Jul på Doggerbanke

2015 har været et underligt år. På mange måder et fantastisk år, med landshold, NM, VM, nyt barnebarn og masser af gode oplevelser, men også et år, hvor vi har været alt for dygtige til at sige "Ja" til alt for meget - begge to!
Samtidig har det været et år, hvor jeg har haft 2 kolleger, der mistede deres ægtefæller p.g.a. kræft her i efteråret, og endnu en kollega's mand slås med eftervirkningerne af en tarmkræft.
Alt det var medvirkende til, at vi egentlig var helt enige om, at vi havde behov for at "trække stikket ud" og pleje vores eget liv, vores forhold og vores egen lille familie. Vi havde behov for "husk at leve mens du gør det" - sove længe, spise god mad, drikke god vin, trave lange ture, spille spil og lave absolut ingenting eller lige det vi havde lyst til - lige nu.
Vi endte derfor med at leje et sommerhus i Saltum - ja længere væk kunne vi næsten ikke komme inden for landets grænser. Og den 23. december læssede vi bilen med - ja, måske er det nemmere at nævne, hvad vi ikke havde med: piskefløde :-) og satte kursen mod nord.
Og i dag er vi så landet hjemme igen efter en fantastisk uge. Vi har sand alle vegne, vi har oplevet elementernes rasen, vi har slappet af og hygget - alt det vi havde behov for. Men nu er det dejligt at være hjemme igen. Hundene har fundet deres vante pladser, bilen er tømt, vaskemaskinen snurrer - og jeg har kigget ca. 400 billeder igennem. Heraf er nok de 300 med 6 glade hunde, der pisker rundt på stranden. Det blev nemlig også meget jul på hundenes præmisser.
Jeg har prøvet at beherske mig - men her får I en lille kavalkade over Jul på Doggerbanke - og til alle jer der tænker, at det lyder da som en super juleferie: Gør det! Husk at leve, mens I gør det!

Hold da op, kan det være i bilen?

Årets juletræ - det tog ikke lang tid at pynte :-)

Nå, men så havde Andreas sit plastic-juletræ med - det synede alligevel af lidt mere.

Andreas og jeg hegnede det meste af haven ind - så hundene kunne lukkes ud.

De nød tilsyneladende deres nye domicil. Med lidt indbygget skov.

Andreas havde købt store tyggeben til hundene i julegave. Egentlig var der et til hver, men Fanta og Tough'Y deler gerne.

Den 24. om morgenen gik vi ned for at finde stranden. Det tog ca. 25 minutter at gå fra sommerhuset.

Men hold nu op, en flok begejstrede hunde vi havde. Der blev løbet en del kilometer i sandet.

Især de 3 merles havde en fest sammen. Blitz forrest, så Fanta, og til sidst Tough'Y.

Vi andre nød bare den storslåede natur.

Prøv lige at se Blitz' udtryk: happy happy happy !!!

Stranden var også fuld af de flotteste muslingeskaller.

Juleaften gik vi i den lokale kirke til julegudstjeneste. Kirken var kæmpe stor og stuvende fuld.

Da vi kom ud var det blevet mørkt, og kirken var smukt oplyst.

Juledags morgen var der en smuk smuk solopgang, som farvede vandet og sandet.

Her er hundene på vej mod opgangen fra stranden.

Juledag om eftermiddagen tog Andreas og jeg på tur til Rubjerg Knude Fyr. Det blæste halvanden pelikan, derfor står Andreas, som han gør - ellers vælter han. 

Området omkring travestien op til fyret var fuldt af havtorn.

Og når man blev træt, kunne man sætte sig ved et bord-bænkesæt - eller .....

Vel tilbage i sommerhuset kom der gang i Trivial Pursuit

Mens hundene samlede kræfter efter den hårde tur i stormen.

Hvor er de søde, når de sover :-)

Næste morgen var vejret helt anderledes, og vi kunne igen nyde stranden.

Andreas fandt os en lille rute på godt 10 km. Der lod vi dog den gamle (Ticket) og den lille (Tough'Y) blive hjemme. Og om eftermiddagen kørte Andreas hjem til Sjælland, for han skulle på arbejde søndag.

Tough'Y brugte bl.a. eftermiddagen på at se "Lady og Vagabonden" i TV.

Søndag morgen var der pludselig faldet sne. Ikke meget - men pænt var det nu.

Vi fandt en god rute, som vi alle kunne være med til.

Undervejs var der indlagte øvelser - her er det klatrepæle.

Og sidste del af turen gik - igen - via stranden. Jeg bliver aldrig træt af stranden.

Og det tror jeg heller ikke vores hunde gør.

Ticket gik sine egne veje. Hun gad ikke løbe rundt i flok og gø. Og selv om det ser ud som om der er meget vand, så er der ikke mere end max 1 cm.

Nogen steder er der dog lidt dybere - opdagede Tough'Y. 

Vi var enige om, at den sky lignede noget, der ville give vand. Og vi havde ret. Vand, og hagl! Phew, hvor vi blev våde.

Og efter den byge havde vi swimmingpool i haven.

Mandag brugte vi på at besøge Bianca - og tirsdag gik med, nå ja - en tur på stranden, og ellers hygge i sofaen med en bog.

I får lige et klip, så I kan se, hvor hundene nyder stranden.

Alt for hurtigt - og alligevel lige på det rigtige tidspunkt - blev det tid til at forlade dette hyggelige hus.

Mon Bent kan få alt det ind i bilen igen?

Det kunne han - og heldigvis kom vi godt hjem, selv om Storebæltsbroen advarede mod kraftig vind.

VM i agility 2015, Bologna i Italien

I år havde Zippo og jeg været så dygtige/heldige, at vi fik lov til at være med til at repræsentere Danmark ved VM i agility. Det var 3. gang vi skulle til VM, Zippo og jeg, og jeg var både stolt og glad over, at vi skulle af sted til det, som jeg vidste ville blive vores sidste VM sammen. Bent var som altid vores mest trofaste supporter, og vi tre satte kursen sydpå tirsdag den 6. oktober, efter at have afleveret de resterende 5 hunde i 5 fantastiske hjem, hvor de hver især havde det fantastisk.

Kilometertælleren stod på 144.781 - godt at huske, så vi kunne se, hvor langt vi havde kørt, når vi kom hjem igen.

Vi tog færgen Gedser/Rostock, og havde på forhånd bestilt den store morgenbuffet. En rigtig god måde at starte ferien på, bortset fra, at vi spiste alt for meget.

Så var turens første frokost-stop straks mere beskedent. Jeg havde hjemmefra bagt en stor pose pizza-snegle, så første frokost bestod af pizza-snegle og is.

Efterhånden som vi bevægede os længere sydpå fik vi et glimt af de første bjerge, og når man nu som os er fra flade Danmark, så var det helt fantastisk.

Den fantastiske følelse blev dog snart afløst af magtesløshed og irritation over ikke at kunne finde noget ledigt hotelværelse i over 100 km. omkreds fra München. Oktoberfest og en stor messe havde beslaglagt det meste. Og for at gøre billedet helt perfekt, så stod regnen efterhånden ned i stænger. Øv med øv på! Endelig ud på aftenen, et godt stykke efter kl. 20, lykkedes det for os at finde et hotel i Irchenberg, hvor vi kunne sove.  

Vi var efterhånden så trætte, at vi ikke orkede at bevæge os over i restauranten for at spise, så det blev bare til flere pizza-snegle, 2 stykker kage og rødvin fra Border-shoppen.

Næste morgen stod regnen stadig ned "i stænger".

Men jo længere vi bevægede os sydpå, jo bedre blev vejret, selv om skyerne stadig lå tungt over bjergene.

Og sandelig, om ikke - da vi passerede grænsen fra Østrig til Italien - at vi fik øje på blå himmel mellem alle skyerne.

Så fik vi en ganske anden og smuk udsigt på resten af turen. Først gennem Alperne,

og siden gennem Dolomitterne.

Og endelig - midt på onsdag eftermiddag - landede vi på vores hotel i Sola Predosa, ca. 5 minutters kørsel fra hallen, hvor VM skulle holdes.

Efter at vi var flyttet ind på hotellet, kørte vi en tur ned til hallen for at se forholdene lidt an og sætte bur op til Zippo. Parkeringspladsen var helt øde, og det var svært at forestille sig det kaos, der ville være de næste mange dage.

Vi fik også smugkigget lidt på banen, og jeg skal gerne indrømme, at jeg fik et lille "sug" i maven af spænding og nervøsitet - på den gode måde.

Torsdag morgen blev parkeringspladsen udenfor hallen hurtigt fyldt op. 

Vi havde dyrlægekontrol og træning temmelig tidligt. Gulvet var super at løbe på, og Zippo var tændt og glad. Vi var bare SÅ klare. Der var opsat 3 ens baner til træningen, så der var ikke noget med at skulle skifte og sætte op/ned. Men til gengæld havde vi vist nok 9 minutter i det hele.

Torsdag eftermiddag var der indmarch, flaghejsning og velkomst, og så var vi klar til at gå i gang.

Den ene af dommerne var Sandra Deidra fra Italien og den anden var Sascha Grunder fra Østrig, som vi flere gange har set i Danmark. Hans stil er helt speciel, bl.a. når han dømmer felter. 

Et andet syn, som vi så flere gange i løbet af VM var dette (beklager billedkvaliteten). Kunstgræs-tæppet kunne ikke holde til de træk der kom i det, især når de store hunde løb, så flere gange i løbet af dagen var denne lille gruppe nede på knæ og reparere. 

Frokosten hentede vi i det nærmeste supermarked. Dejlig frisk sushi fra fiskeafdelingen i det kæmpe store supermarked, som lå 2 minutters gang fra hallen.

Ud over frisk sushi, så havde den fiskeafdeling et udvalg, som vi aldrig har set i et supermarked. Bl.a. disse hyggelige "fætre", som de i øvrigt havde i masser af variationer: små, store, hele, udskårne, panerede, ........

For Zippo og mig  var det 3. gang vi deltog i VM. Jeg synes, at denne gang har været den tur, hvor der har været bedst stemning blandt deltagerne. Det var en fornøjelse at være af sted som en del af  denne gruppe.

Zippo og jeg var udtaget til at løbe hold, så selvfølgelig var målet at få det bedst mulige resultat for holdet. Alligevel havde jeg mit eget lille mål, nemlig at komme hjem med et bedre resultat end sidst jeg var af sted, hvor vi kom hjem med 2 disk. (undskylder igen billedkvaliteten).

Jeg kunne dog mærke, at jeg var spændt på den gode måde - ikke nervøs. Zippo løb fremragende, og vores samarbejde fungerede 100%. I springløbet missede vi den svære slalomindgang, sandsynligvis fordi jeg ikke bare troede på, at det kunne han da godt. Resten var super godt.

I agility-løbet røg der en pind i dobbeltspringet, hvor jeg havde lagt et skift bag ham. Ærgerligt ja, men resten var bare så flot, og det var en fornøjelse at løbe med min zeje hund. Efter agility-løbet var jeg helt "høj" af den fantastiske oplevelse. Dels var det et godt løb, men dels også fordi jeg vidste, at det var vores sidste løb i VM-regi, og det var bare gået så flot. Hold nu op, hvor jeg bare knus-elsker den hund.

På konkurrencens næstsidste - og især sidste - dag, gik det store bytteshow i gang. Især de sydafrikanske trøjer var i høj kurs hos mange, på grund af den fine tekst: One spirit, one heart, one team. Er det ikke sådan vi alle ønsker det skal være, når vi løber agility?

Her var så årets høst 2015 :-)

På vej ud af hallen den sidste aften kunne vi fryde os over et vel overstået VM og denne smukke aftenhimmel. Efter 4 dage i hallens larm og med dårlige sæder, så var det en smuk afslutning på VM.

Vi fejrede et godt VM med at spise sammen med Poul og Dorthe. Fantastisk pizza og lækker is med jordbær. Næsten helt sommerligt.

Og mandag formiddag gik turen nordpå igen - d.v.s. vi fik lige en lille afstikker rundt om Bologna, da vi ikke havde læst skiltene rigtigt. 1 time i morgentrafikken - den forkerte vej. Øv øv.Men til sidst lykkedes det at finde vejen nordpå, i første omgang med Brenner-passet som mål.

Inden vi nåede så langt havde vi dog besluttet os at gøre en lille afstikker, så vi drejede af midt i de smukke Dolomitter og kørte mod Gardasøen.

Der fandt vi så en restaurant nærmest i vandkanten, hvor vi kunne nyde stilheden (hvilket også var tiltrængt efter 4 dage i hallen) og en dejlig frokost.

På vej tilbage til bilen kom vi forbi en masse oliventræer.

Selv om det var oktober, så var der nogen, der var ude og bade. men vandet så også helt vildt indbydende ud. Smukt og stille.

Her kunne vi faktisk godt have brugt et par dage - men vi ville også gerne hjem til resten af flokken.

Så vi satte kursen nordpå igen :-)  Farvel til Gardasøen.

I modsætning til turen til Italien, så havde vi det smukkeste vejr at køre hjem i.

Og vi fandt heldigvis ind på motorvejen i den rigtige retning og havde igen kursen mod Brennerpasset.

Sjovt at se, hvordan bjergene så igen ændrede sig.

Denne gang fik vi også holdt pause ved Europabrücke. Et imponerende bygningsværk, men udsigtsplatformen var metal-riste, så Zippo måtte op på armen. Det gider han ikke!

Der var også en lille rundtur man kunne gå, så vi kunne få lidt gang i de ømme sidde-muskler. 

Vi havde i øvrigt den pudsige oplevelse at blive stoppet af grænse-politiet ved den tysk-østrigske grænse. De ville vide, hvad vi havde i bilen....... En hund, sagde vi. Nå, hvor vi kom fra? Ja vi kom jo fra Italien - aha.... om vi havde været med til den der store hundekonkurrence? Jep - det havde vi jo. Nå, men så var der pludselig lutter smil, og vi kunne bare køre igennem. Hundefolk er tilsyneladende ikke potentielle smuglere :-)

På vej hjem havde vi betydelig større held med at finde overnatning - faktisk lykkedes det allerede i første forsøg - men middagen var nogenlunde lige så ophidsende som på vejen ned: Burger King menu, kager og rødvin. 

Zippo indtog hotelsengen med stor selvfølgelighed, så han kunne ligge og slappe af, mens han så "Bauern suchen Frauen". Den tyske udgave af "Bonde søger brud". Med værtinde i dirndl og push-up. Virkelig underholdende.

Næste morgen tog vi hul på det sidste kedelige stykke op gennem Tyskland, kastede os om bord på en færge og landede i Danmark, så vi kunne komme rundt og samle alle hundene op. 

Det blev til 3.241 km. i alt. TAK for selskab og support til Bent. Zippo og jeg var glade for,at du ville følges med os til VM. Måske kan vi gøre gengæld en anden gang.