Stævner på stribe - og lidt andet

Så kører stævnesæsonen for fuld udblæsning, og træningen er startet op alle vegne, så jeg er glad for, at vores hunde får et foder, der gør, at de kan holde energien til familiens program: agility mandag, agility hveranden tirsdag, i øjeblikket hvalpetræning onsdag, lydighed og agility torsdag - og stævne i weekenden. Det levner ikke meget tid til at hvile - ud over i dagtimerne - men vores hunde ser ud som om de elsker vores/deres liv, de er smukke i pelsen og de klarer dagligdagen uden problemer og uden at tabe energien. Tak for Henne Pet Food's dejlige mad!

Første stævne efter sommerferien var vores eget i DcH Næstved. Og i år havde vi rekord mange deltagere. 96 tilmeldte hunde, som både lørdag og søndag løb hver 4 løb. Dertil var der dommeraspirant på, så det blev nogle lange dage. Men hold da op, hvor er jeg stolt af vores hjælpere! De har efterfølgende fået masser af (velfortjent) ros, og jeg er så glad for den måde, vores stævne bliver afviklet. 

Nyt i år var rosetter til nr. 1, 2 og 3 i klasse 1 og åben (god idé Christian). De blev super flotte og deltagerne var glade for dem. 

Ud over at være stolt over vores hjælpere, så er jeg ikke mindre stolt over vores klubmedlemmer og kursister, som deltager i stævnet. Det er en fornøjelse at se, hvordan i kommer gennem banerne, og der var godt nok mange Næstved-folk på vores fine præmiepodie i løbet af weekenden.

Vi deltog selvfølgelig også selv. Her er det Gimli fanget på endnu et af Tina Hindsgaul's flotte billeder. Men det bliver altid sådan lidt la-la, for jeg har i hvert fald hele tiden antennerne ude, og det snupper nok lidt af løbs-koncentrationen.
Det blev dog også til et par gange på podiet for mig - her sammen  med Lone, som garanteret har sagt noget uartigt, sådan som vi griner! 

Og søndag aften var vi giga trætte, men der var ryddet op og alt var klaret. Til gengæld glædede jeg mig allerede til weekenden efter, hvor vi skulle til Nykøbing Rørvig. Første stævne efter vores eget er altid helt specielt for mig, for der slapper jeg rigtig meget af.

Say øver sig på at være med til stævne. Det går rigtig fint! Hun kan sagtens hyggetræne lige ved siden af banen, og hun snupper gerne en lur i teltet ind imellem. 

Bent og Gimli jagter stadig den sidste pind i klasse 1 - og det blev heller ikke i Nykøbing, de fik den, men de fik dog en fin pokal.

Ugen efter var det blevet tid til at Say skulle have sin 12-ugers vaccination og sin rabies, så hun kan komme med sin nye ejer til Norge. Dyrlægen lagde sprøjterne klar og forberedte det gamle trick med at lægge noget dåsemad på en tallerken, og så satse på, at han kunne stikke, mens Say havde hovedet nedad.

Men der skal man nærmest være hurtigere end Zorro, for Say hyggespiser ikke - hun inhalerer. 

Det lykkedes dog at få det hele puttet i hende, så hun nu er klar til at drage nordpå.

Vi har ikke fået mange restriktioner fra hendes nye ejer, men en af dem vi har fået er, at vi ikke må træne tuneller med hende. Det gør vi sandelig heller ikke......... Eller noget!

I lørdags var det så DcH Jyderup, der lagde plads til, og Bent  var igen dommer. Jeg sørgede dog for ind imellem at huske og slappe lidt af.

På præmiebordet var der også mulighed for at vinde smukke buketter. Så vi havde denne fine lyserøde ting med hjem. Den står nu og ser fin ud og dufter dejligt på vores spisebord.

Eftersom Rune (og Christian) var på dommeruddannelse havde Bent besluttet sig for at løbe de 2 åbne løb med Blitz. Når Bent løber med Blitz er det lige som at tage den der gamle sweater på, som man har haft i mange år. Den sidder godt, og man ved lige præcis, hvor den folder. Og Blitz smiler over hele hovedet, mens hun løber.

Søndagen tilbragte vi i Vejen til DcH's landsmøde. Say var sendt i dagpleje hos Pia og alle sheltierne. Tak for hjælpen Pia. Det havde været en kedelig dag for hende ellers. 

Og Bent og jeg deltog med vores respektive udvalg: Bent sammen med agilityudvalget og jeg sammen med redaktionen af DcH bladet. Selv om mødet trak ud, og der var nogen deltagere, der elskede at høre sig selv tale, så synes jeg, det er sjovt at "være med hvor det sner". Og jeg synes det er fascinerende at se, hvordan landsmødet afvikles. Samtidig møder man der en masse mennesker, som man ikke ser så ofte. 

Næste weekend er stævne-fri-weekend. Puha, det plejer at betyde masser af jobs i hus og have der skal passes, så vi kommer garanteret ikke til at kede os. 

Agility kan føre til mange ting

 

Agility kan føre til mange ting - det er helt sikkert. Og en af de ting vi i hvert fald har fået ud af at løbe agility i mange år, er rigtig mange gode venskaber, som vi aldrig ville have fået uden agilityen.
Til en del stævner de sidste år før Corona lukkede alting ned har vi mødt Hanne og Ivan. Det blev efterhånden til mange snakke om aftnerne i forteltet (og måske også et enkelt glas vin eller 2), og vi glædede os altid til at skulle mødes et eller andet sted.

For dem, der ikke kender dem, så er Hanne og Ivan er danske, men bor i Sverige, og da Corona lukkede alting ned, så kunne vi godt fornemme, at det ville vare længe før vi så hinanden igen. Så det besluttede vi at gøre noget ved. 

En gang om måneden "mødtes vi til kaffe" via Facetime. Så sad vi i hver vores hjemlige sofa og fortalte hinanden om stort og småt, der skete i vores liv. Og sådan blev vores venskab ikke bare bevaret men også udviklet til noget rigtig dejligt, som vi følte at vi måtte afprøve ved at holde ferie sammen.

Hanne og Ivan testede campingpladser, og vi endte i uge 30 at sætte kursen - først mod Perstorp - og dernæst mod Järnaviks Camping. Vi drog af sted med en lille smule sommerfugle i maven p.g.a. alt skriveriet om stenkasteri mod danske biler, også selv om vi slet ikke skulle på den strækning.

Men heldigvis landede vi i Perstorp uden uheld. Undervejs nørklede jeg et nyt halsbånd til Hazel, da jeg synes det gamle var blevet lige lovlig løst i det. Det blev så fint - og der var oven i købet paracord nok til en line også. Man skal aldrig gå ned på udstyr.

Efter at have parkeret campingvognen i Hanne og Ivan's indkørsel trængte vi til at få rørt benene, så vi tog alle 6 hunde med på tur til en sø, hvor vores vandhunde kunne få sig en svømmetur.

Hundene var allerede ved at finde deres plads i den nye store flok, og det gik bare så fint. Gimli var vældig forelsket i lille Puck, som ikke værdigede ham et blik - men som til gengæld var vældig forelsket i Totte. Kærligheden går underlige veje. 😍

Næste formiddagen satte vi næserne mod øst, og da vi først havde fået campingvognene placeret og benene ned, så måtte vi have en kop kaffe. Ivan var over-kaffe-brygmester, og sørgede alle dagene for at vi fik masser af god kaffe.

Campingpladsen var bygget på et rimelig kuperet område, men den var på bedste måde lagt så naturen stadig var meget synlig. Både køkken, toiletter og baderum var dejlige og rene. Det var absolut et godt sted at være. Der var også rigtig hundevenligt, og man skulle ikke mange skridt udenfor pladsen før der var gode luftemuligheder. Hazel og jeg fik prøvet badestranden den ene morgen, men det var rimelig koldt de næste dage, så det blev kun til den ene gang.

Da vejrudsigten ikke var alt for lovende sidst på ugen, så benyttede vi tirsdag til en tur med den lille båd M/S Tjärö (medtager 51 passagerer pr. gang) ud til - ja selvfølgelig: Tjärö. En lille ø ude skærgården, hvor der ikke var ret meget andet end nogle huse, en restaurant og en havn. Og så ikke mindst nogen virkelig smukt natur.

Vores hunde opførte sig eksemplarisk på båden, selv om der var en del mennesker med. 

Og Hazel skulle lige kigge ud over rælingen og ned på vandet. 

Der var 2 afmærkede ruter, og vi valgte den korte, men sørgede så ret hurtigt for at gå så meget forkert, at vi vist fik gået noget mere end den afmærkede rute var sat til. Men vi skulle jo se det hele! 

På vej ud til øen kom vi forbi den her lille stenknold ude i vandet. De får da næppe problemer med naboerne, dem der bor i det fine røde hus. Til gengæld har de langt til købmanden.

Vi vakte en del opsigt, når vi kom gående med vores 6 hunde. Især mange børn fik travlt med at tælle.

Kaffen og kager blev indtaget på en stor klippe med udsigt over vandet. Det var så hyggeligt, og meget fredfyldt.

Efter kaffen gik turen videre ud i den smukke natur.

Og så blev det tid til bådturen hjem igen gennem den hyggelige skærgård med fugle, små sten-øer og masser af smuk natur.

De næste par dage var vejret meget afvekslende. Vi fik virkelig meget vand indimellem, sammen med torden og blæst. Men ud over lidt små søer i forteltet, så skete der ikke noget med nogen ting.

Og så kan man jo altid sidde indendøre i tørvejr og spise en god isvaffel med en kugle blåbæris (vi er jo i Sverige) og en kugle med hindbæris med lakrids.

Efter et par dage med virkelig udstadigt vejr benyttede vi den sidste eftermiddag til en dejlig tur sammen med Ivan. Vi havde nogenlunde planlagt hvor vi ville hen, og vi startede oppe på klipperne over campingpladsen. Det var så smukt, at vi lige måtte nyde udsigten et øjeblik.

Og så gik vi ellers ud ad de fint afmærkede stier ........ eller - pludselig var mærkerne væk. Så fulgte vi nogle dyrestier og et hegn, og endte med at forcere hegnet, som var forynet med pigtråd for oven. Det var en større operation at få 3 personer og 5 hunde over og under. Men ud kom vi, og så var vi faktisk på kendte stier igen og hurtigt hjemme på campingpladsen. Tak for en dejlig, sjov og udfordrende tur Ivan 😍

Puck fik vist trådt på et eller andet, så hun ikke støttede på det ene ben, men så er det godt at man bare er en lille bitte sheltie og at far har en stor rygsæk på nakken. Så klarede Puck hjemturen i fin stil.

Hjemme igen kastede hundene sig i skyggen. De var godt trætte.

Og vi andre placerede os ved hegnet og det lille bord til en kop kaffe. Der sad vi rigtig meget og ordnede verdenssituationen. 

Lørdag formiddag var det tid til at pakke sammen og sætte kursen mod Danmark igen. Det har været en fantastisk ferie i Sverige. Vi har hygget, grinet, snakket og grinet endnu mere. Når man alligevel aldrig har prøvet at være sammen på den måde før, så må vi bare konstatere: det kunne vi godt! Og heldigvis ses vi i Danmark næste weekend, så vi undgik de store tudescener!

Tak for en dejlig tur sammen med jer, Hanne og Ivan. Vi har nydt hvert et øjeblik, og vi er så glade for at vi alle sammen turde kaste os ud i det.

Og nå ja, for så lige at vende tilbage til begyndelsen, og til det med, at agility kan føre til mange ting, så er vi blevet plejeforældre igen for nogle uger. Dette er Say. Hun er opdrættet af Miriam Søndergaard og skal bo i Norge hos Lise-Irene Hansen. Men indtil hun bliver gammel nok til at flytte til Norge, så bor hun hos os. Hun er sød og fræk, hun er faldet ind i vores flok fuldstændig problemfrit, og nu skal hun bare ud og opleve en masse gode ting de næste uger.