Farvel 2020 og god dag 2021

Her kommer en lille beretning om året 2020 hos os, og jeg har lovet mig selv ikke at svælge i negative oplevelser og Corona, så jeg forsøger at vende det hele lidt og fokusere på det positive. Det lykkedes næsten.

Året startede for mit vedkommende med en forsigtig optimisme omkring mit hjerteflimmer. Jeg var jo blevet opereret den 5. november 2019, og denne gang så det ud til at holde. 31. januar var jeg til kontrol på Mølholm, og alt var, som det skulle være. Så jeg startede udtrapningen af de forhadte betablokkere, og satsede samtidig på, at det så var slut med det flimmer. Og sådan er det heldigvis stadigvæk. Ingen flimmer.

Vi snuppede de første par stævner i løbet af vinteren, Højme og Fakse som sædvanlig, og så tog vi en tur til stævnet på Bornholm sammen med Birgitte, Rune og Christian. På det tidspunkt var Corona begyndt at spøge, bl.a. fik vi besked på ikke at trykke hånd og kramme, når vi lykønskede vinderne – hvilket var meget meget underligt. Vi tog det vist heller ikke helt seriøst. Altså det der Corona, det var jo noget der foregik i Kina, og nå ja i Østrig, men det ville da ikke blive noget problem i Danmark, vel?

Men ugen efter vores dejlige Bornholmertur lukkede Danmark ned, og jeg gik over til hjemmearbejdsplads. Der gik kun ganske kort tid, så kom Bent også hjem og arbejde, og det var vi rigtig gode til. Vi passede hver vores arbejde, på hver sin side af spisebordet. Vi holdt formiddagskaffepause og frokost, men derudover knoklede vi. Kl. 16 lukkede vi kontoret og gik en lang tur i skoven. Alle andre tog på i vægt under Corona, men jeg tabte mig 2 kg. Desværre kom de hurtigt på igen, da jeg kom tilbage på kontoret.

Da det blev påske var alting (i hvert fald aktiviteter med hund) aflyst, så Bent gik i gang med at renovere vores gamle kedelige terrasse. Resultatet blev en meget mere brugbar og flot terrasse, hvor vi virkelig har nydt mange timer i løbet af sommeren.

Nogenlunde på det tidspunkt sagde vi farvel til Fanta. Ikke på den sørgelige måde, for Fanta lever i bedste velgående. Men han har de sidste par år boet hos vores veninden Birgitte som selskab for Birgittes anden sheltie, Midni. Så vi synes at nu var tiden kommet til at skrive ham over i Birgittes navn. Fanta har det super godt hos Birgitte, så det kom faktisk bag på mig, at jeg alligevel måtte knibe en lille tåre, da vi skrev papirerne under.

 

I løbet af marts måned lukkede al form for hundetræning ned. Det var rigtig trist, både for hundene og os, men vi lavede os en nødløsning, som viste sig at blive en gevinst på flere fronter. Sammen med Rune og Christian og vores sammenskrabede agilityforhindringer flyttede vi ud i Runes mors have (ja, det er en stor have på landet), og så kunne vi stadig træne, bare os 4. Men 4 ændrede sig til 5, da det viste sig, at Runes mor, Jonna, faktisk er en kæmpe kapacitet indenfor hundetræning. Der blev pludselig basis for også at træne noget lydighed, og så blev det i øvrigt starten på et dejligt venskab. Kæmpe tak til Jonna og Svenne, der åbnede deres have for os, og tak til Jonna for masser af gode råd om hundetræning. De mange timer i vores lille ”loge” reddede os gennem et ellers kedelig forår og sommer og gav i tilgift et dejligt venskab.

 

På et tidspunkt i løbet af maj måned rykkede jeg tilbage på ”pinden” i Nykøbing, men jeg synes meget var anderledes. Stemningen var ligesom ikke den samme, og min fornemmelse var helt rigtig, for i slutningen af juni, lige inden min sommerferie, blev jeg fyret. Sparet væk – noget, der faktisk allerede havde været planlagt siden marts. Godt så! Forude ventede 3 ugers sommerferie, så jeg havde jo lige tid til at sluge realiteterne, inden jeg forholdt mig til mit nye liv.

 

I sommerferien startede vi med ugekursus i Kolding. Vores bil var gået i stykker, men Jonna var så sød at låne os hendes Caddy, så selv om Koldingturen var lige ved at gå i vasken, så kom vi alligevel af sted, og sådan en uge med masser af god undervisning og masser af god snak i forteltet om aftenen, det giver helt klart plus på energikontoen.

 

I ferieuge 2 havde vi et par dage hjemme, og sidst på ugen tog Christian og jeg på hunde-fitness kursus hos Emilie Munkholm. Det var en spændende og lærerig weekend, og det var også den weekend jeg mødte Chic for første gang. Chic er Emilie’s lækre border-han, og da jeg kiggede ind i hans øjne, så var jeg totalt solgt, og fluks lovede jeg mig selv, at hvis Hazel nogen sinde skulle have hvalpe, så skulle det være med Chic.

3. ferieuge gik med et par kurser hos vores dejlige træner/coach Channie. Og endda et lille stævne, hvor vi kunne få lov til at prøve os selv lidt af. Det var rigtig dejligt. Christian løb med Delta, og Bent og jeg løb med Gimli og Hazel, og alle hunde fik fine præmier med hjem.

Efter ferien havde jeg jo stadig godt 2 måneder som ansat på min arbejdsplads, men jeg brugte månederne hjemme ved spisebordet med en masse kurser. Excel, Word, Photoshop og mere af den slags. Det var super lærerigt, men også ret hårdt.

På det tidspunkt havde vores veninde Pia 2 kuld hvalpe, i alt 10 lækre sheltiehvalpe: 9 merles og en tricolour. Jeg har jo altid haft en svaghed for en pæn tric, men heldigvis var han solgt, så der var ikke noget at komme efter. Den lille tric han-hvalp hed Parade og skulle flytte til Scotland. Der var bare den lille ”hage” ved det, at han skulle blive hos Pia 7 uger inden han kunne flytte hjem. Jeg tilbød fluks, at han da kunne flytte til Bisserup de 7 uger, og sådan blev det.

 

I 7 uger havde vi fornøjelsen af søde lækre frække Mr. Handsom Parade. Parade elskede Gimli og Delta, og han levede med resten af flokken. Han charmede sig ind på alle, og han nåede at få en temmelig stor fanclub, inden han flyttede hjem til Kirsty i Scotland. Vi fik en ny ven på den konto. Og Parade har det fantastisk og bliver stadig smukkere.

I løbet af sommeren var der nogle få stævner, som vi havde mulighed for at deltage i, bl.a. vores eget i DcH Næstved. Det var en noget tam forestilling, da vi p.g.a. Coronaens forsamlings-forbud ikke måtte være ret mange mennesker samlet, men det blev også den sædvanlige hyggelige weekend, hvor vi endda formåede at putte et mikroskopisk overskud i klubkassen. Ikke noget, der lignede det vi plejer. Well, jeg var glad, bare det, at der var overskud!
 

Da vi passerede 30. september var jeg jo reelt arbejdsløs, og tro mig – det er hårdt arbejde. Der er aftaler, telefonmøder, ansøgninger, endnu flere telefonmøder ………  Og hvis du ikke retter ind og gør, som der bliver sagt, ja så risikerer du, at der bliver reduceret i dine dagpenge. Jeg forstår simpelthen ikke det system, men jeg havde lovet mig selv ikke at blive syg af det denne gang, så jeg lavede mig nogle gode rutiner, der bl.a. indebar en daglig lang travetur. Så røg de 2 kg af igen.
 

Jeg tog bl.a. kontakt til Jytte, som vi har trænet med for nogle år siden. Jeg havde set på Facebook, at Jytte ofte lagde billeder ud fra gode traveture hun tog i naturen, så jeg skrev til hende, om hun ikke kunne tage mig med en gang imellem. Det blev til nogle gode ture med masser af god snak i tilgift.
 

I løbet af oktober tog jeg endelig beslutningen om, at forsøge at lave et kuld hvalpe på Hazel. På trods af masser af ansøgninger var der ikke rigtig noget resultat på min jobsøgning, så jeg kunne jo lige så godt foretage mig noget sjovt. Jeg kontaktede Emilie og sikrede mig, at Chic var klar, og Hazel blev gentestet og øjenundersøgt. Alt var selvfølgelig ok, så nu venter vi bare på løbetid. Og vi venter og venter og venter og ……..
 

Efter sommerferien måtte vi godt træne vores hold, når bare vi ikke var mere end 10 personer samlet. Vi løste opgaven ved at dele os op, og det fungerede efter omstændighederne rigtig fint. Selvfølgelig vil vi hellere være sammen, men når nu det her er muligheden, ja så griber vi den. Da vi nåede juleafslutningen, som jo plejer at være masser af mennesker i klubhuset til gløg og æbleskriver, så måtte vi også gribe det lidt utraditionelt an og dele os op, så jeg blev meget forundret over, at vi alligevel pludselig blev kaldt sammen. Det viste sig, at jeg blev udnævnt til ”Årets hundeven” i DcH Næstved 2020. Årets hundeven er en person, der på en eller anden måde har været med til at gøre noget godt for klubben, så jeg blev meget rørt og meget stolt over den udnævnelse.
 

Jeg havde på det tidspunkt meldt mig ind i et jobsøgningsnetværk, der hedder Senior Erhverv (www.seniorerhverv-sj.dk) og sandelig om ikke miraklet pludselig skete: jeg fik arbejde igen. 4. januar starter jeg op som bogholder hos Ensinger Danmark A/S (www.ensingerplastics.com/da-dk), og jeg glæder mig bare SÅ meget. Spændende udfordrende arbejde og meget meget søde mennesker.
 

Og sådan kom vi stort set igennem 2020. Jeg synes da, at der er sket nogle helt fantastiske ting i 2020, og dem fokuserer vi på! Vi fortsætter vores samarbejde med Henne Pet Food, og det er både vi og hundene rigtig glade for. Vi har i hele denne Corona-periode holdt os til kun at være ganske få mennesker i vores boble, men jeg glæder mig nu til at kunne kramme mine unger igen, uden at skulle tænke på, om jeg nu bliver smittet med Corona.
 

Rigtig godt nytår.