Vi har i dag gået den tunge gang til dyrlægen for at sende Totten godt af sted over regnbuebroen.
Totten har ikke haft det rigtig godt på det sidste, af flere årsager.
Dem, der kender ham godt, ved at han har haft problemer med at komme af med sin afføring i mange år. Det blev holdt nogenlunde i ave med en daglig dosis "Husk", men for et par uger siden var det helt klart, at han havde rigtig ondt i sin mave. Et røntgenbillede viste, at hans tarme var fulde af afføring. Ikke som forstoppelse, men det gik bare meget langsomt med at få maden gennem systemet. Det viser sig, at han har sløve/dovne tarme, som ikke rigtig arbejdede for sagen. Der er måske også forklaringen på, at han i mange år har haft de problemer - og måske også årsagen til, at han måtte igennem en stor brokoperation på sin endetarm for 3 år siden.
Røntgenbilledet viste desværre også, at lille Totte havde spondylose 3 steder på sin rygsøjle. Det er selvfølgelig forklaringen på, at han indimellem gik lidt underligt - men når man ser ham hver dag, så ser man nok ikke de forandringer i hans gang. Når jeg nu fik realiteterne "stukket lige op i næsen", så kan jeg godt se, at han ikke havde de smukke flydende bevægelser, som han havde en gang. Og måske har jeg (ubevidst) fortrængt at se det!
I hvert fald var fakta, at han i dag havde det så skidt, at vi valgte at udfri ham fra sin smerte. Trods smertestillende medicin, var det tydeligt, at han havde smerter i sin ryg. Og maven var heller ikke blevet bedre. Det var en voldsomt hård beslutning for mig - for han var jo min egen lille søde glade Tot. Men da jeg nåede til den konklusion, at han faktisk stadigvæk var her bare for min skyld, så var beslutningen ikke så svær.
Det var også tydeligt, at da dyrlægen skulle give ham det sidste medicin, så var hans blodtryk så dårligt, at han næsten ikke kunne finde en åre at stikke i. Stakkels lille Totte, som i virkeligheden måske var mere syg, end både vi og dyrlægen havde opdaget. Nu har han fred, og her er meget stille.
Totten har helt fra ganske lille været en helt særlig hund. Han charmerede alle, og han var fantastisk med både børn og andre hunde. Han blev aldrig nogen stor arbejdshund. Han løb agility fordi vi bad ham om det - men han sprængte aldrig noget i sig selv. Han valgte at "køre den hjem" på charme, selvtillid og lækkert hår, og alle 3 dele havde han i rigelige mængder.
Tak lille Totte, fordi vi fik lov at elske dig i næsten 9 år. Løb frit min ven, uden smerter 💙
 |
| Totten var den yndigste hvalp. Egentlig var vi bare på besøg hos Bianca for at hilse på og vise Fanta frem, men da vi kom hjem talte vi begge to om den der lille blå ting. |
 |
| Totten til Jutlandia Cup i 2015, knap et halvt år gammel. Han var ved at blive bortført flere gange den uge p.g.a. sin charme. |
 |
| Helt fra Totten var ganske lille har han og Blitz haft nogen sammen. Jeg tror, de havde besluttet, at "vi merles må holde sammen". Jeg er spændt på, om vi kan fornemme, at Blitz savner ham nu. |
 |
| Totten var eminent med børn. Han var helt rolig og stille og lod sig klappe. Og så var han god til at lytte. |
 |
| Der var ikke noget bedre end at putte med mor. |
 |
| Totten hyggede sig med at løbe agility med os, men vi fandt aldrig rigtig den der "fart-knap". Faktisk fik jeg i dag et Facebook-minde fra det stævne, hvor Christian løb med ham i Faxe, og hvor Totten stod længe på A-brættet og kiggede efter dommeren (som var hans far). |
 |
| Smukkere sheltie skal man da lede længe efter. |
 |
| Jeg tror det her er fra "årets hold" det år, hvor Totten løb sammen med nogle dygtige hunde. |
 |
| En tur i skoven med hele flokken |
 |
| Tough'Y kunne det der med at stille sig op på billeder, så han lignede "en million" |
