Fredag formiddag kørte jeg ud og handle. Bent havde fri og gik og gjorde klar, men kunne jo ikke pakke helt færdig, for jeg havde bilen. Ved 12-tiden hentede jeg Pia, Aya og Viva (og Ronja som skulle på weekend hos Andreas). Pia viste mig, at Viva var stukket af et eller andet i munden, men der var ingen panik på - endnu. Ind i bilen med hunde og ting, og så afsted mod Bisserup. Da vi lukkede bilen op i Bisserup lignede Viva's hovede et månelandskab! Så var der en lille smule panik. Pia ringede til dyrlægen og Bent og jeg kastede ting i bilen, så vi kunne komme hurtigt ud af døren. Phew! I Gimlinge lukkede vi op for Viva, og hold da op, hvor så hun ud nu. Heldigvis havde dyrlægen trylle-sprøjterne klar, og i løbet af forholdsvis kort tid forsvant bjergene og Viva fik sit vanlige smukke hovede tilbage. Sikke en start på weekenden.
Vi fandt uden problemer pladsen i Odder, hvor DcH DM 2011 skulle afholdes, og vi fik en fin plads til campingvognen i et hjørne af camping-området. Der blev sat telt, hegn og hvad ellers hører til, så hundene kunne komme ud og strække benene.
Fra vores plads kunne vi se over til agility-banen, som desværre var flyttet på grund af vand. Den nye bane var super, men hold da op, hvor var der langt til toiletterne, når man nu stod der 10 minutter før start og synes, at man skulle t.... Glem det!
Aftenen gik med hygge, dejlig mad, rødvin og så i øvrigt fornuftig tid i seng.
Lørdag morgen kunne vi sove rimelig længe, men midt på formiddagen var der opstilling til indmarch med faner, garde og alle deltagerne. Det kan måske virke kedeligt, men det er på en eller anden måde en del af DcH-DM, som jeg synes hører til. Det gør det mere højttideligt og meget meget festligt. Herunder er Næstved's fanebærer klar til start!
Indmarchen foregår kredsvis, så mens vi venter på at orkester og diverse officials bliver klar, så bliver der hyggesnakket på livet løs. Bemærk Susannes "sidste mode" i start-nummer-dress :-)
Ud over Susanne er det Natasha, Bent, Helle og Hanne, der lige ordner "verdenssituationen".
Kredsformand Bodil fandt pludselig på, at vi skulle have et Kreds-6-billede, så vi kastede os op ad en passende til lejligheden anbragt skråning. Det er et dejligt syn, med alle de glade og forventningsfulde deltagere og en storsmilende kredsformand i midten (i blåt).
Årets garde var (i modsætning til sidste år) rigtig god. De spillede ud over traditionel garde-musik også samba-lignende rytmer, hvilket fik mange til at gå og vrikke lidt med hofterne. Her er garden stillet op efter indmarchen.
Så fulgte de obligatiske taler af diverse officials, lokale såvel som DcH-folk. Her er det Susan Aino, der byder velkommen.
Og her står Hanne Rasmussen (lydighed A-klassen) og Ib Andersen (lydighed E-klassen med nr. 11 på ryggen) fra Næstved DcH - og lytter opmærksomt efter hvad der bliver sagt.
Endelig var alt det officielle overstået, og vi kunne komme i gang med det vi var kommet for - nemlig at løbe agility! Vi startede med et springløb, hvor både Dazzler og Zippo kom fejlfrit igennem. Zippo lagde sig på førstepladsen, Dazzler på 3. pladsen.
Dazzler spring lørdag http://www.youtube.com/watch?v=teqn9TkRlRk
Zippo spring lørdag http://www.youtube.com/watch?v=T32gfkvpyMQ
Mellem spring-løbet og agility-løbet uddelte agility-udvalget pokale til årets ag3-hunde og årets seniorer. Zippo har haft en del rigtig gode ag3-løb i år og vandt pokalen som årets ag3-hund i mellemklassen.
Så løb vi en agility-bane, hvor Zippo igen lagde sig i spidsen. Dazzler blev nr. 7 med 1 vægring, men det gav alligevel start direkte i A-finalen søndag for dem begge. Dazzler som 5. sidste, Zippo som nr. 1 og altså med sidste start. Det kan vi godt li' - Zippo og jeg. Så er vi helt på dubberne!
Om aftenen grillede vi med Susanne. Zippo tog en lille lur i min seng.
Søndag morgen var det totalt tåget. Man kunne ikke se ret langt, og f.eks. kunne vi slet ikke se over til agility-banen, som vi kunne om lørdagen.
Men det var flot alligevel. Hegnet var fuldt af spindelvæv, der må virkelig være nogen små fyre, der haft travlt hele natten.
Vi valgte at spise morgenmad inde i campingvognen, og mens vi andre spiste, og de 3 hunde der skulle løbe samlede kræfter, så tog Viva og Chinook en ordentlig legetur. De 2 havde rigtig meget fornøjelse af hinanden den weekend.
Efter morgenmaden gik Pia og jeg over for at tage det obligatoriske "årets billede foran faneborgen. Desværre kunne vi have fået et med bedre farver senere på dagen, men det var nu vi havde tid, så det blev en lettere tåget udgave, med Dazzler, Aya og Zippo foran alle fanerne.
På agility-banen startede de med at løbe B-finale, og mens det fandt sted, så snuppede vi lige et billede af "Kennel Foula til DcH-DM 2011" - Dreamy, Dazzler, Zippo og Dweet. De 3 D'er er fra samme kuld - hvilket jo ikke lige er det man tænker, når man ser på billedet - vel?Vi havde også besøg af Louise og smukke Dixie - det var rigtig hyggeligt. For slet ikke at tale om Upsi, der ind imellem nærmest var i "dagpleje" fordi Mette skulle passe stand. Upsi og Chinook elsker at lege, og det er næsten umuligt at bevæge sig afsted med dem i snor, for de skal hele tiden vælte sig rundt i hinanden.
Nå, men tilbage til det vi var der for - nemlig agility! Dagens dommere var Hans Peter Dinesen og Thomas Amnitzbøl. De var begge blevet udstyret med flotte selvlysende gule trøjer påtrykt teksten "Sure løg" og "Dommere er også en slags mennesker".
Finaleløbet var et AG-løb, og tavlen er vasket ren, så det er kun det løb, der tæller. Dazzler gjorde det fantastisk. Ikke en eneste gang snød han på felterne, og især hans acceleration fra en tunnel og ind i posen var super. Så Bent røg direkte ind på første pladsen.
Her er Dazzlers finale-løb: http://www.youtube.com/watch?v=Gsl1dPADS9c
Efter Bent løb Ann-Britt med Diesel, som desværre fik en fejl undervejs. 3.sidst løb Mona Linhardt med Eddie - som blev disket. Nå, så skulle Bent i hvert fald på podiet mindst som nummer 3. :-) Næstsidst var Susanne Rødtnæs med Jari, som havde et fint og fejlfrit løb, der rakte til en 2. plads efter Bent. Så var det Zippo og mig, og Bent's tid var så flot, at der ikke var plads til fedtspilleri. Her er der fuld koncentration på vej ned ad balancen.
Her er Zippos finaleløb: http://www.youtube.com/watch?v=4fBigk885-E&feature=relatedDet var bare fuld skrue fremad, men Zippo er bare så herlig at løbe den slags pressede løb med. Han reagerer på min mindste bevægelse og suste i mål, godt et sekund hurtigere end Bent og Dazzler. Danmarksmester IGEN! Og Bent og Dazzler nr. 2 - Så kan det vist ikke blive meget bedre! Hvor er jeg stolt af Bent og Dazzler og Zippo.
Så ud og løbe æresrunder og masser af knus og lykønskninger. Bent var helt rundt på gulvet - for slet ikke at snakke om den stolte opdrætter.
Da vi var kommet lidt ned på jorden igen, kunne vi gå i gang med oprydning. Teltet skulle ned og det hele skulle ned til campingvognen. Der skulle forteltet ned og hegnet pakkes sammen. Det var dog betydelig nemmere denne gang, fordi campingvognen skulle med hjem. Nu er sæsonen slut - og sikke en afslutning.
Så var det igen opstilling og indmarch, denne gang klassevis. Her er det agility-mellem-hundene, der kommer marcherende.Fremme på pladsen blev vi stillet op til præmie-overrækkelserne, og selv om det tager tid, var man gået tilbage til det gamle system, hvor alle kommer op og får deres diplom og et håndtryk. Det er nu festligt, og det gik faktisk rimelig hurtigt. Og her står vi så: Bent, mig og Susanne. Det er en helt fantastisk fornemmelse, og jeg er sikker på at vi alle 3 nød øjeblikket. Vi har kæmpet mod hinanden og trænet med hinanden hele året, og dette var bare en fantastisk afslutning på stævnesæsonen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar