Tilbageblik på 2018

Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der siger, at når forandringernes vinde blæser, så er der nogen der bygger læhegn, og andre der bygger vindmøller.

Det er et ordsprog, der vist meget fint kan beskrive mit 2018. Et år, der startede lige så fredeligt med juleferie og nytårsaften i sommerhuset i Saltum. Same procedure at last year, miss Sophie. 

Og 1. januar var det bare afsted mod Bisserup og hverdagen. En hverdag med job og fritid, der – synes jeg – hang fint sammen. Jobmæssigt havde jeg fundet min plads i alt det nye, der foregik, og jeg følte mig både kompetent og tilpas med hvad jeg lavede.

Første store fritids-begivenhed i 2018 var Hazels debut i agility. Pia og jeg tog på tøsetur til stævne i Sanne’s Hundecenter, og jeg var meget meget tilfreds med min brune hund. Ikke verdens hurtigste tider, men god selvtillid og sikkerhed på banen. Så skulle resten nok komme hen ad vejen.

Vi havde så i DcH Næstved lavet et indendørs-stævne i marts – ene og alene for at jeg kunne komme til at løbe med Hazel, men der brillerede jeg så ved at lægge mig med verdens største mande-influenza. Heldigvis fik Bent kæmpe stor hjælp og opbakning fra vores klubkammerater, så de manglede mig overhovedet ikke.

I slutningen af februar blev Fanta far til et kuld hvalpe hos Kennel Team Jappes. Desværre mistede vi en, men der var en lækker tæve og 2 fine hanner tilbage, som nu er ude i gode hjem. Jeg synes jo Fanta har så mange kvaliteter, bortset fra at hans hoved ikke kan rumme agility. Han er super bygget – gennemsund – har et fantastisk temperament -  og er en god arbejdshund. Så jeg er da over henrykt over, at Anja valgte at bruge ham til Diva, og jeg håber da, at der dukker nogle flere op, som kan se hans kvaliteter.

I løbet af marts måned kastede jeg mig ud i noget helt nyt, nemlig lydigheds-konkurrencer i DcH-regi i C-klassen (begynder-klassen). Ja – jeg er jo en agility-nørd, men mine hunde har nu altid kunnet basis lydighed. Da Hazel var 9 måneder gammel, var jeg figurant til vores egen klubs C-konkurrence, og da jeg stod der og kiggede på de hunde, der deltog, ja så tænkte jeg: det der – det kan Hazel og jeg da også! Så gik vi i gang med lidt mere målrettet træning. Jeg trak store veksler på mine trænere i klubben og søgte hjælp i mit netværk til det, jeg synes jeg manglede, og i marts måned 2018 var vi så klare, som vi kunne blive.

Det blev en super fin oplevelse. Dommerne i C-klassen var hele vejen igennem super søde og hjælpsomme. Vi klarede vores første konkurrence til en 3. plads og kørte hjem med den første halve oprykning til B-klassen i bagagen. Sammen med en masse nye bekendtskaber. Hazel fik hurtigt også den anden halve oprykning, og jeg fik nye venner. Hundeførere, som kunne inspirere mig og som jeg hyggede mig med, når vi var ude. Målsætningen blev ændret fra "vi skal bare have vores 2 halve oprykninger" til, at vi ville med til DM i C-klassen. Og det kom vi. Nu er vi så begyndt på B-øvelserne, og jeg satser da helt klart på at skulle ud til nogle B-konkurrencer i løbet af året. Derfor glæder jeg mig også til at starte på klubbens konkurrence-hold efter nytår.

I slutningen af marts blev Bent’s nye hund født. En lang og hård fødsel, som desværre resulterede i, at 5 ud af 7 hvalpe ikke klarede den. Så var der 2 tilbage: en tæve og en han. Vi vidste, at Camilla nok selv ville beholde tæven, men der gik lige et par dage, før Bent fik bekræftet, at hanhvalpen var hans. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor glad Bent blev. Gimli blev flittigt besøgt, og ligesom vi lærte ham at kende, ja så lærte han Bent at kende. Bent havde sådan en lille stille fløjten/hvislen, og når Gimli hørte den lyd, så vidste han godt, hvem der var på besøg. Og sammen med en ny hund fik vi også et dejligt venskab med Camilla og Martin i tilgift.

I løbet af foråret havde der været noget uro og underlige rygter på mit arbejde. Nogle funktioner skulle samles i Jylland, men umiddelbart lød det ikke som noget, jeg skulle bekymre mig om. Det viste sig ikke at holde stik, for en dag blev jeg ringet op og fik fortalt, at mit arbejde skulle flytte til Vejrup (lige nordøst for Esbjerg), men jeg var da velkommen til at flytte med. Øh, nej tak. Jeg kastede mig hurtigt ud i jobsøgningens ædle kunst. Ret hurtigt fik jeg et andet job, som ved første øjekast så rigtig lovende ud. Første april skiftede jeg så job, men det viste sig at være et totalt flop. Vi var gået helt forkert af hinanden. Allerede efter en uge følte jeg mig super dårligt tilpas, og efter knap 2 uger praktisk talt uden oplæring og hjælp, ja så blev jeg fyret. Jeg var for langsom og lavede for mange fejl!!!. Godt så – det var da lige et hak i selvtilliden jeg fik der. 

Det blev til ca. 2 måneder uden arbejde og med ca 30 ansøgninger uden en eneste lille bitte samtale. Det kunne mærkes. Det fik jeg faktisk stress af.

Men livet gik jo alligevel videre – og i april måned til stævnet hos DKK-Viby, fik jeg den aller sidste hædersbevisning til min Zuper Zeje Zippo. Selv om han døde i august 2017 så havde han samlet nok points til at få en 2.-placering i Sheltieklubbens konkurrence Om ”Årets senior agility-sheltie”. Endnu en markering af, at han var en helt fantastisk hund, som jeg stadig savner. Det gav den flotte blå roset - og den grønne er så fordi Dazzler i den samme konkurrence blev nr. 4. I øvrigt fik Zippo faktisk en hædersbevisning mere, da DcH valgte at afskaffe deres vandrepokaler for årets klasse-3 hund og årets senior. Den sidste hund, der havde vundet pokalen, fik tilbudt at beholde den, og da Zippo var den sidste, der vandt årets seniorpokal, ja så står den nu hos os og minder mig om en fantastisk hund.

I midten af juni blev jeg kontaktet af min tidligere chef. Uha, de havde lidt problemer, for alt det der udflytning var ikke gået helt efter bogen – om jeg havde lyst til at komme tilbage et par måneder eller 3 og være med til at rydde op i nogle bunker. Om jeg havde? Ja for pokker!!! Åh, hvilken lettelse, igen at have et arbejde. Også selv om det bare var for et par måneder. Jeg duer ikke til at gå hjemme. Jeg får ikke lavet noget som helst. Jeg så dygtig til at sidde i sofaen og kigge på dumme-fjernsyn hele formiddagen. Næh, det giver meget mere energi at gå på arbejde,  og så kunne bruge sin FRI-tid til noget fornuftigt.

Og en af de dejlige ting ved at gå på arbejde er jo, at så kan man holde FERIE. Jeg vidste jo helt fra begyndelsen af året, at en del af min sommerferie skulle handle om Jutlandia Cup, så det blev til 2 uger med agility-kursus, afslapning og Cup. Perfekt ferie.

Afslapningen blev en uge på Syltemae Camping i det Sydfynske. En hyggelig lille campingplads nær Svendborg, hvor vi slappede af, badede og ladede op til Jutlandia Cup.

Bent var blevet inviteret som dommer til Jutlandia Cup. Faktisk har Bent været knap så meget ude i 2018 som i 2017, men der har stadig været mange dommerdage. Det er jo heldigvis sådan, at Bent er rigtig glad for at være dommer – og det er da ingen hemmelighed, at det altid er en ære at blive spurgt om at dømme til de store stævner. Jutlandia Cup 2018 var ingen undtagelse, og der var igen et fint sammenhold mellem dommerne.

Et ekstra plus ved Jutlandia Cup var, at Andreas var med som ringleder. Så jeg fik lov til at holde en uges sommerferie sammen med min søn. Det er ikke så ringe endda. Andreas hygger sig meget på disse ugestævner, hvor han har mange venner fra både ind- og udland. Sjovt, når man tænker på, hvor lidt han ellers færdes blandt hundefolkene.

I løbet af sommeren flyttede Fanta hjemmefra. I første omgang midlertidigt. Fanta er flyttet op til Birgitte og Midni i Fredensborg, da Midni kedede sig og havde brug for en legekammerat. Det går helt fantastisk. Birgitte har trænet en lille smule rally med ham og er nu begyndt på C-lydighed i en DcH-klub. Fanta er jo en arbejds-hest, så han nyder at få lov til at lave noget. Og så ser vi, hvad der sker hen over foråret. Om Fanta kommer hjem igen, eller om han ender med at blive hos Birgitte, som i hvert fald lige nu giver ham et helt fantastisk liv.

I august holdt vi vores eget klubstævne. Et stævne, som efterhånden kører super godt. Igen fik vi dejlig stor opbakning af mange af vores klubkammerater, og især kursisterne fra vores agility-hold. TAK. Uden hjælpere – intet stævne. Og selv om det er sk… hårdt og vi hvert år søndag aften siger, at nu gør vi det aldrig mere, ja så gør vi det jo alligevel igen.

I løbet af sommerferien blev jeg opmærksom på et ledigt job i en mindre maskinhandel på Falster. Egentlig havde jeg været i kontakt med dem tidligere, men blev ”nr. 2” i opløbet, så da jeg så, at det job var ledigt igen, så var det bare med at komme ud af starthullerne. I løbet af et par uger efter sommerferien faldt det på plads, og den 16. august startede jeg som bogholder hos FMR-Maskiner i Nykøbing F. Et drømmejob for mig. Et alsidigt job, hvor jeg får lov til at lave det, som jeg synes er sjovest: nemlig at holde i tøjlerne på bogholderiet samtidig med at jeg er rodet lidt ind i en masse andre ting. Når firmaet ikke er større, så er alle nødt til at give en hånd, hvor der er brug for det. Jeg ELSKER mit arbejde. Ja, jeg kører en time hver vej, men jeg har ikke en eneste morgen været ked af at skulle af sted. Jeg har endda fået super søde dejlige kolleger. What’s not to like?

Den 25. august blev Bent’s datter Heidi gift med sin Dennis ved en rigtig hyggelig og dejlig ceremoni i kirken, som i øvrigt også er Heidi’s og Dennis’ nabo. Efter vielsen var der spisning i det nye hus. Bent’s mor, som nu er blevet 94 og ikke ret tit tager ud til noget, havde insisteret på at komme med, og det klarede hun så flot. Det blev en dejlig dag.

I september havde vi så i øvrigt selv 30-års bryllupsdag. En dag som vi var enige om ikke at gøre noget stort ud af. Jeg havde dog nok forestillet mig, at der ville dukke en lille buket op i løbet af dagen. Men morgenen forløb fuldstændig uden tegn på noget som helst. Bent havde pokerfjæset på og så ud som om alt var helt normalt. Nå, tænkte jeg – det skal selvfølgelig helst være friske blomster – så den er der garanteret, når jeg kommer hjem fra arbejde, den der buket. Nope. Ingenting. Og stadig pokerfjæs. Hm… efterhånden var jeg sådan lidt irriteret over at Bent sådan totalt ignorerede vores 30 år sammen, men vi skulle jo til Næstved og undervise om aftenen, så der var ikke tid til diskussioner. Da vi drejede ind på parkeringspladsen ved klubben blev jeg mødt af dette syn:

30 røde roser sat i hegnet (tror der var en lille hjælper ind over). Det er da så romantisk som man overhovedet kan forestille sig. Og så det sødeste ”skriv” på Facebook. Søde søde Bent, tak for at gøre vores 30-års bryllupsdag fuldstændig uforglemmelig. Vi snupper lige 30 år mere.

Meget af vores "hunde-tid" foregår i øvrigt her. Hos DcH Næstved. Vores klub, hvor vi føler os godt tilpas, og hvor vi både "nyder" og "yder".

I september blev det også tid til at skrifte vores ellers meget afholdte Citroen Jumpy ud. Når man som jeg er afhængig af sin bil hver dag, så er det saftsusemig vigtigt, at skidtet virker. Jumpy’en fik ondt i gearkassen, og det blev til et ”farvel Jumpy” og ”goddag Expert” – som i øvrigt er stort set identisk med Jumpyen, bortset fra, at den er lidt længere.

I slutningen af sommeren fik vi også deltaget i både DKK og DcH DM. D.v.s. DKK DM var det kun Bent der deltog. Jeg kørte lige til endnu en lydighedskonkurrence. Til DcH DM var Bent med til agility, og Hazel og jeg deltog i C-klassen i lydighed.





Det blev til en flot 12. plads ud af 40 deltagere i klassen. Og det var en rigtig god oplevelse. Masser af opbakning fra de øvrige deltagere, og også fra nogle af dem, jeg havde konkurreret med i løbet af året, og som var taget af sted for at kigge. Søde Trine med Tesla, som jeg har konkurreret med/mod hele året blev en flot nummer 2. Sejt gået.

Vi har deltaget i rigtig mange konkurrencer i årets løb. Både Hazel og jeg i lydighed og hele familien i agililty. Det er blevet til mange flotte resultater og rigtig mange gode oplevelser. Vores netværk er efterhånden kæmpe stort, og vi elsker at komme ud og møde agility-familien. Så bliver der hygget og snakket,som her i Nykøbing/Rørvig. 

En af de sjove ting der næsten altid forekommer, når Dazzler’s (og Zippo’s) opdrætter Pia er med ude er, at vi tager familiebilleder. Både af hele familien Foula og af de enkelte kuld, som nu må være repræsenteret den dag. Her er Dazzler fotograferet med familien i Hvalsø i foråret, hvor han jo må siges at være flokkens ”grand old man” fra den første generation Foula-hunde. Det er altid sjovt, at få de mange hunde til at sidde stille – men det er en super god ide, Pia har fået der.

I midten af december blev Gimli syg. D.v.s. vi kom hjem og konstaterede, at han havde kastet op i løbet af dagen. Det er han jo ikke den første hund i verdenshistorien, der har gjort, så i første omgang, tog vi det ikke så alvorligt. Men i løbet af kort tid blev han rigtig dårlig. Et besøg hos vores egen dyrlæge gjorde ikke den store forskel, så onsdag den 12. december om natten hastede vi til Karlslunde Dyrehospital, hvor Gimli blev opereret. 

De fjernede en stor klump frotté, som han havde spist, og som havde sat sig fast i hans mave og tarme. Gimli, altså. Heldigvis var det en vellykket operation, og til juleferien var Gimli atter frisk som en havørn. Det havde hverken vi eller vores lokale dyrlæge satset på. Det er nu dejligt, når man en gang imellem kan slå skæbnen tilbage.

Her sidst på året har vi sagt ja til at være ambassadører for Kingsmoor Petfood endnu et år. Vores hunde har spist Kingsmoor i mange år, før vi blev sponseret af dem. Vores hunde trives fint, har masser af energi og fin pels. Så det er et fodermærke, vi rigtig gerne vil reklamere for. Tak til alle jer hos Kingsmoor for at vise os den tillid. Det er vi stolte over.

Sidste rigtige begivenhed i 2018 var Andreas’ 30-års fødselsdag. Tænk, at han allerede er 30. Jeg husker hele forløbet omkring hans fødsel så tydeligt, som om det var i går. Gad vide, om man nogensinde som mor glemmer den slags? Da jeg havde kreeret en sang, bladrede jeg i gamle billeder, for at finde noget til illustration. Her sidder lille søde Andreas sammen med vores 2 første fælles hunde: blandingshunden Siffer og vores første border collie Bessie.

Andreas havde valgt at fejre dagen med familien om formiddagen og med ”de unge venner” om aftenen. Det hele foregik i en spejderhytte nord for Sorø, og den del af det, som vi var med til, var rigtig hyggeligt. Og nå ja, den sang, jeg havde lavet - der havde jeg skrevet forkert årstal! Flot Marianne. 

Det var også en dag, hvor Andreas’ familie mødte en del af Signes familie. Sjovt at tænke på, at til min egen 30 års fødselsdag var det dagen, hvor min familie mødte Bents familie.

Og så slutter ringen – og året – som det begyndte. I sommerhuset i Saltum.



Vi har holdt jul og været i Saltum Kirke og hørt deres fantastiske præst, som til juleprædiken nåde rundt om både ”den unge blonde pige”, underslæb, Danske Bank og Lindholm. Jo, han forstår at tryllebinde sit publikum.

Hundene (og vi andre) har fået gode lufteture på stranden. 

Og der blev også tid til shopping og hygge med god mad. 





At vi så havde en lidt for spændende hjemtur – se det er en helt anden sag. Men på den anden side, så slap vi jo heldigt med blæsevejr og en bro, der er lukket p.g.a. uheld. I hvert fald set i forhold til dem, der var med toget næste morgen. Mine tanker går til alle dem, der har været en del af den grimme tur. 

Rigtig godt nytår.