I dag er det 4 måneder siden Keeper blev født.
Det har indtil videre været en helt fantastisk rejse. Med Keeper har der været rigtig mange "Det er første gang vi prøver ....... "
Hun er f.eks. min første korthårede, for jeg skulle ALDRIG have en korthåret!
Og f.eks. har vi aldrig før haft en hund, der på bare 2 døgn havde helt styr på klaplemmen i døren ud til haven - både ud og ind.
Og ud over at Keeper hurtigt fangede fordelen ved at kunne gå ud og ind som man har lyst til (man kan f.eks. grave i haven uden at nogen ser det), så fandt hun hurtigt ud af at gå ud og tisse og komme ind igen. Som 4 måneder gammel er hun stort set renlig!
Keeper elsker alle mennesker. Hun kan også godt lide nogle hunde, men mennesker er det bedste - næst efter mad ....... Nå nej, næst efter meget mad!
Hun er super arbejdsglad og lærevillig, både når hun skal lære de rigtige og gode ting, og når hendes fører bare en enkelt gang klikker forkert. Så øvelsen "left", der betyder drej rundt om dig selv mod venstre, blev p.g.a. et enkelt lille bitte forkert klik pludselig til "drej rundt om dig selv og hop op ad mor"!
Hun er også fræk som en slagterhund. Hun bider gerne i Gimli (og han finder sig i det), og hun muler Totten, men det bremser vi, når vi ser det! De 2 sure gamle damer har hun lidt mere respekt for. Til gengæld sneg hun sig en morgen til at snuppe osten fra Bents ostemad, der lå på spisebordet, bare fordi jeg var optaget af at læse avis.
Fik jeg nævnt, at hun er glad for mad? Altså meget mad! Hun er også glad for legetøj, både til tidsfordriv og som belønning, men mad er godt - meget mad er meget godt. Faktisk kan det være svært, hvis det f.eks. er for lækkert. Så kan hun godt glemme, hvad hun egentlig skal, bare for at stirre på et stykke kylling.
Jeg elsker hende til månen og tilbage igen - som jeg i øvrigt også gør med vores andre hunde. Vores dejlige brogede flok, som er så forskellige, både af udseende og sind. Men som hver især beriger vores liv med noget helt fantastisk.
Dagen er blevet forhånds-fejret med en tur på stranden med Hazel. På stranden er der masser af lækre ting at rode rundt i, og i går, hvor det var lidt barsk i vejret, havde vi stranden for os selv.
Tillykke med dine første 4 måneder lille Keeper - jeg glæder mig til vores rejse sammen de næste mange år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar