Sådan føler jeg mig lige nu 😀 Som en vinder. 🏆
Men lad mig igen begynde med begyndelsen: Sidste weekend blev tilbragt hos DcH Kolding på deres dejlige plads.
Vi havde en ekstra hund med, for da Pia skulle en tur til Sverige, ja så havde vi tilbudt at passe Waboo. Waboo falder bare ind i vores flok, som om hun altid har været der - og jeg var også meget i tvivl, om vi overhovedet ville levere hende tilbage til Pia. Hun er nemlig ualmindelig sød. Og Waboo og Gimli er bare bedste venner. De kan underholde sig selv i timevis, og de er hele tiden søde og artige og laver aldrig ballade 👼👼
Hvad mener ud? Hvem? Os??? Sengetæppet? Ej, altså...... Vi skal nok lægge det på plads, når vi er færdige med at lege.
Og på trods af trusler om regn (som denne gang viste sig at holde stik), så var det et fint afviklet stævne. Super flotte præmier. Dejlig forplejning. Og Koldings plads har de fedeste luftearealer. Kæmpe ros til Jørn, Ulla, Anne og alle jeres hjælpere.
Jeg vil dog gerne komme med et lille surt opstød. Mod rygerne!!! Ja ja - jeg ved godt at de i forvejen er et forfulgt folkefærd, men alligevel. Mellem banerne var der opsat et partytelt. Ikke til at holde party i, men for at vi kunne stå i tørvejr, mens vi ventede på at komme til at løbe. Med 2 baner i gang og regnen silende ned udenfor, ja så var der mildt sagt temmelig trangt i teltet - men det afholder ikke folk fra at stå derinde og ryge. Jeg kunne godt ønske mig, at folk røg i deres egne telte og ikke der, hvor vi alle sammen ventede på at komme ind på banen. For ud over røgen skal vi andre også passe på, at vi ikke rammer en hånd med en cigaret - for slet ikke at tænke på vores hunde. Nå, men jeg havde jo regntøj på, så jeg gik bare udenfor og stod i regnen og ventede. Det var der jo heldigvis mulighed for. 😊
Bent havde tilmeldt Blitz og Dazzler. Blitz havde igen nogle rigtig flotte løb, og blev bl.a. nr. 2 i søndagens kryptiske AG åben, designet af Kurt Jensen. 3 tuneller under balancen og ikke mange gennemførte overhovedet. Så det var mega flot at blive nr. 2 fejlfri på den bane.
Bent løb også 2 springløb om dagen med Dazzler. D.v.s. Emily Kew snuppede det ene, for det faldt sammen med et af Blitz' løb. Dazzler elsker det. Der er fuld knald på både energi og lyd.
Jeg løb (selvfølgelig) med min dejlige Hazel, og jeg kan godt mærke, at hun er ved at være over sin løbetid nu. Hovedet er ved at fungere igen. Teknisk kan hun så meget, og jeg er så stolt af alt det jeg har fået lært hende. Desværre løber jeg ikke så hurtigt, men det er hun rigtig dygtig til at kompensere for. Hun er også god til (som på billedet herunder) at gøre en forhindring færdig selv, mens jeg stikker af mod den næste. Jeg er bare så totalt forelsket i den hund og stadig dybt taknemmelig for at jeg valgte at lytte til min kloge opdrætter, da jeg skulle vælge. Vi er et godt match - Hazel og jeg. Det blev til en enkelt AG-pind i bogen, så nu mangler vi bare en for at rykke op i klasse 2.
De 3 flotte billeder herover er alle taget af Morten Larsen, som ofte leverer stribevis af lækre billeder fra stævner.
Mit eget camera denne weekend blev til det i telefonen. Men det er også fint nok til at fange, at Blitz var super meget træt lørdag aften. Så er det godt, at far er oppe og bygge bane, så hun kan snuppe hans stol. 💗
De 2 "små" fik selvfølgelig nogle gode ture både sammen og alene. Her er det Waboo og jeg, der er på morgentur i det meget våde græs søndag morgen.
Efter sådan en dejlig weekend havde jeg så bare 3 arbejdsdage tilbage på mit gamle arbejde hos Semler Agro. Jeg har nemlig været så heldig at få nyt arbejde - og denne gang et rigtigt arbejde af den slags, som jeg har ønsket mig aller mest. Så jeg vender kajakken igen, og i morgen starter jeg som bogholder hos FMR maskiner i Nykøbing F. Det er sådan et rigtigt bogholder/blæksprutte-job, hvor man har fingrene i det hele. Og jeg glæder mig vanvittig meget. Også selv om jeg får længere transport-tid. Det virker som om det er søde og dejlige mennesker, og jeg kender et par stykker af dem i forvejen. Så nu krydser jeg bare alt, hvad der kan krydses, for at det er der jeg skal være de næste mange år, indtil jeg skal pensioneres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar