Stævnesæsonen er startet på halv kraft

Egentlig er det en ”gammel” historie – altså hvorfor jeg kører på halv kraft. Men nu får I den alligevel, for det giver mening i forhold til det, der sker i mit liv lige nu.

I sommeren 2018 begyndte jeg at få hjerteflimren en gang imellem. Der gik lang tid imellem. 1 måned – 2 måneder. Men det var der. Jeg blev undersøgt i hoved og r.. – men meldingen var, at så længe lægerne ikke kunne måle noget konkret, så kunne de heller ikke gøre noget.

I juleferien gik det amok, både nat og dag. En aften forsøgte vi at køre til Hjørring Sygehus, men inden vi nåede derop, og inden vi kom ud af venteværelset og ind til lægen, så var det selvfølgelig holdt op. Der var dog ”bid” da vi var kommet hjem fra juleferien. Den 4. januar suste vi til Slagelse, hvor de kunne måle både flimmer, giga hurtig puls og alt alt for højt blodtryk. Hurra – endelig var der dokumentation for at det flimrede.

Januar, februar og marts er så gået med diverse prøver, tests, scanning af hjertet og forsøg på at få medicin og flimmer til at arbejde sammen. Det sidste er ikke lykkedes helt godt, desværre. 2 gange har vi doblet op på betablokkerne (det medicin, der burde kunne regulere flimmer), men uden held. Det flimrer stadig lystigt løs 2-3 gange om ugen. Det betyder dels, at der 2-3 gange om ugen smutter 2-4 timer af min nattesøvn, og dels at jeg efterhånden er temmelig påvirket af medicinen, som gør mig træt og dræner mine batterier.

Jeg prøver at leve helt normalt og gøre de ting, som jeg plejer at gøre, men det er ikke så nemt. F.eks. er det ikke nemt at løbe agility på flade batterier. Og derfor blev Vilhelmsborg sidste weekend en lidt flad oplevelse. Jeg er konkurrencemenneske helt ud til fingerspidserne, og der er ikke noget ved at løbe, når jeg på forhånd kan mærke, at benene er gummiagtige og drænet for energi, og jeg kan ikke få luft hele banen rundt. Øv med øv på. Jeg har jo verdens sødeste og dygtigste hund. Hun gør det bedste for at kompensere for mine manglende evner på banen, og vi kommer som regel også igennem dagens første løb – men så er det slut for mig.

Bent havde også en lidt pudsig weekend på Vilhelmsborg på den gode måde. Blitz havde desværre haft noget med ryggen og var derfor byttet ud med Tough’Y og Dazzler. Totten slog til med 3 DM-udtagelser og med at bliver udtaget til finalen, hvor de dog desværre blev disket. Og Dazzler havde som sædvanlig en fest på banen og løb det bedste han kunne i sine 2 daglige springløb.

 

Den største positive overraskelse på Vilhelmsborg-weekenden, det var dog Gimli. Gimli er normalt ret stresset, når han nærmer sig en agility-bane, men han kunne sagtens rumme at ligge afslappet i sit bur inde i hallen på Vilhelmsborg, og han var super nem at have på værelset. Dygtig lille Gimse.

Der er dog heldigvis lys forude. Den 6. maj skal jeg opereres i mit hjerte. Det er en operation (kaldet ablation), hvor man ”brænder” de steder i hjertet, der sætter flimmeren i gang. Det er en kikkertoperation, og det skulle være forholdsvis ”nemt” for patienten at komme igennem den, selv om det er en halvstor omgang på 2-3 timer. Og jeg glæder mig bare til at få det overstået.

Jeg har fået fortalt, at efter operationen kan der godt gå 2-3 måneder, før virkningen slår igennem, så nu skal tiden bare gå hurtigt, så jeg kan få mit ”normale” liv igen. Indtil det, ja så kører vi på ”halv skrue”. Bent bliver hjemme fra Gåsahoppet. Vi har fravalgt Hvalsø-stævnet, som ligger ugen efter min operation, og derudover tager vi en dag ad gangen.

Denne weekend har vi f.eks. været i Maxizoo og hygget med hvalpene, som er klar til at flytte hjemmefra på onsdag.

Vi har også været med ungerne i det nye tårn ved Gisselfeldt. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg kun kan anbefale. Det er nemt at gå derop, der er en fantastisk udsigt og tårnets konstruktion er super spændende.

Natten mellem lørdag og søndag røg der igen nogle vågne timer med flimmer, så jeg var rimelig flad, da vi mødte op til arbejdsdag i klubben i dag. Jeg synes dog, at jeg fik lavet lidt. Og sammen med Bent og et par stykker mere fik vi tømt agility-skuret og gjort rent, ryddet ud og sat pænt på plads igen.

Nu krydser jeg bare fingre for en rolig nat, så jeg er frisk på arbejdet i morgen. Og så glæder jeg mig rigtig meget til vi har passeret den 6. maj.