fredag den 12. juli 2024

DKK stævne i Højme - en weekend med mange aspekter

Det er ikke mange DKK-stævner vi har været til i år, men vi havde tilmeldt Hazel og Keeper til DcH Højme's internationale DKK-stævne, hvor det også var meningen, at Hazel skulle løbe hold. 
Vi havde også lovet Pia at passe Livi, Izmoo og Uha, så de måtte med til Højme. Der var godt læs på bilen. Heldigvis går de 3 bare ind i vores flok, som om det var deres egen, også selv om det var på minimal plads i campingvognen. Ingen ballade med nogen hunde her. 


Vejrudsigten var ikke alt for fremragende - men fredag startede i flot sol. 
Desværre var der en del problemer med strømforsyningen. Fra centret havde man sendt 380v strøm ud i fordelerkassen, og det ødelagde en del ting, bl.a. vores omformer-boks i campingvognen, og vi har hørt om andre, der fik ødelagt bl.a. en mobillader og en elektrisk køletaske. Øv bøv - men heldigvis har forsikringen lovet at dække reparationen, og vi har fået lavet en midlertidig løsning, så vi ikke får problemer i sommerferien. 
Vi havde hentet fredagstapas hos Pernelles Madunivers  i Slagelse. Det var en super fin platte, til bare 259,- kr. for masser af mad. Det eneste man selv skulle sørge for var brød. Der var meget forskelligt kød, ost, pølse og tilbehør, og vi blev rigeligt mætte. Vi kan bestemt give Pernelle's tapas de bedste anbefalinger.


Uha fandt hundenes "luftmadras", og den blev hun så glad for, at hun lå på den,  hver gang hun havde mulighed for det. Sjovt, for ingen af vores egne hunde er særlig begejstret for den. 


Planen var, at et antal hunde skulle sove i bilen, men vejrudsigten lovede rigtig skidt vejr, så vi havde det ikke så godt med at have hunde i bilen. Så måtte der en lille omredigering til i campingvognen, og vup vup, så  var der plads til 8 hunde om natten. Lidt crowded måske - men bedre, end at nogle af dem skulle sove i bilen i regn, blæst og torden.


Hazel manglede stadig det der sidste dumme spring-cert. Efterhånden havde vi prøvet nogle gange, og jeg var efterhånden der, hvor jeg ikke orkede at tænke på det mere. Hun var dog kun meldt til i springklasserne, for man ved jo aldrig.
Første springklasse lørdag blev vi disket (tror jeg), men nr. 2, ja der var vi godt nok fejlfri. Jeg ved jo, at Hazel er ikke "den hurtigste knallert på havnen", så jeg tænkte ikke sådan konkret på, at "nu var den der nok" - før en eller anden halvvejs gennem klassen gjorde mig opmærksom på, at jeg faktisk lå nr. 2 efter Hanni og Cuba, der allerede var springchampion. Så blev det alligevel så spændende, at jeg blev nødt til at gå rundt om banen, mens jeg kiggede på de sidste løbere - med den der ambivalente fornemmelse, at jeg ønsker jo ikke noget skal gå galt for nogen, men alligevel blev jeg lidt lettet, hver gang en af dem fik en fejl. Og sandelig, om den ikke var god nok: Hazel fik certet og blev dermed dansk spring champion. Tak for super flotte rosetter med både "bling og brullianter".


Sidst på eftermiddagen lørdag blev det regn og torden, så arrangørerne valgte at flytte en klasse til om søndagen og aflyse hold-løbene. Ærgerligt, for det havde været vores holds chance for at forbedre plads. Og lørdag nat blev vi ramt af det lovede uvejr. Heldigvis holdt både campingvogn og fortelt til blæsten, men på selve stævnepladsen røg der et par telte. Der er 3 vigtige ting at huske, når man sætter stævnetelt op og der er lovet uvejr:
  1. Husk at pløkke ordentligt
  2. Husk at lyne alle lynlåse helt ned
  3. Og lad være med at ligge yderst i den retning, hvor vinden kommer fra. 😉

Til stævnet var Michael fra Hundekælderen til stede, og da vi havde mistanke om, at Blitzepigen var lidt øm i sin ryg, så fik vi Michael til at kigge på hende. Ganske rigtigt var der noget, han heldigvis kunne rette på. Vi fik så også kigget på Keeper, og der var også lidt at pille i. Men hvor Blitz jo tydeligvis nød behandlingen, så tænkte Keeper kun på, hvornår hun kunne komme væk. Heldigvis har Michael et fantastisk godt "tag" på hunde som Keeper, så det blev alligevel en rigtig god oplevelse for hende. 


Og nå ja - så var der jo Gimli. Gimli gik fra sin mad fredag aften - ikke noget han gør ofte, men dog ikke noget, der foruroligede os voldsomt. Men han spiste heller ikke lørdag, og han blev mere og mere sløv og apatisk, og hans øjne var helt tomme. Søndag morgen turde vi ikke vente mere, og Bent fik en tid hos Årslev Dyrehospital, der heldigvis lå temmelig tæt på stævnepladsen. Og det var nok en god ting. For Gimli havde et infektionsstal tæt på 100 (det skal normalt være under 10). Han havde feber og var en smule dehydreret, så han fik væske og en ordentlig omgang antibiotika. Phew, han lever livet farligt, den unge mand. 
Heldigvis virkede det ret godt, og i løbet af søndagen blev han mere og mere sig selv. Til aften spiste han i hvert fald ris og A38 med stor fornøjelse. Nu er der vist ikke nogen lommepenge til ham det næste stykke tid. 


Så det endte med at blive en weekend, hvor mange forskellige følelser kom i spil. 

Allerede i dag (fredag) kom den fine glas-ting fra Højme. Kæmpe stort tak til DcH Højme for den flotte erindringspræmie, og for super hurtig ekspedition. Det er fantastisk at modtage den så hurtigt. 




Ingen kommentarer: