Egentlig startede bededagsferien allerede torsdag aften med den sædvanlige hyggelige træning i DcH i Næstved. Vejret var fantastisk, og vi kørte hjem i denne smukke solnedgang. Torsdagen sluttede selvfølgelig af med lækre varme hveder med et tykt lag smør. Uhm... :-)
Fredag morgen sov vi længe ....... eller hvad man nu gør med 5 hunde, der ikke synes man skal spilde dagen med at sove. Så det blev til en dejlig tur rundt om Andemosen. Med anemoner i skovbunden og smuk morgensol.
Da vi kom hjem blev det tid til at søge lidt guffer i græsset, som var så langt, at det ikke var nogen nem opgave :-)
Jeg gik en lille runde i haven. Vi er ikke særlig gode havemennesker, så der er meget skvadderkål og mange brændenælder - men heldigvis også lidt blomster til at markere foråret.
Fredag ved frokosttid hentede vi Pia. Det var blevet tid til Pia's og min årlige tøsetur til Nordjylland. Vi pakkede bilen med Blitz, Uha i løbetid, Zoomi, Zippo og Tough'Y - og forberedte os på en lang anstrengende tur til Nordjylland med halsende pibende hanhunde. Men der var helt ro i bilen, hele vejen til Dronninglund.
Vi startede med at køre ud på pladsen i Hjallerup og sætte telt op. Så luftede vi alle hundene, som var glade for at komme ud og spæne, efter mange timer i bilen. Sjovt nok, så løb de 3 merles sammen det meste af tiden. De må være farve-racister :-)
Mens vi muntrede os i det Nordjyske holdt Bent skansen i Bisserup, hvor han hyggede sig med resten af vores samlede flokke. D.v.s. han havde Dazzler, Fanta, Livi og Carson. Livi faldt hurtigt til og slappede totalt af på sofaen.
Vi havde fået lov til at overnatte hos Karina og Michael Thrane. Det er en af de fantastiske ting ved agility. Man kan næsten altid finde et sted at få lov at overnatte - for slet ikke at forglemme, at Michael lavede fantastisk mad til os. Vi skulle overnatte i campingvognen, og da både Pia og jeg er vandt til at sove koldt, så valgte vi ikke at få sat varme på. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at da vi stod op næste morgen, og der var frost overalt, så var det meget meget koldt om tæerne.
Familien Foula var flot repræsenteret ved stævnet i Dronninglund, så vi måtte naturligvis have det obligatoriske familiebillede. Fra venstre er det Junior, Dream, Zippo, Upsi og Zoomi. 5 smukke drenge.
Stævnet i Dronninglund kørte på skinner, forplejningen var fin, præmierne var flotte og der var god stemning. Med den megen snak der har været den sidste tid bl.a. på Facebook omkring hundeføreres opførsel, så så jeg rigtig mange handlere, der havde et godt samspil med deres hunde, og som var glade når de kom ud af banen, uanset hvordan det var gået. Desværre så vi også et par grelle eksempler på det modsatte. Jeg kan få helt ondt i maven, når folk råber og skriger ad deres hunde, allerede inden de er nået til start. Når så hunden river en pind, så stopper man op og tramper i jorden, dækker hunden af og skriger ind i hovedet på den. Det er da en mærkelig mani!
Tough'Y benyttede lejligheden til at hygge lidt med Tesla. Det er altid godt med små veninder.
Søndag morgen vågnede vi op til denne flotte skyformation. Det var lige før vi kom til at tænke i skypumper og den slags.
Frosten havde igen bidt sig godt fast, og søndagen blev noget mere blandet vejrmæssigt, lige fra klar sol til blæst, regn og hagl.
Men jeg fik, hvad jeg kom for: den sidste DM-udtagelse er i hus, og Zippo er nu klar til DcH DM :-)
Derudover vandt han AG3 begge dage. Blitz og jeg er langsomt ved at finde hinanden stævnemæssigt. Hun er mega sød at løbe med, og vi havde rigtig mange gode løb, bl.a. fejlfrit AG3 søndag.
Pia og Zoomi havde debut sammen, og hvor var det dejligt at se, hvordan den zeje lille blå dreng voksede for hvert løb. Han fik mere og mere selvtillid og klarede det bare så flot. jeg er sikker på, at de nok skal blive gode sammen, de to. Zoomi sørgede for at vinde en flaske rødvin, som Pia og jeg skal dele på fredag i Løgumkloster, og Zippo snuppede til gengæld et tilskud til aftensmaden på præmiebordet. Gode drenge vi har der :-)
Kæmpe tak til Pia for en dejlig weekend. Vi er ligesom et gammelt ægtepar, når vi er på tur sammen. Tingene er ukomplicerede og ting løser sig. Vi "sidder ikke lårene af hinanden" - men vi har det så sjovt og hyggeligt sammen. jeg glæder mig allerede til næste weekend.
Mandag havde jeg fri - og måske skulle jeg have brugt den på at sove og lave en masse kontorarbejde. Men jeg valgte at bruge mandagen på at køre op til Fredensborg og besøge Birgitte og Midni. Midni er helbror til Tough'Y, og de to havde det bare så hyggeligt sammen. Jeg glæder mig til at følge med i Midni's liv fremover.