi lavede vores hegn sammen med Rune og Christian som vi tidligere har prøvet det: så vi kan have 2 adskildte ”haver” eller en stor. Alle vores hunde går fint sammen. Pia medbragte den sejeste lille hundehvalp, som  uforfærdet tullede rundt mellem alle de store fremmede hunde uden problemer. Det var bare super se.

 

Vejret var næsten lidt for godt med fuld sol og over 20 grader søndag. Men vores hunde klarede det super godt. Selvfølgelig var de unge og urutinerede hunde præget af, at det var første stævneweekend og det var varmt, men alle klarede det flot.

 

Min egen status på løbene var ikke særlig fremragende. Lørdag havde jeg et løb gennemført med fejl og 3 disk – søndag 2 af hvert. Så Bent og Gimli forsvarede familiens ære med nogle super flotte løb.

 

Det er også fantastisk at være af sted som en del af en klub. Vi kender alle hinandens drømme, svagheder og problemer. Til gengæld så jubler vi med hinanden, når store eller små drømme går i opfyldelse. Da Pia og Zoomi fik deres oprykning til klasse 3 jublede vi vildt – men vi jublede lige så meget da Helle og Doobi fik en flot og fejlfri slalom. Det er bare klubånd og sammenhold, når det er bedst.

 

Det blev også weekenden, hvor vi offentliggjorde, at Delta er flyttet ud til Rune og Christian og skal være Runes nye træningsmakker. Det har været en fornøjelse at se, hvordan Delta trives i deres flok, lige på den anden side af hegnet – også selv om vi var så tæt på. Delta var sådan set ligeglad med os. Jeg ved, at hun får det fantastisk hos Rune og Christian, og Rune har allerede masser af spændende træningsplaner med Delta.

 

Det sjove er, at det har givet harmoni både i deres flok og i vores. Rune og Christian har nu 2 cockere og 2 bordere, og det har givet en god og velfungerende flok med 2 af hver. Og i vores flok er der kommet en helt anden ro. Så det er en situation, hvor man kan sige, at det har været ren win-win.

 

Nu er vi på vej i seng med hovedet og kroppen fulde af sol og gode oplevelser. I aften kom Andreas og spiste, så vi nåede lige at tømme det værste fra campingvognen inden vi satte os og sluttede weekenden med en pizza og et godt glas vin.

 

Stakkels Totte

Lille Tough'Y (a.k.a. Flotte-Totte, Totte-Lotte eller bare Tot) har været rigtig voldsomt syg! Men heldigvis er der nu ved at være styr på det og ro på.

Egentlig begyndte det helt tilbage i vintermånederne i slutningen af 2020, hvor vi oplevede, at når vi gik tur med ham, så skulle han jævnligt af med sin afføring. Det var som om at gåturene fik gang i noget i hans krop, som ham måtte af med, men der kom ikke rigtig noget ud af alle hans anstrengelser.

På andre tiden kom der dog helt normal afføring, så egentlig anså vi det på det tidspunkt ikke som noget problem. Bare noget, som vi holdt øje med og var en lille smule irriteret over.

I løbet af forårsmånederne tog det til, og da vi alligevel var oppe at få hele banden vaccineret i midten af april tog vi det op med vores søde dyrlæge, Peter. Peter mærkede efter i Tottens endetarm, og der var (ud over en masse gammel lort) ingen tvivl om, at hans prostata var forstørret. Prostata var fin og glat og havde den rigtige facon, men ingen tvivl om, at den var for stor.

Umiddelbart var det ikke noget stort problem. Vi fik nogle piller, som Totte skulle spise i 7 dage. Så skulle der gå 4 uger før de havde gjort deres virkning, og så skulle skideriet gerne være normaliseret. Men så nemt gik det ikke. 

Da der var gået 3 uger var det så slemt, at han slet ikke kunne gå med på selv en lille tur, fordi lige så snart han begyndte at gå, så skulle han presse - men der kom ikke noget ud. Vi ventede jo stadig på virkningen af pillerne, men efter 3 uger slog vi bremsen i og sagde stop - og heldigvis for det.

Det viste sig nemlig, da han hos dyrlægen blev barberet i rumpen, at han havde udviklet et hønseæg-stort brok i højre side. Pu-ha. Følte jeg mig lige som verdens dårligste hundemor? Oh ja!

Vi blev sendt videre til Faxe, og heldigvis kunne de tage ham allerede i går fredag. Totten blev checket af dyrlæger, som begge var enige om, at det var brok, og den skulle opereres. Så jeg efterlod ham i Faxe og kørte hjem - og klamrede mig til min telefon de næste mange timer.

Sidst på eftermiddagen kørte Bent til Faxe og hentede ham. Det havde været en ordentlig omgang, faktisk større end de havde forventet. De havde ikke kunnet sy muskulaturen sammen, så de havde været nødt til at lægge net ind, lige som man gør på mennesker. Og samtidig var han blevet kastreret, for at forhindre, at hormonerne gav ham problemer i den anden side. 

Hold nu op, hvor så han ynkelig ud, da han stod der i buret i bilen med den åndsvage skærm på. Heldigvis havde vi derhjemme en "badering" tilbage fra Zippo's operationer, og det fungerer udmærket. 

Vi har lavet en lille indhegning til ham i stuen, og når vi er hos ham tager vi baderingen af. Han har endnu ikke været interesseret i at slikke i sårene, så vi håber, at det holder ved.

Nu står den så på ro, dåsemad, medicin og masser af omsorg og kærlighed de næste par uger, og så håber vi, at vi har vores "gamle" frække sjove og glade Tot tilbage. Vi er dog noget spændte på, om vi kan mærke på ham mentalt, at han er blevet kastreret. Men det vil tiden vise!

Der er forår i luften og mere normale tider på vej

 

Hold nu op - det er lige gået op for mig, at det er 2 måneder siden, at jeg sidst har haft en indlæg på bloggen. Så nu, hvor vi nærmer os noget, der ligner "normalt liv" må jeg vist hellere komme i gang igen. 

Torsdag eftermiddag på vej til træning smuttede jeg ned og fik det første stik med Pfizer-vaccinen. Det var ikke slemt. Det slemme kom først i løbet af aftenen, hvor min arm blev helt vildt øm inde i musklen. Natten var rædselsfuld. Jeg kunne kun ligge på højre side, og bare dynen gled lidt på armen, ja så vågnede jeg fordi det gjorde ondt. Men heldigvis var det helt væk i løbet af lørdagen. Så nu glæder jeg mig bare til næste stik den 10. juni (ville have været min mors 105-års fødselsdag). Så fejrer vi begge dele.

Vi fejrede nu også lidt i fredags. Jeg har haft sindsygt travlt på arbejde denne uge, og det bliver ikke bedre næste uge - så jeg besluttede, at vi fortjente noget lækkert til aften. Og jeg undskylder på forhånd til alle vegetarerne og veganerne, men den bøf........ Den var simpelthen fantastisk. Og det blev med en god flaske rødvin til. 

Først gik jeg dog en tur i skoven for at få arbejdet rystet ud af hovedet og komme lidt ned i tempo. Det regnede, og de smukkeste regnbuer stod over Bisserup. Måske fordi skatten ligger begravet et sted her i byen? 

Og skoven er fantastisk nu. Anemonerne er faktisk ved at være færdige, men skovbunden er helt grøn, og bøgen springer ud i den der helt sart-lysegrønne farve, som den kun har lige de første par uger. Da det lige havde regnet var alle dufte forstærket, og det gav ro i sjælen og energi til weekenden at gå den lille tur. Jeg føler mig dybt taknemmelig over, at vi har den slags bare 5 minutter fra vores gadedør.

Lørdag morgen var det op og afsted til endnu en aktivitet, der vidner om, at vi er på vej mod mere normale tider: Et agilitystævne. Godt nok et lille et af slagsen, men dog - et stævne. Eller faktisk 2 stævner, for der var klasse 1 om formiddagen, og dobbelt klasse 2 om eftermiddagen. 

Bent skulle deltage med Gimli i klasse 1 og være dommer i klasse 2. Jeg havde tilmeldt Blitz til et senior-løb i klasse 2, bare for dog at få lov til at genopleve lugten i manegen. 

Klasse 1 hundene løb 2 løb, og det første af Bent og Gimli's løb gik fuldstændig op i "begejstring". Så det blev til en disk.

Til gengæld gik det super godt i agility-løbet, som de vandt. Jeg ved ikke, hvem der er mest stolt: Bent, Gimli eller mig? Jeg bliver i hvert fald altid meget meget glad på Bents vegne, når det går ham godt med hans hunde. Men jeg synes nu også, at han ser ret glad ud. 

Jeg var hjælper om formiddagen, og havde mere tid fri om eftermiddagen, så da jeg fandt en flot klump guld blomster så jeg straks for mig, at det kunne der blive et godt billede ud af. Meeeeeeennnnn.....

Blitz: Hold nu op med at skabe dig, Hazel. Og med de ører og smil.

Hazel: Det gider jeg ikke. Jeg hader at blive fotograferet.

Blitz: Hvorfor skal du altid være så sær?

Hazel: mig? jeg er da ikke sær. Jeg kan da overveje, om jeg vil være med

Blitz: Fedt, så smiler jeg til fotografen. 

Jeg er da vild med de 2 tøser. De har deres egen mening om hvad de stiller op til! 😍

Lørdag aften fik vi besøg af vores gode venner Anne og Henrik fra Skærbæk. De havde været til kenneldag i Sorø og kom så hos os til spisning, hygge, snak og overnatning i campingvognen. 

Søndag morgen kørte jeg hjemmefra kl. 9 for at køre ud til Lone, der havde inviteret til rally-intro. Jeg har gået rally for mange mange år siden, næsten lige da det kom frem. Men der er kommet mange nye regler og nye skilte, så det var fedt, at få det genopfrisket. Hvis mine lunger og ben ikke bliver bedre kan jeg jo ikke regne med at løbe agility forever, selv om det er det jeg elsker. I bund og grund elsker jeg jo bare at lave noget med mine hunde - uanset disciplinen.

Lone er en meget inspirerende underviser, og jeg tror vi alle fik en lille smule lyst til at udfordre os selv med en rally-prøve i den nærmeste fremtid. 

Her ligger søde velopdragne Bombay og Hazel og venter på at Lone skal blive færdig med at forklare, så de kan komme i aktion selv. 

Og vi tre "tøser" blev grundigt udfordret med nye ting. Nå ja, det gjorde vores hunde også, men de klarede det fantastisk.

Eftermiddagen fløj hurtigt, men vi fik dog slået græs og nusset lidt i haven inden regnen kom. 

Og nå ja, så nåede Bent da lige op i Brugsen efter en flot buket tulipaner til mig. Så vi ikke helt ignorerede, at det jo er mors dag i dag. 

Og således ladet op med masser af sol, gode oplevelser, god snak og hygge med gode venner, ja så er jeg klar til en ny og ikke mindre udfordrende uge på arbejde. Jeg elsker mit arbejde, men det er godt nok udfordrende i de her uger. Jeg håber, at vi også der snart kommer i nærheden af noget, der ligner en mere normal hverdag.