mandag den 19. juli 2010

FIONIA CUP 2010

Uge 28 var det tid for det årlige agility-uge-stævne, som i år igen var henlagt til Fyn. Fionia-Cup løb af stablen for anden gang, og vi tog afsted fulde af forventninger om en god uge.


Pia, Bent og jeg havde fået en fin campingplads, tæt på baderum og toiletter som ønsket, og helt ude i kanten. På den ene side havde vi Karin og Queenie, på den anden side Fionia-Cup komiteen, og bagved nogle flinke folk fra Schweiz, så bedre plads kunne vi ikke have.

Vi ankom lørdag ved frokost-tid og fik slået fortelt op, sat hegn op og installeret os - i bagende hede. Det tegnede godt.


Vi havde alle hunde med, og Zoë havde hele ugen sin egen private hunde-sitter. Jenny var rigtig sød til at lufte hende flere gange om dagen. Nogle gange gik de tur, og andre gange sad de bare og hyggede et eller andet sted. Om aftenen var Zoë rigtig træt efter en dag fuld af gode oplevelser. Jenny købte en fint lille hjerte til Zoë, med blå sten, der passer til hendes halsbånd, så nu er hun rigtig fin. 1000 tak til Jenny for hjertet og for at passe Zöe så godt.



Jenny var i øvrigt afsted med sin far og mor, Kenneth og Charlotte fra Sorø Hundevenner, som sammen med Susanne - også fra klubben - havde valgt at bruge denne uge af deres ferie på at være hjælpere på Fionia Cup, selv om de ikke selv skulle løbe. Det er da at udvise interesse for agility. Hatten af for det! Jeg ved også, at Kenneth har taget en masse billeder, så vi håber, at der falder en CD af på et tidspunkt. :o)

Herunder er Jenny og Zoë i en hyggestund.



Jeg skulle løbe med Zippo og Monty - og Bent skulle løbe med Ticket og så være ringleder sammen med Johanna. Monty løb springløbene - i alt 7 styks, og alle uden fejl. Det blev til en enkelt førsteplads og nogle andenpladser. Godt gået af den gamle dreng i den varme. Men han synes stadig at det er en fest at løbe. Selv om han ikke længere er helt så hurtig, så er det helt tydeligt, at han stadig har en fest, når han løber.

Zippo har været super. Et løb ud af de 15 vi løb, synes jeg han snød mig. Men i virkeligheden var det selvfølgelig mig, der ikke gav ham tydelig nok besked på, hvad han skulle. 2 ud af 5 mulige dage vandt han AG3, hvilket gav ham nogle gode points til "landsholdskontoen". Hvor er jeg stolt af min lille hund. Og taknemmelig for, at han er min!



Vores nabo ved ringsiden var Julie, der medbragte 2 lækre sheltie-hvalpe, børn af One. Pia og jeg påtog os hurtigt rollen som socialiserings-tanter, for hvem kan da stå for sådan et par små "marsvin". Og sjovt at se, hvordan de udviklede sig i løbet af ugen. De har helt sikkert fået nogle gode oplevelser med i bagagen.


Zippo fik lejlighed til at lufte sit Danmarks-dækken. Herunder er han til en præmieoverrækkelse, hvor han ligger og hygger sig. Præmieoverrækkelserne til disse ugestævner er en fest, hvor der hygges og festes, og hvor der drikkes en del fadøl, og de meget varme dage gjorde, at iskold fadøl var rigtig dejligt.


Pia løb med både Aya og Woogi. Hvordan det er gået kan man læse om på Pia's egen blog, men det er i hvert fald helt tydeligt her, at det er en meget glad Pia på podiet.

Og her kan man rigtig se, hvor flot Zippo er med sit dækken.


Når præmieoverrækkelserne var færdige skulle vi have alle hunde og noget af vores ting med tilbage med campingvognen. Så er det godt at have en stabil hunde-holder, mens vi får pakket alt det andet og lukket teltene. Her er Andreas med Aya, Ronja, Woogi, Ticket, Zippo, Monty og Dazzler. Hvem tør sige: miauv :o)

Bent og Ticket havde nogle rigtig gode løb. Et af dem var AG2 om mandagen, hvor Bent vandt løbet foran 53 andre og fik en pind. Hurra! Det var en rigtig flot løb, hvor Bent havde fuld kontrol over Ticket hele vejen rundt, så hun ikke fik mulighed for at lave nogen svinkeærinder.

Her kan man se Bent og Ticket's løb:
http://www.youtube.com/user/bluewyle#p/a/u/2/DN2OrnIbO3c

Og her er den glade vinder med Ticket iført flot Danmarks-dækken.
Kennel Foula var flot repræsenteret på Fionia Cup. Men at samle de deltagende Foula-hunde til et billede var umuligt, så det blev bare til en flot billede af Breezy, Zippo og Woogi.
Pia forærede alle deltagende Foula-hundeførere ved Fionia-Cup flotte grønne t-shirts med navn. Tak Pia! Dem vil vi bære med stolthed.

En del af præmie-overrækkelserne er også udstyret. Bemærk f.eks. her den flotte hat jeg har på. Den tilhører Anne Kew og familie, men blev sådan en slags vandre-hat under præmie-overrækkelserne. Her er jeg i flot internationalt selskab med Anne Marie Brandt med sin hurtige Silja fra Tyskland, og Ivan Baad fra Sverige.


Men de lange præmieoverrækkelser kunne også være trættende. Her er det Woogi der snupper en lille lur hos Bent.

Og her snupper Zippo sig en slapper hos sin bedste Pia. Hvis der er to, der er glade for hinanden, så er det altså Zippo og Pia!


Andreas hyggede sig også under præmieoverrækkelserne - her med en is-kold fad-bamse. :o)


Desværre blev jeg disket i ugens første spring-åben, så jeg skulle løbe fejlfrit i ugens anden spring-åben, og helst med en nogenlunde god placering, for at kvalificere mig til fredagens finale. Jeg ville rigtig gerne med i finalen, for både Zippo og jeg synes det er fantastisk sjovt at løbe den slags løb, hvor publikum hujer og klapper. Heldigvis kom jeg med, efter et spring-åben om fredagen, der godt nok var fejlfrit, men bestemt ikke kønt.

Jeg synes godt vi kan være stolte af vores mellem-hunde finale. Blandt de store hunde var 10 af 25 deltagende hunde danske. Blandt de små var 2 af 10 deltagende hunde danske, men blandt mellemhundene var 2 af 12 ikke danske. Godt gået af mellem-hundene.

Her er Zippo og jeg for fuld fart på vej gennem finale-løbet.


Vi løb os til en 6. plads med en feltfejl. Super seje Zippo. Fejlen fik vi på balancen, hvor hundene kigger lige ind i en tunnel, de ikke skal ind i. Jeg var meget koncentreret på at få ham væk fra tunellen, og det kostede altså feltet. Øv. Hans tid var i øvrigt den 3. hurtigste!

Flot nok var alle 3 vindere i år fra Danmark: Tillykke til Anne Kew og hans kongelige sejhed Sir Hector Jensen, Pia Metz og ganske unge Lucky og Poul Lerche og hans lige så unge Nala. Hurra for Danmark!

Så manglede vi bare alle de afsluttende ceremonier. Her er det ringlederne: Bent, Maj-Britt, Anne, Ulla og Andreas (Johanna var taget hjem tidligere) der får fortjente klapsalver og siger tak for godt samarbejde til hinanden. Og der var virkelig godt samarbejde mellem ringene - mere end tidligere år, hvor det nærmere har været en konkurrence om, hvem der kunne bliver færdig først. Godt gået.


Så var der bare tilbage at pakke sammen og køre hjem. Vi havde valgt at blive til lørdag, og om natten blev det mega regnvejr. Øv, tænkte vi - vådt fortelt! Men nej, lørdag morgen skinnede solen fra en klar himmel, så vi kunne pakke stævnetelte og fortelt ned i tør tilstand.

Og vel hjemme igen var der nogle hunde, som synes det var herligt at komme ud og ligge i deres egen have. Her er det Dazzler, der har fundet sig en kølig plet i skyggen i det nu (igen) høje græs.

Og Paddy er kravlet ind under brændeovenen, hvor der er køligt på metalpladen.
Tak til Mette og Ib, Annette og Jim samt Susanne og Tommy for en rigtig god uge. Især må jeg fremhæve Ib. Den mand stod aldrig stille. Hver gang vi så ham var han i gang med et eller andet fysisk, samle affald, bære vand eller andet knoklearbejde. Men rigtig godt gået af hele komitéen. Det har i bare gjort godt denne gang!

Ingen kommentarer: