mandag den 19. marts 2012

Vilhelmsborg-weekend

Jeg er jo så dejlig priviligeret at have fri om fredagen, og fredagen før Vilhelmsborg havde jeg et stort program jeg skulle nå, inden jeg skulle hente Bent på arbejde ved 14-tiden.



Første punkt på programmet var at køre Ticket ud til hendes "pleje-familie". Ups - der røg tidsplanen allerede! :-( For meget kaffe, basser og hyggesnak, men det skal der være plads til. Kaiser tog imod Ticket med begejstring, og han forsøgte at charmere hende ved at vise hende alt sig legetøj mens han opførte en krigsdans. Ticket samlede lige så stille legetøjet sammen under spisebordet, fortalte Kaiser at nu var det hendes, og så kunne han ellers bare luske af. Stakkels Kaiser-fyr! Men han er stadig vild med Ticket (billedet er fra et tidligere besøg).



Nå, men jeg fik ryddet Netto og kom hjem og fik pakket det sidste i bilen, med hjælp fra Andreas. Den nye bil er desværre en smule mindre end den gamle - men det gik! Og så var det ellers bare at få hentet Bent. Første stop: Fiskehuset i Korsør for at købe fiskefrikadeller til aftensmaden! De laver simpelthen de bedste fiskedeller. Næste stop: Vilhelmsborg. Bent gik ned på banen og hjalp med at rigge til, mens jeg lavede klar til os og hundene på tilskuerbalkonen - satte bure, stole, bord og alt det andet klar, som vi alligevel næsten ikke fik brugt. Så var det bare over og finde værelset. Hundene tog det rimelig afslappet:
Vi delte en flaske rødvin til fiskefrikadeller, rugbrød og X-Factor i fjernsynet, luftede hunde og gik forholdsvis tidligt i seng for at være friske til de næste dage.



Sidst vi løb stævne var Odense i februar, og der talte Zippo og jeg ikke helt samme sprog (undtagen i finaleløbet), så jeg var meget spændt på hvordan tingene så ud nu, hvor vi har trænet, cyklet, gået, leget og løbet sammen i en måned mere, men hvor jeg også har brugt meget tid på Chinook. Heldigvis har Zippo og jeg fundet rutinen sammen igen, og bortset fra 1 løb søndag, så løb han bare super. Vi mangler stadig lidt på farten, men vi arbejder på det! Lørdag var vi fejlfri i begge de åbne, og disket i begge klasse 3-løbene, det ene fordi jeg glemte banen :-( og det andet fordi jeg skulle afprøve en smart vending. Bestemt ikke Zippo's skyld! Lørdag fik jeg også lov at løbe SP3 med Dazzler. Det var rigtig sjovt. Han troede ikke rigtig på, at han skulle løbe med mig i starten, men efterhånden gik det strygende. Her er et lille stemningsbillede fra start- og målområdet.

Søndag fejlfri i AG-åben, 1 vægring på slalom i SP-åben og 2 disk, men bestemt super løb bortset fra AG3, hvor Zippo løb bag om min ryg. Men jeg har nok gjort et eller andet, der har fået ham til at tro han skulle den vej.



Bent løb med Dazzler og tilbragte ellers dagene sådan:
Her var det Jette og Laika, der var i gang med en bane. Bent havde tegnet springbaner, der var rimelig svære, men mega sjove at løbe. Jeg elsker jo de baner, hvor jeg er nødt til at koncentrere mig hele vejen rundt, så jeg fik godt nok valuta for pengene!

Chinook var selvfølgelig også med, og han fik hilst på en masse hunde og mennesker. Her er det "lillebror" Junior, der får en omgang. Vi er godt nok efterhånden en stor Foula-familie - og jeg nyder altid at møde familie til vores hunde. Det er sjovt at følge med i deres liv og se hvordan de udvikler sig.
Bent havde også tegnet og skulle dømme finalen. Han havde på forhånd bestemt sig for, at hvis han kvalificerede sig med Dazzler, så ville han ikke løbe - og jeg havde så sagt, at det kunne jeg da bare gøre! Nå, fru Kæphøj, tænk dig lige om, før du tilbyder den slags en anden gang. For ikke blot var begge gutterne kvalificerede - nej der var kun 2 hunde imellem dem, så jeg havde ikke meget tid til at bytte hund og få vejret.


Mens de store hunde løb finale sad jeg på tilskuerpladserne med begge hunde og ventede til det blev tid for mellemhundene at gå ned på banen. Foran os sad 2 piger, som sheltiedrengene bestemte sig for at charmere, hvilket også lykkedes ganske godt. Her forsøger Zippo sig med et kys i øret, mens Dazzler overvejer sit næste træk.


Jeg havde fået Helle Madsen til at holde hund mens jeg løb. Tak for hjælpen Helle - for så behøvede jeg slet ikke at spekulere på den hund jeg ikke løb med. Jeg vidste, den var i gode hænder.


Først løb jeg med Dazzler. Jeg var faktisk smadder nervøs, for jeg kender slet ikke Dazzler på den måde. Jeg har måske løbet 2 eller 3 gange med ham i det hele, så sommerfuglene flaksede noget rundt, da jeg gik til start. Vi fik da også en vægring på forhindring nr. 3, fordi jeg gik for tidligt fra ham - men resten af løbet gik forrygende, og vi endte da på en samlet 6. plads af 15 hunde - det er jeg super godt tilfreds med når man tænker på hvor lidt jeg har løbet med ham.


Da jeg stod ved start med Zippo pustede jeg stadigvæk som et damplokomitiv, men jeg måtte jo bare tage mig sammen og komme afsted. Heldigvis er Zippo mere vant til at kunne klare ting selv, så jeg kunne "sende ham" alle de steder, hvor det var muligt, og så spare mine slatne ben. Vi slap forbi slalomindgangen, som havde fældet flere - ikke så meget fordi den var svær, men også fordi der lå en tunnel lige bagved og trak i hundene. Og så var det bare fremad. Bent sagde bagefter, at han kunne se at jeg var helt flad, så at Zippo kom rundt var ene og alene hans egen fortjeneste, og ikke ret meget min. Så manglede kun Ann-Britt og Diesel, og jeg havde indstillet mig på 2.pladsen, for Ann-Britt og Diesel fejler stort set aldrig, og de spilder aldrig en eneste centimeter rundt på banen. Min kondition og tilstand taget i betragtning ville det være fantastisk at blive nr. 2 efter dem. Hvad der skete så jeg ikke, for jeg væltede bare rundt og prøvede at få mine ben til at holde op med at ryste og få min vejrtrækning ned i et normalt leje - men Diesel fik en fejl og endte med at blive disket. Øv for dem, desværre - men det betød så til gengæld at Zippo vandt igen. Igen fordi det gjorde han også i 2010 - i 2011 deltog vi ikke.


Nu er Kurt's præmieoverrækkelser jo ikke noget, der tager lang tid, så det blev til et hurtigt billede i dårligt lys. Nr. 2 blev Anna Görlitz med Karla og nr. 3 Emma Ginnerup med Oscar.



Hos de store hunde var det Pia Jessen og Repeat der vandt. Nr. 2 blev Lone Sommer og Du Der og nr. 3, Karina Thrane med Divi.

Hos de små hunde havde Annette Jensen med Ami et fantastisk løb og vandt foran Anne Mette Hemdrup med Tyson og Lillian Rose med Mille. Fantastisk, jeg tror at det første år jeg deltog i finalen med Monty - og det skal nok være 5-6 år siden, blev Lillian og Mille nr. 1, (og Monty nr. 2), så de har holdt sig på toppen i mange år.


Her er de 2 seje drenge med den dejlige præmie: 2 af HP's lette spring.

Vi tog også et lidt bedre billede mandag hjemme i haven.



Mandag havde jeg taget fri. Aftalen var, at jeg skulle køre hjem, så Bent kunne sove - og så kunne jeg sove mandag! Men lige da jeg var faldet i søvn mandag formiddag blev jeg vækket af posten :-( så jeg tog drengene og satte kursen gennem skoven mod Rude. Ticket's reservemor arbejder i Rude hos vores dyrlæge, og hun ville tage Ticket med på arbejde, så jeg kunne hente hende der. 4,5 km. i raskt tempo hver vej, men solen skinnede, fuglene sang og der var så smukt i skoven.


Prøv lige at få de 3 til at sidde stille bare 2 minutter!!!

Alle farver var så klare, og det var lige som om trænerne var lige ved at overveje at blive grønne. Uhm - forår!

Her er et lille kig ud over markerne ned mod Holsteinborg.

Og ups - nu var der pludselig 4. Det blev fotograferingen jo absolut ikke nemmere af!

På vej hjem var jeg lige inde i Brugsen. Helt ærligt, hvor længe skal vi vente her?

Og så var den laaaaaange dejlige weekend slut - og det samme var det flotte forårsvejr. Næste stævne er Gåsahoppet i påsken. Det glæde vi os til.

1 kommentar:

Gitte Hoffmeister sagde ...

Stort Tillykke med finale sejren.
Det er dejligt at starte stævne året godt :-)