søndag den 30. oktober 2011

Hyggelig weekend med årets definitivt sidste stævne

Som sædvanlig begyndte min weekend fredag :-) Da jeg var blevet lidt usikker på, om mit knæ udviklede sig som det skulle, havde jeg fået tid til kontrol på hospitalet hos den læge, der opererede mig. Hun er en herlig slagfærdig pige sådan nogenlunde på min alder, der kalder en skovl for en skovl - og hun sagde heldigvis, at alt var fint, men jeg skal træne noget mere i at bøje og strække. Det kan kun bleve bedre med træning!!! Så resten af weekenden har jeg trænet meget mere og hårdere end tidligere. Iflg lægen kan jeg ikke ødelægge noget - så der er ingen undskyldning.

Fredag aften var vi til Viva's fødselsdag. Viva er bare så dygtig til at lave mad, og det var en rigtig hyggelig aften sammen med Pia, Susanne og Jan.

Lørdag morgen stod der 04.45 på vækkeuret, da det begyndte at larme. Uha!!! Men alt var forberedt, så det var bare at fodre hundene og så se at komme afsted mod Ribe. Især da det var voldsomt tåget, så det skulle kørslen jo også rettes ind efter. I Ribe skulle Bent deltage i Ribe Hundevenner's høst-stævne, og jeg havde meldt mig som hjælper, for ikke at komme til at kede mig.

Ud over at se Bent løbe, så havde jeg også glædet mig rigtig meget fordi Chinook's storebror Ozzy skulle starte. Det ville være sjovt at se de 2 sammen, nu hvor Chinook er blevet noget ældre end sidst de mødtes. Det er i hvert fald helt klart, at det er 2 smukke drenge. Ozzy sad pænt og velopdragent og blev fotograferet. Chinook derimod....... Nå, men han kom da med på billedet.
Da vi var færdige med at tage billeder blev drengene sluppet fri på marken. Skal vi lege? spurgte Chinook - og det skulle de!


Lynhurtigt gik den vilde jagt ud over marken, som om de leget sammen masser af gange før.











Ozzy havde nogle fine løb, selv om det var første gang han var til stævne i en Ridehal. Vi glæder os til at se meget mere til Ozzy til stævnerne næste år. Det skal nok blive sjovt.



Bent havde travlt, for han skulle løbe med både Ticket, Dazzler og Zippo. Ticket havde et super AG3, et ok spring 3 men var kørt træt i spring 3 ekstra. Dazzler snød Bent og blev disket i AG3, havde et super spring 3 og havde (desværre) en fører der stod i vejen, så han rev en pind i spring 3 ekstra. Zippo rev en pind i AG3, og var fejlfri i begge springløb. Sådan Bent - jeg kan godt forstå du var træt i dine ben, da vi var færdige.

Det første spring 3-løb var rent FOULA-POWER (undskyld Susanne), da Christine og Breezy vandt og fik deres første spring-cert, Zippo blev nr. 2 og Dazzler nr. 3. Susanne og Jari blev nr. 4.

Som sædvanlig var Ribe Hundevenner's stævne velorganiseret, selv om de havde haft svømme-hal i stedet for ridehal om morgenen, og vi var færdige til at køre hjem ca. 17.30. Så var det bare hjem til lidt hurtig suppe og på hovedet i seng.



Søndagen sov vi længe, og så er dagen i øvrigt gået med almindeligt hjemme-nusseri. Midt på eftermiddagen tog jeg sheltie-drengene med til en time på stranden. Det var lige noget de kunne bruge - alle 4.

Bag disen var der en lille smule sol, og det var næsten helt lunt. Drengene badede og legede (og støjede), men der var ikke andre end os på stranden denne smukke eftermiddag, så det fik de lov til.

Her er det gamle Monty på 12½, de er på vej for at se, hvad børn og barnebarn nu har fundet på. Monty elsker turene på stranden, og han kan sagtens følge med en time i raskt tempo, men så er han også træt bagefter. Så putter han sig i en kurv tæt på brændeovnen og bobler resten af dagen.
Selvfølgelig skulle jeg også prøve at få de 4 "lopper" til at sidde stille til et fælles-billede. Det eneste jeg ikke lige havde været opmærksom på var de store sten, der var lige bag mig, så da jeg trådte et skridt tilbage for at få billedet lidt bedre, væltede jeg omkuld. Jeg undgik heldigvis at slå hovedet mod stenene, men havde lidt besvær med at komme op igen p.g.a. mit knæ. Nå, så kan jeg lære at se mig bedre for næste gang! Billede fik jeg i hvert fald - af 4 våde og forpustede hunde. :-)

Andreas har været på Halloween-weekend med spejderne, og han har nu pyntet hele indkørslen op med flotte græskar-hoveder med lys i. Uhu.... uhyggen har indfundet sig på Skovvænget.


tirsdag den 18. oktober 2011

Hvad - ingen hundeaktiviteter ????

Både ja og nej - men stævnesæsonen er jo stort set gået i dvale nu.

Lørdag formiddag havde vi besøg af Heidi. Vi havde lavet brunch og det var rigtig hyggeligt. Heidi er efterhånden vokset godt over maven, og vi glæder os rigtig meget til baby i november.

Lørdag eftermiddag måtte jeg udfordre skæbnen og mit knæ og forsøge at komme ud i luften. Nu havde jeg gået på løbebåndet i en uge, og det gik fint, så jeg måtte en tur på stranden. Vi hentede Pia, Viva og Ronja og kørte ud til Christiansholms Plantage - i den ende hvor man kan køre næsten ned på stranden. Men phew, det var alligevel hårdt, så det blev ikke til så meget gang. Men til gengæld blev det til en del hundesvømning og vandpjaskeri.

Viva var nærmest euforisk og svær at få op igen. Hun svømmede rundt sammen med Zippo og Ronja, mens Dazzler og Chinook stod med sikker grund under fødderne og gøede ad dem. Vi overraskede da i hvert fald ikke nogen, for vi kunne høres på lang afstand. Til sidst var hundene så våde og ophidsede, at de nærmest rystede, og jeg besluttede at nu var det tid til det obligatoriske fællesbillede.

Prøv lige at få 6 ophidsede hunde til at stå/sidde/ligge pænt bare 1 minut. Niks! Først var Viva med på billedet - men så fjumrede alle de andre rundt.

Ups - kan I se den sorte pels-streg til venstre i billedet? Der skred Viva. Nu blev det for meget med alle de tossede sheltier!

Til gengæld lykkedes det så at få et næsten ordentligt billede af sheltierne: Monty, Ronja, Chinook, Zippo og Dazzler.

Så var det bare at humpe tilbage til bilen (jeg humpede - Pia og Bent gik helt normalt :-)) og køre hjem til Bisserup til god mad og hygge.

Søndag kørte vi til Jyllinge. Min søde store-søster Ina fyldte 65 og havde inviteret til brunch. Det blev en super hyggelig dag med både Ina's og Søren's børn samt lidt gode venner og fantastisk brunch - ikke mindst Tom's hjemmebagte kringle. Uhm......

Andreas ser jo ikke fætrene og deres koner/kærester så tit, så der blev rigtig sludret. her sidder Sørens datter, Tom, Janne og Andreas.





Og lynhurtigt var weekenden slut og mandagen lige om hjørnet.


Mit knæ har det efter omstændighederne fint. Jeg kan gå (halter lidt) og gå/lunte/løbe på mit løbebånd. Jeg tager ikke smertestillende mere, og jeg kan bukke knæet mere og mere. Jeg er begyndt på træningsøvelserne og har lånt Pia's store bold, som er god til den slags. Og for hver dag synes jeg at jeg kan mærke bitte små fremskridt. Så selv om jeg synes det går ufattelig langsomt, så bliver det hele tiden bedre. Heldigvis.






søndag den 2. oktober 2011

En laaaaaaang weekend

Denne weekend-beretning starter egentlig tilbage til torsdag, hvor der jo er træning i DcH Næstved. Jeg havde lovet, at hvis vi blev danmarksmestre, så gav vi kage - så vi medbragte kagemand og boblevand.

Da vi kom ned på pladsen kunne vi se, at Karin havde sat flag på hegnet langs træningspladsen, og pludselig dukkede formand Stig op med blomster og rødvin fra bestyrelsen til Bent og mig. Hvor var det bare dejligt. Det blev vi rigtig glade for!

Fredag formiddag satte jeg kursen mod Høng. I hele stævnesæsonen har jeg ikke haft meget tid til hyggelige fredags kaffe-besøg, og nu skal der tages revanche. Jeg startede ud med Marianne, der som sædvanlig tog imod med kaffe på kanden. Alle sheltiedrengene var puttet i bilen, og det første Monty gjorde, da han kom ud i Mariannes have, var at finde sig en dejlig plads i solen.

Bølleungerne: Zippo, Dazzler og Chinook startede med at grave et stort hul :-( og derefter legede de tagfat rundt om en busk resten af tiden. De nød rigtig at være ude i det dejlige vejr, mens Marianne og jeg fandt en plads i solen, hvor vi sad med vores kaffekopper - den sidste dag i september. Hvor fantastisk.

Hvem har mon gravet det hul? Ikke os - vi er helt uskyldige! Det må være Line.

Efter besøget hos Marianne hentede jeg Bent. Om eftermiddagen skulle vi til reception hos vores dyrlæge. Der var afsked med Nils, som har haft klinikken i 28 år - og velkommen til Ole Stig, som er ny mand. Hos Rude Dyreklinik er de fantastiske til den slags. Det er noget med wok, hjemmeavlet lam og oksekød og masser af grøntsager. Uhm. Og så kom der jo en masse mennesker vi kendte, så snakken gik lystigt.


Om aftenen var vi til det årlige høstgilde med Førslevgaard Gods. Det var denne gang på Menstrup Kro, hvor vi så revyen "Schou-Tur". Revyen var rigtig underholdende, maden nogenlunde og danseorkestret ringe - men vi havde alligevel en delig aften sammen med mine kolleger og deres mænd og koner.



Lørdag var der dømt indkøb og rengøring. Lørdag eftermiddag satte vi en flæskesteg i ovnen, hentede vi farmor, gik en dejlig tur i parken på Førslev og kørte til Bisserup og spiste dejlig mør flæskesteg med sprød svær. Uhm.

I øvrigt var der en flot artikel om vores DcH-danmarksmesterskab i Sjællandske lørdag.
Søndag kørte vi til Fyn. I mange år har det været en hyggelig tradition, at vi deltog i Belgierklubbens uofficielle Fynsmesterskab. Selvfølgelig mest fordi vi kendte Bodil, men hen ad vejen kom vi jo til at kende alle de andre også, og selv om Bodil jo desværre ikke længere er blandt os, så havde vi valgt at deltage igen i år. Zippo var jo også forsvarende uofficiel Fynsmester, så det måtte vi jo se, om vi kunne gøre om. Vi fik en fin plads ved siden af Solvej og Torben, solen skinnede, og det var bare en pragtfuld dag. Det var Torben og Alina's første "rigtige" stævne, så Torben var noget nervøs, men det gik bare så flot.

Bent løb med Dazzler og Ticket. Dazzler løb fint og fik flere gode placeringer, men Ticket kunne ikke rigtig koncentrere sig den dag, så det blev til 4 disk.

Chinook var selvfølgelig med, og her tager vi lige en slapper i solen.

Han var også så heldig - den lille fyr - at onkel Zippo vandt et godt gnaveben til ham, som han fik meget tid til at gå med. Herligt at han kan slappe af og ligge og gnave ben lige ved siden af banen.
Chinook fik sig også en ny ven - nemlig Yanne's lille lækre mallinois-tæve Easy. Hold da op, hvor de hyggede, de to.


Sidst på dagen var der uddeling af uofficiel Fynsmester-præmier. Først sjove erindringspokaler til de afgående mestre: Annette Hempel med Jessie, mig og Zippo samt Mona Pharsen med Haplo.

Så var der fantastisk flotte præmier til de nye mestre: Ivan Søth med Cash, mig og Zippo og Mona med Haplo. Flot gået af Haplo, som nu er 11år!

Turen hjem blev en broget fornøjelse. Der var vejarbeje på motorvejen, og det kostede os en hel time ekstra i transportid, men til gengæld havde Andreas lavet dejlig mad til os, da vi kom hjem.


Tirsdag stod den så på operation af mit knæ. Det er gået fint. Efter lægens ord, så har hun fjernet noget betændelse, filet lidt på en bruskplade der var lidt blød efter en gammel rideskade, og så i øvrigt lavet lidt almindelig oprydning. Hm...... Men nu er det heldigvis overstået, og så skal jeg bare have lidt ro, og så i gang med genoptræningen, så vi kan komme ud og løbe agility igen næste år.

mandag den 26. september 2011

Så kan det vist ikke blive meget bedre!

Afslutningen på den "officielle" sæson 2011 var for os DcH DM, som i år blev afholdt af DcH Odder. Og mens jeg husker det - så får de et kæmpe plus i karakterbogen for et velafviklet og flot DM. Kun et enkelt lille minus - nemlig at agilitybanen var meeeeeeeget langt væk fra toiletterne! Nå, men tilbage til begyndelsen.

Fredag formiddag kørte jeg ud og handle. Bent havde fri og gik og gjorde klar, men kunne jo ikke pakke helt færdig, for jeg havde bilen. Ved 12-tiden hentede jeg Pia, Aya og Viva (og Ronja som skulle på weekend hos Andreas). Pia viste mig, at Viva var stukket af et eller andet i munden, men der var ingen panik på - endnu. Ind i bilen med hunde og ting, og så afsted mod Bisserup. Da vi lukkede bilen op i Bisserup lignede Viva's hovede et månelandskab! Så var der en lille smule panik. Pia ringede til dyrlægen og Bent og jeg kastede ting i bilen, så vi kunne komme hurtigt ud af døren. Phew! I Gimlinge lukkede vi op for Viva, og hold da op, hvor så hun ud nu. Heldigvis havde dyrlægen trylle-sprøjterne klar, og i løbet af forholdsvis kort tid forsvant bjergene og Viva fik sit vanlige smukke hovede tilbage. Sikke en start på weekenden.

Vi fandt uden problemer pladsen i Odder, hvor DcH DM 2011 skulle afholdes, og vi fik en fin plads til campingvognen i et hjørne af camping-området. Der blev sat telt, hegn og hvad ellers hører til, så hundene kunne komme ud og strække benene.
Fra vores plads kunne vi se over til agility-banen, som desværre var flyttet på grund af vand. Den nye bane var super, men hold da op, hvor var der langt til toiletterne, når man nu stod der 10 minutter før start og synes, at man skulle t.... Glem det!
Aftenen gik med hygge, dejlig mad, rødvin og så i øvrigt fornuftig tid i seng.

Lørdag morgen kunne vi sove rimelig længe, men midt på formiddagen var der opstilling til indmarch med faner, garde og alle deltagerne. Det kan måske virke kedeligt, men det er på en eller anden måde en del af DcH-DM, som jeg synes hører til. Det gør det mere højttideligt og meget meget festligt. Herunder er Næstved's fanebærer klar til start!
Indmarchen foregår kredsvis, så mens vi venter på at orkester og diverse officials bliver klar, så bliver der hyggesnakket på livet løs. Bemærk Susannes "sidste mode" i start-nummer-dress :-)
Ud over Susanne er det Natasha, Bent, Helle og Hanne, der lige ordner "verdenssituationen".
Kredsformand Bodil fandt pludselig på, at vi skulle have et Kreds-6-billede, så vi kastede os op ad en passende til lejligheden anbragt skråning. Det er et dejligt syn, med alle de glade og forventningsfulde deltagere og en storsmilende kredsformand i midten (i blåt).
Årets garde var (i modsætning til sidste år) rigtig god. De spillede ud over traditionel garde-musik også samba-lignende rytmer, hvilket fik mange til at gå og vrikke lidt med hofterne. Her er garden stillet op efter indmarchen.
Så fulgte de obligatiske taler af diverse officials, lokale såvel som DcH-folk. Her er det Susan Aino, der byder velkommen.
Og her står Hanne Rasmussen (lydighed A-klassen) og Ib Andersen (lydighed E-klassen med nr. 11 på ryggen) fra Næstved DcH - og lytter opmærksomt efter hvad der bliver sagt.
Endelig var alt det officielle overstået, og vi kunne komme i gang med det vi var kommet for - nemlig at løbe agility! Vi startede med et springløb, hvor både Dazzler og Zippo kom fejlfrit igennem. Zippo lagde sig på førstepladsen, Dazzler på 3. pladsen.
Dazzler spring lørdag
http://www.youtube.com/watch?v=teqn9TkRlRk
Zippo spring lørdag
http://www.youtube.com/watch?v=T32gfkvpyMQ

Mellem spring-løbet og agility-løbet uddelte agility-udvalget pokale til årets ag3-hunde og årets seniorer. Zippo har haft en del rigtig gode ag3-løb i år og vandt pokalen som årets ag3-hund i mellemklassen.
Så løb vi en agility-bane, hvor Zippo igen lagde sig i spidsen. Dazzler blev nr. 7 med 1 vægring, men det gav alligevel start direkte i A-finalen søndag for dem begge. Dazzler som 5. sidste, Zippo som nr. 1 og altså med sidste start. Det kan vi godt li' - Zippo og jeg. Så er vi helt på dubberne!
Om aftenen grillede vi med Susanne. Zippo tog en lille lur i min seng.
Søndag morgen var det totalt tåget. Man kunne ikke se ret langt, og f.eks. kunne vi slet ikke se over til agility-banen, som vi kunne om lørdagen.
Men det var flot alligevel. Hegnet var fuldt af spindelvæv, der må virkelig være nogen små fyre, der haft travlt hele natten.






Vi valgte at spise morgenmad inde i campingvognen, og mens vi andre spiste, og de 3 hunde der skulle løbe samlede kræfter, så tog Viva og Chinook en ordentlig legetur. De 2 havde rigtig meget fornøjelse af hinanden den weekend.




Efter morgenmaden gik Pia og jeg over for at tage det obligatoriske "årets billede foran faneborgen. Desværre kunne vi have fået et med bedre farver senere på dagen, men det var nu vi havde tid, så det blev en lettere tåget udgave, med Dazzler, Aya og Zippo foran alle fanerne.




På agility-banen startede de med at løbe B-finale, og mens det fandt sted, så snuppede vi lige et billede af "Kennel Foula til DcH-DM 2011" - Dreamy, Dazzler, Zippo og Dweet. De 3 D'er er fra samme kuld - hvilket jo ikke lige er det man tænker, når man ser på billedet - vel?Vi havde også besøg af Louise og smukke Dixie - det var rigtig hyggeligt. For slet ikke at tale om Upsi, der ind imellem nærmest var i "dagpleje" fordi Mette skulle passe stand. Upsi og Chinook elsker at lege, og det er næsten umuligt at bevæge sig afsted med dem i snor, for de skal hele tiden vælte sig rundt i hinanden.
Nå, men tilbage til det vi var der for - nemlig agility! Dagens dommere var Hans Peter Dinesen og Thomas Amnitzbøl. De var begge blevet udstyret med flotte selvlysende gule trøjer påtrykt teksten "Sure løg" og "Dommere er også en slags mennesker".




Finaleløbet var et AG-løb, og tavlen er vasket ren, så det er kun det løb, der tæller. Dazzler gjorde det fantastisk. Ikke en eneste gang snød han på felterne, og især hans acceleration fra en tunnel og ind i posen var super. Så Bent røg direkte ind på første pladsen.




Her er Dazzlers finale-løb: http://www.youtube.com/watch?v=Gsl1dPADS9c







Efter Bent løb Ann-Britt med Diesel, som desværre fik en fejl undervejs. 3.sidst løb Mona Linhardt med Eddie - som blev disket. Nå, så skulle Bent i hvert fald på podiet mindst som nummer 3. :-) Næstsidst var Susanne Rødtnæs med Jari, som havde et fint og fejlfrit løb, der rakte til en 2. plads efter Bent. Så var det Zippo og mig, og Bent's tid var så flot, at der ikke var plads til fedtspilleri. Her er der fuld koncentration på vej ned ad balancen.

Her er Zippos finaleløb: http://www.youtube.com/watch?v=4fBigk885-E&feature=related




Det var bare fuld skrue fremad, men Zippo er bare så herlig at løbe den slags pressede løb med. Han reagerer på min mindste bevægelse og suste i mål, godt et sekund hurtigere end Bent og Dazzler. Danmarksmester IGEN! Og Bent og Dazzler nr. 2 - Så kan det vist ikke blive meget bedre! Hvor er jeg stolt af Bent og Dazzler og Zippo.

Så ud og løbe æresrunder og masser af knus og lykønskninger. Bent var helt rundt på gulvet - for slet ikke at snakke om den stolte opdrætter.
Da vi var kommet lidt ned på jorden igen, kunne vi gå i gang med oprydning. Teltet skulle ned og det hele skulle ned til campingvognen. Der skulle forteltet ned og hegnet pakkes sammen. Det var dog betydelig nemmere denne gang, fordi campingvognen skulle med hjem. Nu er sæsonen slut - og sikke en afslutning.




Så var det igen opstilling og indmarch, denne gang klassevis. Her er det agility-mellem-hundene, der kommer marcherende.Fremme på pladsen blev vi stillet op til præmie-overrækkelserne, og selv om det tager tid, var man gået tilbage til det gamle system, hvor alle kommer op og får deres diplom og et håndtryk. Det er nu festligt, og det gik faktisk rimelig hurtigt. Og her står vi så: Bent, mig og Susanne. Det er en helt fantastisk fornemmelse, og jeg er sikker på at vi alle 3 nød øjeblikket. Vi har kæmpet mod hinanden og trænet med hinanden hele året, og dette var bare en fantastisk afslutning på stævnesæsonen.


















Her sidder drengene så med deres flotte præmier og pokaler. Foder, pokaler, en dummy og champagne. Vildt!



Nu er jeg bare mentalt så klar til at få opereret det dumme knæ, så det forhåbentlig holder op med at gøre ondt. Og så står den på genoptræning, løbebånd og slankekur, så vi kan give den endnu mere gas i 2012.