søndag den 10. januar 2021

En underlig weekend

Så gik den første uge på mit nye arbejde - eller gik og gik..... Den fløj af sted. Det går fint, men der er jo stadig mange steder, hvor jeg famler - og famler - og famler ...... Men jeg har fået søde og hjælpsomme kolleger, og det hjælper jo en del. Hver gang jeg når til et punkt, hvor jeg kan sige "hoho - det her har jeg nu styr på", ja så dukker der 10 nye op, som jeg ikke har styr på. Men pyt - jeg siger som Pippi Langstrømpe: "det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af".

 

I hvert fald skal der ikke herske nogen tvivl om fra min side, at det er 100 gange sjovere at holde weekend, når man går på arbejde, end når man er ledig!

Og så er det sjove i øvrigt slut. For vi har valgt at gøre som Mette siger og aflyse alt, hvad der kan aflyses. Hun ser jo ud som om hun mener, hvad hun siger, så vi makker ret og klapper hælene sammen.

Det betyder til gengæld, at vi (næsten) ikke ser andre mennesker end os selv. Og dem, der kender Bent og mig, de vil vide, at det er meget unormalt, at vi bare holder os for os selv en hel weekend. Ingen hundetræning, ikke nogen af vores søde kursister, ingen familie, ingen venner, bare os to.

Nu er det heldigvis sådan, at Bent og jeg kan godt holde hinanden ud, også selv om vi ikke ser andre i et par uger. Så vi lukker os inde i vores egen lille boble og passer på os selv. Og så håber vi på, at vi snart kan blive vaccineret (og at alle andre også snart bliver vaccineret), så vi kan færdes normalt mellem hinanden igen. Og ikke mindst så vi kan kramme igen. Jeg savner helt vildt at kramme på mine unger og mine venner! 

Fredag har jeg fri til middag, så vi snuppede dagens tur-crew og gik en dejlig tur på 5,5 km. ud omkring Kristiansholm Plantage, hvor stranden tilfældigvis var ledig, så borderne kunne få lov at lave en ordentlig omgang border-fræs. 


Det var meget lavvandet, så hundene fik også badet fusserne, inden vi begav os hjemad mod varm kaffe, sofa og brændeovn. Vi fik bestilt ugens indkøb hos Bilka togo, og der må være mange andre end os, der gør det i øjeblikket, for varerne kunne ikke hentes før søndag.

Så lørdag sov vi længe. Det betyder her i huset sådan omkring kl. 8. Så gider hundene ikke sove mere, og så kan vi lige så godt stå op. Det blev til en lang og sløv lørdag formiddag, men over middag tog vi dagens tur-crew og begav os ud i skoven. Vi er jo så privilegerede, at vi har skoven nærmest lige uden for døren, så vi rundede Andemosen. og det gav godt 6 km i skoene. 



På vores tur i skoven kom vi forbi de her store svampe. Prøv at se i forhold til min støvle, hvor store de er. Skoven er stadig helt efterårsagtig med masser af blade, og det er altid spændende at se, hvad man møder på sin rute af dyr og planter.


Og så fik jeg da også lige bagt en plade småkager, inden vi lavede aftensmad. De gode med lakrids og tranebær. Ums. 

Søndag skulle vi jo alligevel til Næstved for at hente Bilka-varer, så vi besluttede at gå rundt om Ydernæs. Der er super gode veje at gå på, og selv om sneen væltede ned, så mødte vi faktisk ret mange mennesker, der var ude at gå tur. 


Jeg prøvede at fotografere snevejret, men det blev ikke godt. Til gengæld kan man godt se på Gimli's pels, at der kommer store fnug ned. Alle vores hunde er fløjtende ligeglade. De marcherer raskt derudaf, uanset vejret. Selv lille Totte. 


Så manglede vi bare at få hentet vores indkøb. Genialt system, i disse Corona-tider. Og vi har været meget tilfreds med de varer, vi har fået. Også når det har handlet om f.eks. løs frugt og grønt. Vi har også kun mødt søde smilende unge mennesker, når vi har hentet varer, og hende der kom med vores varer i dag kiggede på hundene og synes de var søde. Maks points til hende. Så når vi ikke handler i Brugsen i Bisserup, så er det Bilka togo i disse tider.


Og når vi så var ved Bilka, så kunne vi lige så godt slutte weekenden af med maner. Så vi forkælede lige os selv med 2 fastelavnsboller til eftermiddagskaffen. 


I morgen kalder hverdagen igen, og jeg glæder mig til at så op kl. 5.30, lufte hunde og derefter gøre mig færdig og køre på arbejde! Ja ja, jeg ved godt, at jeg ikke er helt normal - men det normale er så kedeligt. 





Ingen kommentarer: