Lille Tough'Y (a.k.a. Flotte-Totte, Totte-Lotte eller bare Tot) har været rigtig voldsomt syg! Men heldigvis er der nu ved at være styr på det og ro på.
Egentlig begyndte det helt tilbage i vintermånederne i slutningen af 2020, hvor vi oplevede, at når vi gik tur med ham, så skulle han jævnligt af med sin afføring. Det var som om at gåturene fik gang i noget i hans krop, som ham måtte af med, men der kom ikke rigtig noget ud af alle hans anstrengelser.
På andre tiden kom der dog helt normal afføring, så egentlig anså vi det på det tidspunkt ikke som noget problem. Bare noget, som vi holdt øje med og var en lille smule irriteret over.
I løbet af forårsmånederne tog det til, og da vi alligevel var oppe at få hele banden vaccineret i midten af april tog vi det op med vores søde dyrlæge, Peter. Peter mærkede efter i Tottens endetarm, og der var (ud over en masse gammel lort) ingen tvivl om, at hans prostata var forstørret. Prostata var fin og glat og havde den rigtige facon, men ingen tvivl om, at den var for stor.
Umiddelbart var det ikke noget stort problem. Vi fik nogle piller, som Totte skulle spise i 7 dage. Så skulle der gå 4 uger før de havde gjort deres virkning, og så skulle skideriet gerne være normaliseret. Men så nemt gik det ikke.
Da der var gået 3 uger var det så slemt, at han slet ikke kunne gå med på selv en lille tur, fordi lige så snart han begyndte at gå, så skulle han presse - men der kom ikke noget ud. Vi ventede jo stadig på virkningen af pillerne, men efter 3 uger slog vi bremsen i og sagde stop - og heldigvis for det.
Det viste sig nemlig, da han hos dyrlægen blev barberet i rumpen, at han havde udviklet et hønseæg-stort brok i højre side. Pu-ha. Følte jeg mig lige som verdens dårligste hundemor? Oh ja!
Vi blev sendt videre til Faxe, og heldigvis kunne de tage ham allerede i går fredag. Totten blev checket af dyrlæger, som begge var enige om, at det var brok, og den skulle opereres. Så jeg efterlod ham i Faxe og kørte hjem - og klamrede mig til min telefon de næste mange timer.
Sidst på eftermiddagen kørte Bent til Faxe og hentede ham. Det havde været en ordentlig omgang, faktisk større end de havde forventet. De havde ikke kunnet sy muskulaturen sammen, så de havde været nødt til at lægge net ind, lige som man gør på mennesker. Og samtidig var han blevet kastreret, for at forhindre, at hormonerne gav ham problemer i den anden side.
Hold nu op, hvor så han ynkelig ud, da han stod der i buret i bilen med den åndsvage skærm på. Heldigvis havde vi derhjemme en "badering" tilbage fra Zippo's operationer, og det fungerer udmærket.
Vi har lavet en lille indhegning til ham i stuen, og når vi er hos ham tager vi baderingen af. Han har endnu ikke været interesseret i at slikke i sårene, så vi håber, at det holder ved.
Nu står den så på ro, dåsemad, medicin og masser af omsorg og kærlighed de næste par uger, og så håber vi, at vi har vores "gamle" frække sjove og glade Tot tilbage. Vi er dog noget spændte på, om vi kan mærke på ham mentalt, at han er blevet kastreret. Men det vil tiden vise!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar