Til Bent’s 60 års fødselsdag havde han ønsket sig gavekort
til ophold på Hotel Alsik i Sønderborg, og han var så heldig at få gavekort, så
vi kunne bestille et weekendpakkeophold.
Det betød, at vi i weekenden denne 17. og 18.juli kunne
sætte næsen mod Sønderborg og et ophold, der gik under navnet ”Renew and relax”.
For Bent’s gavekort kunne vi derfor hygge os med hver en
gang massage lørdag eftermiddag, ophold i den lækre spa-afdeling, eminent
lækker mad, søndag et fantastisk morgenbord, endnu mere massage og endnu mere
spa, inden vi satte næsten hjemad igen.
Så her kommer lige en lille billedfortælling om vores
weekend:
Af sted kom vi lørdag morgen i god tid, to tosser på tur. Hold da op, hvor vi glædede os til at starte 2 ugers ferie på denne måde.
Vi tog den "pæne" tur mod als, tværs over Fyn og færgen fra Bøjden til Fynshav. Det er godt nok nogle store ænder de holder sig, her i Bøjden.
Vi havde planlagt at spise frokost på færgen. Vi havde læst os til, at der var en cafe. Men det var godt nok ikke det mest ophidsende, vi nogensinde havde være ude for. Et kedeligt toastbrød med rullepølse og et par frikadeller, som godt nok så hjemmelavede ud. Det var, hvad det kunne blive til.
Spændende var til gengæld de drikkevarer, der kunne fås på færgen. Den her rabarbersaft smagte af sol og sommer og barndom - og Bent fik en med solbær, der var lige så lækker.
Vi var i Sønderborg en time i god tid, så det blev til en slentretur på havnen og en stor is (som kompensation for den kedelige frokost) og selvfølgelig et billede med hotel Alsik i baggrunden.
På hotellet kunne vi først checke ind fra kl. 15, så vi havde bestilt massage fra kl. 14 - for at få så meget ud af tiden, som overhovedet muligt. Vi iførte os den reglementerede uniform (hvid badekåbe og hvide slippers) og gik hver til sit. Jeg fik en dybdegående muskelmassage, og jeg skal love for, at at han fik fat i nogle af de der kedelige myoser, jeg har samlet sammen gennem et stykke tid.
Bent fik en "bodycur" som var lidt blidere end den, jeg fik. Og da Bent var færdig lidt før mig blev han placeret i det her rum, hvor man kunne slappe af og "komme til sig selv igen". Begge massører var super dygtige, og det var en oplevelse som bestemt kan anbefales.
Så var klokken blevet så meget, at vi kunne checke ind på hotellet, og de havde tilsyneladende styr på, at vi skulle komme.
Bent checker udsigten fra værelset. Den kunne der bestemt ikke klages på.
Og sengen var så stor og lækker, at man kunne fare vild i den i løbet af natten.
Efter et par timer i pool-området var det tid til at trække i det pæne tøj og sætte kursen mod restaurant Alsik. Vi ville gerne have prøvet en af deres dyrere restauranter, men der er simpelthen vanvittig lang ventetid på et bord.
Ærtesuppen blev serveret som samlesæt. Først fik vi tallerkenen med alt fyldet.
Så fik vi selve den kolde suppe i en lille medicin-flaske.
Og så blev det til sådan en super smuk og fantastisk velsmagende forret.
Hovedretten var "sommergris" - og det kunne jo dække over hvad som helst. Jeg indrømmer gerne, at jeg er lidt fedt-forskrækket, og jeg gider f.eks. ikke spise nakkekotteletter, for så skal jeg pille kødet ud mellem fedtet. Men det her grisekød var så lækkert, mørt og velsmagende, at det gled ned det hele.
Og så kunne vi godt have stoppet der - men vi havde siddet og kigget på nogle fantastiske desserter, der blev båret forbi os og hen til nogle af de andre borde, så ......Vi måtte prøve. Bent fik brownie med chokolademousse, rabaerberis, lemoncurd og melon.
Jeg fik "jordbær med fløde" - som var jordbær vendt i jordbærsovs, jordbæris og 48% fløde til at hælde over. Mums, siger jeg bare. Men så var vi også stop-mætte!
Inden vi gik op på værelset benyttede vi os af muligheden for at besøge Alsik's udsigtsetage, som ligger på 16. etage. Der er store glas-vinduer hele vejen rundt, og det er derfor, når man ser hotellet på afstand, at det ser ud som om de to øverste etager ikke sidder helt sammen med resten af hotellet.
Udsigten var fantastisk flot. Men kunne se flere kilometer væk, bl.a. til Dybbøl Mølle.
Og selvfølgelig kunne man også se Sønderborg Slot, hvor vi en gang for nogle år siden har været på spøgelses-vandring en sen nattetime.
Efter en lang dag med mange fantastiske oplevelser sov vi dejligt i kæmpesengen. Og næste morgen stod vi op til den mest fantastiske morgenbuffet. Der var så meget forskelligt, at det var svært at vælge. Hvor tit får man f.eks. mulighed for at spise små hjemmelavede fiskefrikadeller til morgenmad? Nå, men det kan også bare være, at jeg har et sygt forhold til alt med fisk. 😍
Efter morgenmaden havde Bent tid til endnu en gang massage, denne gang specielt skuldre, nakke og ryg, mens jeg plaskede rundt i spa-afdelingen en times tid. Her er det en selfie fra den udendørs pool med lækkert varmt vand, hvilket var dejligt, da det faktisk var lidt køligt søndag formiddag.
Det blev lige til et par ekstra svømmeture i poolen (som kompensation på meget mad) og lidt boblen i de forskellige hut-tubs, før det var tid til at sige farvel til værelse 619 og sætte næsen nordpå igen.
Hjemme ventede endnu en kæmpe overraskelse. Andreas og Signe havde sovet i vores hus og passet hunde, og da vi kom hjem, var der slået græs. Kæmpe stort tak for det.
Og endnu en gang en kæmpe stor tak til alle, der havde bidraget til Bents fødselsdagsgave. Det var en stor oplevelse for os begge to, og vi har nydt det SÅ meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar