En lidt anderledes påskeferie

I mange år har vores påskeferie på en eller anden måde været fyldt op med noget "hund", og i mange tilfælde har det været noget agility. Sådan var det ikke i år. Vi havde fravalgt Gåsahoppet i Sverige, og vi havde faktisk ikke rigtig nogen planer, og så alligevel.....

Men her er en lille billedkavalkade fra vores påskeferie.

Middagssøvn i solen i en læ-krog i haven var fantastisk. Skærtorsdag var det bare min plan, lige at slappe lidt af - men inden jeg vågnede igen, var der gået 2 timer. 

Det blev til en del gåture med 1, 2 eller flere hunde. Vi slæber ikke gerne hele flokken forbi Brugsen midt på dagen, hvor der er masser af mennesker på p-pladsen, for vi behøver ikke at reklamere med, hvor mange hunde vi egentlig har. Men de 2 "små" synes også, at det er fantastisk at komme en tur i skoven alene.

Vi passede 4 af Pia's hunde et par dage. D.v.s. vi havde 10 hunde i huset. Var det stressende? Vi lader lige billedet stå et øjeblik. 

Vores lokale fiskemand havde reklameret med stenbider-rogn. Køen var lang, og da Hazel og jeg hørte, at der var udsolgt af den lækre delikatesse, ja så cyklede vi hjem igen. 

Bent fik vasket campingvognen af, så nu er den næsten klar til forårets stævner og ikke mindst til sommer ferie i Sverige. Øj, hvor jeg glæder mig. 

Chinook (vores sheltie, som bor hos Bent's bror og hans kone) fyldte 12 den dag, vi var ude og rydde op i farmors hus. Så vi fik lige hilst og sagt tillykke. Han er en smule tyk, og hans tænder har det ikke særlig godt, men bortset fra det, så er han en glad og tilfreds lille fyr. 

Farmors hus er solgt pr. 1. juni, så der skulle ryddes ud. Det blev til mange sække tøj til genbrug og en del affald til genbrugsstationen. Her er det Marianne's lille affalds-sorterings-station: glas, små husholdningsapparater (vi fandt vist 4 eller 5 hårtørrere), hård plast, pap o.s.v.

Og 2. påskedag er der jo altid familien's dejlige tradition med sammenskuds-frokost hos Kim og Janne. Det betyder som regel også en dejlig gå-tur, som i år gik til Smør-mosen. Det meget lækkert sted. Her er det Cornelius og Ludvig, der viser vej. 

Cornelius var meget opsat på at vise os hulen i skoven, og den var da også et fantastisk "bygningsværk". 

Som "Queen of cheese-cake" var en del af mit bidrag til årets frokost selvfølgelig en lækker cheese-cake. I år en gul version med citron, og pyntet med påskeæg og timian. Jeg fik ros af min bager-nevø, så jeg er meget stolt af resultatet. 

Tak for en god påske til alle, der var en del af den. 

This is, what dogs can do to you

When we picked up Keeper (Addicted to you of Silent Storm) in December 2021 at Katja’s place in Ochsenhausen, Germany, we met a new bunch of nice dog-people, who also came to pick up their puppy. And when we came home, some of us kept in contact through Facebook. Especially Sabine, who has Keepers sister Mystique, and I, were writing quite a lot together. Our dogs seemed to be quite similar, and we were in many ways quite alike, both doing agility, and both not able to run fast, but learning our dogs to work by themselves.

 We knew, that Sabine lived in Germany, not so far away as Katja, but around 700 km from our home. And from Facebook and videos we knew, that she had her own indoor agility-training-facilities. With that in mind, in January I got the crazy idea, to visit Sabine, to do some training with our youngsters. I asked her – and immediately she agreed, that this could be fun. First step was to find a weekend, were both families were free of other arrangements, but we managed, and on Friday, the 31^st of March, just after I finished work at 12.00, we set the gps to Harsewinkel, Germany, 684 km away. You got to follow your dreams, and sometimes also your crazy ideas.

 

Liam was left with Ilse and Madsen, Blitz and Tough’Y with Rune and Christian, so we were only us, Keeper, Gimli and Hazel. Car was filled with coffee, fruits, something to drink and some food, and the trip was relatively smooth. Hamburg was awfull, but the rest was ok. With only 2 stops, we landed around 20.00 at Dog Xperten Agility Halle. It was sooooo nice to meet Sabine again, and the big surprise was, that her friend, also named Sabine (from now on Sabine2) – who we met when we picked up Keeper, she was also there.

 

Dogs were taken out to pee and stretch their legs, and then we went straight to the agility course. While we were waiting for the ordered pizzas, we let all dogs do a bit agility, just for fun, to get rid of 8 hours in the car. All dogs were extremely happy, which also showed in their performances. But the main topic were just to get some moving around.

 

We had the pizza, some wine, and then “within the blink of your eyes” it was very very late. Sabine2 had picked up our key at the hotel, so we just needed to drive there, find our room and get settled. Around midnight, we fell asleep in Hotel Zum Jägerkrug.

 

Next morning we got op, took a fast shower, fed the dogs and drove straight to the arena. Sabine and Sabine2 had made a nice breakfast for us, and we enjoyed the food and the talking. Both Bent and I improved our German speaking this weekend. Good thing is, that when you want to understand each other, it goes much easier. But …….. Sabine had made plans, and a nice course were ready for us in the arena.

 

We spent time until around lunctime training. All dogs. Keeper, Hazel, Gimli, Mystique and Meira (the MAS von Sabine2). Sabine were the tough trainer, but even though, we had so much fun. The course was made, so that both the youngsters and the oldies got some challenges. We had so much fun, and the dogs were soooo happy.

 

What was really strange to find out was, that just as Sabine and I have much in common, our dogs are like 2 drops of water in almost any way. Their skin is a bit different (Mys is black and Keep is Seal), and Keeper is a bit bigger than Mystique, but that’s the end of differences. Mentally, working, playing, just being dogs, they were totally equal. They are both loving all people, they don’t care about other dogs, except their own pack, and they are both so lovable. Really strange to see. And funny to see. One sentence said very often was: oh, this is exactly the same as my dog does. When you have a litter of 7, there will always be some differences, but those 2 dogs are so alike, that it was like 2 bits of 1 piece.

 

Saturday afternoon the arena was rented out to a group of obedience-people, so we cleared the floor from obstacles and drove to a nearby forest to walk the dogs. Weather was changing all the time, but when we left the cars, at least it was dry. We let all 5 dogs loose, and they ran around each other like they have known each other always. It was nice to let the dogs run and to relax in our heads, but the rain came back, and before we were back in the cars, we were rather wet. But who cares? Company was the best, so the weather didn’t matter.

 

On the way home from the forest, we did some shopping. Nice German snacks for our easter-meals, and the coolest colored egs. Some “small” pieces of cake …… I started out ordering 4 pieces, but when I saw the size, I changed it to 2. Very lovely fruit-cheesecake, to go with the afternoon coffee.

 

The nice obedience-people re-build our course before they left, and then it was back to the training. But you could see, that both dogs and people were tired in their heads, so we decided not to do so much agility, and instead we spent time talking and taking pictures with our lovely 2 girlies. It’s funny to know, that even though agility rules mainly are the same in all FCI-countries, there are a lot of different rules for going from class 1 and up. And in Germany, when you are in class 3, you have to make a number of clear rounds every year, to stay in class 3. If not, then you’re back in class 2. Also the Germans start when dogs are 18 months, but they start in class 0, which is only jumps and tunnels. Then you need 3 clear rounds to start in class 1. I’m glad, that we don’t have those rules in Denmark.

 

Evening-meal was nice, and accompanied by a glass of red wine (or 2), we all became very tired, and at 22.00 we were back at the hotel. But poor Gimli were so stressed by all that agility, that he had to wake up Bent in the middle of the night, as he needed to get “in the garden”. So poor Bent had to get up, get dressed and take Gimli out. Luckily, that was all, and today he was ok again.

 

Sunday plans was a new course, including some of the things, we worked with Saturday. Our dogs were brilliant. I was so proud of, what they did. Both Keeper, Gimli and Hazel. In that kind of situations I always get really really proud and humble. I know, that my dogs ability to agility mostly comes from what I learn them. But it makes me a bit overwhelmed every time. I love my dogs to the moon and back, and I know, that Bent feel the same way with his dogs.

 Then it was time for a quick cup of coffee and the not very nice good-bye. I hate that part. But tomorrow it’s back to work, so we packed the car, gave the dogs the last small walk, and set the gps on “home”. Till now (middle of Fyn) trip went smooth and nice.

 

Now, I’m just grateful. And I owe a lot of thanks to some very special people. First of all to Katja, who sole me Keeper. You are actually the reason, why I met Sabine (und Sabine2). This is really the happy output of, what dogs can do to you.

