mandag den 23. februar 2009

Weekend i Vallensbæk

Så er endnu en stævne-weekend overstået - og sikke en weekend! Men forskellen fra de andre gange er, at denne gang er vi faktisk begge to kommet hjem med gode resultater.

Bent løb lørdag med Paddy, Ticket og Meghann, og jeg løb søndag med Zippo. Banerne lørdag var tegnet af Morten Juhl Hansen, der - som sædvanlig - havde lavet baner, der krævede koncentration af føreren og samarbejde med hunden. Banerne søndag var tegnet af Susanne Therkildsen, og de var heller ikke af den nemme slags.

Paddy havde tydeligvis haft udbytte af den spring-teknik-træning, Bent lærte af Claudia. Selv om han blev disket, så havde han ingen nedrivninger i de 2 første løb. Så det er bare at klø på og træne videre.
Ticket løb sig til en finale-plads i VAS-springmesterskabet, og Bent var ellevild, for det var første gang nogensinde, at han havde haft en hund med i en finale. Desværre endte finaleløbet med et besøg i et forkert tunnelhul :-( men bare det at have været med var en super oplevelse.
Meghann nyder altid at løbe indendørs, men det kan godt ses, at hun er blevet ældre. Det blev til en 2. plads i spring 2 til hende.

Søndag var det så små og mellem-hunde. Bent og Dazzler kørte dog med som selskab og som mental coach - for uha, jeg havde noget at leve op til efter Ribe-weekenden. Jeg havde dog ikke behøvet at være nervøs. Zippo er bare så super cool på banen, og det er simpelthen en kæmpe fornøjelse at løbe med ham.

I spring 1 fik vi en vægring, fordi jeg "overhandlede" gennem en svær passage. Hvis jeg havde holdt min mund og løbet, så var vi gået fejlfri igennem. Det blev dog til en 2. plads, mere end 1 sekund hurtigere end nummer 1.
I VAS-springmesterskabet væltede han den sidste "pind" i flyvespringet - sandsynligvis fordi jeg kom tromlende bagfra med ca. 140 km i timen, hvilket overvældede ham en smule. :-)
AG1 var det løb, jeg drømmer om. Super kontakt, super felter, ingen svinkeærinder, måske et par lidt store buer....... 7 sekunder ned til nr. 2! Super seje Zippo.

Åh, hvor er der lang tid til næste stævne. Jeg glæder mig bare så meget.

Og de bedste ved at løbe klasse 1 er, at kl. 15.00 kørte vi hjem, så vi kunne nå en dejlig tur på stranden med Andreas. Bagefter var Zippo træt. Han valgte at lægge sig i lillebror's seng, så Dazzler pænt måtte stå ved siden af og kigge. Stakkels lille fyr.


1 kommentar:

Pia sagde ...

I er bare super seje alle sammen ;-)