søndag den 11. august 2024

Ferie - over and out - og hverdagen er nu i gang igen

Sidste uge i vores ferie i år holdt vi hjemme. Efter 17 dage i campingvognen uden tøjvask, så var der en del, der skulle ordnes. Vi nød også at sove længe nogle dage, og hundene nød vist at være hjemme i egen have og nusse rundt. 

Onsdag i sidste ferieuge havde vi lavet en aftale med Kim, Janne, Ludvig, Cornelius og Andreas om en tur i Skovtårnet. Vi havde forsøgt en gang tidligere, men aflyste p.g.a. dårligt vejr. Men denne gang viste vejret sig fra sin bedste side. Bent og jeg har været i Skovtårnet en del gange, men aldrig før har vi kunnet se så langt. Vi kunne se Øresundsbroen. Det var ret flot. 


Og så synes jeg bare stadigvæk, at det er et imponerende bygningsværk, som jeg aldrig bliver træt af at besøge. Jeg er også kæmpe fan af, at selv om man kommer højt højt op, så er det ikke anstrengende, og tårnet står fuldstændig fast, også hvis der er nogen, der løber eller hopper.


Sidste weekend inden hverdagen begyndte igen blev brugt på stævne i vores egen klub, DcH Næstved. Super vel-organiseret og vel-afviklet. Bent var hjælper begge dage, og jeg løb med Keeper. Hvis mottoet er: Either you winn or you learn - så lærte vi meget den weekend. 7 disk ud af 8 mulige - men stadig med meget godt ind imellem. Det er tydeligt, at Keeper synes at klasse 3 er svær. Men det er småting, der adskiller os fra de rigtig flotte løb, så det skal nok komme. 


Jeg havde aftalt med Anne, som jo træner med Hazel hver torsdag, at hun kunne løbe det her stævne med Hazel. Og sikke mange flotte løb, de havde. Det bedste var dog at se Anne, da hun vandt den ene åbne klasse om søndagen. Større og mere glad smil skal man lede længe efter. 


Og mandag morgen begyndte hverdagen så igen. Men jeg siger nu lige som Dan Turel: Jeg holder af hverdagen! Og jeg kan faktisk også godt lide mit arbejde - så det var dejligt at komme i gang igen. Den første uge er gået med rigtig meget oprydning og månedsafslutning, men fredag var det som om jeg var ved at være i bund. 

Lørdag startede jeg så med at stå rigtig tidligt op. 04.30 faktisk. Det er altså ikke min favorit-disciplin. Men Pia og jeg havde aftalt at køre en tur til Kolding i håbet om at skaffe nogle DM-udtagelser til Zoola og Keeper. Mest positive ting ved at stå så tidligt op var solopgangen, der var allermest flot lige da jeg kørte ud af Bisserup. 


Succesraten for min tur var 50%. Vi løb spring åben, hvor jeg glemte at handle min hund, der, hvor det virkelig var nødvendigt, så disk. Men så løb vi også AG åben, og der leverede Keepsen et smukt fejlfrit løb og indkasserede en af de eftertragtede DM-udtagelser. Nu mangler vi 3 - og vi har 8 chancer. Så jeg håber, det går godt i Brønderslev næste weekend og i Guldborgsund sidst på måneden. 
Det var sådan en tur, hvor jeg havde glemt halvdelen af det, jeg plejer at have med, og jeg havde taget Hazels snor og halsbånd med, men jeg havde da husket sko og hunden! Den rigtige hund. 😅
Tak til Maiken for husly i teltet. Og tak til Pia for en rigtig hyggelig tur. 


Søndagen bød på en rally-prøve hos DcH Stevns. Dommer var Judy Hansen, og hun havde lavet fede baner med masser af udfordringer. Både Bent og jeg gik først begynderklassen. Som sædvanlig i rally, så klarede Bent sig en anelse bedre end mig, men det er bare så meget ok. Vi fik begge oprykningspoints, og Hazel er nu i øvet klasse. 


Derefter ventede vi, mens der var øvet, ekspert og champion-klasse, og så gik vi åben klasse. I åben klasse må der være skilte fra alle 4 niveauer, og der er en betydelig forskel i sværhedsgraden fra begynder til åben, men hold da op, det var en sjov åben bane. Bl.a. var der en tunnel, der drillede en del.



Lige ved siden af Stevn's plads er der et lille anlæg, hvor der er en ret stor træ-figur af Klintekongen. Der har jeg tidligere fotograferet hunde, så det måtte vi selvfølgelig ind og prøve igen. 


På vej hjem kørte vi lige ned omkring stranden, så hundene og jeg kunne få en dukkert. Vandet er stadig varmt og dejligt, men ikke helt klart, nok p.g.a. den megen blæst, der har været de sidste dage. 

Og vupti, så var den weekend overstået. Næste weekend står den på tur til Nord-Jylland, og det glæder vi os til. 

Ingen kommentarer: