søndag den 18. januar 2009

En weekend med en uventet slutning

Weekenden stod på kursus med Claudia Elsner i Kolding lørdag med efterfølgende besøg og overnatning hos Pia, så vi kunne nå at se hvalpene inden de flytter hjemmefra. Lørdag morgen stod vi op kl. 4.00!!!!!!! og satte kursen mod Jylland.

Som altid var kurset med Claudia svært, sjovt og lærerigt. Temaet for kurset var timing og (som altid hos Claudia) stehen, gehen und LAUFEN! Nogle af banerne var nok klasse3++, og de fleste kursusdeltagere fik hurtigt varmen, når de var på banen. Ticket og Zippo klarede sig rigtig fint, også selv om de var kommet på holdet med de rigtig "skrappe drenge", men det var tydeligt at se, at ud på eftermiddagen var både de og vi trætte i hovederne. Da jeg sad og så videoen bagefter blev jeg helt træt af at se, hvor mange gange vi spurtede frem og tilbage på langs i ridehuset. Hold da op! Claudia er selv eminent dygtig til timing, og hvis man timede rigtigt, så kunne banerne sagtens løbes - men det var svært. Svært og spændende. Vi var i hvert fald begge tilfredse med vores hunde, da vi kørte sydpå mod Tinglev.

I øvrigt tror jeg vi har besøgt Pia for mange gange. Da vi ankom var der besøg af et hold hvalpekøbere. Vi parkerede - ingen hundegøen - gik ind i bryggerset - ingen hundegøen - gik ind i gangen - ingen hundegøen - åbnede døren til stuen, hvorefter hundene kiggede op og sagde: hej, det er jo bare jer der kommer! :-) Hm...... Hvem sagde vagthunde?

Nå, men fluks kastede vi os på gulvet for at nusse hvalpe. Så skete der noget meget underligt: Ronja og den ene hvalp "talte" til Bent - som efter kort tid meddelte (hvad der faktisk kom rigtig meget bag på mig), at han det sidste stykke tid havde tænkt på, at han godt kunne tænke sig en sheltie. Og han ville da være glad, hvis han kunne få lov til at købe Dazzler. Pia blev nok stort set lige så forbavset som mig, men hun betænkte sig overhovedet ikke, så om 2 uger henter vi Dazzler efter 2. del af agility-kurset i Kolding.
Ronja og Dazzler taler til Bent

Zippo var i øvrigt (fuldstændig lige som brormand Trouble, der var på besøg fredag) ikke begejstret for hvalpene. Om fredagen ville han faktisk helst sove - og den var Dazzler med på. Og det var meget problematisk for Zippo, når han skulle hen til Woogi, som futtede rundt på gulvet mellem hvalpene. Fy føj, for noget småkryb! Men jeg er sikker på, at han hurtigt bliver rigtig glad for at få en sheltie-kammerat mere i huset.

Woogi og Zippo hygger i sofaen - hvalpefri zone

Zippo hilser på Dazzler
Zippo og Dazzler tog lige en lur

Der var blev talt rigtig meget hund den nat og morgen, så det blev ikke til så meget søvn!

Søndag formiddag gik vi en tur i regnvejret i skoven. Og så var det lige tid til at nusse hvalpene en sidste gang, sige pænt farvel og sætte kursen mod Sjælland. 3 timer senere var vi hjemme i Bisserup, godt trætte - men også meget glade og forventningsfulde. Selvfølgelig mest Bent, som glæder sig helt vildt til at komme i gang med noget hvalpemotivation, men også mig, fordi jeg er så glad for Zippo, og fordi jeg er helt sikker på, at Dazzler nok skal give Bent lige så meget fornøjelse.

Farvel Dazzler - far kommer snart og henter dig


Tak Pia for igen igen at åbne dit hjem for os, og for at du giver os muligheden for at blive de stolte ejere af de 2 dejlige sheltiedrenge!

6 kommentarer:

Pia sagde ...

Selv tak, det er altid hyggeligt når I kommer på besøg og forresten TILLYKKE med Dazzler, jeg skal nok nå at lære ham unoder he he he....

Gitte Nykøbing Falster sagde ...

Hej Bent det bliver godt nok spændened med dit nye fund, rigtig meget held og lykke knus Gitte fra Sydfalster

OBay Shelties sagde ...

Hi Marianne and Bent, I think this means you are getting another sheltie? :-)

Unknown sagde ...

Altså Bent :-))

Det bliver noget af et skift i størrelse fra Paddy

Tillykke med ham

Charlotte

Bluedog sagde ...

Tillykke med lille Dazzler, han er da også bare for lækker, kan godt forstå at Bent faldt for ham:o)

Ja og det er jo med sheltier som med chips....når man først har taget en, så bliver man liiiiige nødt til at tage en til;o)

Knus fra Vicky og sheltiedrengene

Marianne sagde ...

Men sheltier feder ikke - det gør chips. :-) Bortset fra det, så er det et citat jeg vil gemme! Det er bare så sandt så sandt!