tirsdag den 10. september 2024

Kewstock Ready to Dazzle’em all, Blitz 31.07.2011 - 10.09.2024

 

                               

Den lå da på præmiebordet i mandags – så du ikke det?

Åh ja, mange gange har vi fortalt hvordan det gik til, at Blitz som 2-årig endte hos os. Hvordan vi – da Bent var på udkig efter ny hvalp – til et Fionia-Cup spurgte Anne Kew, om hun havde nogle hvalpeplaner, og hvordan hun svarede nej, men hun havde en 2 år gammel tæve til omplacering. Bent var ikke umiddelbart til en omplacering igen, men indvilligede i at se Blitz, og da først de 2 havde mødt hinanden, ja så var der kærlighed i luften.

I dag har vi sagt farvel og på gensyn til søde Blitz. Nu var det nu. Både syn og hørelse var nærmest ikke eksisterende, og de sidste par uger var det gået rigtig meget ”ned ad bakke”. Det kneb med at hoppe op i bilen, også med hjælp. Og hun blev irriteret på de andre hunde, når de pludselig kom uventet for tæt på.

Blitz og Bent var et fantastisk makkerpar, og de opnåede både et championat og en tur med landsholdet til NM i Norge. Men mest af alt, så var hun verdens kærligste hund. Hun var en kysser – og det gik hurtigt! Men hun elskede alle mennesker, og dem man elsker, kysser man!

Tak til Anne for at betro Blitz til os dengang i 2013. Hun har beriget vores (og mange andres) liv, for Blitz havde mange venner. Vi fryder os over, at hun i år klarede at være med til Jutlandia Cup og på sommerferie i Sverige, og at vi har masser af gode minder med hende.

Run free søde Blitzepige.









Ingen kommentarer: