Fortsættelser og ændringer

Hvis der er noget, der ikke virker - så lav det om! Og modsat - hvis det virker, så bare fortsæt.
Det er egentlig et meget godt mantra at leve sit liv efter. Og det handler dette blogindlæg om.

Først og fremmest glæder vi os over, at vi igen i 2021 har kontrakt med Henne Pet Food. Det vil sige, at vi er en del af "Hennes Helte", og det er vi rigtig stolte over.
Vores hunde stor-trives på Henne's Kronch. I hverdagen fodrer vi med den kornfrie udgave, og når der skal lidt ekstra til, så supplerer vi med højenergi-udgaven. Vi skifter uden problemer mellem fodertyperne, og vores hunde har alle sammen flot og blank pels. 

Tak til Henne for at fortsætte samarbejdet i en tid, hvor det ikke er nemt rent fysisk at komme ud og vise vores hunde frem. Vi håber snart vi skal ud og lufte "arbejdstøjet" igen. Vi er SÅ klar!

Det næste punkt handler om Hazel. Hazel er en fantastisk hund. Hun har godt temperament, hun er super godt bygget og hun er en fantastisk arbejdshund, så i efteråret, hvor jeg var arbejdsløs, og helt ærligt ikke troede på, at jeg ville få job igen, så tænkte jeg: hvorfor ikke lave et kuld hvalpe. Jeg vidste med det samme, hvem der skulle være far til hvalpene, og de indledende ting gik i gang: gentest og øjenundersøgelse, som selvfølgelig begge var ok.
Nu har Hazel aldrig elsket, at man "piller" ved hende. Hun vil gerne klappes, men det skal ikke være sådan noget blidt fedteri. Og hun har aldrig brudt sig om at blive børstet, få klippet negle og den slags. Men til hverdag var det ikke noget problem.
På det tidspunkt, hvor Hazel efter kalenderen burde være kommet i løbetid (medio december 20) begyndte vi at checke hende regelmæssigt. Vi skulle jo være klar til progesterontest og turen til Nordjylland. Og det blev snart en hade-rutine for Hazel. Vi forsøgte at skifte tidspunkt, sted, tid, lokke med godbidder, men resultatet var alligevel, at til sidst listede hun rundt i huset og forsøgte at gemme sig. Hvis jeg rakte hånden ud for at klappe hende, så kastede hun sig væk. Og i hendes øjne kunne jeg se, hvor stresset hun var. Det kunne jeg simpelthen ikke bære. Og da jeg så begyndte at tænke på dyrlægebesøg, progesterontest, temperaturmålinger ........ så var det egentlig indlysende for mig: det skulle hun ikke igennem for at jeg skulle kunne glæde mig over et kuld hvalpe, hvor det sandsynlgivis ikke en gang var sådan, at jeg skulle have en selv.
Så Hazels hvalpeplaner er aflyst! Jeg forstår godt, hvis nogen af dem, der var skrevet op til hvalpe, blev skuffede - men de har nu alle taget det pænt. Og nu skal Hazel og jeg bare arbejde på at blive gode venner igen, også herhjemme!

Når man har mange hunde, så er der også meget støv. I vores stue har vi haft en væg, hvor der ovenpå bogreolerne var en masse pokaler og på væggen hang så mange rosetter, at man ikke kunne se tapetet. Men i disse corona-tider, så har vi jo god tid til at sætte gang i forskellige projekter, og det var noget af et projekt, vi fik taget fat i denne weekend.

Det startede egentlig med, at skabet til venstre i billedet herover blev sat i "Bisserup køb og salg" - til gratis afhentning. Vores stil herhjemme er nok mest karakteriseret på "ingen stil" - og jeg tænkte at det skab ville passe godt ind i vores blandede rodebutik. Så forrige weekend hentede vi skabet, placerede det midt i stuen og gik i gang med at tømme bogreoler, fjerne rosetter og pokaler. Fy for po.... siger jeg bare, hvor der var meget støv. Mange af de pokaler har stået der i flere år! Så med 2 astmatikere i huset, så var det nok på høje tid.

3 bogreoler blev reduceret til 2 og flyttet ind på kontoret. Bøger blev sorteret, kørt til genbrug eller foræret væk. Og så kom skabet på plads. Godt jeg er gift med en handymand 💖

Med hård hånd (og lidt nostalgisk hjerte) blev der sorteret ud i pokalerne, så dem, der nu er gemt i det fine "nye pokalskab" det er dem, der har en historie og som virkelig betyder noget. Hold da op, hvor vi mange gange den her weekend har sagt: "kan du huske ......."

De rosetter, der var i stuen, blev sorteret og støvsuget, og hængt op i kontoret. De sidder på 2 komposthegn hængt op på væggen, og der kan sagtens hænge flere. Ideen er hugget fra en eller anden (Jane, tror jeg), der havde lagt et billede op på Facebook. Og det fungerer fint.

Og med sådan et projekt, så flyver tiden alt for hurtigt sådan en weekend. Vi nåede dog heldigvis en tur ud i luften sammen med Rune og Christian, hvor hundene fik spænet og leget. Her er det Delta og Selfie, der hygger.

Heller ikke  denne weekend fik vi nået dagens ønskede antal skridt. Men næste weekend, så ...........

En underlig weekend

Så gik den første uge på mit nye arbejde - eller gik og gik..... Den fløj af sted. Det går fint, men der er jo stadig mange steder, hvor jeg famler - og famler - og famler ...... Men jeg har fået søde og hjælpsomme kolleger, og det hjælper jo en del. Hver gang jeg når til et punkt, hvor jeg kan sige "hoho - det her har jeg nu styr på", ja så dukker der 10 nye op, som jeg ikke har styr på. Men pyt - jeg siger som Pippi Langstrømpe: "det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af".

 

I hvert fald skal der ikke herske nogen tvivl om fra min side, at det er 100 gange sjovere at holde weekend, når man går på arbejde, end når man er ledig!

Og så er det sjove i øvrigt slut. For vi har valgt at gøre som Mette siger og aflyse alt, hvad der kan aflyses. Hun ser jo ud som om hun mener, hvad hun siger, så vi makker ret og klapper hælene sammen.

Det betyder til gengæld, at vi (næsten) ikke ser andre mennesker end os selv. Og dem, der kender Bent og mig, de vil vide, at det er meget unormalt, at vi bare holder os for os selv en hel weekend. Ingen hundetræning, ikke nogen af vores søde kursister, ingen familie, ingen venner, bare os to.

Nu er det heldigvis sådan, at Bent og jeg kan godt holde hinanden ud, også selv om vi ikke ser andre i et par uger. Så vi lukker os inde i vores egen lille boble og passer på os selv. Og så håber vi på, at vi snart kan blive vaccineret (og at alle andre også snart bliver vaccineret), så vi kan færdes normalt mellem hinanden igen. Og ikke mindst så vi kan kramme igen. Jeg savner helt vildt at kramme på mine unger og mine venner! 

Fredag har jeg fri til middag, så vi snuppede dagens tur-crew og gik en dejlig tur på 5,5 km. ud omkring Kristiansholm Plantage, hvor stranden tilfældigvis var ledig, så borderne kunne få lov at lave en ordentlig omgang border-fræs. 

Det var meget lavvandet, så hundene fik også badet fusserne, inden vi begav os hjemad mod varm kaffe, sofa og brændeovn. Vi fik bestilt ugens indkøb hos Bilka togo, og der må være mange andre end os, der gør det i øjeblikket, for varerne kunne ikke hentes før søndag.

Så lørdag sov vi længe. Det betyder her i huset sådan omkring kl. 8. Så gider hundene ikke sove mere, og så kan vi lige så godt stå op. Det blev til en lang og sløv lørdag formiddag, men over middag tog vi dagens tur-crew og begav os ud i skoven. Vi er jo så privilegerede, at vi har skoven nærmest lige uden for døren, så vi rundede Andemosen. og det gav godt 6 km i skoene. 

På vores tur i skoven kom vi forbi de her store svampe. Prøv at se i forhold til min støvle, hvor store de er. Skoven er stadig helt efterårsagtig med masser af blade, og det er altid spændende at se, hvad man møder på sin rute af dyr og planter.

Og så fik jeg da også lige bagt en plade småkager, inden vi lavede aftensmad. De gode med lakrids og tranebær. Ums. 

Søndag skulle vi jo alligevel til Næstved for at hente Bilka-varer, så vi besluttede at gå rundt om Ydernæs. Der er super gode veje at gå på, og selv om sneen væltede ned, så mødte vi faktisk ret mange mennesker, der var ude at gå tur. 

Jeg prøvede at fotografere snevejret, men det blev ikke godt. Til gengæld kan man godt se på Gimli's pels, at der kommer store fnug ned. Alle vores hunde er fløjtende ligeglade. De marcherer raskt derudaf, uanset vejret. Selv lille Totte. 

Så manglede vi bare at få hentet vores indkøb. Genialt system, i disse Corona-tider. Og vi har været meget tilfreds med de varer, vi har fået. Også når det har handlet om f.eks. løs frugt og grønt. Vi har også kun mødt søde smilende unge mennesker, når vi har hentet varer, og hende der kom med vores varer i dag kiggede på hundene og synes de var søde. Maks points til hende. Så når vi ikke handler i Brugsen i Bisserup, så er det Bilka togo i disse tider.

Og når vi så var ved Bilka, så kunne vi lige så godt slutte weekenden af med maner. Så vi forkælede lige os selv med 2 fastelavnsboller til eftermiddagskaffen. 

I morgen kalder hverdagen igen, og jeg glæder mig til at så op kl. 5.30, lufte hunde og derefter gøre mig færdig og køre på arbejde! Ja ja, jeg ved godt, at jeg ikke er helt normal - men det normale er så kedeligt. 

Farvel 2020 og god dag 2021

Her kommer en lille beretning om året 2020 hos os, og jeg har lovet mig selv ikke at svælge i negative oplevelser og Corona, så jeg forsøger at vende det hele lidt og fokusere på det positive. Det lykkedes næsten.

Året startede for mit vedkommende med en forsigtig optimisme omkring mit hjerteflimmer. Jeg var jo blevet opereret den 5. november 2019, og denne gang så det ud til at holde. 31. januar var jeg til kontrol på Mølholm, og alt var, som det skulle være. Så jeg startede udtrapningen af de forhadte betablokkere, og satsede samtidig på, at det så var slut med det flimmer. Og sådan er det heldigvis stadigvæk. Ingen flimmer.

Vi snuppede de første par stævner i løbet af vinteren, Højme og Fakse som sædvanlig, og så tog vi en tur til stævnet på Bornholm sammen med Birgitte, Rune og Christian. På det tidspunkt var Corona begyndt at spøge, bl.a. fik vi besked på ikke at trykke hånd og kramme, når vi lykønskede vinderne – hvilket var meget meget underligt. Vi tog det vist heller ikke helt seriøst. Altså det der Corona, det var jo noget der foregik i Kina, og nå ja i Østrig, men det ville da ikke blive noget problem i Danmark, vel?

Men ugen efter vores dejlige Bornholmertur lukkede Danmark ned, og jeg gik over til hjemmearbejdsplads. Der gik kun ganske kort tid, så kom Bent også hjem og arbejde, og det var vi rigtig gode til. Vi passede hver vores arbejde, på hver sin side af spisebordet. Vi holdt formiddagskaffepause og frokost, men derudover knoklede vi. Kl. 16 lukkede vi kontoret og gik en lang tur i skoven. Alle andre tog på i vægt under Corona, men jeg tabte mig 2 kg. Desværre kom de hurtigt på igen, da jeg kom tilbage på kontoret.

Da det blev påske var alting (i hvert fald aktiviteter med hund) aflyst, så Bent gik i gang med at renovere vores gamle kedelige terrasse. Resultatet blev en meget mere brugbar og flot terrasse, hvor vi virkelig har nydt mange timer i løbet af sommeren.

Nogenlunde på det tidspunkt sagde vi farvel til Fanta. Ikke på den sørgelige måde, for Fanta lever i bedste velgående. Men han har de sidste par år boet hos vores veninden Birgitte som selskab for Birgittes anden sheltie, Midni. Så vi synes at nu var tiden kommet til at skrive ham over i Birgittes navn. Fanta har det super godt hos Birgitte, så det kom faktisk bag på mig, at jeg alligevel måtte knibe en lille tåre, da vi skrev papirerne under.

 

I løbet af marts måned lukkede al form for hundetræning ned. Det var rigtig trist, både for hundene og os, men vi lavede os en nødløsning, som viste sig at blive en gevinst på flere fronter. Sammen med Rune og Christian og vores sammenskrabede agilityforhindringer flyttede vi ud i Runes mors have (ja, det er en stor have på landet), og så kunne vi stadig træne, bare os 4. Men 4 ændrede sig til 5, da det viste sig, at Runes mor, Jonna, faktisk er en kæmpe kapacitet indenfor hundetræning. Der blev pludselig basis for også at træne noget lydighed, og så blev det i øvrigt starten på et dejligt venskab. Kæmpe tak til Jonna og Svenne, der åbnede deres have for os, og tak til Jonna for masser af gode råd om hundetræning. De mange timer i vores lille ”loge” reddede os gennem et ellers kedelig forår og sommer og gav i tilgift et dejligt venskab.

 

På et tidspunkt i løbet af maj måned rykkede jeg tilbage på ”pinden” i Nykøbing, men jeg synes meget var anderledes. Stemningen var ligesom ikke den samme, og min fornemmelse var helt rigtig, for i slutningen af juni, lige inden min sommerferie, blev jeg fyret. Sparet væk – noget, der faktisk allerede havde været planlagt siden marts. Godt så! Forude ventede 3 ugers sommerferie, så jeg havde jo lige tid til at sluge realiteterne, inden jeg forholdt mig til mit nye liv.

 

I sommerferien startede vi med ugekursus i Kolding. Vores bil var gået i stykker, men Jonna var så sød at låne os hendes Caddy, så selv om Koldingturen var lige ved at gå i vasken, så kom vi alligevel af sted, og sådan en uge med masser af god undervisning og masser af god snak i forteltet om aftenen, det giver helt klart plus på energikontoen.

 

I ferieuge 2 havde vi et par dage hjemme, og sidst på ugen tog Christian og jeg på hunde-fitness kursus hos Emilie Munkholm. Det var en spændende og lærerig weekend, og det var også den weekend jeg mødte Chic for første gang. Chic er Emilie’s lækre border-han, og da jeg kiggede ind i hans øjne, så var jeg totalt solgt, og fluks lovede jeg mig selv, at hvis Hazel nogen sinde skulle have hvalpe, så skulle det være med Chic.

3. ferieuge gik med et par kurser hos vores dejlige træner/coach Channie. Og endda et lille stævne, hvor vi kunne få lov til at prøve os selv lidt af. Det var rigtig dejligt. Christian løb med Delta, og Bent og jeg løb med Gimli og Hazel, og alle hunde fik fine præmier med hjem.

Efter ferien havde jeg jo stadig godt 2 måneder som ansat på min arbejdsplads, men jeg brugte månederne hjemme ved spisebordet med en masse kurser. Excel, Word, Photoshop og mere af den slags. Det var super lærerigt, men også ret hårdt.

På det tidspunkt havde vores veninde Pia 2 kuld hvalpe, i alt 10 lækre sheltiehvalpe: 9 merles og en tricolour. Jeg har jo altid haft en svaghed for en pæn tric, men heldigvis var han solgt, så der var ikke noget at komme efter. Den lille tric han-hvalp hed Parade og skulle flytte til Scotland. Der var bare den lille ”hage” ved det, at han skulle blive hos Pia 7 uger inden han kunne flytte hjem. Jeg tilbød fluks, at han da kunne flytte til Bisserup de 7 uger, og sådan blev det.

 

I 7 uger havde vi fornøjelsen af søde lækre frække Mr. Handsom Parade. Parade elskede Gimli og Delta, og han levede med resten af flokken. Han charmede sig ind på alle, og han nåede at få en temmelig stor fanclub, inden han flyttede hjem til Kirsty i Scotland. Vi fik en ny ven på den konto. Og Parade har det fantastisk og bliver stadig smukkere.

I løbet af sommeren var der nogle få stævner, som vi havde mulighed for at deltage i, bl.a. vores eget i DcH Næstved. Det var en noget tam forestilling, da vi p.g.a. Coronaens forsamlings-forbud ikke måtte være ret mange mennesker samlet, men det blev også den sædvanlige hyggelige weekend, hvor vi endda formåede at putte et mikroskopisk overskud i klubkassen. Ikke noget, der lignede det vi plejer. Well, jeg var glad, bare det, at der var overskud!
 

Da vi passerede 30. september var jeg jo reelt arbejdsløs, og tro mig – det er hårdt arbejde. Der er aftaler, telefonmøder, ansøgninger, endnu flere telefonmøder ………  Og hvis du ikke retter ind og gør, som der bliver sagt, ja så risikerer du, at der bliver reduceret i dine dagpenge. Jeg forstår simpelthen ikke det system, men jeg havde lovet mig selv ikke at blive syg af det denne gang, så jeg lavede mig nogle gode rutiner, der bl.a. indebar en daglig lang travetur. Så røg de 2 kg af igen.
 

Jeg tog bl.a. kontakt til Jytte, som vi har trænet med for nogle år siden. Jeg havde set på Facebook, at Jytte ofte lagde billeder ud fra gode traveture hun tog i naturen, så jeg skrev til hende, om hun ikke kunne tage mig med en gang imellem. Det blev til nogle gode ture med masser af god snak i tilgift.
 

I løbet af oktober tog jeg endelig beslutningen om, at forsøge at lave et kuld hvalpe på Hazel. På trods af masser af ansøgninger var der ikke rigtig noget resultat på min jobsøgning, så jeg kunne jo lige så godt foretage mig noget sjovt. Jeg kontaktede Emilie og sikrede mig, at Chic var klar, og Hazel blev gentestet og øjenundersøgt. Alt var selvfølgelig ok, så nu venter vi bare på løbetid. Og vi venter og venter og venter og ……..
 

Efter sommerferien måtte vi godt træne vores hold, når bare vi ikke var mere end 10 personer samlet. Vi løste opgaven ved at dele os op, og det fungerede efter omstændighederne rigtig fint. Selvfølgelig vil vi hellere være sammen, men når nu det her er muligheden, ja så griber vi den. Da vi nåede juleafslutningen, som jo plejer at være masser af mennesker i klubhuset til gløg og æbleskriver, så måtte vi også gribe det lidt utraditionelt an og dele os op, så jeg blev meget forundret over, at vi alligevel pludselig blev kaldt sammen. Det viste sig, at jeg blev udnævnt til ”Årets hundeven” i DcH Næstved 2020. Årets hundeven er en person, der på en eller anden måde har været med til at gøre noget godt for klubben, så jeg blev meget rørt og meget stolt over den udnævnelse.
 

Jeg havde på det tidspunkt meldt mig ind i et jobsøgningsnetværk, der hedder Senior Erhverv (www.seniorerhverv-sj.dk) og sandelig om ikke miraklet pludselig skete: jeg fik arbejde igen. 4. januar starter jeg op som bogholder hos Ensinger Danmark A/S (www.ensingerplastics.com/da-dk), og jeg glæder mig bare SÅ meget. Spændende udfordrende arbejde og meget meget søde mennesker.
 

Og sådan kom vi stort set igennem 2020. Jeg synes da, at der er sket nogle helt fantastiske ting i 2020, og dem fokuserer vi på! Vi fortsætter vores samarbejde med Henne Pet Food, og det er både vi og hundene rigtig glade for. Vi har i hele denne Corona-periode holdt os til kun at være ganske få mennesker i vores boble, men jeg glæder mig nu til at kunne kramme mine unger igen, uden at skulle tænke på, om jeg nu bliver smittet med Corona.
 

Rigtig godt nytår.