Nytårsblog – om 2024

Vores konge sagde det faktisk i sin fine nytårstale: mange bruger nytårsaften til at gøre status. Og det gælder også os. Hvordan gik 2024 – på godt og skidt? Og hvad ser vi frem til i 2025?

Hunde

På hundefronten mistede vi jo 4 af ”vores” i 2024. Det var barsk. Først i foråret var det verdens sødeste lille Tough’Y, der p.g.a. sygdom måtte afsted. I september var det først Chinook (som boede hos Bents bror) og så Blitzepigen. Begge var 13 år og mætte af dage, og vi vidste, det var på vej – men derfor er det alligevel hårdt. Og så i oktober var det Fanta, som jo var Birgittes hund siden 2020, men som levede de første år af sit liv hos os, og på den måde stadig i hjertet talte som ”vores”. Kæmpe tak til Birgitte for at give ham det bedste liv, man kunne drømme om som hund. Og nu synes vi også godt, at det må stoppe.

Tough'Y, Chinook, Blitz og Fanta

Tilbage har vi så Hazel på 8 år, Gimli på næsten 7, Keeper på 3 og Liam på 2½. En fin flok, der fungerer i hverdagen. Kunne man forestille sig, at den blev udvidet? Ja, det kan man godt, hvis det rigtige match kommer forbi. Jeg har lært, at ”man skal aldrig sige aldrig”, når det gælder hunde!

Gimli, Liam, Hazel og Keeper

Træning

Vi træner stadig hos Channie ca. hver 14. dag. Det har vi gjort siden jeg fik Hazel, og det bliver vi ved med, så længe vi kan (og har hunde, der kan) – hvis altså Channie bliver ved. Det er dejligt at træne med/hos en, der kender os så godt, som Channie gør. Hun ved lige nøjagtigt, hvor langt hun kan presse mig, så jeg stadig kører hjem og synes, at jeg faktisk er ret god til det der agility.

Derudover træning vi selvfølgelig i ”vores” klub, DcH Næstved. Der har vi nu været medlemmer i 13 år, og det har vi det godt med. Vi har vores agilityhold, som vi underviser, og derudover træner vi vores egne hunde både i agility og rally. I 2024 havde jeg endda kastet mig ud i at have et hvalpehold over 10 træningsgange. Det var godt nok sjovt, og det gør jeg gerne igen. Og ja, det er mange dage på træningspladsen, men det er også venskaber, respekt og sammenhold.

Resultater

Ja, for alt det der træning, det må da give noget i den anden ende?

2024 var vores første konkurrenceår i rally i DcH-regi, og både Gimli og Hazel er rykket op fra begynderklassen til øvet klasse. Der kæmper vi så med småting og petitesser til konkurrencerne, så målet for 2025 må være at forsøge at komme videre til ekspert-klassen. Måske også at blande os lidt i de åbne klasser i kampen om DM-udtagelserne.

I agility har Bent været ukampdygtig det meste af året i forhold til at løbe, så det blev ikke til meget agility for ham og Gimli. Hazel har klaret sig fint i klasse 3 og blev i juli måned springchampion. Det lykkedes sandelig også for hende at kvalificere sig både til DKK’s og DcH’s DM.

Hazel med sine flotte champion-rossetter

Keeper startede året med at spurte skrigende og ukontaktbar rundt i klasse 1. Men i løbet af foråret faldt brikkerne pludselig på plads, og i Viby rykkede vi i klasse 2. Der var vi så i 6 uger, og så var vi i klasse 3. Det arbejder vi så stadig på, for med en fører, der ikke kan løbe ret godt, og en hund, der af og til er lige vel selvstændig, så er det ”op ad bakke”. Men vi øver os, og Keeper kan en frygtelig masse teknik på lang afstand, hvis hun altså kan høre, hvad jeg siger. Og sandelig om ikke også Keeper havde kvalificeret sig til DM i både DKK og DcH. Hvor stolt var jeg lige der?

Keeper med fuld fokus i slalom

DM i agility og klubmesterskab 

Da nu begge pigerne var kvalificeret, og jeg i øvrigt også løb på et hold, ja så deltog vi i DKK’s DM, men det er stadig lige så kedeligt, som sidst jeg deltog – og det er en del år siden. Jeg tror faktisk, at det var Hazels første DKK-DM. Selve agility-delen var ok og fint afviklet, men ”indpakningen” ….. Alt det festlige ….. Det var der godt nok ikke meget af.

DcH Næstved klar til DcH DM. 8 hundeførere, 10 hunde og en fanebærer

Så er det jo anderledes til DcH DM. Jeg eeeeeeeelsker DcH DM, og 2024 var mit nr. 15 i rap, kun afbrudt af Corona-pausen. Og det var lige så festligt, folkeligt og fornøjeligt, som det plejer at være. Hazel endte på en 4. plads, og Keeper på en 7. plads, og jeg var giga stolt. De er verdens nemmeste piger i konkurrence-situationen. Så jeg er helt tryg, når jeg går til start, uanset om det er med Hazel eller Keeper. Det blev så Hazels sidste DcH-DM. Jeg havde besluttet, at fra dagen efter DM var Hazel senior. Jeg kunne sagtens hive hende gennem klasse 3 et år mere, men hun har sat farten betydelig ned, og der er ingen grund til at hun skal miste glæden ved agility, fordi det bliver svært at springe. Og når jeg ser hende løbe på den lave højde, ja så bliver jeg bare SÅ glad for min beslutning.

Klubmæssigt er et af årets højdepunkter jo klubmesterskabet. Det blev ikke til nogle klubmester-titler i 2024, men til gengæld blev Hazel årets hund i både agility og rally. Der blev jeg godt nok overrasket.

Hazel med sine "årets hund" præmier

Land (og udland) og rige rundt

I 2024 har vi været det meste af Danmark rundt, og også et par ture til Tyskland. Fra Bornhold i øst til Esbjerg i vest, og fra Brønderslev i nord til Ribe i syd. Plus Fyn og Sjælland rundt. Og vi elsker vores ture i med hunde og måske campingvogn. I påsken var vi til stævne i Harsewinkel i Tyskland, og i december var vi igen et smut i Tyskland for at mødes med nogle af Keepers kuldsøskende. Jeg kalder det sådan en slags sidegevinst ved det, at købe en hund. Keeper har givet os nogle helt utrolig dejlige venskaber, og vi glæder os over, at nogle af vores tyske venner forhåbentlig kommer til Danmark i år for at deltage i Fionia Cup.

Keeper og kuldsøster Mystic

Henne Pet Food

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at en stor del af sådan et år for vores hunde, kommer fra det, vi putter i dem – altså deres mad. Igen i 2024 har vi været sponseret af Henne Pet Food. Vores hunde fungerer super godt på deres mad, de har masser af energi og deres pels er blank og flot. Kæmpe tak til Henne Pet Food for jeres tillid til os – og tak for gode oplevelser sammen med Bea og Peter. Vores hunde elsker Bea! Og når hun står på stand, så ved især Hazel godt, hvor Henne-standen er. Når hun har løbet et løb, så er det meget vigtigere at finde Bea og få ros og godbidder, end at få ros af mig.

Hazel og Keeper med yndlings-Bea

Sammen med Peter fik vi også lov til at prøve at stå på stand til Store Hestedag. Det var et par super sjove dage, men også et par hårde dage. Det giver kæmpe respekt til dem, der weekend efter weekend bruger deres tid og energi på at rejse rundt med standen. Tak for jer!

Bent "på arbejde" for Henne Pet Food

Nok om hunde – hvad med os?

Hvis vi skal tage det kedelige først, så har mine lunger i hvert fald ikke fået det bedre. Jeg har stadig omkring 65% lungefunktion, og det kan der nok ikke rykkes ved. Så det forsøger jeg at leve med på en eller anden forholdsvis fornuftig måde, som stadig indebærer en masse agility.
Så har jeg jo i flere år bøvlet med smerter i tommelfingerens rodled i begge hænder, men værst i højre, og 4. oktober blev jeg så opereret for at forsøge at fjerne smerterne i højre hånd. Til det kan jeg bare sige, at det var 100% succes. Jeg har nu praktisk talt ingen smerter, og jeg kan vride en klud, pudse briller og strikke uden smerter – ting jeg ikke har kunnet i mange år. Det er SÅ dejligt.

3 uger med hånden i gips

Bent bøvlede først på året med smerter i knæene. Den første melding lød på, at han aldrig skulle forvente at kunne løbe mere. Men Bent er en ihærdig mand, og ved hjælp af træning, træning og mere træning, så lykkedes det ham at styrke sine knæ så meget, at han nu igen kan løbe. Læringen har måske været, at han skal forsøge at lære sine hunde at være lidt mere selvstændige – men løbe, det kan han.
Da det så var i orden, så begyndte højre skulder igen at være smertefuld, og i november blev Bent så opereret i skulderen for ”at skaffe mere plads”. Den operation blev selvfølgelig også fulgt af masser af øvelser i forbindelse med genoptræningen, og jeg er så stolt af Bent, for han knokler på med øvelser hver dag, og har nu heldigvis stort set ingen gener fra skulderen mere. Nu skal den bare styrkes og have ro til at hele, så bliver Bent ”så god som ny”.

