Fredag var vi forholdsvis tidligt hjemme, så mens Bent forsøgte at få burene placeret ordentligt i den nye bil, så stak Zippo og jeg af på årets første udendørs løbetur. Zippo har nok ment, at Fanta har fået temmelig meget opmærksomhed i den periode, hvor jeg har indlært slalom med ham, så bare det, at det kun var ham og mig, fik Zippo til nærmest eksplodere af begejstring.
Lørdag stod vi meget meget tidligt op. Bent skulle endelig langt om længe på sidste modul af træneruddannelsen i DcH, og han havde skaffet sig kørelejlighed fra Rønnede kl. 6.30. Phew !!!
Hjem igen, hygge lidt, og så af sted til klubben. Først en times lydighedstræning med Fanta, og i forhold til sidste lørdag havde han faktisk fundet det meste af sin teenage-pubertets-hanhundehjerne igen. Især lavede han en stå-øvelse super flot. Men generelt er det bare så dejligt at træne med ham. Han er glad og ivrig, men også super fokuseret på mig. Jeg har sagt det før, men jeg bliver nødt til at sige det igen: hundetræning er sådan en slags euforiserende stof for mig. Jeg bliver helt høj af sådan en times træning.
Derefter havde jeg fået lov at lege med Bent's agility-hold. Jeg var meget spændt på, hvordan banen ville være, for sidste lørdag var den ekstremt fedtet - men det var faktisk ikke slemt, så vi fik lavet en times fornuftig træning. Fanta fik lidt slalom og felt-træning indimellem, og han koncentrerer sig fint, selvom han lige har trænet lydighed.
Endelig en time med det øvede hold, hvor vi ikke var så mange, men til gengæld er det verdens dejligste og sejeste hundeførere. Inden træningen kom der en sms fra Mathilde, der løber med sin border collie Kaiser på holdet: "Hej Marianne og Bent, Kaiser er syg, men jeg vil så gerne ned og træne med holdet - kan jeg låne en hund?" Selvfølgelig kunne hun det, så Blitz fik en hyggelig time med Mathilde, som til gengæld kom ud og løbe stærkt! :o)
Godt fyldt op med sol og frisk luft, hentede jeg Bent i Rønnede, og så var det hjem og gøre klar til søndagens agility-stævne i DcH Fakse, hvor Bent skulle være dommer. Jeg kan kun sige, at selv om formanden i Fakse havde lagt sig syg, så klarede resten af Fakse-folkene stævnet til UG med kryds og slange. Banerne var fine, og der var en rigtig dejlig stemning.
Fanta var også med. Han brugte tiden mellem mine løb til at træne lidt "fri ved fod" mellem de andre hunde og så til at lege med Zoomi. Jeg prøvede at tage billeder af dem, mens de legede, men det er helt umuligt, så her er et billede af to "uskyldigheder". Os, vi laver da ingen ballade! ........
De to hilste også på et par meget meget store hunde. Det var de nu ikke specielt imponerede af. Det var jo bare en hund.
Bent klarede flot at løbe 2 løb med Dazzler, 4 løb med Blitz og være dommer. Blitz havde nogle flotte løb, og vandt spring åben og fik sin første DM-udtagelse. Jeg synes også, at hun ser meget glad og tilfreds ud.
Dazzler løb begge sine løb fejlfrit, og lagde dermed 2 DM-udtagelser til de 3 han havde i forvejen. Han mangler så nu kun en. Der er simpelthen sket noget med hans felter i år - de sidder bare så flot stort set hver gang. Og så vandt han i øvrigt spring åben. Jeg tror, at Bent er ved at få sin gode gamle kondition igen.
Zippo var min stjerne. 4 fejlfri løb, 3 førstepladser og 2 DM-udtagelser. D.v.s. Zippo er nu klar til DcH DM 2015. 2 x 3 udtagelser på 3 stævnedage. Zuuuuuuuper Zeje Zippo - 8 år til sommer og klar til sit DcH-DM nr. 7.
I øvrigt blev der jo i dag uddelt diplomer for årets DAL-placeringer. Da man jo kun kan være et sted ad gangen, havde Louise lovet at være stand-in, så på tirsdag får Zippo sit flotte diplom som nr. 2 i årets DAL-løb.
Så nu er der dømt den sidste rest af søndagshygge. Vaskemaskinen kører og vi venter på sidste afsnit af Arvingerne. Hundene er trætte og bobler rundt omkring, hvis de ikke ligger ude i haven og gnaver på resterne af deres ben fra i går.
Tak for en dejlig weekend til hunde, mand og dem jeg har været sammen med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar