lørdag den 25. oktober 2008

DGI Amtsturnering

I dag har vi været til Amtsturnering i DGI i Stigs Bjergby- et hyggeligt lille overskueligt stævne på en dejlig plads i et fantastisk solskinsvejr, arrangeret af Belgierklubben..

Vi havde til lejligheden medbragt 6 hunde, som alle havde en super dag. Zippo havde sin stævnedebut i sandkasse-klassen med 2 fejlfrie løb. Alle sandkasse-hunde løb mod hinanden på samme højde, så der var ikke meget at gøre mod Per's hurtige border collie Senga, men i springklassen lavede Senga fejl, og så var sejren vores! :-) Jeg var dog stadig meget stolt af min lille dreng, som håndterede hele stævnestemningen fint. Han var tændt og klar, når han skulle løbe, og afstesset og rolig i ventetiden mellem løbene. Herunder er hans springløb.



Monty havde et rigtig garden-party. Han spurtede afsted, men var i ag-klassen desværre belastet af en tungnem og langsom fører. Disk - øv! Og i springklassen skulle han lige checke, om der tilfældigvis skulle være en tæve i løbetid over i ringen ved siden af ag-banen, hvor der var skue.

Meghann var i topform. Havde en enkelt feltfejl og en vægring på ag-banen, men vandt springbanen samt for-sjov-klassen, som var en knock-out. D.v.s. 2 ens små baner: spring, en lige tunnel, rundt i en mølle, tilbage gennem tunellen og spring. Hundene løb mod hinanden 2 og 2 sådan, at alle, der havde løbet på lille højde løb samlet mod hinanden, og lige sådan med mellem og stor - så Meghann vandt knock-out'en for mellemhøjden.

Zoë havde 2 fine løb, men selv om hun løber på lave spring, så måler hun stadig springene, når hun er ca. halvvejs gennem banen. Men ingen tvivl om, at hun havde det sjovt. Vi taler dog om, at hun nok ikke skal løbe så meget mere - heller ikke senior, desværre!

Ticket havde også et par fine løb og blev nr. 2 i springklassen. Dejligt at se, at hun er glad og løber hurtigt fremad. I knock-out'en løb hun fint, men var lidt påvirket af en høj eksplosion lige før hun skulle løbe, så det gik ikke så hurtigt.

Paddy var dagens super-hund! Han vandt sin ag-klasse og blev nr. 2 i sin springklasse. AG-klassen havde super felter! Desværre havde han en enkelt kikser i slalom-indgangen, men resten var flot. Se selv:



Der var dejlige tyggepinde til alle vinderne. Fint, at der til et stænvne som dette, hvor deltagerne ikke betaler i dyre domme for at deltage, blot er en lille markering for gode placeringer. Herunder er Zippo med til at udsøge sig den bedste guf fra Charlotte's pose.

























Super dag, færdig kl. 15.00, så vi kunne nå hjem og få lidt eftermiddag og en kop kaffe sammen med Andreas.

søndag den 19. oktober 2008

Bent - ny DcH agility-dommer

Her ser I et billede af en meget stolt og glad Bent, som lige har fået sit dommerbevis som DcH agility-dommer. Bent bestod prøven med 193 points ud af 200 mulige, heraf 3 prøver med max points.

Aspiranterne var i gennem i alt 5 tests denne weekend, og Bents points fordelte sig således:
Miniaturebaner efter egen tegning: 28 points af 30 mulige
Beregning af pointsedler: 15 points af 15 mulige
Skriftlig prøve, 54 spørgsmål: 49 points af 54 mulige
Mundtlig overhøring: 27 points af 27 mulige
Praktisk prøve: 74 points af 74 mulige

I øvrigt bestod alle 4 aspiranter, så DcH har nu 4 nye dommere at trække på til næste års stævner! Stort tillykke herfra til Ivan, Kim og Hans Christian!



onsdag den 15. oktober 2008

Stakkels Zippo - og dog.....

Stakkels Zippo - onsdag aften, hvor han plejer at suse rundt på agilitybanen, blev han udsat for en grænseoverskridende oplevelse! Jeg har nemlig meldt ham til udstilling i Herning - og da jeg ikke ved noget som helst om at udstille sheltier eller for den sags skyld at udstillings-soignere dem, så har jeg kastet ham i hænderne på proffen: Jeanette!

Og man må sige, at Jeanette og Zippo fik noget af en oplevelse. Først badet - det gik nogenlunde, men hold da lige op, hvor kan man se ynkelig ud, når man er en våd sheltie.


Og når man har været i bad, så skal man tørres bagefter, og profferne, de har sådan en føn-tørrer, som bare kommer helt ind i bund i pelsen. Det synes Zippo godt nok ikke var det mest festlige han havde oplevet! På det tidspunkt er jeg overbevist om, at han hadede Jeanette. Han knurrede i hvert fald noget af hende.


Når man så er blevet tør og lækker, så skal man have ordnet poter - så tror jeg nok, at de blev nogenlunde gode venner igen. :-) Selv om Jeanette børstede en kæmpe bunke pels af ham.


Belønningen - ja det var at komme ind i stuen til alle tøserne - selv om de var noget nærgående og lidt sippede.


Tak Jeanette for et flot stykke arbejde. Hvis resultatet står mål med forberedelserne, så er jeg sikker på, at vi går glade ud fra udstillingen i Herning, for hold da op, hvor du knoklede - og nej hvor er han blevet endnu mere lækker!

mandag den 13. oktober 2008

Perler til en dronning


Efterhånden havde næsten alle vores hunde fået fine perlehalsbånd - undtagen dronningen over dem alle: Dronning Bessie af Skovvænget og Pedersborg!
Så da vi i weekenden mødte Laila og hendes lille "butik", faldt vi totalt for dette flotte halsbånd, perfekt til danmarks smukkeste gamle blue merle border collie. Da vi havde hentet dronningen hjem fra hendes ferieresidens i Pedersborg skyndte vi os at prøve - og heldigvis passede det perfekt, så hun nu kan føre sig standsmæssigt frem i de bedre kredse.

onsdag den 8. oktober 2008

Ny bilejer i familien!

Så fík familien endnu en bilejer! I dag har Andreas været i Næstved og hente sin nye bil: en Fiat Punto 1.2 ELX fra 2000. Det er en rigtig god lille bil, som kører godt. Nu bliver det ingen sag at komme hjem fra arbejde midt om natten. :-)


tirsdag den 7. oktober 2008

Unghundementalbeskrivelse (UHM)

For lang tid siden begyndte Pia at tale om, at når Woogi blev gammel nok, så skulle hun unghundementaltestes. Jeps, tænkte jeg - det skal Zippo også! Så jeg bad Pia om at sige til, når der var en passende test, og det var lige tilfældet søndag den 21. september hos Berner Sennen Klubben i Odense.

For dem, der ikke ved, hvad en unghundementaltest er, så findes der en god beskrivelse her:
http://www.dbsk.dk. Og hvis man vil se Sheltie-klubbens ønskeprofil, så kan den ses på DKK's side her: http://dansk-kennel-klub.cms123.com/0/1062.

Nå ja, der var lige den lille "hage", at Bent skulle bruge bilen til rally-prøver i Roskilde, så Zippo og jeg måtte med bus til Slagelse og med tog til Odense - og nå ja, så var der marathon-løb i Odense, så vi måtte gå et godt stykke ud af byen, før Pia kunne møde os og køre os det sidste stykke. Men Zippo klarede hele turen i fin stil. Først en times bustur med en chauffør, der kørte som en sindsyg, så ind gennem Slagelse station og op i toget uden problemer. Kun lige mens vi var i tunnellen under Storebælt var han en smule urolig, men så snart der var dagslys igen, var han klar til at lave små øvelser og kunster, til stor fornøjelse for de omkringsiddende passagerer.

Da vi startede på eftermiddagens testrunde var Woogi den første hund, og jeg synes bare, at hun var så sej! Så jeg glædede mig helt vildt til at det blev Zippo's tur. Under hund nr. 2 gik jeg op i bilen og hentede Zippo, og så var vi ellers klar.

Det gode ved at deltage i en UHM er, at man hele tiden får fortalt nøjagtig hvad man skal, så man behøver aldrig være i tvivl, om man nu gør det rigtige. Zippo og jeg kom igennem alle 8 øvelser, og jeg var så stolt over min lille hund. Hans resultat kan ses her:
http://www.hundeweb.dk/ - gå ind med Zippo's registreringsnr.: DK14605/2007 og se under fanen "mentalbeskrivelse". Det var langt fra alle steder, at Zippo reagerede i overensttemmelse med Sheltieklubbens ønskeprofil, men for mig viste det mig, at de teorier jeg havde omkring hvad min hund indeholder - de var rigtige. Han er venlig, legsyg, tænder nemt, bliver forskrækket men afreagerer hurtigt igen. Han blev ikke på noget tidspunkt stresset, og han var overhovedet ikke mærket af testen efterfølgende. F.eks. gik vi en tur nogle få dage senere, hvor der var jagt i nærheden, men han reagerede overhovedet ikke på skuddene.

Vi fik også hilst på Sanne og Coco, og så selvfølgelig fik Zippo og Woogi lov til at tage en ordentlig lege-tur inden vi begyndte på hjemturen. I modsætning til om morgenen var der masser af mennesker på Odense station, og rigtig mange børn var henne og klappe min lille hund. Utroligt mange forældre reagerer ikke, når deres børn styrter hen mod en hund i snor. Meget få spurgte først, om de måtte klappe. Men Zip tog stadig al postyret i fin stil. Han var dog så træt, at han i toget på vej hjem måtte overgive sig og lægge sig ned, selv i Storebæltstunellen.

I Slagelse blev vi hentet af Bent, som havde haft en dejlig rally-dag i Roskilde, så der var nok at fortælle om for os begge.

Se billederne fra mentaltesten herunder:

Her står vi sammen med teamleder Trine og venter på at det bliver vores tur, mens vi bliver instrueret i, hvordan vi skal gå til den første test.

Vi hilser på Merete, som er "vores" vejleder gennem hele testen.

Merete leger med Zippo.

Zippo er på vej ud efter "haren"

Og her er den øvelse, som jeg havde frygtet mest. Jeg står stille i 3 minutter, og Zippo er i mellemtiden overladt til sin egen fantasi. Men ud over at tisse op ad klubhuset 2 gange, så lavede han ingen ulykker.

Vi mødte en kedeldragt, der hed Peter. Peter og jeg havde en inspirerende samtale. :-)

Og så mødte vi metalpladen Gurli - endnu en venligsindet indfødt.


Her er Merete ved at guide 2 spøgelser ud af skoven og hen mod os. De kan ikke se, hvor de skal gå, for de har kun 2 huller i tøjet til at kigge ud af, så de må hjælpes.

Men Zippo var sådan set ligeglad. Ikke en gang, da spøgelserne fik tøjet af, blev de interessante.

Næh, det her var bedre - et eller andet meget interessant at rulle sig i. Så kan mor bare snakke med spøgelser - hvis det er det, hun har lyst til.


Og så venter vi bare på det sidste skud, så er vi færdige.

tirsdag den 23. september 2008

Rally i Roskilde

Lørdag og søndag havde vi meldt Meghann, Zoë, Paddy, Monty og Zippo til rally i Roskilde. Meg i ekspert-klassen, de andre i viderekommende. Søndag skulle jeg noget andet, så Bent gik med vores hunde, og Johanna fik lov til at "låne" Monty. :-)

Zippo var kun oppe lørdag, men det lykkedes ham da at skrabe 73 points sammen, så han kunne køre hjem med et bestået. Som man kan se på filmklippet herunder, så havde han et par afstikkere, hvor han begyndte at kede sig. Jeg tror ikke, at jeg trækker vejret i den tid, det tager at gå en rally-bane med Zippo, for så stikker han fra mig. Fuld koncentration hele vejen rundt.







Zoë synes bestemt, at hun manglede trygheden i at have snor i far, så hun gik stort set i "sort". Lørdag gennemførte Bent banen med hende, på trods af, at hun overhovedet ikke kunne huske sin sit-komando, men søndag gav de op efter 2 øvelser. Der var ingen grund til at trække hende igennem, når hun nu ikke var glad for det.


Monty gik super. En enkelt øvelse måtte vi lave om, og han fik 92 points. Søndag blev det til 91 points med Johanna.






Paddy var noget ukoncentreret første halvdel af banen lørdag, men så tog han sig sammen og leverede super flot arbejde i sidste halvdel. Det blev dog til 86 points. Søndag var Bent mere på ham fra starten, og de arbejde sig sammen op til 94 points og en 4. plads. Godt gået!




Meghann gik fint lørdag, men jeg var en klovn og glemte, at man ikke må klappe sig på låret i ekspertklassen! Øv Marianne! Det blev til 93 points. Bent var dygtigere om søndagen - han kan godt huske, at man ikke må klappe på låret - så der fik Meghann 95 points! Godt gået Bent og Meghann.


Totalt set et super arrangement, med Lene Dyrner som primus motor. Stakkels Lene fik slet ikke gået op med sine egne hunde! Fine "cafeteria"-forhold og tålelige toiletter. Super sted. Jeg ærgrer mig lidt over, at vi ikke havde meldt gamle Bessie til. Det var sådan et sted, hun ville have kunnet gå en fin rally-bane. Nå, men det gør vi en anden gang. De flotte fotos er taget af Tommy Tell - tak Tommy!

mandag den 22. september 2008

Efter Albertslund

Vel hjemkommet fra Albertslund ville jeg fotografere mine hunde med deres præmier, men det blev til, at alle hundene blev søndags-fotograferet. :-)

Her er Monty med sin "Årest-all-round-hund-nr.-10-medalje" og sin pokal for årets lille hold nr. 2, Meghann med sit fine røde "bestået-rally-bånd" og Zippo med sin..... nå nej, han bestod jo ikke. :-)


Og her er så Bent's agility-hunde Ticket og Paddy. Det var bare umuligt at få Paddy til at rette sig op og sidde så man kan se, at han er noget højere end Ticket.

Og her er de 2, der blev hjemme og passede på huset: Dronning Bessie af Skovvænget og Pedersborg og Miss Mouse Zoë.

Mere Albertslund

Ja ja - jeg er godt nok lidt bagud, men søndag den 14. havde jeg valagt at gå til rally-prøver i stedet for at løbe agility i Albertslund. Jeg ved med mig selv, at jeg bliver alt for stresset, hvis jeg melder til begge dele, så kun én ting pr. dag!

Det var første gang Zippo skulle op i "viderekommende" uden snor på, og han havde ikke taget mange skridt inde på banen, før han fortalte mig ganske entydigt, at jeg ikke havde en sk.. styr på ham. Hm...... Så vi gik ud med et I/B. Trine (dommer) mente dog at kunne huske at han havde fået 69 points, så det var da åbenbart ikke helt tosset.


Monty gik op med Lisa, som aldrig havde prøvet rally før - og Monty havde det rigtig hyggeligt. Han lurede hurtigt, at lige meget hvad han gjorde, så synes Lisa bare, at han var noget så sød - så han gjorde stort set, hvad der passede ham - og ca. halvvejs gennem banen gav Lisa op. Men hun sagde bagefter, at det havde været sjovt at prøve - og det var også helt tydeligt, at Monty havde det rigtig sjovt.


Menghann var for første gang oppe i ekspert-klassen og gik en fantastisk bane med super kontakt og en rigtig glad attitude. Det gav hende 98 points, så nu tror jeg på, at vi nok skal få de certer på et eller andet tidspunkt.

onsdag den 17. september 2008

Agility i Albertslund

I weekenden var det så årets sidste internationale DKK-stævne, og samtidig tiden for afgørelsen om alle års-konkurrencerne.

Stævnet var henlagt til Vestegnens dejlige lokaliteter, og solen skinnede som om den fik penge for det. Man kunne faktisk godt tage solbad. Det blæste en del lørdag, men det holdt heldigvis op igen om søndagen.

Bent løb som sædvanlig med Paddy og Ticket, både for sig selv og med Kurt. Deres holdløb var faktisk de bedste, de har leveret hele året, og holdet "Hurtig og Sikker" endte ikke på sidstepladsen. :-) Paddy træner stadig felter. Det er utroligt, for til træning misser han aldrig et felt - og til stævnene springer han konsekvent felterne første gang, men når Bent vender om og tager dem igen, så ved han godt, hvad han skal. Ticket løber bedre og bedre, og i AG åben søndag blev hun nr. 24 - fejlfri - ud af ca. 90 hunde. Godt gået Bent!

Monty løb en del med Lisa, og med mig leverede han 2 fejlfri løb til vores hold.

Årets hold-konkurrencen var stort set afgjort på forhånd, og blev selvfølgelig vundet af holdet med Unique, Spirit, Angel, Louie, Bluebee. Men vi blev en flot nr. 2 - og det er vi stolte af. Derudover endte Monty på en 10.plads i konkurrencen om årets all-round hund - et flot punktum, inden han nu skal til at løbe senior.