Og ud over det med helbredet?

Ja, så blev 2024 året, hvor jeg blev færdig som kredsinstruktør i agility. Det har været en spændende proces, og jeg glæder mig nu til at komme ud og arbejde med en masse nye lokalforeningsinstruktører.
Jeg har nu rundet 4 år hos Ensinger Denmark A/S. Et arbejde jeg elsker, hvor jeg har gode kolleger, og hvor jeg bliver udfordret (på den gode måde) på mange fronter. Egentlig var det meningen, at jeg skulle gå lidt ned i tid og have en ugentlig fridag, nu, hvor jeg faktisk har nået folkepensionsalderen, men den er lige ”skudt til hjørne” i 3-4 måneder, da vi p.t. mangler en kollega.
Jeg holder også stadig fast i  at være medlem af redaktionen af DcH bladet. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide at skrive, men jeg synes også jeg får mange spændende oplevelser ud af det.

Og Bent, ja han er stadig dommer, heldigvis med lidt færre dommerdage i 2024 end tidligere, men stadig mange. Bent har været med til at uddanne de sidste nye dommere, og det er en ting, som han synes er rigtig sjovt at være med til. Bent holder også stadig fast i sin plads i agilityudvalget hos DcH.

Bent dømmer til Jutlandia Cup

Og nå ja, så er der sommerferien i Sverige, sammen med de bedste venner, Hanne og Ivan. Vi elsker vores ferie på Järnavik camping. Der står tiden lidt stille, og vi bor midt i den mest fantastiske natur. Det bliver til en masse vandreture, masser af kaffe og snak, god mad, badeture med Ivan, læsning og afslapning. Og nå ja, jeg har da lige booket ferien for næste år, så vi er sikre på, at vi kan få plads 115 i vores ferie.

Vandretur med Ivan ved smukke Järnavik

Og så blev det jul

I år har vi haft 14 dages juleferie. Det føles virkelig som lang tid, og vi er nu begge begyndt at glæde os til at komme tilbage på arbejde og komme i gang med hverdagen.
Vi havde en hyggelig jul, selv om en fjerdedel af vores juleteam de sidste mange år desværre var ramt af sygdom. Vi fik dejlige gaver – især havde Bent flottet sig med koncertbiletter til koncert med Bryan Rice, og julemanden havde købt reflekterende jakker af det finske mærke Paikka, så vi begge kan være super synlige, når vi lufter hunde i mørket.

Bent med sin nye refleks-jakke

Nytårsaften havde vi bestilt med fra Skagen Food, og det var simpelthen super godt. Det tog os hele aftenen at arbejde os igennem 4 retter, men det gjorde jo ikke noget. Keeper bliver aldrig fan af nytårsaften, men de andre klarede det fint.
Og så har vi ellers sovet længe, gået ture, lagt puslespil, læst og slappet af. Rigtig ferie!

Hummerhaler anrettet lige til Masterchef

Hold da op, det blev langt

Ja, og jeg har det sådan, at hvis der ikke er nogen, der gider læse det helt til enden, så har det nærmest været en god form for terapi for mig at kigge tilbage på året, der er gået, finde billeder og få det hele skrevet ned.
Nu glæder vi os til at tage hul på 2025, med træning, stævner, kurser, ture, venner, hunde og oplevelser.

Rigtig godt nytår.

En smuttur til Tyskland - med en ærgerlig slutning

Da vi for tæt på 3 år siden hentede Keeper i Tyskland hos Katja, så mødte vi også en del af dem, der skulle have nogle af de andre hvalpe. Nogle af dem mistede vi forbindelse med igen, men især Sabine, som har Mystic har vi fået et rigtig godt venskab med. Og udover Sabine er der nogle stykker, vi er venner med på Facebook. Vi har besøgt Sabine, og vi har mødtes til stævne i Tyskland i påsken i år. Og Sabine har mødt flere af hundene fra kuldet, så på et tidspunkt i løbet af sommeren 24 blev der lavet en "WhatsApp"-gruppe (tyskerne bruger WhatsApp, hvor vi i Danmark mere bruger Messenger).
På nær en enkelt, er alle med i gruppen, og vi bruger den til pral, videoer, billeder, spørgsmål og bare udveksling af ting, der sker med vores hunde fra Silent Storm's A1-kuld. 
I løbet af efteråret fødtes ideen om at mødes. De fleste bor i Tyskland, et hold bor i Schweiz og 2 hold i Danmark - og der blev sat en dato. 5 "hvalpe med familier" kunne komme. Desværre blev det p.g.a. sygdom reduceret til 3 - men vi har til gengæld haft en helt specielt dejlig weekend. 