 

Then I owe a lot of thanks to Ilse & Madsen and Rune & Christian for taking care of Liam, Blitz and Tough’Y. That made our trip very much easier. We miss them now, but thanks for taking good care of our dogs.

Then there is Sabine2. You made a lot to ensure, that our stay was nice. Thanks for that, and thank you for picking up our key-card.

 And Bent. Thanks for supporting my crazy ideas and joining me on this trip. I know, that you have had a good time too, but thanks for doing this. I love you.

 

Last – I want to thank Sabine. You and I, we have something in common. I love your smile and your laughter. I love your positive way of living life, doing what you find best: agility. We have had so much fun this weekend, talking, laughing, doing agility. We sure will come back again. And I love, that our 2 dogs brought us together. Thanks for you, being who you are.

 

Sikke en fantastisk weekend

Hold nu op, det har været en heftig, men fantastisk weekend.

 

Vi startede fredag med træning hos yndlings-Channie sammen med Pia. Som sædvanlig var det super hyggeligt og lærerigt, og vi kørte igen hjem med højt humør og følelsen af, at vi simpelthen bare er pi… gode. Det blev jo ikke mindre hyggeligt af, at Pia’s lille Bindi var med for første gang. Der er nu ikke noget som hundehvalpe! Vi spiste pizza hos Pia inden vi kørte hjem og gjorde klar til lørdagens road-trip.

 

Lørdag havde vi nemlig købt 2 afbudspladser på agility-kursus med finske Jouni Orenius. Bent skulle løbe med Gimli og jeg satsede på Keeper (og havde Hazel med som back-up). Jeg har set Jouni masser af gange til de store stævner i Danmark og til NM og VM, og jeg ved, at han er en lille lynhurtig mand. Så jeg var noget spændt på, hvordan han var i kursussituaionen. Og hold da op, hvor jeg blev positivt overrasket.

 

Måske også fordi han roste Keepers indlæring af de grundlæggende færdigheder, og bare fortalte mig, at jeg skulle fortsætte i samme spor. Det hjælper jo altid noget, når træneren kan lide ens hund. Men også fordi banen var fed, og selv om det var meget som at få undervisning af Channie, så kom der også lidt nye øjne på nogle ting. Gimli’s felter sad igen lige i skabet – og da Keeper var ved at være træt, så fik Hazel lige lov til at brilliere et par gange. Mega fed bane at løbe med Hazel.

Vel hjemme kunne vi igen tømme bil og pakke til i dag, hvor der var C+A-prøver i klubben. Jeg skulle være figurant i eftersøgningen i A, og Bent skulle deltage i C-prøven med Gimli. Og sikke en dejlig dag det blev.

 

Ikke mindst fordi Bent og Gimli fik en 5. plads med 113,5 points, og dermed deres anden halve oprykning til B. Jeg er så stolt af dem. Gimli er ikke nogen nem hund at gå med. Det er lidt lige som at gå med en letantændelig bombe i den ene hånd. Der skal ingen ting til, så eksploderer Gimli af begejstring. Så det er en balancegang. Hele tiden.

Vi tramper banen til - mens dommerne leder efter gode gemmesteder til figuranterne

 

Udsigten fra mit skjul

Der var så smukt ude i skoven i dag

Min dag foregik ude i en skov, hvor jeg puttede mig i skovbunden under et sløringsnet det meste af dagen. Heldigvis var det dejligt vejr, og det blev en hyggelig og lærerig dag, hvor jeg så meget flot hundearbejde – og også nogle kedelige hunde, som ikke gad løbearbejdet. Virkelig underligt at se, når jeg ved, hvor begejstrede vores egne er, når du får lov til at træne eftersøgning.

I morges fik jeg i øvrigt et sjovt minde på Facebook. Jeg elsker Facebook-minder, fordi det giver mig mulighed for at tænke tilbage på hunde vi har haft og gode oplevelser. Men i morges fik jeg et minde om, at det var 25 år siden, at vores første border collie, Bessie, blev født. Så vi har faktisk sølvbryllup med border collie racen i dag. En race, som jeg aldrig bliver træt af. Og som vi i øvrigt har haft til dato i alt 11 af: Bessie, Meghann, Magnus, Zoey, Paddy, Ticket, Blitz, Hazel, Gimli, Delta og Keeper. Hunde som har beriget vores liv med masser af gode oplevelser og fantastiske venskaber.

Bluewyle Basic Rhythm so Blue - Bessie, dronning af Skovvænget 💖

Statera Dogcare Cup

Dejligt at finde "arbejdstøjet" frem igen og tage til stævne.

Sidste weekend deltog vi i – for os – årets første agilitystævne. Statera Dogcare Cup, afholdt i Vipperød i ”Hund360”-hallen.

Det var mega fedt at komme i gang igen – og det var mega koldt.

Begyndende solopgang i Bisserup ved afgang kl. 06.12.

Hallen er en plastic-hal, og de øverste 20 cm under taget står åbne, så vinden, der om lørdagen var rimelig heftig, krøb langs væggen og ned ad nakken på dem, der sad i sekretariatet. Vi måtte pakke os ind i trøjer og tørklæder for ikke at få træk. Men bortset fra det, så var det en lækker hal med godt kunstgræs at løbe på.

Bent og Gimli venter på, at det bliver deres tur til at løbe. 

Vi kom ikke hjem med mange præmier, men med gode løb på spændende baner af VM2023-dommer Anders Virtanen fra Finland, Kalle Karlsson fra Sverige og Gert Bruus fra Danmark. Jeg er kæmpe fan af Gert Bruus’ baner. Denne weekend havde han især en spring 3, som ved første øjekast var virkelig underlig, men som helt klart vandt ved nærmere bekendtskab. Den var fed at løbe, der var gode linier for hunden, masser af muligheder for at handle som jeg gør (uden at løbe alt for meget), og masser af forskellige løsningsmuligheder. En bane som både var sjov at løbe og underholdende at se på for tilskuerne.

Hazels eneste præmiegivende placering var en 4. plads.

Jeg medbragte resterne af en grum forkølelse, som tog meget af min luft og gav mig gummiben, da vi nåede søndag formiddag, men bortset fra det, så nød jeg at løbe konkurrence med Hazel. Hun er så dejlig at løbe med, især når hun som her beslutter sig for at være artig-Hazel (i modsætning til Party-Hazel). Hun kan så mange ting, og jeg må bare sige, at jeg er ydmyg og stolt over vores fælles rejse. Og så bliver det spændende at se, hvor jeg ender med Keeper, og hvor vores agility-rejse går hen, når hun begynder at konkurrere her i løbet af foråret.

Bent og Gimli havde nogle rigtig flotte løb, men stadig desværre ikke helt fejlfri. Gimli’s felter sad lige der, hvor de skulle være. Hold da op, hvor er det dejligt for Bent, som virkelig har knoklet med det. Og det var ikke mange pinde, der røg ned undervejs. Så 2023 skal nok blive en god sæson, hvor de forhåbentlig rykker i klasse 3.

Om søndagen kom Birgitte, Midni og Fanta på besøg. Det udløste et Zarvo-billede.

Birgitte medbragte selvfølgelig også Hazels nevø Noah, så der blev også et Kewstock-billede.

Ud over at løbe konkurrencer, så var der jo alle de andre sidegevinster:

·         Vi mødte en masse mennesker, som vi ikke har set i laaaaaaang tid. Det er så dejligt at mødes med alle agility-vennerne igen.

·         I den finale, der var om søndagen, vandt en af vores kursister fra DcH Næstved finalen for de store hunde. Det var Ilse og Skyfalls første finale, og de var rocker-seje. Eneste fejlfri hund igennem banen! Så jeg måtte knibe en tåre og give Ilse et kæmpe knus. Nøj, hvor vi glæder os til kage.

Ilse og Skyfall med blomster, præmier og de store vinder-smil

·       Der var en butik i hallen, så jeg kunne gå ind og trøste-shoppe. Det blev til en ny sele til Liam og lidt kaninører til hele flokken.

·         Og vi mødte masser af hunde-familie, som selvfølgelig måtte fotograferes.

Solnedgang på hjemturen, incl. Venus og Merkur, som åbenbart er usædvanlig tæt på hinanden i øjeblikket.

Nu glæder jeg mig allerede til næste stævne, som bliver Vilhelmsborg i midten af april.

Og nå ja, der var jo også lige 2 gutter, der skulle have taget et billede til Foula-familien. Det var ikke nemt. Glem alt om "sit - bliv". De pustede sige lige lidt op, men så måtte Frank sætte sig i midten, og så kom der ro på så længe, at jeg kunne tage et billede. Og jeg siger ikke, hvor mange billeder jeg tog for at få bare et, der var sådan nogenlunde. 😂😂😂😂

 

 

 

 

 

Alting har en tid.

For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.

En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.

En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.

En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.

En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.

Den her fantastiske tekst stammer faktisk fra Bibelen. Den er fra Prædikerens bog, kapitel 3, vers 1-8, og den blev læst og fortolket af præsten ved min svigermors bisættelse. Det er en tekst, der satte et mylder af tanker i gang i mit hoved, og som samtidig beskriver den tid, der til nu er gået af 2023, både for os (Bent og mig), vores familie, vores land og hele verden med sygdom og krig.

I januar og februar er der sket en masse – og alligevel ikke ret meget, men det kan meget godt beskrives sådan her:


Der er en tid til begejstring, en tid til fordybelse
Når man træner hunde, så er det en lang ruchebanetur af glæder og frustrationer, men starten af året har for os været fantastisk. Vi har haft fantastiske træninger hos Channie både med de 2 ”gamle” og de 2 små. Vi har løbet halsbrækkende svære baner, og nørdet små sektioner. Wauw, hvor er vi bare klar til sæsonen går i gang. Vi har også trænet lydighed, hvor vi udsættes for mange sjove ting. Hazel går helt amok, når Jonna begynder at sige sjove lyde.


Der er en tid til gåture, en tid til solnedgange
For lynhurtigt er det blevet så lyst om eftermiddagen, at vi kan nå hjem og gå en tur med hundene. Det bliver dog hurtigt mørkt, men det giver til gengæld nogle flotte ture i solnedgangen. Det giver så meget ro i mig at stå på stranden og kigge ud over vandet, lige mod solen. Alt stress forsvinder, og der er ikke plads til dumme tanker i mit hoved. Kun til fred og ro.


Der er en tid til fornyelse af kontrakter
Og vi er super glade for, at vi igen i 2023 er en del af ”Hennes Helte”, og derfor kan give vores hunde det lækre foder produceret i Danmark af friske laks. Det er dejligt at se, at hundene er energiske og har smuk og blank pels. Tak til Henne Pet Food for at give os den støtte igen.


Der er en tid til afsked, en tid til sorg
Vi har her i februar sagt farvel til Bent’s mor, Andreas’ farmor og min søde lille svigermor. Hun var den sidste i den generation, så nu er det os, der er ”de gamle”. Hendes sidste tid var ikke let. Ud og ind af sygehuset, med og uden briller, tænder og høreapparater. Hjemmeplejen i Sorø får bestemt ikke mange plus-points fra os. Der var helt klart nogle dejlige mennesker imellem, men der var også meget svigt – og at bo i et hus, der blev gjort rent hver 3. uge, det er bare ikke særlig lækkert. Heldigvis kan vi trøste os med, at hendes sidste døgn på Slagelse Sygehus blev fyldt af omsorg og kærlighed. Hold nu op, hvor personalet var fantastiske, både overfor farmor og os. Og vi holdt hende i hånden mens hun forlod os, stille og fredfyldt. Mere kunne vi ikke ønske os på det tidspunkt. Nu er bisættelsen overstået, så tilbage er alle de praktiske ting med oprydning og salg af hus. Og sorgen og savnet. 


Der er en tid til at blive klogere
I DcH-regi er jeg i gang med at uddanne mig til kredsinstruktør. Det er dem, der underviser de kommende lokalforeningsinstruktører, både på grundmodulerne og de mere specialiserede overbygninger. Det er super spændende, og ud over den reelle uddannelse er der også nogle sidegevinster. En af dem var et spændende foredrag med Lea Nor om hvalpens prægning de første måneder efter vi har fået dem hjem og de begynder at komme på træningspladsen. Puha, der er altid nogle aha-oplevelser i sådan et foredrag, hvor jeg enten tænker, at ups, det har jeg da gjort med den hvalp, jeg har nu – eller aha, det skal jeg huske til den næste hvalp. Og så er Lea en fremragende foredragsholder, som taler direkte til folk og har veldokumenterede svar på alle spørgsmål.


Og inden vi kan nå at blinke med øjnene er vi ude af februar. Foråret – og for os, årets første stævne – vinker forude. Sommerferien er på plads, og pladsen på Järnavik til en uge sammen med Hanne og Ivan er reserveret. Vi glæder os til det hele.

Alting har en tid