søndag den 17. juli 2011

Dania Cup 2011 - finalen

Så nåede vi til enden af Dania Cup 2011. Faktisk er det første gang Bent og jeg har deltaget i Dania Cup, men vi har haft en herlig uge, og ingen af os kan klage over resultaterne. Alle 3 hunde har løbet det bedste de kunne, Dazzler rykkede op i spring 3 i løbet af ugen og Zippo løb sig til en plads i finalen.
Lille Chinook har været med hver dag. Han tror, at det er hverdag når vi er til stævner, for sådan har hans liv stort set været siden jeg fik ham. :-) På Dania Cup har han været så heldig, at brormand Upsi også har været med, så de to har leget rigtig meget. Det tiltrækker sig temmelig meget opmærksomhed, når man prøver at gå ned over området med 2 små sort-hvide uldtotter i vild kamp. Cute-faktoren er stadig temmelig høj!

Lørdag var vi så heldige, at vi skulle løbe vores klasseløb temmelig sent, så vi mødte på pladsen ved 9-tiden, blot for at se, at der allerede stod en rand af stole rundt om ring 2, hvor finalen skulle afvikles. Jeg skal love for, at folk var i god tid i år. Men det er så festligt at løbe sådan en finale med et fantastisk medlevende publikum, og Zippo tænder helt af på det - heldigvis på den gode måde, altså sådan: nu skal vi lige klare det her sammen!

Der er et godt ord der siger: "gå aldrig ned i udstyr" - og det gjorde jeg heller ikke til finalen. Mette havde lavet den flotteste trøje til mig, med billede af Zippo på ryggen og masser af guld og glimmer. Den vakte en del opsigt, og Mette fik faktisk flere bestillinger på trøjer med glimmer-tryk efterfølgende, på trods af at hun havde lukket for flere nye bestillinger. Gad vide, hvornår Mette kom hjem lørdag aften? 1000 tak for den flotte trøje Mette, jeg er sikker på den bragte held.

Selve finaleløbet - tja, hvad kan jeg sige: der er ikke plads til at fedte sig banen rundt. Det var bare fuld kraft frem, godt hjulpet af det hujende og skrigende publikum. Zippo var for sej - fik alle sine felter, var på nær et kort øjeblik undervejs der, hvor jeg forventede, og løb til for fuld skrue. Desværre havde vi en lille misforståelse (læs: dårlig fører) i forbindelse med næstsidste forhindring - så desværre en DISK, men hold da op et løb. Det er et af dem, jeg vil huske længe. Tak til alle publikummer, der råbte af mig mens jeg løb. Det var med til at gøre det til et super løb.
De dejlige billeder er taget af Randi på nær det sidste, som er taget af Ian Watts.






Tak til komiteen for Dania Cup, der knoklede hele ugen. Jeg ved, hvor trætte I er nu. Og tak til alle jer andre agility-freaks, der var med til at gøre det til en fantastisk uge.

tirsdag den 5. juli 2011

Vi lever et priviligeret liv

Ja, og fordi vi lever et liv, hvor vi meget af tiden gør det vi har allermest lyst til - nemlig beskæftiger os med vores hunde - så bliver bloggen ikke opdateret, og den gør det altså desværre ikke af sig selv. Nå, men sidst slap vi i slutningen af kurset i Ødis Bramdrup. Det var et rigtig dejligt kursus, og selv om vi hvert år har været glade for vores undervisere, så var det dejligt med lidt fornyelse i form af Christian Eybe fra Tyskland.
Kurset sluttede torsdag, fredag tullede vi lidt rundt, og lørdag-søndag var der så stævne. Det var klubbens første stævne, da de er nystartede i år, og det kom de rigtig godt fra. Alle 3 hunde havde nogle gode løb, og vi fik prøvet nogle af de nye ting, vi havde lært. Christian fra kurset var også til stævnet, og han var rigtig sød til under banegennemgang at vise os nogle steder på banen, hvor vi kunne prøve noget af det, vi havde lært.
Herunder er Dazzlers spring 2-løb, hvor han fik den første pind i DcH spring 2.

Desværre blev det et kæmpe regnvejr om lørdagen. Alt var fugtigt, endda så meget, at frøerne flyttede ind i campingvognens fortelt. :-)


Men heldigvis klarede det op søndag, og vi fik både tørt stævnetelt og tørt fortelt med hjem.



Vel hjemme igen i haven er æblesæsonen begyndt. Noget tidligt vil nogen måske mene, men i vores have går det ud på, at hundene allerede nu begynder at plukke æbler af træet, som de så enten æder eller hugger fra hinanden. Paddy er altid meget omsværmet, for han kan nå længst op i træerne, og her har han lagt sig med et par gode grønne æbler.


Så blev det lige til en lille arbejdsuge på "farmen". Som altid når der er ferietid, så var der rigtig meget papir at se på, og jeg nåede dårlig nok igennem bunkerne, før jeg skulle have ferie igen.


Fredag startede jeg dog lige med at køre ud og lave løn til de få, der ikke var på ferie. Så gik turen videre ud til Pia, hvor jeg havde lovet at hjælpe med at sætte borde op til Foula-hvalpedagen om lørdagen. Pia havde sat telt op i naboens have, og mens regnen dryppede udenfor satte vi borde og stole klar og håbede på godt vejr til lørdag.

Vi sluttede dagen af med at tage Pia med til Bisserup. Vi gik en tur til vandet med Viva, Woogi, Aya, Zippo, Dazzler og Chinook. Det var lige noget de kunne bruge. Og de ligner alle sammen nogle tynde tændstikker når de bliver våde.





Lørdag var så Hvalpedag hos Kennel Foula. 19 sheltier og 3 groenendael, som alle 3 var mere eller mindre i familie med hinanen løb rundt i Pia's have, mens deres mennesker udvekslede nyheder og erfaringer til den store guldmedalje.

Der er godt nok mange af de sort-hvide.


Naturligvis skulle alle kuld fotograferes - så mange som der nu var mødt frem. Her er det fra A-kuldet Alina med mor Ronja.


Fra B-kuldet var der Woogi, Trouble, Zippo, mor Ronja og far Monty


C-kuldet var repræsenteret af Coco og mor Aya


D-kuldet var komplet, men som ikke nemme at fange på billede: Dixie, Dreamy, Dweet, Dazzler, far Monty og mor Ronja


Fra det første Bi-kuld var der Duchess, Etta, mor Woogi og far Carson


Og den store store opgave var at fotografere sidste skud på Foula-stamtræet, nemlig det andet Bi-kuld - men det lykkedes rimelig godt synes jeg: mormor Ronja, morfar Monty, mor Woogi, far Carson, Zoya, Chinook, Upsi og Dream.


Så trængte vi godt nok til noget kage, for det var hårdt arbejde med alt den fotograferen.

Og gamle Monty på 12, som er far og morfar til en del af hvalpene gik rundt og var stolt og glad og snusede efter lækre damer, for nok er han en ældre herre på 12, men man har vel stadig charme, selvtillid og lækkert hår :-)

Dagen efter startede Dania Cup: en hel uges agility-stævne - og ugen startede i bragende sol og varme. Dejligt, men også hårdt, både for dyr og mennesker. Indtil i dag har Ticket haft nogle fine løb, men desværre uden finalechance. Dazzler har været super, og han er nu også rykket op i spring 3. Det er rigtig sjovt, at vi nu begge løber i klasse 3. Så kan vi bedre hjælpe hinanden og tale om banerne. Zippo har været sej, lige indtil i dag, hvor han valgte at være lidt uartig i spring 3. Noget han ellers ikke plejer! Men hans placeringer ellers har været enten i toppen eller disk. Seje fyr!

Chinook har været med hele ugen. Har har set på agility, talt med en masse mennesker og hunde og legt med brormand Upsi. Når vi nåede til præmieoverrækkelserne er han som regel så træt, at han falder i søvn mellem stolene.


Tirsdag var "besøgsdag". Andreas kom med farmor, og lidt senere kom Pia og Jette også forbi.













Tirsdag har også resultatmæssigt været den bedste dag. Her er Bent oppe og få præmie i spring 2


Og her har Zippo ført sig frem i et af klasse-3-løbene.

I dag var det regnvejr. Vi har ikke løbet særlig fremragende, og vi var færdige allerede ved 14-tiden, så vi valgte at køre hjem og slappe af. Nu står den på aftensmad, og så er vi ladet op til forhåbentlig at give den lidt mere gas i morgen. For mit vedkommende handler det i hvert fald om at komme igennem AG-kvalifikationsbanen uden at blive disket - hvis jeg vil med i finalen. Spændende. Dazzler er blevet ekstra-tilmeldt de 2 klasse 3-løb, så han skal også ud og prøve kræfter med de svære baner.

onsdag den 29. juni 2011

Kursus med de super seje 6

Vores kursusdage i Ødis-Bramdrup er nu godt i gang. Faktisk er det allerede sidste dag i morgen. Alle er ved at være godt brugt, men vi har det fantastisk. Lærer mange nye ting og får afpudset nogle af de gamle.
Tirsdag afaten havde vi besøg af Mette og bror Upsi. Det var bare så herligt at se, hvordan de 2 drenge tumlede sig i 2 timer i indhegningen. Hold da op, hvor de hyggede. Og da Mette var kørt igen gik der ca. 3 minutter, så sov Chinook som en sten - nærmest til næste morgen.
Her er gaden hvor vi bor, fotograferet i morgen-disen på vej til træning.

Og her er vores flotte "spisestue" hvor vi indtager dagens måltider.

'Chinook kommer med ned til træningen, og er i sit bur mens vi løber. Det fungerer fint. Her tager han et overblik over banenerne inden dagens træning går i gang.

Og her sidder sødee Maria med sine gode venner Dixie og Mojo. Maria er fast inventar på vores uge-kurser, hvor hun tusser rundt og hygger sig med alle vennerne, både de 2- og 4-benede. Og dem er der rigtig mange af, for Maria er en sød og kærlig pige.
Her er Bent og Dazzler i gang på Tina Mette's bane. Dazzler har i den grad overrasket Bent. Hold da op, hvor de to har fået meget ud af de her dage.
Vores hold i år består af 6 fantastiske mellemhunde. Selv om der er 2 rimelig urutinerede hunde imellem, så er vi alle 6 gamle garvede hundeførere, og vi har kæmpe udbytte af at se hinanden løbe og lære af det foruden alt det vi lærer af de 3 fremragende instruktører: Christian Eybe fra Tyskland, Johanna og Tina Mette.


Her er Energiske Enzo:

Og her griner Zuper Zeje Zippo:

Her har vi søde Silje:

Og her troner prinsessen: Dejlige Dixie

Dynamiske Dazzler er også medFor ikke at glemme Amazing Audi, der bare har lært så meget de her dage.


Et helt fantastisk dejligt hold. Tak til jer 5 for godt sammenhold og kammeratskab.

mandag den 27. juni 2011

DcH Odense samt 1. dag på kursus

FERIE - FERIE - FERIE

Endelig blev det ferietid. Fredag skulle jeg lige runde arbejde for at lave løn, og bagefter var jeg en tur i Sorø. Det var farmors fødselsdag, og jeg havde lovet at komme med brød og være "pige i huset" Det blev en rigtig hyggelig formiddeag hos farmor. Ved middagstid afsted efter Bent i Næstved, og så var det bare om at komme hjem og få de sidste ting puttet i campingvognen og afsted vestpå.l

Den overordnede plan var stævne i Odense lørdag og søndag, kursus i Ødis Bramdrup mandag til fredag og stævne i Ødis Bramdrup næste lørdag og søndag. Vi startede fredag med at køre til Ødis Bramdrup og slå lejr. Der stod 3 andre campingvogne, men der var ingen mennesker. Vi fik sat fortelt op og gjort det hele klart. Det var en dejlig fornemmelse. Klokken blev godt nok næsten 22 inden vi fik aftensmad, men skidt pyt med det.

Lørdag morgen stod vi op og kørte til Odense. Vi havde aftalt med Helle med Boss og Dream, at de skulle holde plads ved siden af dem, så Dream og Chinook kunne lege med hinanden, og det skal jeg love for, at de fik gjort. Hvor er de bare søde! Her er der fuld gang i legen, mens onkel Joker ser til, at det går rigtigt for sig.
Næste morgen tog jeg lige et par billeder, så man kan se, hvor bart der var på campingpladsen.

Det blev til et par gode dage i Odense. Ticket løb sig til en 9. plads i spring åben søndag. Dazzler vandt AG åben lørdag (delt førsteplads med Sarah og Layney) og vandt sping 2 og fik en pind. Zipppo trænede felter i de åbne agility-klasser, og det gik rigtig godt. Lørdag vandt vi ag3 samt tunnel-kuller. Søndag blev det til en del disk, men samtidig til nogle fede løb, hvor jeg fik afprøvet nogle ting. God fornemmelse!


Da vi kom tilbage søndag eftermiddag havde vi fået naboer. Faktisk var der kommet en del vogne, og de myldrede ind resten af eftermiddagen og aftnen. I år er det 4. år vi holder ugekursus, og rigtig mange er gengangere. Det er rigtig sjovt, nærmest som en stor familie.


Underviserne i år er som tidligere Johanna og Tina Mette, og som noget nyt Christian Eybe fra Tyskland. Bent og jeg er på samme hold, og det er rigtig dejligt, for så kan vi se hinanden løbe. Vi startede på Christians bane, og der var masser af udfordringer at tage fat på. Andre måder at handle på, som blev afprøvet. Ud over os består holdet af Sarah med Audi, Thorleif med Dixie, Anne Marie med Silje og Niels med Enzo. En dejlig homogen gruppe, som i dag har været gode til at leve med i hinandens løb.



På Tina Mette's bane var temaet "udenom + blindcross". Her er Anne Marie og Silje for fuld fart.

Smukke Zippo ligger pænt i græsset og venter på, at det bliver hans tur.

Og her kommer Bent og Dazzler i fuld fart. Først udenom.....

Og så kryds.......... Dygtig lille Dazzler.

Hold da op, hvor var vi trætte, varme og fulde af nye indtryk, da vi var færdige.


Som sædvanlig blev der serveret fremragende aftensmad, og nu er roen faldet over lejren. Bent har været oppe og løbe lidt med Ticket, og Monty har også fået en tur. Chinook har fået lidt af sin hvalpetræning, og alle hundene ligger nu og sover rundt omkring. I morgen skal vi starte hos Johanna, og det glæder vi os til.

fredag den 24. juni 2011

Lidt sent - Albertslund med mere

Tja - jeg synes jeg har haft den der med "li´dt sent" med i utallige overskrifter, men tiden løber hurtigt lige nu.

Sidste weekend var vi i Albertslund til DKK-international. Zippo løber stadig super, selv om jeg på grund af mit dumme knæ ikke altid er helt med. Han holder sig i toppen (når vi ikke bliver disket), så det giver heldigvis grund til at forsøge med landsholdet igen næste år.
Dazzler og Bent var igen stjerner. Dazzler rykkede op i AG3 lørdag, bare et halvt år efter hans stævnedebut. Han er modnet rigtig meget de sidste måneder, og det er en fornøjelse at se, hvordan Bent og Dazzler bare bliver bedre og bedre sammen. Ticket løb et enkelt løb med Pia, som desværre endte i en disk p.g.a. et kort øjebliks uopmærksomhed, og ellers løb hun med Bent. Det blev bl.a. til et fejlfrit spring åben søndag. Så vi kørte hjem fra Albertslund og var ganske tilfredse.

Chinook var selvfølgelig med. Han møder stadig alle hunde og mennesker med stor tillid - og stor selvtillid! Søndag blev han dog sat til vægs af en lille papillon 3 uger ældre end ham selv. Hm...
Men bortset fra det, så trives han og vokser. Han er ved at finde ud af hverdagen hos os, og det fungerer rigtig fint. Vi er startet på hvalpetræning, og det er rigtig sjovt.

I dag er det vores søde farmors fødselsdag. Jeg havde lovet at komme og være "ung pige i huset" og medbringe brød og kage - men først måtte jeg lige en tur om arbejdet for at lave løn. Chinook var med inde og hilse på. På billedet er der dobbelt-Chinook, for han er også på min computerskærm.


Nå ja, så var der det der knæ. Nu er det blevet scannet, og den gode nyhed er, at der ikke er noget galt med hverken menisk eller korsbånd. Mine smerter stammer fra en kronisk betændelse i en slimsæk i knæet. Sådan noget har jeg aldrig hørt om. Det kan godt forsvinde af sig selv - men når det har varet så længe som det har, så er det meget usandsynligt. Så kan man fjerne den betændte slimsæk ved en kikkert-operation. Derefter vil der dannes en ny, der sandsynligvis ikke er betændt. Hm.... Nå, men sådan en operation er jeg indstillet til når vi når oktober. Så jeg kan nå at fortryde mange gange endnu.

Ferien står for døren. Lige nu sidder jeg i bilen på vej mod Ødis-Bramdrup, hvor vi skal på kursus i næste uge. Det bliver garanteret som sædvanligt lærerigt, hyggeligt og hårdt. Andreas er hjemme og passer huset (og sit arbejde). I weekenden er der stævne i DcH Odense. Der kører vi så frem og tilbage begge dage. Vi skal møde Dream og Helle, så det bliver garanteret hyggeligt. Og så må jeg jo se, om ikke jeg kan blive lidt hurtigere på bloggen, nu det er ferie :-)

mandag den 13. juni 2011

Dazzler var stjernen i Ribe i pinsen

Ja ja - hele blog-indlægget var skrevet søndag aften, selv om jeg var ved at falde ned af stolen af træthed. Og da jeg så skulle udgive - UPS :-( Væk var hele teksten. Kun billederne var tilbage. Så op på hesten igen og forfra.

Pinsen startede dejligt med at vi alle 3 havde fri fredag. Bent kørte til Skælskør efter morgenbrød - Andreas og jeg gik til stranden med hundene. Zippo nød at badebroen var kommet op, så nu kunne han få sig en ordentlig svømmetur.
Chinook følger interesseret med i, hvordan Zippo går ned ad trappen og ud i vandet. Godt han havde sele og snor på den lille, for ellers var han da endt på hovedet i baljen også, med alle hans krumspring.


Pinsen stod på Kingsmoor Cup afholdt af Ribe Hundevenner, og da vi erfaringsmæssigt ved, at de er super dygtige til af afvikle stævner, så glædede vi os til en forlænget weekend i Jernvedlund. Det var Chinooks debut i campingvogn, men det tog han nu - som alt andet indtil videre - i stiv pote. Han har nok hilst på minst 100 søde hunde og lige så mange mennesker i weekenden. Samtidig har han mødt barnevogne, kørestole, blafrende telte, børn i massevis - alt sammen ikke noget han kunne blive rystet over. Sej lille fyr.


Lørdag kom Dream og Upsi på besøg. De 3 små fyre tog sig en ordentlig omgang, og til sidst gik de omkuld. Hvor var det hyggeligt at se dem igen.


Lørdagens løb for mit vedkommende var noget la la. Jeg vandt AG åben, men blev disket i resten. Bent og Dazzler kørte super og fik 2 fejlfrie åbne klasser. Det tegnede godt for finaledeltagelsen.




Da vi ikke måtte have biler i campingområdet, havde vi alle 6 hunde inde i campingvognen om natten. Siddegruppen i den ene ende blev lavet om til hundehotel, og her står Monty og Ticket og lurer på, om de dog ikke snart får noget mad. Lørdag aften havde vi hyggelig grill sammen med Pia, Henrik, Ina og Johanna.


Vi lå meget tæt i campingområdet. Der er godt nok et pænt stykke over til den anden side, men der var ikke langt til bagboen og naboerne. Heldig havde vi søde naboer hele vejen rundt. Her ligger Paddy og nyder solen søndag morgen.


Søndagens løb gik lidt bedre. Zippo og jeg var nu nede på 1 disk ud af 3 løb, mens Bent og Dazzler stadig styrede fejlfrit gennem de åbne klasser. Sådan Bent og Dazzler: klar til finalen, placeret som bedste hund og som en ud af kun 2 hunde med 4 fejlfrie løb.


Både for Chinook og Viva var stævnet deres første - så de blev af og til rigtig trætte. Og når man er træt, så er det godt at have en ven at putte med. Her tager de 2 sig en lille lur op ad hinanden.


Finalen blev afviklet på en bane tegnet af Jens Nilsson fra Sverige. Det var en fair - ikke urimelig svær bane, men alligevel var der ikke mange fejlfrie hunde igennem. Måske fordi førerne presser lidt mere i en finale, hvor der er foder for 2000,- kr. på spil.


Foula-hundene var fint repræsenteret med 2 små og 2 mellem. Hos de små var det Crazy og Nete samt Dweet og Susanne. Her er det Crazy og Nete i fuld fart mellem 2 tuneller.


Og her er det Susanne med Unique. Seje seje Susanne, der næsten ikke havde nogen stemme - klarede at løbe med 3 af finalens små hunde, og ovenikøbet at vinde finalen med Unique. Godt gået.


Zippo startede som nr. 3 hos mellemhundene. Han lagde desværre ud med at rive første pind. Da jeg så det tænkte jeg, at så kunne jeg jo lige så godt give den fuld skrue+++ resten af vejen, så vi fløj gennem banen, og kom i mål stadig kun med den ene nedrivning.




Jeg gik lige så stille ned mod teltet, mens jeg kiggede på mine konkurrenter. Hm.... de blev enten diskede eller lavede fejl. Måske skulle jeg lige stoppe op og vente lidt? Jo, nu var der kun 2 hunde tilbage, og jeg førte stadig, så nu skulle vi i hvert fald med til æresrunden. Inden jeg nåede ned havde næstsidste hund også lavet fejl, så jeg førte stadig da Bent skulle løbe som sidste hund.
Desværre fik Bent handlet Dazzler udenom spring nr. 3, så det blev til en disk. Øv, for det kunne have været rigtig sjovt, hvis Bent havde vundet. Nå, men der kommer flere finaler for Bent og Dazzler, det er jeg sikker på.

http://www.youtube.com/watch?v=98j4NL4B8uw&feature=related

Her er så vinderne af finalen i Kingsmoor Cup 2011: Susanne og Unique, mig og Zippo samt Sarah og Succes. Bemærk, at førernes højde svarer nøje til henholdsvis lille, mellem og stor klasse :-)
Tilbage var så en AG3 og tunnelkuller. Zippo vandt tunnel-kuller, og Dazzler blev nr. 4. Rigtig sjov bane, og svært at holde hovedet klart, når vi faktisk på det tidspunkt var rigtig meget trætte.


Eneste minus på hele weekenden var, at man havde henlagt præmieoverrækkelsen for finalen til sidst i programmet. Det betød, at rigtig mange var kørt hjem. Der var stort set kun dem tilbage, der vidste at de skulle have en præmie for et eller andet. Det var lidt kedeligt. I mellemhundenes finale blev Gitte med Zinnia nr. 3 og Stine med Zuggi nr. 3.







Så var der bare tilbage at pakke det sidste i campingvognen og give sig ud i pinse-trafikken, som nu forløb gnidningsfrit for vores vedkommende, og ca. 19.30 var vi hjemme i Bisserup med en flok trætte hunde.