søndag den 1. marts 2015

Forår :-)

På denne årets officielle første forårsdag, sidder jeg og gør status over endnu en dejlig weekend.

Weekenden startede fredag aften med agilitytræning med Fanta. Han er bare så glad og herlig at træne med, at man kun kan blive i godt humør af det. Og igen denne fredag  var han super dygtig. Vi har nu fået puttet alle forhindringerne på, og jeg nyder hvert eneste øjeblik, hvor jeg træner med ham. Han er ved at sprænge noget i sig selv af begejstring, og han hopper rundt som en anden kænguru. Gummibold er hans mellemnavn. Fanta Gummibold Blom.

Lørdag var der tidlig afgang til klubben. Fanta's lydighedshold skulle til Tappernøje og gå spor. Det er en af de ting, jeg elsker ved DcH-lydighed: alsidigheden. Der er både lineføring og sit og dæk, men også spor, frit søg og rundering. Sjove øvelser, som Fanta virkelig nyder.

Vi startede med at lægge et spor hver, og mens vi ventede på, at de havde ligget længe nok, ja så blev der hygget efter alle kunstens regler med kaffe og kager.

 

Solen skinnede, himlen var blå og lærkerne sang, mens vi lagde vores spor. Det er da lige til at blive glad af.

En efter en gik vi så vores spor, og så snart vi var færdige lavede vi et nyt spor, så alle fik nået at gå 2 spor i løbet af formiddagen.
Her er det Malene og Otto, der er i aktion. Otto er en Bichon Havanese (måske stavet rigtigt). Ikke umiddelbart en hund man forbinder med spor, men der bliver I snydt, for Otte er super til både spor og de andre øvelser.

Da alle var færdige med første spor havde Lone lavet et til sin egen hund Sally. Sally (og Lone) elsker at gå spor, og hun er ved at gå ud af sit gode skind af begejstring, når spor-selen kommer frem. Det er virkelig en fornøjelse at se.

På vej hjem nåede vi lige forbi Shop til dyr, som havde åbent hus i anledning af indvielsen af deres nye show-room for agilityredskaber, gulve og outdoor-tøj. Det er bare blevet så flot. Tillykke med den nye afdeling. Jeg glæder mig til at komme forbi en dag, hvor jeg har mere tid.

Tilbage i klubben fik vi lige løbet lidt agility, inden der skulle pakkes sammen. Så var lørdagen gået, og vi kørte hjem til Bisserup med røde næser og kinder og godt optankede med D-vitaminer fra solen.

Søndag startede med regn, så vi hyggede længe med morgenmad i sofaen. Dejligt, synes Dazzler.

Da regnen holdt op over middag kom Andreas. Bent havde lidt arbejde, han skulle nå, så Andreas og jeg havde planlagt en lang tur. Bent kørte os til Hyllinge, hvor vi startede på fodsporet mod Sandved. Vi fortsatte ud på den anden side af Sandved, så skal vi et lille stykke ad landevejen (ca. 500m), og så kan vi gå i skoven resten af vejen hjem til Bisserup. 15,51 km blev det til i det hele. Zippo var træt, da vi nåede hjem, men Fanta ....... han er så overskudsagtig hele vejen, at der både bliver leget og hoppet, selv på de sidste kilometer.

Når jeg nu havde trukket den stakkels Andreas rundt ude i naturen, så måtte vi hellere sørge for, at han også fik noget aftensmad, så vi kørte til Næstved og kastede os over en gang Running Sushi.
 
Eneste ulempe ved det, er at man spiser alt for meget!!!

Og så bliver jeg lige nødt til at nævne, at det i dag, den 1. marts, er nøjagtig et år siden, at vi kørte til Nordjylland og hentede denne lille fyr. Her sidder Fanta med sin far og undrer sig over, hvad det dog er for noget, vi har kastet ham ud i.

Tak Bianca for denne lækre lille hundedreng. Han er en ener - en helt Fantastisk en af slagsen.

Så det var den forårsweekend. Nu er vi klar til en ny arbejdsuge.

Ingen kommentarer: