lørdag den 3. november 2018

Hazel - Klubmester i C-klassen hos DcH Næstved


I dag har vi haft klubmesterskab hos DcH Næstved. En rigtig hyggelig dag med sol, blå himmel og masser af flot hundearbejde. 
Der blev dystet i disciplinerne C- og B-lydighed samt agility. Og jeg havde spændt mig selv hårdt for, for jeg vil jo rigtig gerne afslutte mit C-år. Men jeg vil også gerne løbe agility. Hm......

Hazel er den første hund, som jeg har dyrket DcH-lydighed med, og vi startede derfor op i begyndelsen af året med at gå til konkurrencer i C-klassen. Det har været et fantastisk år, med masser af dejlige oplevelser, nye venner, nye mål og ikke mindst opnåelse af nogle af de mål, jeg tidligere havde sat mig. Et af de mål  jeg tidligt på året satte mig var, at jeg ville med til DcH DM i C-lydighed. Det ville være den eneste gang i mit hundeliv, hvor jeg havde mulighed for det, så det var en mulighed jeg ikke gerne ville sætte over styr. Og det lykkedes jo også for os at komme med, og jeg er faktisk super stolt over at blive nr. 12 ud af 40 C-hunde på landsplan. 
Hazel er så officielt B-hund fra 2019, men der var lige 2 "opgaver" mere, inden vi gik i skarp træning med B-øvelserne. Lokalkonkurrencen for et par uger siden og klubmesterskabet i dag.

Hazel var på i C-klassen som nummer 1, og hun gik som en drøm. 115,55 points ud af 120 mulige. Lidt fratræk i lineføring - en lille ups'er i stå-øvelsen og max i resten. Jeg er bare så stolt af min lille brune hund - og jeg er faktisk også lidt rørt over, at jeg nu ikke skal konkurrere i C-klassen mere. Det har været et fantastisk år, og jeg er så glad for, at jeg udfordrede mig selv med at komme ud til de der lydighedskonkurencer, når jeg nu ellers er en halvgammel agility-nørd. 


Da vi skulle løbe agility-klassen, var Hazel rimelig tændt, men jeg tænkte da, at det nok skulle gå alligevel. Hun klarede slalomindgangen, som ellers ikke var hendes favorit-indgang, men så var det også slut (og slalom var forhindring nr. 2). Resten af løbet var en stor fest for Hazel - og jeg var ikke inviteret med. Men pyt, bare hun havde det sjovt! Til gengæld var hun en stjerne i spring-løbet og  var fejlfri i trediehurtigste tid. Man kan dog ikke gøre sig nogen forhåbninger om klubmestertitel i aglity, når man bliver disket i det ene løb, frøken Brun! 


Bent løb med Tough'Y og Blitz. Totten havde et fint agility-løb, men tog sig en flyver fra vippen. Blitz havde det sejeste agility-løb, men rev desværre 2 pinde på springbanen. Dazzler var også til klubmesterskab med Torben. Torben har kun løbet agility et halvt års tid, men hold da op, hvor er det flot at kunne løbe en bane nu. Ja ja, han løber med en erfaren hund, men han skal stadigvæk lære at huske banen og sin handling undervejs. Godt at gamle D kan være læremester.

Og når så vi ikke selv kan vinde, ja så er det jo godt at vores kursister kan. Jeg elsker jo at give præmeir til "mine egne". Klubmester for store hunde blev Michael med Diva, som leverede 2 flotte fejlfrie løb.


Og klubmester for lille og mellem blev Susanne med henholdsvis Dweet og Early. Godt gået. 


Da vi kom til præmieoverrækkelse i lydighedsklasserne, ja så håbede jeg jo, at det var gået så godt som jeg ønskede mig, men det er aldrig helt til at vide, og vi havde ikke fået vores points oplyst af dommerne. Jeg havde jo kigget lidt på konkurrenterne, og noget af det jeg så var super flot - men heldigvis lagde vi os flot i spidsen og blev klubmestre i C-klassen, Hazel og jeg. Jeg er bare så giga stolt og glad. 


Og ud over at blive klubmester blev Hazel også årets C-hund i DcH Næstved (regnes ud fra årets resultater). 

Tak til vores sponsor Kingsmoor Petfood for at levere fantastisk foder til vores hunde, så de kan klare de udfordringer vi byder dem. Og tak til min søde mand for at bakke mig op i de fleste af mine skøre ideer, som f.eks. pludselig at få lyst til at køre Sjælland rundt efter lydighedskonkurrencer, når vi i forvejen har stort set næsten alle weekender besat med agility. 

Her er vi så - 4 stolte klubmestre med vores 5 hunde: agility lille, mellem og stor samt C- og B-klassen. 


Tak for kampen alle sammen og tak for en rigtig dejlig dag. 

DcH Næstved længe leve - hurra hurra hurra og vov vov vov. 


1 kommentar:

Unknown sagde ...

Hyggelig læsning. Håber din fod klarede sig. Vi ses søndag. Kh Ina