Det var jo en køretur på ca. 670 km, så der var en del tid, der skulle fordrives. Derfor prøvede jeg undervejs at genoptage en gammel fornøjelig hobby, nemlig strikketøjet. Jeg har tidligere strikket meget, men med mine 2 stive fingre på venstre hånd, så kunne jeg ikke stramme garnet ordentligt. Via en god hundeveninde fik jeg imidlertid hørt om en "dims" til at sætte på fingeren, som kunne hjælpe. Det viste sig dog at være fuldstændig unødvendigt, der skulle bare en lidt anderledes teknik til. Så nu skal der gang i strikkepindene igen. 

Vi havde indlogeret os på Waldhotel Zum Jägerkrug, og der landede vi sidst på eftermiddagen. Der har vi været før. Hunde er velkomne og koster ikke ekstra. Der er fint og rent, men ikke så fancy, at vi ikke kan have hundene der med ro i sindet. Ca. dkk 630,- pr. nat for dobbeltværelse med bad og TV, Wifi og hvad der ellers er nødvendigt for at få en god nats søvn. Sødt værtspar, hvis eneste minus er, at de taler vanvittig hurtigt og en eller anden underlig dialekt 😜Der kommer vi gerne igen. 

Fra hotellet kørte vi til hallen, og på et tidspunkt ankom Christa og Peter fra Schweiz. De medbragte Keepers søster Livi, og deres anden Silent Storm bc, Bean. Bean er en ret høj flot fyr, som gerne ville se, hvad der foregik inde i hallen, og det kunne han sagtens klare. 

Vi sluttede dagen af med at spise grillede pølser og fritter. Dertil et glad rødvin og til dessert en masse lækkert chokolade, både fra Schweiz og fra Danmark. Godt vi havde planlagt at bevæge os en del.

Søndag morgen startede vi med lækker brunch-buffet på vores hotel. Sabine (som er Sabine's veninde, og som også var med, da vi hentede hunde), Sabine, Louise (Sabine's datter - dygtig underviser og fantastisk dygtig hundefører), Rüdiger (Sabines mand), Peter, Christa, Bent og mig. Masser af lækker mad (faktisk burde man altid have tiramisu til morgenmad), gode grin og gode snakke. 

Efter masser af mad gik turen til butikken med det fine navn Knuffelwuff. Det er et fabriksudsalg med masser af forskellige hundesenge og også lidt tøj. Det blev et dyrt besøg 😜, men man skal jo aldrig gå ned på udstyr, vel? Og godt, at vi er kørende i en pænt stor bil. 

Så var det tid til at komme tilbage til Sabine's hal og få trænet, og hvis nogen tænker, at Bent smiler virkelig bredt på det her billede, så er der også en grund til det. Det er nemlig første gang i nærmest et år, at Bent har kunnet løbe noget, der ligner "normalt" agility. Han passer stadig på sin skulder, men det begynder virkelig at ligne noget, som kan gå hen og blive rigtig godt. Efter et 2024 med hovedpine, knæproblemer og en skulderoperation, så tror jeg sørme' at vi er på rette vej. Nu kan stævnesæsonen 2025 bare komme an. 

En anden ting, der har været med til at gøre Bent glad er, at vi tilsyneladende har fået styr på Gimli's evindelige "nervøse" mave. Det kan jo ikke være en hemmelighed for nogen, der har set Gimli på en agilitybane, at han "kører højt". Det har desværre ofte resulteret i virkelig dårlig mave, især ved aktiviteter indendørs. Men så slog tilfældet til, for til DcH DM var der disse probiotic-piller fra Brit med i vores deltagerposer, og til et stævne havde vi vundet en pose Aptus Relax. Vi begyndte at prøve os frem, og nu er vi faktisk ved at have noget, der ligner et fremragende resultat. Probiotic-pillerne får han hver dag, og Relax får han ved indendørs aktiviteter som f.eks. kurser og træning. Og det virker. Slut med dårlig mave til Gimli. Selvfølgelig skal han ikke have Relax til stævnebrug - det ved vi godt, men vi tror også på, at jo længere tid der går uden problemer, jo bedre holder det. 

En meget vigtig del af sådan en sammenkomst, ja det er jo familiebillederne. Det var så bare ikke ret nemt, for de der 3 søstre, de er åbenbart ud af en familie med meget følsomme ører. Og nå ja, så var det heller ikke alle, der var lige skarpe i disciplinen "læg dig og bliv liggende". Men det lykkedes da nogenlunde at få dem med stort set oprejste ører: Keeper, Livi og Mystic. 

Vi måtte jo også have et billede af alle Silent Storm-hunde, der var med:

Mystic: A mystical Night of Silent Storm, A1 Litter Midnight & Nonstop Do it: Only you of silent Storm, O Litter Flower & Maverick

Bean: Xtreme Choclate Bean of SilentStorm, X Litter Kisses & Vivid Livi: Artistic Move of Silent Storm, A1 Litter Midnight & Nonstop Keeper : Addicted to you of Silent Storm, A1 Litter Midnight & Nonstop Hazel: Kewstock Sweet Smile, Merry & Smile Hazel er med fordi hendes far er fra Silent Storm.

Og nå ja, her er så de klassiske "behind the scenes"-billeder. Peter gør sig umage for at få 6 hunde til at kigge samme vej og se vågne og opvakte ud, mens kanonfotograferne ligger klar. Hold da op, vi havde det sjovt. 

Men for at citere Shubidua: Alting har en ende .......

Allerede fredag aften opdagede jeg pludselig blod på mine sko. Da Hazel er i løbetid startede jeg med at checke løbetidsbukserne, men de sad perfekt. Pludselig opdagede jeg, at det kom fra hendes pote, og at den ene negl på højre forpote sad ret underligt. Så slut med agility og gåture til Hazel.

Og lørdag stod Keeper pludseligt underligt med sit ene forben. Da jeg checkede det kunne jeg se, at der var slidt hul på en trædepude. Så også slut med agility og gåture til Keeper. 

Det endte derfor med, at selv om vi havde planlagt at blive og køre hjem mandag, så kørte vi søndag formiddag. Og i dag har vi så været en tur hos dr. Dyr for at få neglen pillet af. Det bliver en kedelig jul for Hazel. Keepers trædepude heler fint af sig selv, men der går også lige et par dage, inden hun er klar igen. Så øv øv for en kedelig slutning på en fantastisk weekend. 

Selv om weekenden fik en kedelig slutning for mig og mine hunde, så har det været en helt vildt fantastisk weekend. Vi har snakket om hunde og om alt muligt andet. Forskelle på vores 3 hjemlande. Familie - arbejde - alt mellem himmel og jord. Tænk en sidegevinst at få, bare fordi man tilfældigvis køber en hund og møder nogen, der køber hund det samme sted. Det er blevet til fantastiske venskaber, og vi håber bestemt at vores lille flok kan blive samlet til Fionia Cup på Fyn i 2025.

Kæmpe tak til Pia for at passe Liam. Det var meget bedre for ham at være hos dig, end det ville være for ham at være med. Der ville have været for lidt aktivitet for ham (= for meget snak). 

Efterår med godt og skidt

Efteråret er over os, og der er stadig gang i en masse ting. 

En af de ting, der har fyldt rigtig meget for mig (og for Bent), er den planlagte operation for at fjerne smerterne ved min slidgigt i højre hånd. Der manglede totalt brusk mellem tommelfingerens rodled og trapezbenet, og "knogle mod knogle" - det er bare en øm sag. Kirurgen fjernede trapezbenet og ved samme lejlighed fjernede hun også noget forkalkning, som havde sat sig på tommelfingerens rodled. 

Jeg blev opereret 4. oktober. Vi mødte ind på Aleris i Søborg kl. 07.00, og lige godt 11 var vi på vej hjemad igen. Alt er gået som planlagt. Kirurgen var meget tilfreds med sig selv. Og forløbet set fra min side var rigtig fint. Jeg vågnede op til den her klumphånd, som jeg så skulle forholde mig til i 3 uger. 

Men når man skal, så kan man rigtig mange ting, som man ikke havde regnet med. Hver lille ting, der lykkedes for mig, var en sejr. F.eks. selv at lave min hestehale. Det jeg savnede mest var faktisk at kunne vaske hænder sådan rigtigt, med masser af varmt vand og sæbe. Heldigvis havde jeg i gemmerne en "badearm" liggende fra da jeg sidst brækkede hånden. Det er sådan en smart plastic-arm, med en fast ring og en ret stram membran. Når man får den på, så kan man gå i bad uden at tænke på, om gipsen nu bliver våd. Super smart. Google "badearm", så fås den flere steder. 

Jeg havde også den bedste sygepasser i Keeper, som sørgede for, at jeg hele tiden fik masser af trøst og kram. 
Så konklusionen har været: nej, det var egentlige ikke såååå slemt, som jeg havde frygtet. Da jeg først kom af med de stærke morfin-piller gik det raskt fremad. Med 1 sygedag passede jeg mit arbejde. Måske ikke helt så effektivt som normalt, men jeg var der - og jeg arbejdede. 

Og med gipsarm på, tog jeg sammen med Bent og Liam til blåbærstævne den 6. oktober hos DcH Herrestrup. Bent og Liam var tilmeldt 4 løb, og jeg havde meldt mig som hjælper. Modigt, tænker jeg her bagefter, hvor jeg kender virkningen af morfinpillerne. 
Liam havde nogle rigtig fine løb. Han sidder super flot i starten, og har masser af fart på. Det skal nok blive rigtig godt i løbet af næste år, når han får lidt mere "hår på brystet" og stævneerfaring.

Så har jeg fået opfyldt en drøm, som jeg har haft i mange år - jeg har fået lov at undervise på et hvalpehold. Det kan lade sig gøre med den nye konstellation, der er lavet i klubben, hvor alle instruktører i princippet kan byde ind, når der skal oprettes nye hvalpehold. Vi har nu haft intro-dag og 2 gange undervisning, og jeg elsker hvert sekund. Jeg elsker at se, hvordan de "vokser" og arbejder bedre og bedre. Og så er deres ejere bare nogle rigtig søde folk, som prøver at udføre alle mine tossede ideer. 
En af hvalpene er den her smuksak: Anne's lille fine Noomi. Alt for høj cute-faktor, siger jeg bare. 

En af de rigtig triste ting, der er sket i oktober er, at den 15. oktober mistede Birgitte sin elskede Fanta. Fanta boede hos os de første 6 år af sit liv, og så flyttede han op til Birgitte for at være selskab for Midni, mens de ventede på en hund mere. Det fungerede dog så fint, at Fanta blev overdraget til Birgitte, og vi ved, at han har haft det mest fantastiske liv, man kunne ønske sig, hvis man var hund. Run free søde smukke Fannemus - og kæmpe tak til Birgitte for at give ham et dejligt liv og forsøge alt, inden I gav op. Vi ved, du gjorde alt, hvad der stod i din magt for at få ham frisk igen. 

Oktober har også budt på familie-besøg. 19. oktober tog vi til Jyllinge for at fejre min søster Ina's fødselsdag, og da vi kom lige fra træning, ja så var alle hundene i bilen, og så måtte vi ud og gå tur. Vi gik en anden vej, end vi har gjort tidligere, og der var super fine muligheder for at slippe hundene, som nød at strække ud og løbe sammen med Ludvig og Cornelius.

Vi har også fået gået en del gode lange ture i den smukke efterårsskov. Når man er så privilegerede, som vi er, at have skoven 5 minutter fra sin gadedør, ja - så er det bare at komme ud og afsted. 

Vores nabo, som er vinduesdekoratør, har pyntet op på vores del af Skovvænget med flotte græskarskulpturer. Det synes jeg ser mega smukt ud. 

Og den 24. oktober blev den dag, hvor gipsen så kom af igen. Sygeplejersken var godt tilfreds med det, hun umiddelbart kunne se, og jeg nød bare at få hånden ud i det fri igen. Så er det bare at komme i gang med genoptræningen, så den kan blive brugbar igen. 

25. oktober blev Keeper 3 år. Hvor crazy - 3 år allerede. Jeg husker turen til Tyskland - midt i corona-tiden - som om det var i går. Min lille støjende tornado, som elsker alle mennesker, men som heldigvis elsker mig højest. Min lille arbejdsbi - som i løbet af 2024 rykkede sig fra i begyndelsen af året at løbe hovedløst rundt på banen i klasse 1 til sidst på året at kvalificere sig til både DcH og DKK DM og løbe fine svære baner. Wauw, hvor jeg elsker hende. Tillykke med fødselsdagen Keeps. 

Lørdag den 26. oktober havde vi besøg af Ludvig, Cornelius, Janne og Kim. Vi havde en aftale om en tur i efterårsskoven.

Cornelius elsker vores hunde, og han gik meget af turen i skoven med Keeper. Mens Ludvig gik med Gimli. Jeg er faktisk lidt imponeret af de 2 børn, der ikke er vant til vilde halvstore hunde som vores, og de 4 hunde, der ikke er vant til børn. Alle så ud til at hygge sig i hinandens selskab.

Månedens sidste begivenhed var klubmesterskabet hos DcH Næstved den 27. oktober. Bent skulle løbe agility med både Liam og Gimli og gå rally med Gimli. Jeg skulle løbe agility med Keeper og gå rally med Hazel. Og Hazel skulle løbe agility med yndlings-Anne.
Igen i år var der rigtig mange deltagere til klubmesterskabet, og det er fedt at se den gode snak på tværs af disciplinerne. 

Bent og Gimli gik en fin rallybane til en 4. plads, mens Hazel og jeg tog os af 3. pladsen. 

Og hvis der er noget (eller nogen), som Hazel elsker, ja så er det Anne. Når Hazel er sammen med Anne, ja så er jeg luft. Og de er blevet så dygtige sammen. 

Det blev desværre ikke til nogen klubmesterskaber til nogen af vores hunde i år, men til gengæld tog Hazel "Årets hund" både i agility, stor og i rally. Rally kom totalt som en overraskelse, men jeg synes til gengæld også, at det er en fin måde at slutte hendes agility-konkurrence-karriere på fuld højde. Nu skal vi løbe senior - blæse på felterne og bare have fest. 

Vi sluttede dagen af med at køre på hvalpebesøg hos Pia og nusse med de her 2 smuksakker. Det bliver super sjovt at følge dem og deres udvikling de næste 6-7 uger. 

Og wup wup, så er oktober "over and out" - men kom bare an, november. Vi er så klare. 

Yndlings-weekends

De 2 sidste weekender har været fyldt med nogle af de aktiviteter, jeg holder voldsomt meget af.

Den første var weekenden den 21. og 22. september, hvor vi var med til DcH DM. DcH DM er for mig et af årets absolutte højdepunkter, og det her var mit nr. 15 af slagsen, i næsten ubrudt række (kun aflyst et år p.g.a. corona).

Kvalificeret med 2 hunde - det var stort.

Egentlig – da sæsonen startede – tænkte jeg, at det her bliver Hazels sidste DM. Efter DM skal hun have lov til at løbe senior. Og så er det et passende punktum for min DM-deltagelse. For i starten af året havde jeg overhovedet ikke set antydningen af, at Keeper også skulle kvalificere sig til DM. Men……. Man skal aldrig sige aldrig – for pludselig rykkede Keeper helt vildt, og DM-udtagelserne faldt lige så stille på plads. Og wup wup, så havde jeg 2 hunde kvalificeret til DM. Det havde jeg aldrig i livet forestillet mig skulle ske i 2024!

Gruppebillede før DM

Og det obligatoriske foran faneborgene - med alle deltagerne denne gang.

Og så vil jeg faktisk gerne prale af vores klub, DcH Næstved, som i år havde ikke mindre end 8 hundeførere og 10 hunde med. Det er simpelthen rekord for klubben, og jeg er super stolt. Vi var 4 lydighedshundeførere og 4 agilityhundeførere med, og for flere var det deres første DM.  

Bent gik med kredsfanen. Det var lidt specielt og ærefyldt.

Årets by var Grindsted, og arrangør var DcH Grindsted-Billund. Og jeg tror ikke, at der er nogen der kender mig, der er i tvivl om, at jeg elsker DcH DM. Fest, farver, faner og flot hundearbejde. Masser af muligheder for at shoppe ting, man ikke vidste, at man manglede. Dommere på agilitybanen i jakkesæt. What’s not to like.

Pigerne klar til sjov i tågen søndag morgen

Årets dommere var Jim Hempel for stor og intermediate og Morten Juhl Hansen for lille og mellem, og Jim havde tegnet baner, der lige lå til mine hundepiger. Wauw, de var fede at løbe. Og i øvrigt også fede at træne på efterfølgende. Hazel løb sig direkte til en plads i A-finalen, og Keeper måtte lige en omvej i B-finalen, men tog også lige den absolut sidste plads i A-finalen. Wauw, siger jeg bare. Begge piger i A-finalen, med 6 hunde imellem. Phew. Men båret rundt af publikum, så er det jo ingen sag.

Held og lykke-gaver fra Pia til begge hundepigerne. 

Publikum sidder til DM helt tæt til ringen, og alle hepper på alle. Der er en fed stemning. Eneste minus var, at vi var lidt langt fra centrum (shopping-gaden), men der kom da alligevel lidt publikummer snigende.

Selvfølgelig var Henne Pet Food på pladsen med deres stand. Jeg er så stolt over at være en del af deres ”Hennes Helte”. Det gode foder lavet på frisk fisk holder vores hunde i god form, og den lækre laksemousse er fantastisk til belønning. Og så er det jo altid en fornøjelse at mødes med Peter og yndlings-Bea. Hundene ved i hvert fald godt, hvor Bea er!

Hundepigerne tigger godbidder hos Yndlings-Bea

Vi overnattede på Grindsted vandrerhjem, som meget tydeligt var et vandrerhjem – og ikke et hotel. Rengøringen var ikke højt prioriteret, slet ikke på badeværelserne, men værelset som sådan og sengen var ok. Vi havde vores egne dyner med, så vi med ro i sjælen kunne have hund i sengen, som vi plejer derhjemme.

Det ser hjemligt ud - med hund i fodenden - lige som vi plejer

Hundepigerne endte med en 4. plads til Hazel og en 7. plads til Keeper. Om jeg er stolt? Ja, jeg er p…. stolt, både af dem og mig. Og jeg glæder mig allerede til næste år, hvor vi skal til DM på Fyn.

En 4. og en 7. plads. Mor er stolt. 

Og så sluttede vi i øvrigt weekenden af med en gang sushi fra YY-sushi i Korsør. Et lille ydmygt (læs: kedeligt) sted at se på, men med fantastisk sushi. 

Lækker sushi fra YY-sushi i Korsør.

Næste yndlings-weekend var kursus med gruppen fra Himmerlandsgården, som igen i år havde lyst til at vi skulle mødes ”udenfor sæsonen”. 11 søde og glade mennesker og deres 12 hunde, som vi havde fornøjelsen at holde kursus for. Det er sådan en specielt dejlig gruppe mennesker, og vi er så glade for, at vi har lært dem at kende og vi føler os voldsomt privilegerede over at få lov til at komme og lave kursus for lige netop den her flok. 

Der bygges bane i strålende sol.

Der slæbes sandsække.

Og ud over at løbe agility hele weekenden, ja – så havde de sørget for den mest fantastiske forplejning. Vi følte os som om vi spiste på luksus-restaurant. Sat sammen med masser af hygge og hundesnak plus fantastisk vejr, så blev det en rigtig dejlig weekend. Jeg startede dagene med skiundertøj indenunder de lange bukser, men endte med at gå og undervise i kortærmet t-shirt.

Spinatroulade med skinke og kolde grøntsager

Laks med lækkert krydderi og rejer i trængsel.

Spidskålssalat (tror jeg), med frugt og nødder

Vi havde fået lov at blive liggende med campingvognen til mandag morgen, så Bent ikke skulle køre den lange tur, når han var træt. Vi gik en lang tur i skoven, spiste rester fra weekenden og så fik jeg bank i Rommy, indtil vi gik i seng. Så manglede vi bare lige hjemturen …….. Og det var der, det blev lige en anelse for spændende.

Hvordan kan Bent have held i spil?

Så var der bare os tilbage

Solopgangen mandag morgen set fra min seng. 

Lige omkring Odense siger Bent til mig, om jeg ikke lige kan checke hans telefon, om der f.eks. er kommet en bro-melding. Jo, siger jeg – tager telefonen – læser …….. og bliver meget stille. I sms’en fra Storebælt stod der: Kørsel over Storebæltsbroen med påhængskøretøjer under 2.500 kg. (det er lige os) forbudt. Forventes ophævet 02.00. Ups! Så var gode råd dyre.

Og .......... en frygtelig kedelig bromelding. 

Vi ringede til alle dem vi lige kunne komme i tanke om, vi kendte på Fyn + alle dem vi kendte, der kendte nogen på Fyn. Og vi endte hos Rikke Dyrbye, der skaffede husly til vores campingvogn i Nyborg, 7 minutters kørsel fra, hvor vi var. Tak Rikke! Du var simpelthen dagens helt. Vi flyttede alt, hvad der kunne proppes i bilen, og så var vi alligevel hjemme i nogenlunde fornuftig tid.  Nu har Bent så været en smut i Nyborg og hente campingvognen hjem.

På fredag skal jeg opereres i min hånd, så det bliver spændende. Men jeg tror jo jeg kan alt muligt dagen efter. Vi må se.