søndag den 14. juni 2009

Weekend i Vejen

Fredag eftermiddag skyndte vi os hjem fra arbejde. På trods af en kedelig storm, besluttede vi os for at prøve at komme over broen fredag aften som planlagt, og vi kom da også over, selv om jeg synes det var en grim fornemmelse.

Vi kørte Ribehøj Familiepark, hvor vi havde booket plads til campingvognen, da alt andet nærmere var optaget - og det er nok en af de bedste "ups"-ting vi længe har gjort. Magen til lækker campingplads skal man lede længe efter. Se bare billederne nederst i dette indlæg.

Zippo skulle jo nu løbe i klasse 3, og det klarede han i flot stil. AG3 lørdag var meget svær, men også sjov at løbe. Spring 3 søndag knap så svær, men jeg må jo indrømme, at jeg synes det er hammer sjovt at løbe klasse 3 banerne, også selv om vi fik 2 disk, som helt klart var på grund af min handling. Zippo løb fremragende, og gjorde lige, hvad jeg bad ham om. Det gjorde han i øvrigt hele weekenden, så jeg må have været en rigtig dårlig handler, for det var ikke meget, vi ikke blev disket i. :-) Men pyt - vi har haft det sjovt.

Monty har været på toppen. Han nyder tydeligvis at løbe agility og udstråler stor glæde hele vejen rundt. Og Meghann, ja hun har løbet lidt med Julie, lidt med Bent og lidt med mig, men hun er ligeglad, hvem der handler hende - bare hun får lov at løbe.

Ticket har været rigtig god. De fleste af hendes løb ligger nu inden for banetiden, og kun søndag eftermiddag blev hun lidt blomsterfe-agtig. Men da var hun også træt. Rigtig dejligt for Bent, at deres samarbejde nu begynder at fungere fint.

Paddy havde et super løb, og resten af weekenden var han bare en lille have-nisse! Øv!!

Nu har vi booket til ugen efter Jutlandia Cup på Ribehøj. Vi glæder os til at komme tilbage.
Her er vores campingvogn i midten - billede taget fredag aften.
Og her er udsigten fra campingvognen lørdag morgen i sol.
Og er er søndag morgen taget ud gennem forteltet.



onsdag den 3. juni 2009

Resten af pinseferien på Bornholm

Efter stævnet i weekenden havde vi stadig 3 dage på Bornholm. Vi havde på forhånd besluttet, at vores eneste planlagte aktivitet skulle være AFSLAPNING - for det trængte vi rigtig meget til. Og den Bornholmske natur er jo perfekt til at lade op i.

Mandag gik vi en tur til et nedlagt stenbrud i nærheden af Hammershus. Vi valgte ikke de meget lange ture af hensyn til Dazzler og Monty, men en god times travetur i kuperet terræn, det kunne både yngste og ældste hund fint klare.

Efter traveturen kørte vi til Allinge og spiste frokost på Allinge røgeri. Det var skønt vejr, og vi kunne sidde ude i solen og nyde maden. Jeg fik saltstegt sild og Bent spiste fiskefrikadeller. Uhm, hvor det smagte.

Her kan I se vores lille lækre hytte. Den var bare perfekt til os og hundene. Og den var helt ny-istandsat, så alting var rigtig lækkert. Og så er værtsparret på Lyngholt Camping rigtig søde og imødekommende, og ikke spor forskrækkede over, at vi kommer med 7 hunde.
Mandag aften grillede vi sammen med Birgit og Flemming, som boede i nabohytten. Birgit og Flemming vandt jo vores lille interne "hvem får flest keramik-præmier med hjem"-konkurrence i år. Men vi vandt sidste år - så nu står vi lige. Bare vent - næste år, så snupper vi jer :-)
Tirsdag kørte vi en tur "sydpå". Jeg havde bestemt mig for, at fordi stævnet i weekenden havde været så specielt for mig (især fordi Zippo rykkede op i klasse 3 både i spring og agility), så jeg ville gerne have et minde med hjem fra Bornholm, som jeg kunne kigge på og huske denne fantastiske weekend.
På Årsdale Mølle er der en smykke-kunstner, der laver smykker med Bornholmsk granit, og der fandt jeg denne smukke sølv-ring med Paradisbakke-granit, hvilket jeg jo synes gjorde det endnu mere symbolsk, da jeg har travet Paradisbakkerne tynde som barn sammen med min far. Et rigtigt godt minde på mange måder.
Vi kørte til Nexø og besøgte Lis, som er en af min far og mors gamle venner. Det var et dejligt men også trist besøg. Lis's mand Eugen var indlagt på sygehuset, og det er altid trist, når man har været sammen i så mange år, som de har, når den ene ægtefælle så pludselig flyttes væk. Men vi fik opfrisket mange gode gamle minder - og det er altid sjovt og hyggeligt. Tirsdag aften gik vi ud og spiste en rigtig dejlig ferie-slut-middag.

Onsdag havde vi fået lov til at vente med at aflevere hytten til om eftermiddagen (man skal ellers være ude kl. 10), så vi besluttede os for, at sidste dags travetur skulle være op til Krystalsøen. En ikke ret lang tur - men noget strabadserende! Vi lod Monty sætte tempoet og bestemme pauserne, og både ham og Dazzler klarede turen fint. Vejret viste sig fra sin flotteste side, og vi nød turen i fulde drag.



Selv om det er svært at vise på billeder, så synes jeg, man godt kan fornemme højderne.



Her holder hundene drikkepause ved Krystalsøen, hvor der bare er rigtig smukt.
I baggrunden kan man se Sandvig og Østersøen. Sikke en udsigt - den fås vist ikke flottere!


Frokosten blev en lækker italiensk sandwich på Hammerhavn, mens sorte skyer begyndte at trække sammen i horisonten. Rigtig "ferie-slut" vejr.


Så låser jeg nr. 130 og siger farvel for denne gang. Men mon ikke vi kommer igen næste år?



Og Monty har fået Dazzlers nye lækre kunstlæder-seng at ligge i, så han kan komme komfortabelt hjem fra Bornholm.


Dette indlæg er faktisk skrevet i bilen på vej hjem. Det er nu 3 timer og et kvarter siden, vi sejlede fra Rønne, og om 20 minutter er vi hjemme. Det tager ingen tid at komme til Bornholm nu om dage.

mandag den 1. juni 2009

Fantastiske Bornholm - og fantastiske Zippo

Så er vi færdige med Bornholmerstævnet for i år, og nyder nu et par dage i campinghytten på Lyngholt Camping, som i øvrigt er et super sted at komme med hunde. Dejlige omgivelser og imødekommende værtspar - selv om vi invaderer en af deres lækre hytter med 7 hunde.

Stævnet - ja, hvad skal jeg sige - jeg kan stadig væk få næsten klump i halsen af at tænke på, hvor fantastisk det er gået. Lørdag rykkede Zippo op i spring 3 og søndag i AG3. Han vandt begge åbne klasser om lørdagen (og er dermed klar til fælles-DM) og alle klasse 2-løb både lørdag og søndag. Søndag var der kun klasseløb - ingen åbne. Begge dage blev vi disket i spring 3, men søndag løb han eventyrligt flot - og jeg kaldte for sent efter en tunnel :-( Kvajet fører! Og AG3 søndag vandt vi med en nedrivning og vægring. Super seje Zippo! Jeg er så hamrende vild med den lille hund!!!


Men den største præmie var næsten at se Monty. Efter at vi måtte sende ham hjem til Johanna efter sidste weekend, hvor han havde det rigtig skidt i sin ryg, så var han tilbage for fuld skrue. Han løb kun spring-løb, men vandt dem alle 3 - i den gode gamle Monty stil, med fuld støj på hele banen rundt. Hvor var det dejligt at se.


Her er drengene med halvbror/søn Jackie

Meghann hyggede sig som sædvanlig. Hun løb lidt med os begge, i nogle store senior-klasser med 8-10 deltagere. Ind imellem vandt hun en klasse, men af og til rev hun en pind, og en enkelt gang valgte hun en helt anden bane end mig. :-) Men det vigtigste er, at hun elsker at løbe agility, og hun udstråler glæde, når hun er på banen.


Paddy bliver bedre og bedre på felterne, men er stadig noget ustabil i sin hørelse. Dog vil jeg sige, at den sidste halvdel af spring 2 søndag, det var så flot handlet og løbet, at vi helt glemte at trække vejret, og det gjorde jeg i øvrigt også under Tickets spring 2 søndag. Hun havde været OK i starten lørdag, men blev mere og mere flagrende - og Bent blev mere og mere desperat. Men spring 2 søndag, der løb hun stjerne-agtigt - og rev så desværre sidste pind. Øv Øv Øv - men super løb.



Og Bornholmer-stævnet er jo bare så hyggeligt. Mogens havde sørget for super forplejning, der var lasagne og salatbord lørdag og stort frokost-tag-selv-bord med flere lune retter søndag. Stemningen er super, og Ivy havde igen lavet flotte keramik-præmier. Desværre løb Birgit og Flemming jo af med sejren i vores lille interne konkurrence om, hvem der får flest præmier, så nu står det 1-1. :-)


Søndag blev der pludselig en lille rask junior-konkurrence, hvor Bornholmernes 3 juniorer havde lånt en masse super gode hunde, Birthe's Sami, Anne's Hugo Boss, Annettes Birka, Marianne's Malu, Carstens Kengu (det var lige dem jeg kunne huske), og så blev der ellers gået til den. De løb en spring1 bane med gode rutinerede klasse 3 hunde, så der skulle løbes til. Hvor er det dejligt, at der er tid til den slags.


Stjernelivet er hårdt og trættende

Nu nyder vi at slappe af i hytten, og om lidt vil vi tage alle hundene med ud og gå en tur.










lørdag den 16. maj 2009

DcH Tønder/Løgumkloster 1. dag

Øv - startede dagen i øsende regn, men heldigvis klarede det op ved middagstid.

Jeg havde rigtig glædet mig til, at Pia skulle komme og se, hvor dygtig Zippo var blevet - og så var han bare en lille l... i de 2 springløb - så vi er altså stadig i klase 1! Til gengæld tog vi os gevaldigt sammen i agility og vandt AG åben, men fik desværre en disk i AG1, fordi jeg lige glemte en lille krølle på banen.

Meghann og Monty havde nogle fine seniorløb. Meg rev en del om formiddagen, men jeg tror det var fordi banen var glat af regnvejret.

Bent dømte, men det var der altså ingen af mine hunde, der lod sig påvirke af. Heldigvis.

Nu kan det vist kun blive bedre i morgen. :-)




Da vi var færdige ville Pia lige ud og gå med sheltierne. Set det ikke bare ud, som om hun har helt styr på det?

Men vi skulle selvfølgelig have taget et "familie"-billede.



Det er (fra venstre) Zippo, Monty, Woogi, Trouble og Dazzler.

Efter fotografering fik de lov at stæse en tur. Det var lige noget, de kunne bruge.



Men her ser det faktisk ud til, at Pia igen har styr på sine tropper. :-)



Og Monty, ja han gad ikke blæse rundt med ungerne, så han futtede bare rundt og hyggede for sig selv.



mandag den 11. maj 2009

DKK Viby - 3 dages stævne

Hold da op en weekend. Det har for mit vedkommende været fantastisk. Zippo har totalt genfundet sin stor-form, bortset fra et enkelt lillle udfald lørdag formiddag (der røg vores finaleplads :-)).

Uden at kunne huske detaljerne helt nøjagtigt, så tror jeg nok at vi kom hjem med den sidste pind i spring 1 og de 2 første i spring 2, 1 pind i ag2 og en dm-udtagelse i ag - samt en række flotte placeringer, heraf en del førstepladser. De var vist nok trætte af mig til præmieoverrækkelserne. Dog var Jesper Carstensen til dels solidarisk og var oppe lige så mange gange - tror jeg.


Niels var så sød at filme vores AG-åben om søndagen. Dejligt løb, som gav os en 2. plads efter Jesper og Indy.


Jeg valgte at trække Monty fra ag-løbene efter det første ag-løb om fredagen. Han hader det elektroniske bord og han kunne ikke lide belægningen på felt-forhindringerne. Og søde gamle Monty skal kun løbe agility hvis det er sjovt. Det var tydeligt at se, at han blev kvikkere og kvikkere som dagene gik - og en god gang massage både lørdag og søndag gjorde også godt.

Meghann var også med på massage-holdet, men hun løb i øvrigt fint og havde ikke så mange nedrivninger som hun nogen gange har. Hun er stadig en fryd at se når hun løber. Hold da helt op, hvor hun nyder det.

Paddy var igen nogen selvstændig, men pludselig i søndagens sidste AG1 gik der et lys op for ham (efter de var blevet disket) og han fremviste de flotteste felter i første forsøg på både vippe og balance. Bare han nu husker det! :-)

Ticket er ved at være over sin værste hormon-forstyrrelse, og det var tydeligt at se, at det blev bedre og bedre i løbet af dagene. Hun havde stadig periodevise "udfald", men de blev kortere og kortere, og søndag sluttede hun af med et fejlfrit AG2 uden svinkeærinder, dog med en lille tidsfejl. Bent var stolt og glad - og indimellem også lidt træt.


Søde Emily var der og havde heldigvis medbragt dejlige Dreamy, så vi kunne få billeder. :-)



Og så kan jeg kun sende store bunker af ros afsted mod Viby. Super stævne, gode hjælpere, dejlig mad lørdag aften, fine toilet og badeforhold, fint campingområde, sjov hold-konkurrence..... Jeg kunne blive ved. Det er tydeligt, at her er en klub med nogle ihærdige ildsjæle og en masse friske "vandbærere". Vi glæder os allerede til næste år.

søndag den 3. maj 2009

En god søndag med en barsk oplevelse

Zippo fortsatte i dag med at være en stjerne - så weekenden sluttede for hans vedkommende med pind i ag1 (rykket op i 2) og spring1 samt 2 DM-udtagelser. :-)

De 2 gamle havde det som sædvanligt sjovt og hyggeligt, men da regnen sidst på dagen væltede ned, valgte jeg at trække dem fra spring åben.

Bent havde det noget sværere. Ticket havde fremragende momenter, men er stadig meget ukoncentreret. Godt vi snart er igennem! Og Paddy havde også gode momenter. Kom f.eks. næsten igennem den svære spring åben søndag - men stadig meget selvstændig.

Den barske oplevelse var en deltager, der pludselig efter et løb faldt om med hjertestop. Heldigvis var der meget kompetente personer blandt deltagerne, så lynhurtigt blev der givet førstehjælp, hentet hjertestarter, ringet 112, flyttet biler, så ambulancen kunne komme frem. Og den kom heldigvis hurtigt. Dejligt midt i alt det barske at se, at hundefolkene virkelig står sammen i sådan en situation. Det lagde dog en dæmper på stemningen resten af dagen. Heldigvis kom der bud tilbage fra sygehuset, at alt var under kontrol, og at hans største bekymring havde været, om holdet havde løbet godt, og om han havde fået fejl.

Vi slog telt ned i silende regn, og pakkede campingvogn i silende regn - så i morgen skal alting ud og hænge i carporten. Nu håber vi virkelig, at Thorleif har sørget for bedre vejr til næste weekend.

lørdag den 2. maj 2009

1. dag i Fredericia

Hurra - Zippo og jeg har fundet hinanden igen, på trods af, at Ticket stadig er meget i løbetid. Det har givet os 4 super løb i dag. 2 fejlfri, 1 med en nedrivning og 1 disk. Men flotte løb! Jeg er meget stolt af, at han kan kapere det, når jeg ser, hvor påvirket han er af Tickets løbetid. Og dagen sluttede med, at vi fik den sidste pind i AG1 og dermed oprykning til AG2. Dygtig Zipzap!

Julie har løbet med Meghann, og de er bare så glade og søde at se på. Mange mennesker har efterhånden løbet med Meghann, men der har aldrig været nogen, som Meghann har været så glad for. Det ser bare så godt ud, når de løber sammen .

Monty har som sædvanlig hygget sig. Det ene løb blev med Bent, da jeg samtidig løb på den anden bane, et løb blev en disk, da Monty festede hele banen rundt, uden at høre på mig - og det sidste var flot og fejlfrit.

Ticket......... Tja, hun har været hormonforstyrret så det vil noget. Når hun løber er det super, men så ind imellem går hun helt i coma.

Og Paddy har haft fine løb. Det er lige som om han bliver en lille bitte smule bedre for hvert stævne i øjeblikket, så Bent er meget glad.

Dazzler - ja han har banket Dweet :-) og hygget sig med en masse andre hunde.

Nu glæder vi os til i morgen.¨


fredag den 1. maj 2009

En dejlig start på weekenden

Vi kom hjemmefra næsten som planlagt - og Bent hentede mig på arbejde kl. 14. Så satte vi næsen mod Jylland (surprise) - denne gang Trelde Næs Camping, hvor vi skulle bo under stævnet i Fredericia.

Vi fik anvist en dejlig plads - langt fra alt og alle, men vi har jo cyklen, hvis det bliver tvingende nødvendigt at bevæge os hen i den anden ende af campingpladsen (f.eks. for at bade). :-)


Hundene nyder det. De er med alle 8. Selv gamle Bessie, som jo ikke har været så meget med på camping, fordi hun altid har været hjemme hos Andreas, ser ud som om hun synes her er dejligt.


Vi har grillet kyllingebryst og fået salat og nye kartofler, slappet af, nydt solnedgangen og hygget os, så nu er vi ladet godt op med positiv energi til i morgen.

Dagens store spørgsmål bliver, om Zippo kan få kontakt til sine hjerneceller, eller om der ligger en hormon-barriere rundt om dem. Det bliver spændende.

mandag den 20. april 2009

Lidt sent - en billedserie fra påske

Bedre sent end slet ikke.......
Her er en lille foto-session fra påskeferien i det Sønderjyske.

Vi havde slået lejr i Pia's baghave og lavet en stor indhegning til hundene, hvor de rigtig gik og hyggede sig.

Her er det smukke Ticket, der står og nyder forårssolen.
Og her tager Bent en hygger med hele flokken. Bemærk den flotte farve på himlen. :-)
Senere flyttede Bent om på terassen hvor han tog en slapper med sin trofaste fan: Ronja.
Og mens far slappede - så hyggede sheltierne sig. Her er Woogi, Zippo og Dazzler i gang med en eller anden leg.

Og her er Dazzler ude og hygge lidt med sin gode ven Aya. Tilsyneladende kunne han gøre stort set hvad han ville med Aya, uden hun så meget som viste ham et lille bitte glimt af sit tandsæt.


Smukke dejlige Monty nyder solen i en stol. Han søger altid efter den varmeste plet, hvor han kan ligge og bage.

Johanna kom søndag aften, og Zippo og One hilser på hinanden. Hvis ører er spidsest?



Men al den virak og alle de gæster - det er altså noget anstrengende, mener Woogi, mens hun viler sit smukke hovede på bordet.

tirsdag den 14. april 2009

Meghann 9 år

I dag bliver min smukke dejlige Meghann 9 år. Meghann har gennem årene givet mig masser af gode dejlige succes-oplevelser, og selv om hun nu er en ældre dame, så styrer hun stadig flokken på Skovvænget med hård pote. De andre respekterer hende og hun sørger for ro og orden. Hun elsker stadig at løbe agility, og selv om hendes små ben ikke mere kan løfte hende over de høje spring, så fejler energien ikke noget, når hun drøner afsted i seniorklasserne. Meghann er stadig en helt fantastisk hund!