Egentlig
er det en ”gammel” historie – altså hvorfor jeg kører på halv kraft. Men nu får
I den alligevel, for det giver mening i forhold til det, der sker i mit liv lige nu.
I sommeren
2018 begyndte jeg at få hjerteflimren en gang imellem. Der gik lang tid
imellem. 1 måned – 2 måneder. Men det var der. Jeg blev undersøgt i hoved og
r.. – men meldingen var, at så længe lægerne ikke kunne måle noget konkret, så
kunne de heller ikke gøre noget.
I
juleferien gik det amok, både nat og dag. En aften forsøgte vi at køre til
Hjørring Sygehus, men inden vi nåede derop, og inden vi kom ud af
venteværelset og ind til lægen, så var det selvfølgelig holdt op. Der var dog ”bid” da vi var
kommet hjem fra juleferien. Den 4. januar suste vi til Slagelse, hvor de kunne
måle både flimmer, giga hurtig puls og alt alt for højt blodtryk. Hurra –
endelig var der dokumentation for at det flimrede.
Januar,
februar og marts er så gået med diverse prøver, tests, scanning af hjertet og forsøg på at
få medicin og flimmer til at arbejde sammen. Det sidste er ikke lykkedes helt
godt, desværre. 2 gange har vi doblet op på betablokkerne (det medicin, der burde kunne
regulere flimmer), men uden held. Det flimrer stadig lystigt løs 2-3 gange om
ugen. Det betyder dels, at der 2-3 gange om ugen smutter 2-4 timer af min
nattesøvn, og dels at jeg efterhånden er temmelig påvirket af medicinen, som
gør mig træt og dræner mine batterier.
Jeg prøver
at leve helt normalt og gøre de ting, som jeg plejer at gøre, men det er ikke
så nemt. F.eks. er det ikke nemt at løbe agility på flade batterier. Og derfor
blev Vilhelmsborg sidste weekend en lidt flad oplevelse. Jeg er
konkurrencemenneske helt ud til fingerspidserne, og der er ikke noget ved at
løbe, når jeg på forhånd kan mærke, at benene er gummiagtige og drænet for
energi, og jeg kan ikke få luft hele banen rundt. Øv med øv på. Jeg har jo
verdens sødeste og dygtigste hund. Hun gør det bedste for at kompensere for
mine manglende evner på banen, og vi kommer som regel også igennem dagens
første løb – men så er det slut for mig.
Bent havde
også en lidt pudsig weekend på Vilhelmsborg på den gode måde. Blitz havde desværre haft noget
med ryggen og var derfor byttet ud med Tough’Y og Dazzler. Totten slog til med
3 DM-udtagelser og med at bliver udtaget til finalen, hvor de dog desværre blev
disket. Og Dazzler havde som sædvanlig en fest på banen og løb det bedste han kunne i sine 2
daglige springløb.
Den største positive overraskelse på Vilhelmsborg-weekenden, det var dog Gimli. Gimli er
normalt ret stresset, når han nærmer sig en agility-bane, men han kunne sagtens
rumme at ligge afslappet i sit bur inde i hallen på Vilhelmsborg, og han var
super nem at have på værelset. Dygtig lille Gimse.
Der er dog
heldigvis lys forude. Den 6. maj skal jeg opereres i mit hjerte. Det er en
operation (kaldet ablation), hvor man ”brænder” de steder i hjertet, der sætter
flimmeren i gang. Det er en kikkertoperation, og det skulle være forholdsvis ”nemt”
for patienten at komme igennem den, selv om det er en halvstor omgang på 2-3
timer. Og jeg glæder mig bare til at få det overstået.
Jeg har
fået fortalt, at efter operationen kan der godt gå 2-3 måneder, før virkningen
slår igennem, så nu skal tiden bare gå hurtigt, så jeg kan få mit ”normale” liv
igen. Indtil det, ja så kører vi på ”halv skrue”. Bent bliver hjemme fra
Gåsahoppet. Vi har fravalgt Hvalsø-stævnet, som ligger ugen efter min
operation, og derudover tager vi en dag ad gangen.
Denne
weekend har vi f.eks. været i Maxizoo og hygget med hvalpene, som er klar til
at flytte hjemmefra på onsdag.
Vi har
også været med ungerne i det nye tårn ved Gisselfeldt. Det var en fantastisk
oplevelse, som jeg kun kan anbefale. Det er nemt at gå derop, der er en
fantastisk udsigt og tårnets konstruktion er super spændende.
Natten
mellem lørdag og søndag røg der igen nogle vågne timer med flimmer, så jeg var
rimelig flad, da vi mødte op til arbejdsdag i klubben i dag. Jeg synes dog, at jeg fik
lavet lidt. Og sammen med Bent og et par stykker mere fik vi tømt agility-skuret
og gjort rent, ryddet ud og sat pænt på plads igen.
Nu krydser
jeg bare fingre for en rolig nat, så jeg er frisk på arbejdet i morgen. Og så
glæder jeg mig rigtig meget til vi har passeret den 6. maj.
