Juni måned med masser af aktiviteter

Med det ene ben ude af juni måned og på vej ind i juli, så er det vist tid til et lille tilbageblik på en måned, der på mange måder minder om de gode gamle dage (læs: før Corona) med fuld blus på aktivitetskontoen. Hektisk, men også dejligt!

Vi startede den 5. juni med stævne i Faxe. Det er altid hyggeligt hos Faxe-folkene, og der er også tradition for, at vi er en del fra DcH Næstved, der deltager. Dem, der går på vores hold i Næstved, de er jo alle sammen mine "børn" når vi er ude til konkurrencer. Jeg står på sidelinien og forsøger at handle deres bane, men det behøver jeg slet ikke, for de klarer sig jo rigtig godt. 

Bent skulle - næsten som sædvanligt - både dømme og løbe. Det kræver sin mand, men han klarer det - min mand! Det er jeg bare så stolt af. 

Men jeg er ikke mindre stolt, når nogle af vores Næstved-folk ender på præmiepodiet. Ligesom her på billedet, hvor det er smukke Bella, der har løbet sig til den fine roset, der matcher hendes farver så smukt.

Søndag den 6. juni havde vi taget Corona i ed og inviteret til fejring af Bents kommende 60-års fødselsdag. Helt i Bents stil var det udendørs ved spejderhytten i Tornemark, super afslappet, meget meget hyggeligt. Vi var godt 30 mennesker: familie og venner - og det blev en dag, lige som Bent havde ønsket sig!

Andreas havde knoklet en vis legemsdel ud af bukserne inden vi kom midt på formiddagen. Teltet var rejst, og der blev hurtigt sat borde og stole frem, mens jeg gik i gang i køkkenet. 

Bent fik fantastiske gaver - lige præcis de ting, han havde ønsket sig. En ting vil vi dog længe huske: Pia, Rune og Christian havde arrangeret en indsamling blandt mange af de hundefolk rundt i landet, som kender Bent. Og det resulterede i et flot gavekort på 3.500 kr. til hotel Alsik i Sønderborg. Der blev vi godt nok rørt, flere af os. 

En anden gave, der også gjorde indtryk var den her fine tegning fra Nikoline.

Menuen var marineret kylling og pølser på grillen. masser af nye kartofler og mulighed for at blande sig en god salat. 

En anden dejlig ting den dag var, at mange af dem, der var med som gæster, havde vi ikke set i lang tid p.g.a. Corona. Så der blev krammet, snakket og leget til den store guldmedalje.

Bl.a. spillede vi Klodsmajor med kæmpe klodser. Det var SÅ sjovt, for både børn og voksne kunne være med på lige fod. Faktisk var børnene ret skrappe til det.

Søde Signe lavede popcorn med børnene.

Jeg skulle jo også finde på en fødselsdagsgave til Bent. Jeg havde måske nok i noget tid haft en tanke om, hvad jeg ville - men så løb tiden....... Heldigvis har jeg gode venner, som hjalp mig med disse flotte magneter til vores bil. De er bare fantastisk flotte - lavet af www.skiltetrylleriet.dk. Tak for hjælpen til de bedste venner, som hjalp mig med det her projekt i sidste øjeblik.

Men selv en hyggelig dag har en ende, og på mirakuløs vis endte pladsen med at se sådan her ud igen. 

Kæmpe stor tak til alle, der var med til at gøre Bents dag til lige præcis sådan en fødselsdag, som han havde ønsket sig. Og tak for alle de flotte gaver. Tak for godt humør trods 1.000.000 myg!

TAK FOR JER!

Tirsdag den 8. juni var det DAGEN, hvor Bent blev 60 år.

Vi havde begge to fri, og vi fejrede dagen ved at køre en tur til Karrebæksminde og spise frokost på fiskerestaurant og med en stor is fra bageren til dessert.

Eftermiddagen skulle jo også gå med noget, så Bent benyttede det flotte vejr til at få slået græsplænen.

Fordelen ved at slå græs hos os er, at du kan altid se, hvor du er kommet til. Faktisk plejer vi ikke at sige, at vi slå græs. Vi plejer at sige, at vi høster! 

Fødselsdagen blev afsluttet helt perfekt med halvanden time hos Channie i den dejlige sommeraften. Jeg tror ikke, at Bent kunne ønske sig en bedre afslutning på en god fødselsdag.

Weekenden den 12. og 13. juni tog vi på Jyllandsturné. Broager i Sønderjylland lørdag og Odder søndag. Hvad var så mere nærliggende end at indlogere sig hos Anne og Henrik i Skærbæk - lige midt imellem? Tak Anne og Henrik for husly, gode snakke, godt selskab og ikke mindst god mad.

Hazel og jeg er ikke lige inde i en super fantastisk bølge rent stævnemæssigt. Faktisk har vi i år samlet på rigtig mange disk - og ikke af den gode slags. Så vi overlod stadig til Bent, Gimli og Blitz at komme på præmielisterne. 

I Broager vandt Bent den her lille søde hund. Den er da 100 gange sjovere at få end en plasticpokal! Den står nu i præmieskabet sammen med alle de andre særlige ting.

En af de fantastiske ting ved at overnatte i Skærbæk er, at man kan gå aften- og morgen-tur til det her syn. Det kan man da kun blive glad af!

Søndagen i Odder var en underlig dag. Dels var springbanerne af en sværhedsgrad, som var helt uhørt. F.eks. havde agility åben 36 deltagere, 2 kom igennem helt fejlfri, 1 med tidsfejl og 5 med banefejl. 28 blev disket. Til gengæld var agilitybanerne ok i sværhedsgrad. Desværre var selve stævneafviklingen heller ikke rigtig noget at råbe hurra for. Ca. 90 deltagere på 2 baner varede fra kl. 8.00 til ca. kl. 16.00. Vi var ikke imponerede, da vi i bilen hjem efterrationaliserede på dagen.

Nå, men pyt med det, for vi købte sushi med hjem og fejrede med et glas rosé, at vi stadigvæk ejer de bedste, dygtigste, smukkeste og sødeste hunde i verden!

Mandag den 14. juni var en "stor" dag for mange danskere, for det var der vi igen fik lov til at gå i butikker og på restaurant uden mundbind. Godt vi lige havde fået købt en hel kasse! Jeg tænkte faktisk i dag, hvor vi var ude og handle, at det nu er sådan at man kigger lidt efter den enlige kunde, der stadig går rundt i supermarkedet med mundbind på - ligesom vi for en måned siden kiggede lidt efter dem, er ikke havde. Times changes fast!

En anden ting, der fylder rigtig meget i øjeblikket, er et projekt, vi har sat i gang sammen med Christian og Rune. Vi har arrangeret et 3-dages agility-kursus - ZAG-CAMP - med 3 af Danmarks absolut dygtigste agility-undervisere. Der er mange ting, der skal holdes styr på: strøm, bad, mad, afløb, toiletvogn, baner, forhindringer, deltagere, holdsammensætning ..........  Men det skrider stille og roligt fremad mod den 5.-7. juli - og JEG GLÆDER MIG HELT VILDT!

Her har Bent og Christian været ude og måle op til campingområde. 

20. juni tog vi på tur igen. Denne gang sammen med Christian, til agilitystævne hos DcH Svendborg. Egentlig startede dagen fint med blå himmel og sol (selv om jeg fik en gigantisk klemmelus, da vi satte telt op). 

Men som formiddagen skred frem blev det mørkere og mørkere, og vi kunne høre torden rumle i det fjerne. Så kom regnen, sammen lyn og torden - og det holdt os så inde i vores telte den næste times tid. 

Til gengæld var det som om Hazel og jeg fandt lidt af vores gode gamle samarbejde igen. Selv om der var flere disk igen, så prøvede vi da også et fejlfrit løb - desværre med tidsfejl, da en lynhurtig hund satte en tid, som vi ikke kunne hamle op med. Men pyt med det. Jeg er bare glad for, at vi er ved at komme tilbage til der, hvor vi var en gang.

Og ud over at vi er ved at finde melodien sammen igen rent løbsmæssigt, så fandt vi også den flotteste plet med blomster, der matchede Hazel perfekt. Og den dag ville hun heldigvis gerne fotograferes, så der var kæmpe smil til fotografen.

Fredag den 25. juni var en stor dag for Bent og mig, men ikke mindst for Andreas. Efter et Corona-præget afslutningsforløb kunne han sætte punktum for sin uddannelse til folkeskolelærer, og vi var til dimmision på Vordingborg Seminarium på en smuk solrig eftermiddag, hvor rektor oven i købet havde valgt at klæde sig, så hun matchede Andreas på smukkeste vis.

Heldigvis har Andreas allerede arbejde, som nu bare skal opgraderes til fuld tid. Og større smil og stoltere forældre fandtes vist ikke i Vordingborg og omegn den fredag! Andreas, jeg er sikker på, at du bliver en fantastisk lærer. Du har så mange gode menneskelige kvaliteter (og sikkert også nogen faglige, som jeg bare ikke ved noget om), men jeg er sikker på, at der er nogle heldige børn rundt omkring, der får lov til at nyde godt af dine kvalifikationer. God vind videre ud i hvad du nu må finde på!

Denne weekend har vi også haft 2 plejehunde. For mange år siden - da vi havde en helt anden flok - havde vi ofte andre folks hunde i kortere eller længere perioder, men det er faktisk længe siden nu. Det gik dog fuldstændig problemfrit at putte Pia's Livi og Uha ind i vores flok. Uha er jo en lille bestemt dame, så hende er der ingen der spøger med. Livi og Gimli skulle lige tale lidt om, hvem der nu havde førsteretten til Bent, men da Bent så forklarede dem, at de var lige gode begge to, så blev de enige om at acceptere hinanden. Det var en fornøjelse at have Livi og Uha på besøg, og det gør vi gerne igen en anden gang.

Sidste aktivitet i juni måned var de årlige Sommerlege hos DcH Næstved. En tradition, hvor selve legene hvert år arrangeres af forskellige klubmedlemmer, og i år var Bent på arrangørholdet.

Jeg fik til gengæld fornøjelse af at deltage på det hold, der endte på sidstepladsen (vi var mega gode til kirsebærstenspytning, men desværre dårligere til kast, rally og opsamling af ting i vand), men vores holdånd var i top og vi hyggede maks. Freddy med Maja, Minna med Whiskey, Anja med Blaze, Alex med Flora samt Hazel og jeg. Og heldigvis vandt vi heller ikke retten til at arrangere næste års lege. 

Traditionen tro havde vi lånt et par hunde ud til legene. Blitz plejer at gå med Gitte, og en anden Gitte havde lånt Totten. Her sidder de og hygger mens de venter på at det bliver deres tur på agilitybanen.

Det hele sluttede af med gril, spisning og hygge.

Og om aftenen fejrede vi Andreas, Signe og Signes mor i Sørby. Så var den lørdag også godt brugt. 

Og så er juni faktisk også ved at synge på sidste vers, men jeg er SÅ klar til juli, agility-camp og sommerferie i flere omgange. 

Sikke en weekend

Vi havde længe glædet os til stævneweekend hos DcH Nykøbing-Rørvig. Dels var det for os den første rigtige stævneweekend efter Corona – og dels skulle vi af sted sammen med en flok rigtig gode venner.

 

I torsdags sagde jeg faktisk til træning: Egentlig er jeg ligeglad med, hvordan vores løb går, men hold da op, hvor jeg glæder mig til hyggen. Og det kom faktisk til at holde stik 100%.

 

Vi kørte op fredag sidst på eftermiddagen og etablerede vores lille ”Camp-DcH-Næstved” sammen med Pia og Maiken, Rune og Christian. Vi lavede vores hegn sammen med Rune og Christian som vi tidligere har prøvet det: så vi kan have 2 adskildte ”haver” eller en stor. Alle vores hunde går fint sammen. Pia medbragte den sejeste lille hundehvalp, som  uforfærdet tullede rundt mellem alle de store fremmede hunde uden problemer. Det var bare super se.

 

Vejret var næsten lidt for godt med fuld sol og over 20 grader søndag. Men vores hunde klarede det super godt. Selvfølgelig var de unge og urutinerede hunde præget af, at det var første stævneweekend og det var varmt, men alle klarede det flot.

 

Min egen status på løbene var ikke særlig fremragende. Lørdag havde jeg et løb gennemført med fejl og 3 disk – søndag 2 af hvert. Så Bent og Gimli forsvarede familiens ære med nogle super flotte løb.

 

Det er også fantastisk at være af sted som en del af en klub. Vi kender alle hinandens drømme, svagheder og problemer. Til gengæld så jubler vi med hinanden, når store eller små drømme går i opfyldelse. Da Pia og Zoomi fik deres oprykning til klasse 3 jublede vi vildt – men vi jublede lige så meget da Helle og Doobi fik en flot og fejlfri slalom. Det er bare klubånd og sammenhold, når det er bedst.

 

Det blev også weekenden, hvor vi offentliggjorde, at Delta er flyttet ud til Rune og Christian og skal være Runes nye træningsmakker. Det har været en fornøjelse at se, hvordan Delta trives i deres flok, lige på den anden side af hegnet – også selv om vi var så tæt på. Delta var sådan set ligeglad med os. Jeg ved, at hun får det fantastisk hos Rune og Christian, og Rune har allerede masser af spændende træningsplaner med Delta.

 

Det sjove er, at det har givet harmoni både i deres flok og i vores. Rune og Christian har nu 2 cockere og 2 bordere, og det har givet en god og velfungerende flok med 2 af hver. Og i vores flok er der kommet en helt anden ro. Så det er en situation, hvor man kan sige, at det har været ren win-win.

 

Nu er vi på vej i seng med hovedet og kroppen fulde af sol og gode oplevelser. I aften kom Andreas og spiste, så vi nåede lige at tømme det værste fra campingvognen inden vi satte os og sluttede weekenden med en pizza og et godt glas vin.

 

Stakkels Totte

Lille Tough'Y (a.k.a. Flotte-Totte, Totte-Lotte eller bare Tot) har været rigtig voldsomt syg! Men heldigvis er der nu ved at være styr på det og ro på.

Egentlig begyndte det helt tilbage i vintermånederne i slutningen af 2020, hvor vi oplevede, at når vi gik tur med ham, så skulle han jævnligt af med sin afføring. Det var som om at gåturene fik gang i noget i hans krop, som ham måtte af med, men der kom ikke rigtig noget ud af alle hans anstrengelser.

På andre tiden kom der dog helt normal afføring, så egentlig anså vi det på det tidspunkt ikke som noget problem. Bare noget, som vi holdt øje med og var en lille smule irriteret over.

I løbet af forårsmånederne tog det til, og da vi alligevel var oppe at få hele banden vaccineret i midten af april tog vi det op med vores søde dyrlæge, Peter. Peter mærkede efter i Tottens endetarm, og der var (ud over en masse gammel lort) ingen tvivl om, at hans prostata var forstørret. Prostata var fin og glat og havde den rigtige facon, men ingen tvivl om, at den var for stor.

Umiddelbart var det ikke noget stort problem. Vi fik nogle piller, som Totte skulle spise i 7 dage. Så skulle der gå 4 uger før de havde gjort deres virkning, og så skulle skideriet gerne være normaliseret. Men så nemt gik det ikke. 

Da der var gået 3 uger var det så slemt, at han slet ikke kunne gå med på selv en lille tur, fordi lige så snart han begyndte at gå, så skulle han presse - men der kom ikke noget ud. Vi ventede jo stadig på virkningen af pillerne, men efter 3 uger slog vi bremsen i og sagde stop - og heldigvis for det.

Det viste sig nemlig, da han hos dyrlægen blev barberet i rumpen, at han havde udviklet et hønseæg-stort brok i højre side. Pu-ha. Følte jeg mig lige som verdens dårligste hundemor? Oh ja!

Vi blev sendt videre til Faxe, og heldigvis kunne de tage ham allerede i går fredag. Totten blev checket af dyrlæger, som begge var enige om, at det var brok, og den skulle opereres. Så jeg efterlod ham i Faxe og kørte hjem - og klamrede mig til min telefon de næste mange timer.

Sidst på eftermiddagen kørte Bent til Faxe og hentede ham. Det havde været en ordentlig omgang, faktisk større end de havde forventet. De havde ikke kunnet sy muskulaturen sammen, så de havde været nødt til at lægge net ind, lige som man gør på mennesker. Og samtidig var han blevet kastreret, for at forhindre, at hormonerne gav ham problemer i den anden side. 

Hold nu op, hvor så han ynkelig ud, da han stod der i buret i bilen med den åndsvage skærm på. Heldigvis havde vi derhjemme en "badering" tilbage fra Zippo's operationer, og det fungerer udmærket. 

Vi har lavet en lille indhegning til ham i stuen, og når vi er hos ham tager vi baderingen af. Han har endnu ikke været interesseret i at slikke i sårene, så vi håber, at det holder ved.

Nu står den så på ro, dåsemad, medicin og masser af omsorg og kærlighed de næste par uger, og så håber vi, at vi har vores "gamle" frække sjove og glade Tot tilbage. Vi er dog noget spændte på, om vi kan mærke på ham mentalt, at han er blevet kastreret. Men det vil tiden vise!

Der er forår i luften og mere normale tider på vej

 

Hold nu op - det er lige gået op for mig, at det er 2 måneder siden, at jeg sidst har haft en indlæg på bloggen. Så nu, hvor vi nærmer os noget, der ligner "normalt liv" må jeg vist hellere komme i gang igen. 

Torsdag eftermiddag på vej til træning smuttede jeg ned og fik det første stik med Pfizer-vaccinen. Det var ikke slemt. Det slemme kom først i løbet af aftenen, hvor min arm blev helt vildt øm inde i musklen. Natten var rædselsfuld. Jeg kunne kun ligge på højre side, og bare dynen gled lidt på armen, ja så vågnede jeg fordi det gjorde ondt. Men heldigvis var det helt væk i løbet af lørdagen. Så nu glæder jeg mig bare til næste stik den 10. juni (ville have været min mors 105-års fødselsdag). Så fejrer vi begge dele.

Vi fejrede nu også lidt i fredags. Jeg har haft sindsygt travlt på arbejde denne uge, og det bliver ikke bedre næste uge - så jeg besluttede, at vi fortjente noget lækkert til aften. Og jeg undskylder på forhånd til alle vegetarerne og veganerne, men den bøf........ Den var simpelthen fantastisk. Og det blev med en god flaske rødvin til. 

Først gik jeg dog en tur i skoven for at få arbejdet rystet ud af hovedet og komme lidt ned i tempo. Det regnede, og de smukkeste regnbuer stod over Bisserup. Måske fordi skatten ligger begravet et sted her i byen? 

Og skoven er fantastisk nu. Anemonerne er faktisk ved at være færdige, men skovbunden er helt grøn, og bøgen springer ud i den der helt sart-lysegrønne farve, som den kun har lige de første par uger. Da det lige havde regnet var alle dufte forstærket, og det gav ro i sjælen og energi til weekenden at gå den lille tur. Jeg føler mig dybt taknemmelig over, at vi har den slags bare 5 minutter fra vores gadedør.

Lørdag morgen var det op og afsted til endnu en aktivitet, der vidner om, at vi er på vej mod mere normale tider: Et agilitystævne. Godt nok et lille et af slagsen, men dog - et stævne. Eller faktisk 2 stævner, for der var klasse 1 om formiddagen, og dobbelt klasse 2 om eftermiddagen. 

Bent skulle deltage med Gimli i klasse 1 og være dommer i klasse 2. Jeg havde tilmeldt Blitz til et senior-løb i klasse 2, bare for dog at få lov til at genopleve lugten i manegen. 

Klasse 1 hundene løb 2 løb, og det første af Bent og Gimli's løb gik fuldstændig op i "begejstring". Så det blev til en disk.

Til gengæld gik det super godt i agility-løbet, som de vandt. Jeg ved ikke, hvem der er mest stolt: Bent, Gimli eller mig? Jeg bliver i hvert fald altid meget meget glad på Bents vegne, når det går ham godt med hans hunde. Men jeg synes nu også, at han ser ret glad ud. 

Jeg var hjælper om formiddagen, og havde mere tid fri om eftermiddagen, så da jeg fandt en flot klump guld blomster så jeg straks for mig, at det kunne der blive et godt billede ud af. Meeeeeeennnnn.....

Blitz: Hold nu op med at skabe dig, Hazel. Og med de ører og smil.

Hazel: Det gider jeg ikke. Jeg hader at blive fotograferet.

Blitz: Hvorfor skal du altid være så sær?

Hazel: mig? jeg er da ikke sær. Jeg kan da overveje, om jeg vil være med

Blitz: Fedt, så smiler jeg til fotografen. 

Jeg er da vild med de 2 tøser. De har deres egen mening om hvad de stiller op til! 😍

Lørdag aften fik vi besøg af vores gode venner Anne og Henrik fra Skærbæk. De havde været til kenneldag i Sorø og kom så hos os til spisning, hygge, snak og overnatning i campingvognen. 

Søndag morgen kørte jeg hjemmefra kl. 9 for at køre ud til Lone, der havde inviteret til rally-intro. Jeg har gået rally for mange mange år siden, næsten lige da det kom frem. Men der er kommet mange nye regler og nye skilte, så det var fedt, at få det genopfrisket. Hvis mine lunger og ben ikke bliver bedre kan jeg jo ikke regne med at løbe agility forever, selv om det er det jeg elsker. I bund og grund elsker jeg jo bare at lave noget med mine hunde - uanset disciplinen.

Lone er en meget inspirerende underviser, og jeg tror vi alle fik en lille smule lyst til at udfordre os selv med en rally-prøve i den nærmeste fremtid. 

Her ligger søde velopdragne Bombay og Hazel og venter på at Lone skal blive færdig med at forklare, så de kan komme i aktion selv. 

Og vi tre "tøser" blev grundigt udfordret med nye ting. Nå ja, det gjorde vores hunde også, men de klarede det fantastisk.

Eftermiddagen fløj hurtigt, men vi fik dog slået græs og nusset lidt i haven inden regnen kom. 

Og nå ja, så nåede Bent da lige op i Brugsen efter en flot buket tulipaner til mig. Så vi ikke helt ignorerede, at det jo er mors dag i dag. 

Og således ladet op med masser af sol, gode oplevelser, god snak og hygge med gode venner, ja så er jeg klar til en ny og ikke mindre udfordrende uge på arbejde. Jeg elsker mit arbejde, men det er godt nok udfordrende i de her uger. Jeg håber, at vi også der snart kommer i nærheden af noget, der ligner en mere normal hverdag.