Det sidste halve år er vores liv gået rigtig rigtig hurtigt, og der er sket en masse. Især for mig, med nyt arbejde, 2 nye it-systemer og regnskabsaflæggelse. Læg dertil ændringer i hundeflokken, coronarestiktioner, ja - det har været rimelig hektisk. Så vi havde besluttet, at vi var nødt til at bruge en del af vores sommerferie på at komme helt ned i gear.
Det kunne vi selvfølgelig sagtens have gjort hjemme i Costa del Bisserup - men når vi er hjemme, så er vi rigtig gode til lige at finde på projekter, der absolut skal laves. Så derfor besluttede vi, at vi skulle væk - men vel og mærke væk til noget, hvor vi ikke behøvede at foretage os ret meget andet end at kigge huller i luften.
Vi fik lov til at låne Asta og Svend's hyggelige sommerhus ved Kelstrup Strand. Det var perfekt til formålet. Langt væk fra det meste, og alligevel ikke. Stranden ca. 4 minutter væk, hvis man går langsomt. Ro og fred, og ikke nogen ting, vi lige synes vi var nødt til at lave.
Når vi kommer til et hus, der ikke normalt er til hunde, så starter vi altid med at "hundesikre". Den flotte lyse sofa blev pakket ind i lagner og tæppe, og den sofagruppe vi alligevel ikke brugte, den blev hegnet ind.
Der er en rigtig hyggelig og lukket have til sommerhuset, men den var alligevel ikke helt lukket. Så vi hundesikrede de største og mest åbenlyse huller med lidt hegn.
Hundene undersøgte det nye territorium, og de respekterede hegn og buske og blev i haven (undtagen den sidste morgen, hvor en hare eller en kat lige fik lokket Gimli på springtur).
Hazel og jeg havde lavet en aftale om, at vi ville morgenbade, og vi gik da også kækt til stranden mandag morgen. Meeeeeen, det var nu lidt koldt og blæsende. Hazel synes bølgerne var for store til hende, og jeg kom da i, men det var ikke noget, jeg behøvede at gøre igen. Så hellered bade midt på dagen, når solen var fremme.
Jeg synes egentlig det her billede beskriver vejret mandag morgen ret godt. Flot, men dystert.
Til gengæld var der jo broen! Helt fra jeg for mange år siden var ansat på Korsør Turistbureau, så har jeg været fascineret af Storebæltsbroen. Og fra stranden havde vi det flotteste bro-kig man kunne ønske sig.
Faktisk havde vi også kig til broen "hjemme" fra sommerhuset. Jeg taget masser af bro-billeder den her uge. Den er smuk og majestætisk. Og jeg er vild med den. Storebæltsbroen.
Vi forsøgte at være udenfor så meget som muligt. Her er det tid til godnatdrinks på terrassen. Egentlig lidt koldt, men så man jo bare tage sin dyne over sig.
Og selv i mørke så huset hyggeligt ud.
Tirsdag aften vovede vi os for første gang ud af vores gemmested. Vi havde tid hos Channie, og den misser vi ikke, hvis vi på nogen måde kan undgå det. Både Hazel og Gimli var nogle stjerner, og fordi motorvejen havde en afkørsel tæt på Kelstrup Strand, så var det faktisk hurtigere at køre til Ishøj derfra, end det er hjemmefra.
Onsdag aften var vi ude og gå en lille tur i området. Der ligger bl.a. en flot langdysse, og jeg så fluks for mig, at jeg kunne tage billeder af hazel og så få broen i baggrunden.
Ved et tilfælde fik jeg gået rundt om stenen, og pludselig opdagede jeg det flotteste solnedgangsmotiv. Så måtte både Hazel og Gimli op og være model. Desværre havde jeg kun telefonen og ikke det gode camera med - og desværre var det sidste aften solen gav os sådan en flot solnedgang. De næste aftner var det overskyet og gråt.
Senere på aftenen, da det blev helt mørkt, viste broen sig igen fra sin bedste side - og med mine ringe evner som fotograf er jeg faktisk ret stolt af det her billede.
Torsdag var "store besøgsdag". Min søster Ina og hendes mand Søren kom til frokost og badetur. Og om aftenen kom Rune og Christian og hundepigerne til strandtur og burgere på terassen.
Da vi fulgte vores gæster ud opdagede jeg, at det var den flotteste fuldmåneaften, så det måtte jeg selvfølgelig også prøve at fotografere. Efter et par mislykkede forsøg blev det ganske godt.
Og så blev det til den sidste frokost på terrassen. Det var en dejlig uge. Vi er virkelig kommet ned i tempo, og vi har brugt mange timer på bare at sidde i hver sin stol på terassen og kigge ud over havet og broen. Det var dejligt og tiltrængt. Så må vi se, hvor længe det holder.
Så manglede der bare, at gøre rent efter os. Totten sørgede for at holde øje med, at støvsugeren ikke gjorde nogen uventede bevægelser.
Kæmpe stort tak til Asta og Svend for at vi måtte låne jeres lille perle. Der er så hyggeligt - og alligevel er der jo alt, hvad man har brug for, for at kunne slappe helt af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar