søndag den 9. juli 2023

Zag-camp - og resten af en dejlig uge

Igen i år blev der i DcH Næstved afholdt 3 dages agility-trænings-camp (ZAG-Camp). Det var 3. gang - men anderledes denne gang var, at vi ikke havde noget at gøre med hverken planlægningen eller afviklingen af campen. Men det klarede Christian og Rune nu også fuldstændig fremragende uden os! Så kæmpe stor ros til dem! 

Hazel lægger sig fornuftigt i skyggen bag min stol, mens hun venter på at komme til at løbe.

I år var underviserne Jane Elene Christensen og Ann-Britt Holmegård Gravlund krat fra Danmark og Linn Magnusson fra Sverige. Det var en fantastisk trio - så forskellige, og så gik vi alligevel fra hver undervisning med et kæmpe smil klistret på, og armene højt hævet! 
Keeper og Delta skal følge med i, hvad der sker på banen.

Bent - der jo for bare 3 uger siden ikke vidste om Gimli kunne løbe p.g.a. sin skade - havde nogle fantastiske dage med Gimli hos Jane og AB, mens Liam fik lov til at prøve kræfter med Linn's bane. 

Liam er klar til at løbe
Ufatteligt, at slalompindene holder til Gimli.

Og jeg lagde en strategi, der gik ud på at løbe med Keeper om formiddagen, når jeg var frisk i hovedet - og så tage Hazel om eftermiddagen, hvor jeg var mere træt og "brugt". Keeper var fantastisk. Hun voksede med hvert eneste pas - og jeg glæder mig bare så meget til vores fremtid sammen på agility-banerne. Og Hazel, ja hun er jo en stjerne, uanset hvad hun bliver præsenteret for. Og når jeg har løbet med Keeper om formiddagen, så er det jo "balsem for sjælen" at løbe med Hazel om eftermiddagen. Hun læser mine tanker og gør sit yderste, for at forstå - og gøre - hvad jeg mener. 

Hazel venter kun på mit "OK"

Bonuspræmien ved ZAG-camp er, at Andreas igen i år  var med på køkkenholdet sammen med Tove. Det betyder, at jeg får lov til at se mit barn hele 3 dage i streg. Hurra 💙
Christian og Andreas griller lækker aftensmad,

Jeg føler mig som et voldsomt privilegeret menneske, at have 2 så forskellige og fantastiske hunde, hver på deres måde. De giver mig begge så meget glæde i mit liv, og efter sådan 3 fantastiske dage, ja, så kan jeg næsten ikke være i min krop af begejstring over mine hunde, og jeg er faktisk sådan næsten lidt "tudefjæs-agtig" over, at det kan være så fantastisk at træne hund. Love my life!

Det er hårdt at være en halvgammel dame på camp i 3 dage. Men jeg kan sove hvorsomhelst. 

Torsdag og fredag var der dømt arbejde, men lynhurtigt blev det fredag eftermiddag, og så vinkede weekenden lige om hjørnet. Vi brugte bl.a. fredag eftermiddag til at køre op til Skafterup og plukke jordbær. Jeg får jordbær i min havregrød hver morgen, så det er dejligt at have en ordentlig portion i fryseren. Det blev til 8 kg. Phew, det tog alligevel noget længere tid at ordne dem, end det tog at plukke dem. 
8 kg løstfrosset og klar til havregrød i mange vintermorgener.

Lørdag kom Steen og Bente til spisning om aftenen, så der skulle gøres lidt rent og laves mad, men bare det at kunne sove uden at have vækkeuret til, det er fantastisk. Det sker ikke så tit hos os. Jeg kastede mig ud i en rigtig dessert, som Bent's mor ofte lavede, og det blev faktisk ret vellykket, når jeg selv skal sige det. 

Fyldt op med hindbærfromage. Uhm.......

Søndag var også en dag uden planer - med en masse ting, der skulle gøres. Men vi sluttede af med at gå en tur ned på Strandengen med Hazel, Gimli og Keeper, så de kunne få en dukkert. Det var lige noget, der passede dem. Så er der bare en uge mere, og så er der dømt ferie i 3 uger. Det bliver fantastisk. 
3 glade vandhunde

Ingen kommentarer: