Hele familien

Hele familien

onsdag den 8. august 2018

Vores "eget" stævne hos DcH Næstved

At afholde et agility-stævne er et kæmpe arbejde. Uanset om stævnet er et lille endagsstævne med få deltagere, eller om det er en uge med hundredevis af deltagere fra ind og udland, så er det et kæmpe arbejde. Før, under og efter. Og hvert år siger vi til hinanden: vi gider ikke næste år - men vi gør det jo alligevel 😉

I forhold til DcH Næstved's eget stævne, der traditionen tro ligger den første weekend i august, så begynder arbejdet allerede lige efter jul. Der skal laves indbydelse og stævnet skal lægges op på DcH-tilmeld. Det er ikke så slemt.

Det hårdeste arbejde står på i løbet af foråret: at skaffe så mange sponsorpræmier som muligt, så vi kan få så stort overskud til klubben (og til medlemmernes fornøjelse) som muligt. 
'

Efterhånden har vi gjort dette nogle år, Bent og jeg, så vi har vores helt egne systemer. Bygget ind i et kæmpe regneark, som holder styr på det hele. 
Henover foråret går tiden med at holde styr på hvad vi har fået lovning på af præmier. Få det hjem, få det skrevet ind i systemet, og måske finde på nogle nye sponsorer. I år fik vi hjælp til en del af dette af Lone, så det gav også lidt anderledes præmier end vi plejer at have. 

De sidste uger op mod stævnet spidser arbejdsbyrden til. Der skal laves hjælperplaner, startlister, dommersedler, pakkes kasser, rette op og nedrykninger, alt sammen rimelig hektisk. Men vi passer hver vores, og det kører faktisk fint, selv om vi ikke laver meget andet de 2 sidste uger end at gøre klar til stævnet. 

Vi er faktisk så privilligerede i vores klub, at vi har mange, der tilbyder deres hjælp. Men en af de hjælpertjanser, der plejer at være svære at komme af med, er køkkentjansen. Det vil sige, at den falder så tilbage på mig. I år havde Jette tilbudt at tage sig af køkkenet. Hold nu op, det var en kæmpe hjælp for mig. For når så også mine to sædvanlige superhjælpere (søn og svigerdatter) tillader sig at være på ferie, ja, så er der pludselig lidt ekstra praktisk at tage fat på.

Når så selve stævnet er i gang, ja så skulle jeg jo faktisk være uundværlig - hvis jeg altså har lavet mit forarbejde ordentligt. Hvis jeg så sætter mig i en stol og hviler benene 5 minutter, så får jeg først mega dårlig samvittighed, fordi de andre klubmedlemmer spurter rundt - men så må jeg sige til mig selv, at jeg har knoklet i månedsvis for det her, så det er ok at snuppe 5 minutter med benene oppe. 

Jeg plejer at få tilrettelagt puslespillet sådan, at alle kan nå de løb, de gerne vil løbe. Og ud over at det er dejligt for mig, når mine egne og Bents løb lykkedes, ja så elsker jeg, når det går godt for vores kursister. 


I år havde vi endda et par debutanter med. Flot af Birgitte med Midni og Anne med Bella at I tog mod til jer og stillede op. Alle ved, at første gang er en tærskel, der skal overskrides - og I klarede det så flot.


Mange fik rigtig fine resultater. DM-udtagelser og oprykninger. Der kommer vist en del kage til de første træningsgange. Men ud over præmier og placeringer, så er det en endnu større ting at se det smil, der nogen gange kommer frem, på løbernes ansigter. Prøv lige at se det her billede af Hans Christian og Bilbo - det smil kan man da kun blive glad af.


Familiens hunde var repræsenteret af Blitz, Dazzler og Hazel. Bent og Blitz, som desværre ikke var med på nogen billeder, havde flere gode løb. Bl.a. vandt de AG3 om lørdagen.

Dazzler var udlånt til Jannie. De er bare et super match. Og selv om man kan se, at Dazzler med sine 10 år er blevet lidt langsommere, så har han stadig gnist og gejst. LØB Jannie .......


Jeg havde selv fornøjelsen af at løbe med min dejlige Hazel, som heldigvis nu var færdig med at være i løbetid. Hun har de sidste par stævner været noget trykket af varme og løbetidshjerne, men lige så stille er vi ved at komme på normal kurs igen. Så når nu vi lige finder vores slalom, som desværre er kodet ud af Hazels computer under løbetiden, så bliver det super godt.


Tak til Leon Hulstrøm for fine billeder.

Endnu en gang til hjælperne for det store arbejde, I lagde i weekenden. Uden hjælpere, intet stævne.

Tak til de 2 dommeraspiranter for gode baner. Jeg er super stolt af, at vi i kreds 6 har hele 3 dygtige dommeraspiranter på vej.

Tak til Hans Christian Petersen og Jim Hempel for at være de strenge overdommere og vejlede vores aspiranter, så de bliver lige så gode som jer.

Tak til deltagerne for god sportsånd. Det var en dejlig weekend med masser af god agility, gode grin, god snak og ingen sure miner.

Og tak til Bent for at vi lever det her tossede hundeliv - sammen 💕


Ingen kommentarer: