tirsdag den 20. august 2024

Næsten så langt hjemmefra, som man kan komme indenfor landets grænser

Da DcH Brønderslev pludselig stod og manglede en dommer til deres årlige agility-stævne, ja så var søde Betty fluks på pletten og fik bragt Bent i spil. Folkene fra Brønderslev havde nok ikke lige forestillet sig, at de skulle have en dommer helt fra Sjælland, men sådan blev det nu.

Det var også Betty, der tilbød, at vi kunne bo i hendes sommerhus i Hune. Betty vidste godt, at vi i forvejen havde et forhold til området, fordi vi i flere år har holdt jul i Saltum, så det var jo helt ligesom ”at komme hjem” på en eller anden måde. Vi tog så et par ekstra fridage, når nu vi var så langt hjemmefra, og det var en rigtig god ide.

Betty's hyggelige sommerhus med det fine navn "Lykkebo"

Betingelsen for at låne Betty’s sommerhus var, at jeg gik med i vandet mandag morgen. Det mente jeg nu nok jeg kunne indfri – her i august måned. Ikke at jeg vidste, hvad det var, jeg havde sagt ja til – men mere om det senere.

Bent tog på arbejde fredag morgen. Jeg havde fri og pakkede. Der blev dog også lige tid til et lille dyp i Østersøen. Kun ca. et kvarter senere end planlagt kom jeg afsted. Først via fiskemanden i Skælskør for at hente frokosten: 4 fiskedeller. De blev spist i bilen sammen med et stykke rugbrød, mens vi arbejdede os over Fyn og op gennem Jylland. Der var rigtig meget vejarbejde, og vi blev sendt på omveje omkring Århus, men endelig ved 17.30 tiden var vi fremme ved pladsen i Brønderslev. Vi fik lige hilst på dem, der skulle hilses på og sat telt op, inden vi kørte videre til restaurant Faarup Skovhus, hvor vi havde bestilt tapas to go.

Det var rørende billigt, kun 149 kr. for tapas til 2 – og det bekræfter bare, at man får, hvad man betaler for. Det var mest forskellig spegepølse skåret i tynde skiver og lidt kødpålæg. Ingen fisk og ingen ost. Så ved vi det! Og vi blev jo mætte alligevel.

Tapas til 2 - i discount-udgave

Næste stop var Betty’s super hyggelige sommerhus, med det fine navn ”Lykkebo”. Navnet stammer fra en gammel historie om en mand, der for mange år siden vandt huset i et lotteri. Men hold da op, hvor var der hyggeligt. Og med indhegnet have til hundene – så er det jo ingen sag at ankomme lidt halvsent. Vi fik redt senge, lagt tæpper over sofaen og spist vores tapas – og så gik vi omkuld.

Lørdag morgen var det tidligt op og afsted til Brønderslev (ca. en lille halv times kørsel). I Brønderslev blev vi simpelthen modtaget så fint, og dem vi mødte fra klubben var alle sammen enormt gæstfrie og imødekommende. Vi følte os virkelig velkomne.

Gimli og Liam fik en ordentlig luftetur på Brønderslevs lækre arealer.

Jeg havde primært meldt til i de åbne klasser, da jeg jo har fået den fjollede idé at prøve også at få Keeper med til DcH DM. Det vil da være helt cool at have 2 hunde med til både DKK og DcH DM. Og Keeper løb som en drøm. Hold da op, nogle flotte ting hun leverede. Jeg var virkelig overvældet og lidt tudefjæsagtig, da hun vandt AG åben begge dage i super tider. Så nu mangler vi bare en udtagelse, og mon ikke vi får den næste weekend.

Keeper som nr. 1 - det kan vi godt lide. 

Lørdag aften var vi så trætte, så vi gik i seng lige efter klokken 21. Og det samme gentog sig søndag. Det var et par lange dage, men hold da op, hvor hyggeligt. Masser af gamle bekendtskaber, der blev genopfrisket – og mange nye bekendtskaber med dejlige nordjyder. Jeg elsker deres lune og deres underspillede humor. Det var godt selskab.

Verandaen hos DcH Brønderslev var pyntet fint op med kæmpe buketter med solsikker.

Desværre kom jeg også i kontakt med ”det dårlige selskab” i form af min gamle hælspore, der pludselig efter flere år synes, at  den havde lyst til at komme forbi og sige ”hej”. Auch, hvor havde jeg glemt, hvor ondt det gør. Men forhåbentlig går den på et tidspunkt i sig selv igen.

Mandag morgen havde jeg så en aftale med Betty på stranden i Blokhus, under sømærket, præcis kl. 8.00! Og så myldrede det frem med mennesker. Jeg tror der var et sted mellem 30 og 40 ”voksne” mennesker – medlemmer af morgenbadeklubben Søstjernen. Søstjernen er en fællesskab, der handler om at bade sammen – hver dag – året rundt! Og samtidig et socialt fællesskab, hvor der helt tydeligt var stor omsorg for hinanden. Vi blev modtaget med både ”hej” og knus, og ingen undrede sig over, at Betty pludselig havde en gæst med. Det var så hyggeligt.

Så er vi på vej i vandet

På slaget 8 kastede vi os i Vesterhavets bølger i samlet flok. Alle holder øje med hinanden – Vesterhavet er ikke til at spøge med, og bølgerne er store og kraftfulde. Efter lidt svømmen rundt gik vi op og fik tøj på, og så kom næste punkt på progammet, nemlig afsyngelse af Søstjernernes slagsang. Bent og jeg fik udleveret en folder, så vi kunne synge med. Og efter morgensangen var det tid til en lille ”skarp”. Så blev der snakket lidt, og derefter gik man hver til sit. Sikke en oplevelse at få lov til at være en del af. Det blev jeg da nødt til at gentage tirsdag morgen. Og til tirsdag morgen havde jeg lært teksten til morgensangen udenad.

Den går på den der med "om lidt er kaffen klar"

Mandag formiddag blev i øvrigt brugt i 2 solstole ude i haven, og så fik jeg hentet lidt lækkert i fiskebutikken til vores frokost. Og om eftermiddagen gik vi en lang tur med hundene på stranden ved Saltum. Og bagefter – nå ja, så kørte vi da til Brønderslev og trænede agility med Betty. Det sjove var faktisk, at ingen af dem fra klubben så særlig overraskede ud over, at vi kom igen.



Tirsdag stod den – ud over morgenbadning med Søstjernerne – på oprydning og rengøring, og så satte vi kursen hjemover. Fulde af gode oplevelser og masser af positiv energi fra alle de søde mennesker vi har mødt. Kæmpe tak til DcH Brønderslev og medlemmerne af morgenbadeklubben Søstjernen – og ikke mindst til søde Betty, Uden Betty var den her weekend jo slet ikke blevet til. Så det er vi dybt taknemmelige for. Og vi kommer gerne igen.

Hazel fejrede i øvrigt sin 8 års fødselsdag med et bad i Vesterhavet

Ingen kommentarer: