mandag den 12. juli 2021

ZAG-camp 2021 - fra idé til virkelighed

I mange år har Bent og jeg deltaget i diverse agility-kurser over flere dage i sommerferien. Det har altid været super hyggeligt og lærerigt, både fordi man er på pladsen og har en del socialt sammen med de andre kursister – men også fordi vi ofte er blevet præsenteret for undervisere fra andre lande eller danske undervisere, som vi aldrig har fået undervisning af før. Man kan altid blive klogere og dygtigere – og det man ikke kan bruge, det skal man bare putte ned i sin værktøjskasse. Det kan være man får brug for det en dag.

Sidste år lokkede vi vores gode venner Rune og Christian med på kursus – og det varede ikke længe før ideen kom: hvorfor laver vi ikke selv sådan et kursus? Og når man arbejder med de 2 herrer, så er der aldrig langt fra tanke til handling, og pludselig var ideen om en agility-camp i Næstved født.

Vores flotte logo

Det startede med en masse brain-storming og mange ideer ned på papir, men hurtigt fik vi tegnet et billede af, hvad vi kunne ønske os i forhold til tid, sted, forhold, undervisere, mad m.m. Og så var det jo bare, at begynde at sætte tingene i system. Eller ……..  Der kom undervejs en del ”hov – vi skal også tage stilling til…” men de er blevet løst henad vejen i et super dejligt samarbejde.

Vi besluttede fra starten af, at det her skulle på ingen måde rykke ved vores gode venskab, så det var noget med at have klare retningslinier og respekt for hinandens arbejde. Zag-Camp 2021 fra 5. til 7. juli var en realitet.

Gimli på kursus

Selv om vi ønskede os alle mulige spændende undervisere fra det store udland, så besluttede vi alligevel at starte med 3 danske, og det lykkedes os at få fat i 3 af Danmarks absolut top-undervisere, nemlig Channie, Jannie og Jane. Wauw, hvor vi allerede der følte, at vi var på rette spor.

Vi fik 2 af vores kursister lokket i køkkenet, og det viste sig at være en kæmpe god ting. Hvad vi ikke vidste på forhånd var, at Tove var udlært kok, så vi fik stjerne-god forplejning.

Forplejningen planlægges

Og så var det bare at vente og se, om vi overhovedet kunne få solgt ideen til andre end os selv. Vi besluttede at give vores egne klubmedlemmer et lille forspring på 48 timer. Vi havde regnet os frem til, at der nok ville være ca. 10, der turde binde an med sådan en camp. Men der blev vi godt nok positivt overrasket, for i første omgang var der 20, der ønskede at være med. Jeg siger bare, at mit lille trænerhjerte var ved at sprænges af stolthed over, at vores kursister havde mod på sådan en udfordring.

Blitz på kursus

De resterende pladser blev solgt på 6 minutter. Og så var der tilmed en del på venteliste, hvilket senere kom os til gode. Ikke fordi folk fortrød, men der kom forskellige forhindringer på tværs: mulighed for at få ferie, hvalpe, sygdom o.s.v. Men der kom ventelisten så heldigvis i brug.

Opdeling af pladsen

I tiden op til camp’en blev arbejdet intensiveret. Der blev målt op, tegnet baner og campingareal, planlagt mad og netværket blev brugt til mange ting. F.eks. viste det sig, at en af klubbens lydigheds-kursister var i en klub, hvor de havde masser af byggetavler til strøm. Så blev vi fri for at leje dem.

Christian tegner opdeling af pladsen

Vi måtte også ud og låne lidt forhindringer: en hel bane hos DcH Faxe, en balance hos Pia og en balance hos Tikkie. Vi siger 1000 tak for lån. Uden jer var det ikke gået.

Faxe's bane kunne godt være på en trailer

En af de ting, hvor jeg blankt indrømmer, at jeg i starten tænkte: ”det er da ikke nødvendigt” – det var vores helt egen fotograf. Men der vil jeg gerne trække mine tanker tilbage, hvis man altså kan det. For lige som alle andre hundeejere elsker jeg at se action-billeder med mine hunde, og Natascha sørgede for, at der var masser af flotte billeder af vist stort set alle hunde. Tak Natascha fordi du gad bruge 3 dage på os. Det er vi oprigtig super glade for, og det er jeg sikker på, at mange af deltagerne også er.

Når Natascha ikke fotograferede, så sad hun med næsen i pc'en og redigerede billeder

Lørdag før camp’en flyttede vi med campingvognen ned på pladsen, og så gik det slag i slag med opgaver, hvor nogle af dem helt klart blev løst efter Pippi-Langstrømpe-princippet: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af”. Bent fik f.eks. både lavet afløb fra toilet- og badevognen og trukket strøm til campingpladserne.

Afløbsrør monteret - og det virkede!

Der måles op til camping og el

I løbet af eftermiddagen søndag begyndte deltagerne at ankomme. Og på det tidspunkt skal jeg gerne indrømme, at jeg havde lidt sommerfugle i maven. Men lige så stille kom folk på plads med deres telte og campingvogne, vi fik bygget banerne færdig og kursus-stemningen begyndte så småt at indfinde sig hos mig.

Campingpladsen fyldes op

Der bydes velkommen - så er vi i gang!

Mandag morgen gik det løs. Men heldigvis havde vi de dygtigste instruktører og super gode og positive deltagere, så alting gik så fint. Selv vejret, der både viste sig fra sin varme og sin våde side, blev taget med godt humør.

Undervisningen foregik på 3 baner, og man var hos en instruktør en dag ad gangen – 2 pas af 2 timer, på hold med i alt 5 deltagere. Næste dag rykkede man til næste instruktør o.s.v. Imellem undervisningen sørgede vores dejlige food-queens for, at vi blev forsynet med frugt, saft, kaffe, kage og hjemmebagt knækbrød. Alt gik lige som vi havde ønsket os.

Alle de glade deltagere

Mandag aften var der foredrag om ”opvarmning og nedkøling” ved Emilie Munkholm, og tirsdag aften var der quizz-night at the camp. Foredraget blev fulgt med stor interesse, og quizzen blev et godt socialt indslag, hvor der blev grinet og gættet til den store guldmedalje.

Foredrag med Emilie og demo-hund Chic

Der indsamles svar fra quizzen

Og inden vi fik set os om, så var de 3 dage gået. Rigtig mange havde valgt at tage aftensmaden med onsdag, inden de kørte hjem, men vup vup – så var pladsen næsten tom. Vi sluttede af med maner ved at se fodboldkampen Danmark-England. Og så fik vi os en lille tår vin !!!!!

Hazel på kursus

Næste morgen kunne vi begynde på den store opgave: oprydning. Men også det fik en ende. Heldigvis var der nogen, der hjalp os, men vi har lært af dette, at til næste år, så skal vi have nogen friske folk parat til at rydde op efter campen. For vi er for brugte i hoved og kroppe.

Gik det, som vi forventede? Ja stort set. Det var kun ganske få ting, vi måtte tage fat i undervejs (bl.a. knækkede klubbens gode gamle trofaste vippe), og vejret er vi ikke herre over. Vi har noteret os noget med græsslåningen til næste år plus nogle andre ting, der er ploppet op undervejs, men stort set gik det som vi havde håbet og ønsket os.

Gør vi det igen?

Ja

Det er jeg sikker på vi gør. Ud over at vi har gået en forfærdelig masse skridt på de 6 dage (Bent 141.291, mig 124.873) så har vi fået så meget positivt med hjem. Både socialt, agility-mæssigt og i forhold til en ny camp. Så det ville da være fjollet ikke at gøre det igen.

Søndag før campen. Bent til venstre - min til højre

Kæmpe stort tak til Rune og Christian. I er bare de bedste at lave sådan en opgave sammen med. Tak for grin, gode snakke, knokleri og endnu mere grin. Tak for jer og tak for vores venskab.😍

Ingen kommentarer: