Lørdag formiddag havde vi besøg af Heidi. Vi havde lavet brunch og det var rigtig hyggeligt. Heidi er efterhånden vokset godt over maven, og vi glæder os rigtig meget til baby i november.
Lørdag eftermiddag måtte jeg udfordre skæbnen og mit knæ og forsøge at komme ud i luften. Nu havde jeg gået på løbebåndet i en uge, og det gik fint, så jeg måtte en tur på stranden. Vi hentede Pia, Viva og Ronja og kørte ud til Christiansholms Plantage - i den ende hvor man kan køre næsten ned på stranden. Men phew, det var alligevel hårdt, så det blev ikke til så meget gang. Men til gengæld blev det til en del hundesvømning og vandpjaskeri.
Viva var nærmest euforisk og svær at få op igen. Hun svømmede rundt sammen med Zippo og Ronja, mens Dazzler og Chinook stod med sikker grund under fødderne og gøede ad dem. Vi overraskede da i hvert fald ikke nogen, for vi kunne høres på lang afstand. Til sidst var hundene så våde og ophidsede, at de nærmest rystede, og jeg besluttede at nu var det tid til det obligatoriske fællesbillede.
Prøv lige at få 6 ophidsede hunde til at stå/sidde/ligge pænt bare 1 minut. Niks! Først var Viva med på billedet - men så fjumrede alle de andre rundt.
Ups - kan I se den sorte pels-streg til venstre i billedet? Der skred Viva. Nu blev det for meget med alle de tossede sheltier!
Til gengæld lykkedes det så at få et næsten ordentligt billede af sheltierne: Monty, Ronja, Chinook, Zippo og Dazzler.
Så var det bare at humpe tilbage til bilen (jeg humpede - Pia og Bent gik helt normalt :-)) og køre hjem til Bisserup til god mad og hygge.
Søndag kørte vi til Jyllinge. Min søde store-søster Ina fyldte 65 og havde inviteret til brunch. Det blev en super hyggelig dag med både Ina's og Søren's børn samt lidt gode venner og fantastisk brunch - ikke mindst Tom's hjemmebagte kringle. Uhm......
Andreas ser jo ikke fætrene og deres koner/kærester så tit, så der blev rigtig sludret. her sidder Sørens datter, Tom, Janne og Andreas.
Og lynhurtigt var weekenden slut og mandagen lige om hjørnet.
Mit knæ har det efter omstændighederne fint. Jeg kan gå (halter lidt) og gå/lunte/løbe på mit løbebånd. Jeg tager ikke smertestillende mere, og jeg kan bukke knæet mere og mere. Jeg er begyndt på træningsøvelserne og har lånt Pia's store bold, som er god til den slags. Og for hver dag synes jeg at jeg kan mærke bitte små fremskridt. Så selv om jeg synes det går ufattelig langsomt, så bliver det hele tiden bedre. Heldigvis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar